Man kan med nogen sikkerhed antage, at bynavnet Skive er afledt af Skiuegarthæ, Skivegård, det oprindelige navn for kongsborgen i Skive, der tidligst er set omtalt i Kong Valdemars Jordebog, der kan dateres til 1231. Skive betyder planke, en skive træ. Man regner med, at Skivegård har den oprindelige betydning, en gård omkranset af planker, skiver af træ. Men det helt centrale er, at Skive navnemæssigt nok er vokset ud af Skivegård, det senere Skivehus.
På trods af tidernes hårdhændede fremfærd er dele af Skivehus stadig blandt byens ældste bygningsmæssige levn. I 1999 gik det fra fredet til blot at være bevaringsværdigt. Det 20. årh.s hoteldrift og tilbygninger har været en udfordring for de historiske levn. Så meget, at de ældste rester har været regulært nedrivningstruet, indtil Skive Kommune gik ind og købte det Gl. Skivehus, som er Skives næsten eneste bygningshistoriske forankring, der kan føres tilbage til byens fødsel. Borgkælderen fra o. 1400 under Skarpenberg bygningen.
Foruden beliggenheden ved Karup Å, som var indgang til byen, er de historiske monumenter:
  1. Bindingsværkslængen, opført af Verner Parsberg til Eskjær i 1719.
  2. Hovedhuset, ombygget i nyklassicistisk stil fra o. 1850 (Slots- og Kulturstyrelsen daterer ombygningen 1866), i 1893-95 igen ombygget og forhøjet med en etage.
  3. Under den af Parsberg opførte bindingsværkslænge er der en kælder med køkken, som stammer fra begyndelsen af 1400-tallet, formentlig opført af Johan Skarpenberg, som Dronning Margrethe i 1407 ser ud til at have tvunget til at overtage slottet som len.
Vi må ud fra kælderens dendrokronologiske daterering til middelalderen, til omkring år 1400 antage, at det så nok må have været Johan Skarpenberg, der har været bygherren.
Det er et gennemgående træk, at kongemagten ikke ofrede kongsborgen i Skive megen økonomisk betinget opmærksomhed. Derfor er det nærliggende at antage, at noget så relativt kostbart som borgkælderen til Skivegaard må være opført af den meget velhavende Johan Skarpenberg, der som svigersøn til Valdemar Atterdags svorne fjende, Niels Bugge sikkert har tiltrukket sig Dronning Margrethes årvågne opmærksomhed.
Det må formodes, at Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseet vil kræve omfattende arkæologiske udgravninger herfra og i det hele taget i og omkring Gl. Skivehus, hvis planerne om nedrivning igen helt eller delvist skulle komme på tale. Borgkælderen er 2017 erklæret omfattet af automatisk fredning, jf. § 4 i bygningsfredningsloven
Som anført er Skivehus nævnt første gang som Skivegård i Kong Valdemars Jordebog 1231.
Ved at sammenligne med en anden kongsgård, her Koldinghus, kan man danne sig et skøn over de to kongsgårdes oprindelige størrelser og betydning i og for deres tilliggende byer, Skive og Kolding.
Skivehus, Palæ- og Parsberg bygninger. Foto er af Skive Byarkiv dateret ca. 1925. Skivehus 1791, N. Mortensen, Skivebogen 2012, s. 18. 2. En stald, er Parsberg bygningen fra 1719, 1. køkkenfløjen er den gamle sydfløj, og 3. resterne af fangetårnet er den gamle nordfløj.

Skivegaard / Skivehus, bygningshistorie

ud fra samtidigt kort- og billedmateriale og Jeppe Aakjærs undersøgelse af 1600-tallet, overgangen fra kongsgård til forfaldent herresæde.
Det helt bemærkelsesværdige - trods forfald og vanrøgt - er bygningernes historiske spændvidde fra 1400-tallet, over 16- 17- og 1800-tallets om- og tilbygninger.
Og stedet, hvor kongemagtens naturligvis måtte placere residensen - ved Karup Å, det handels- og transportmæssige centrum med broen, der forbandt - forbinder - Salling med Viborg og resten af Danmark. Vestligt og udsprunget herfra kom byen Skive så til at ligge, opstået som et centralt handelssted ved Karup Å, forbindelsesled mellem Thy, Mors og Salling samt til Hærvejen ved Viborg. Skive har været et trafikalt knudepunkt i området.
At bygningerne så i store dele af kongsborgens tid har været ganske forfaldne, er en anden sag. Jeppe Aakjær har lavet en ganske fin undersøgelse af Skivehus i 1600-tallet, hvor kongemagtens sparsommelighed, især Christian 4.'s og Frederik 3.'s, samt især Christian 4.'s forfejlede og for landet ganske katastrofale aktiviteter omkring 30-årskrigen, gav lejetropper lejlighed til at fare hærgende frem. Slottet var hverken her - eller på noget tidspunkt - særligt forsvarsdueligt / -villigt. Det har Jeppe Aakjær formentlig ganske ret i. Også hvor han harcelerer over Christian 4., hvis manglende sparsommelighed, når det gjaldt byggeri til eget krongods (Patrinonium, hvor Skivehus var et Kongelev) er velkendt.
Skive må således i byens allertidligste historie have været et resultat af en naturligt placeret kongsgård, d.v.s. et sted, hvor kongen kunne opholde sig, eller hvor hans vasaller kunne bo. Som kongsgård hed kongens sted Skivegård. Under navnet Skivehus blev det et lensmandssæde. Kongsgårdens jord har - som navnet indikerer - tilhørt kongen. Dog ikke privat men som kongelev iflg. jordebogen, d.v.s. rigets, kronens gods. Kongens private gods hed patrimonium.
Under betegnelsen Skivegård nævnes det nuværende Skivehus som anført første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, og man må formode, at både byen og borgen formentlig er grundlagt en gang i 1100-tallet. Fra 1661 var gården ejet af adelige, startende med rigsadmiralen Ove Gjedde. Det fremgår af kildematerialet, at det, som Johan Skarpenberg i 1407 erhvervede som pant fra kronen sammen med hele Skivehus Len, var "den faste borg Skive med tilliggende len og herreder".** Hvornår navnet præcist er skiftet fra Skivegård til Skivehus kan ikke afgøres ud fra det eksisterende kildemateriale. Fra 1800-tallet ejedes gården af et varierende antal hovedsageligt borgerlige ejere. Endelig blev gården i 1928 erhvervet af J. P. Jensen og etableret som missionshotel. Familien Jensen har tilføjet den røde hotelbygning fra 1929 og den hvide fra 1966.
Til de mere brogede dele af historien omkring Skivehus hører, at kongemagten indtil det endelige salg til rigsadmiral Ove Gjeddes arvinger i 1661 især brugte hoved- og ladegård som pantsætningsobjekt. Det må derfor betegnes som et ganske forfaldent gods, som familien Gjedde overtog. Verner Parsberg til Eskjær overtog i 1693 et gods på fallittens rand. Selv om økonomien under Parsberg blev betydeligt forbedret, så var man formentlig i Skive købstad ikke så begejstret for den nye nabo, som man kom i strid med omkring markjorderne (som skulle nås ved at krydse byen) og retten til fiskeri i åen. Hvis Parsberg ikke var så nem, så gik det helt galt, da Skivehus blev overtaget af overretsprokurator Peder Lund. Situationens beskaffenhed fremgår af en klage fra byen til kongen i 1780 over Lund: han havde berøvet dem retten til fiskeri i åen (igen), havde indhegnet store dele af byens markjorder til eget brug, og for at føje spot til skade havde han iflg. klagen opbrudt dele af byens gader og brugt stenene i egen gård.
Forholdet til byen lettedes velsagtens noget med en ny ejer, Christian Lange til Eskjær, der bortsolgte det meste af bøndergodset og i 1791-92 flyttede ladegården ud til de vestligt liggende jorder, således at byen endelig kunne se sig fritaget for generende arbejdskørsel fra godset ud i markerne. Der findes en opgørelse fra Peder Lunds ejertid over godset, tilhørende Skivehus, hvoraf størsteparten så blev frasolgt af Lange: 73 bønder og 29 husmænd med 340 tdr. htk., meget spredt beliggende (før landboreformernes udskiftning). Hertil kom så den nye ladegård, Ny Skivehus, som havde 24 tdr. htk. og 73 tdr. htk. bøndergods. Herefter blev der købt og solgt - bl.a. til den i 1864 etablerede banegård, så der ved et ejerskifte i 1871 kun var 14 tdr. l. tilbage. I løbet af denne turbulente periode forsvandt bl.a. voldgravene og resterne af et tårn med hvælvede rum. M.h.t. godsets tilliggender, se oversigt over mål.
Den dårlige tilstand, Skivehus var i, ser man også i de problemer, der var med at få dets tårn benyttet til formålet som fangehul. Her kan anføres som eksempel tjeneren Christian hos den sidste lensmand på Skivehus. Han blev i 1660 dømt til døden for at have dræbt sin plejefar. Men Christians plejemoder ville ikke betale for hans henrettelse. Derfor blev han fængslet - som andre kriminelle - på Skivehus. Det var et lidet flugtsikret sted p.gr.af den dårlige vedligeholdelse. Men det var nu ikke det mangelfulde fængsel, men formentlig lensmandens manglende vilje til at betale for hans ophold i fængslet, der bevirkede, at han efter 3 år blev overført til Blåtårn, hvor han som medfange fik Chr. IV's datter Leonora Christina, som omtaler Christian i sit "Jammersminde". Leonora Christina er faktisk årsag til, at vi overhovedet kender Christians historie. Hun omtaler ham over et betydeligt antal sider (punktvis s. 33-78 i den her anviste udgave) i Jammersminde. Han var lige kommet til Blåtårn, da hun ankom, og det fremgår af hendes beskrivelse, at Christian var grov og plump, men gjorde Leonora Christina tjenester, at hun så til gengæld skaffede ham mad, vin og mæglede mellem de kvinder, han plejede omgang med i fangehullet. Det fremgår yderligere, at Christian havde meget frie forhold, og at Leonora Christina i 1667 hjalp ham med at blive løsladt fra fængslet - uden at få nogen tak for det, tværtimod. Herom siger Leonora Christina: "...Han tog ingen Afsked hos mig, lod mig ikke engang hilse ved Taarngjemmer eller Dreng. Kvindfolkets Taksigelse var, at han samme Aften slog henders Vinduer ind og saa rumstered i Fuldskab paa Gaden, saa han blev sat i Raadhuskjælderen; kom dog om anden Dagen ud..." Leonora Christina sad i Blåtårn 22 år fra 1663 til 1685, skrev noget af Jammersminde i fængslet, formentlig påbegyndt i 1673, men det meste er nok færdiggjort efter frigivelsen i 1685. Vi må ud fra den ret detaljerede beskrivelse af bl.a. Christian formode, at hun har haft en god hukommelse og / eller gode notater.
Historien om Christians domfældelse i Skive og tur til Blåtårn kender vi som anført kun fra Leonora Christinas beskrivelse. Den kan der formentlig fæstes nogen lidt til - selv om detaljeringsgraden nok ikke kan anses for at være ganske troværdig - Leonora befandt sig ikke i Skive 1660-63. Men som et udsagn, der viser afstanden til nutidens retssystem og den ultimative privatisering af (nogle varianter af) straf, er det en god kilde. Dog siger den intet om motiverne til at sende Christian til Blåtårn, men det kunne da meget vel have været en lokal besparelsesforanstaltning, idet det fremgår, "at hans Junker betalte hans føde", og det kunne meget vel tjene som lokalt motiv til at få Christian anbragt i Blåtårn. Om Christian hedder det videre i Jammersminde: "...Førend jeg melder noget om den Fange Christians Bedrifter imod mig, vil jeg med faa Ord berette hans Brøde, hvorfor han var fangen. Han haver tjent Mons Armfeld (lensmanden, fra 1663 amtmanden i Skive, Mogens Arenfeld) for Lakej. Han med andre Lakejer ypper Klammeri med en Mand, som havde været Christian en Fader og fød hannem op af sin Ungdom og altid haft Omsorrig for hannem. Manden blev dødelig saaret, raabte i sit yderste: "Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!" De andre Lakejer løbe hver sin Vej, men Christian blev paagreben. Hans Kaarde befandtes og at være blodig. Han nægtede det altid, at det ikke var ham, der stak Manden. Han blev dømt fra Livet; men eftersom den døde Mands Kvinde ikke vilde bekoste paa Exekutionen, blev Christian saa hensiddendes, og hans Junker betalte hans Føde... Paa tredie Aar havde han været fangen, førend jeg blev fængselet, og blev tvende Gange forflyt; først af Troldhullet i den mørke Kirke, siden her, som jeg sidder. Der jeg blev ført fangen hid, blev han sat der..." (s. 57 i bemyttede udgave af Jammersminde).
På trods af tidernes tand, fangehullets ufuldstændighed og hoteldriftens mindre harmoniske tilføjelser til den gamle kongsgård og lensmandssæde er der dog stadig - som anført - væsentlige rester, helt tilbage fra kongsgårdstiden.
 

Skivehus i det 17. årh. iflg. Jeppe Aakjær.

Med sin artikel i Historisk Aarbog 1913, s. 85-133 om Skivehus i 1600-tallet forsøger Jeppe Aakjær at placere og beskrive bygningerne til og med Parsberg bygningen 1719. Eller rettere indtil kronen sælger Skivehus til rigsadmiral Gjedde i 1661 som erstatning til denne for nogle tabte skånske godser.
Ud over hotelbygningerne fra 1929, 1966 med renoveringer er der af det oprindelige Skivehus kun Parsberg- og Palæbygningen med borgkælder tilbage af det oprindelige Skivegaard.
Bygningsmæssigt kender vi først noget til den gamle Skivegaard, som her er blevet til Skivehus med Resens Atlas fra 1677. Her er der en nord- og en sydfløj af borgen med ladegården mod vest.
1765-67 kunne det ud fra prospekterne se ud til, at borgens syd- og nordfløje er forsvundet, at kun ladegården og Parsbergbygningen over den gamle borgkælder (fra nordfløjen) er tilbage. Det giver også mening for bygningerne, som de præsenteres af Pontoppidan 1730 og 1765.
Der sker helt åbenbart noget bygningsmæssigt mellem 1677 (hvor de ødelæggende svenskekrige er overstået) og 1760'erne. Vi lader Jeppe Aakjær fortælle (Historisk Aarbog Skive og Omegn, s. 85-133).
Iflg. Jeppe Aakjær er "det først omkring Aar 1600, at Kilderne begynder at flyde." Han vil gøre brug af "Lensregnskaber ... Inventarlister ... til at danne os et Bíllede af Slottet og dets Ejendom." Hans beskrivelse af bygningerne sammenholdes her med det, vi kender, Skivehus borg- og ladegård i Resens Atlas 1677. Chr. 4. indskærper lensmanden en så billig som muligt forbedring, der udføres 1622-23. Denne forbedring blev fuldtud og mere end tilintetgjort som et resultat af Chr. 4.s deltagelse i trediveårskrigen og Wallensteins togt op gennem Jylland 1629, 1643-45 med Torstensson krigen. 1657 - 60 Karl Gustaf krigene. Ødelæggelserne på Skivehus beskrives mest konkret af Jeppe Aakjær i Skivehus artiklen s. 106-07. Syn på slottet 1655-56, hvor Erik Krag bliver lensmand, det sidste syn, Aakjær kender til.
 
Den sydlige bygning i borggården er "Hovedbygningen ... Fruestuen ... med en mindre kvist på Sydsiden." 1656 er "Fruerstuens Hus stadig kun et Loft højt; Tegltag ... søndre Kvist ... har 2 Sengesteder ... (herunder) Fiskekjælderen ... Nordre Kvist har en Skorsten ... og en Jordkælder."
Mod øst ligger "Økonomihuset med Steggers, Bryggers, Kjøkken ..." I 1656 er der i "Det gamle Hus østen i Borregaarden 15 Fag ... i den nordre Ende Kjøkkenet ... derudi 1 Retherbænk", som Aakjær mener af praktiske grunde også har været anvendt til svine- og fjerkræslagtning. Det må være denne bygning, der har en borgkælder, bygningen som Parsberg 1719 vælter og bygger oven på.
Mod nord er der "en Staldbygning", som Aakjær ikke kommenterer yderligere, men ved et syn 1632 refererer Aakjær, at Nordhuset "ehr nyligen opbygget ... 20 Fag langt ... og er færdig med Tagh, Lofte, Vinduer och Døre ..." med tegl- i stedet for stråtag. Sammenholdes den med den nordlige bygning på Resens Atlas, så er det en bygning i to etager med loft og to skorstene. Fra 1632 synet beskriver Aakjær det yderligere som "et Hus i Borggaarden øst-vest, med en Skorsten (der er to på Resens Atlas afbildningen), 18 Bindinger, tækket med Straa, slagen med Leyer, vel ved Magt." Det generer helt åbenbart ikke Aakjær, at han modsiger sig selv m.h.t. f. eks. taget. Om det nu er med strå eller tegl får stå hen i det uvisse.
1634 bygges der iflg. Aakjær et nyt nordhus "21 Bindinger, stenhængt med en dobbelt og 2 enkelte skorstene, 4 kamre og Borgstue i samme Hus", hvilket degraderer østhuset til "Bryggers alene." 1656 lyder beskrivelsen for "Nordiste Hus: 36 Fag muret mellem Stolper mod Syd (altså borggården) ... sandsten i nogle Vægge; (regnskader i) ... en Del af Væggene ... I Vesterenden ; Skriverstue ... en Mælkestue ... 5 Kamre østen til ... Borgerstue ... (over kamrene) et Kornloft langs igennem"
Mod vest er der "to Huse, det ene med Kontorer og Skole (Skriverstuen) det andet med Indkørsel til Borggaarden (Porthuset)." Disse to huse vender på Resens Atlas mod staldgården.
Iflg. Aakjær skulle der ud for Porthuset, ud mod ladegården have været "en Bro, altsaa ogsaa en Kanal eller Grav, der sikkert har strakt sig omkring Borggaarden paa de tre Sider ..." med åen på den fjerde side. Ved 1656 synet var iflg. Aakjær "en Port mellem Borggaarden og Laadegaarden nederblest og øde ..."
I Borggaarden er der iflg. Aakjærs læsning af 1656 synet to huse med henholdsvis 8 og 14 fag, begge ubrugelige og brøstfældige.
Sammenholdt med Resens Atlas 1677 holder Aakjærs beskrivelse kun delvist vand. Især forekommer nordfløjen tvetydigt og partiet ud mod ladegården tvivlsomt beskrevet.
Iflg. Aakjær betød Karl Gustaf krigen 1657-60 for Skivehus stort set total ødelæggelse ved "Svenskere og Brandenburgere, forvorpne Karle, dyrisk Pak, for hvem Rov og Brand var bleven et Haandværk ... Vinduerne udslagne, Tage og Tagsten afrevne. Væggene omstyrtede ... Fruestuehuset (den sydlige bygning) har tre Stiver mod Syd, dens Kvister saa forfaldne, at de maa ombygges fra Grunden; Østerhuset med Stivere baade foran og i Ryggen; Nordhuset frygtelig forfaldent. Stalden syd i Borggaarden ved man ikke naar ligger paa Jorden ...
Resens Atlas, Schiva, 1677, uddrag med Skivehus, borggård og ladegård Resens Atlas, Schiva, 1677 med de vigtigste lokaliteter anført.
Prospect Skive 1730, hvor Pontoppidan vender Skive modsat nord-syd. Et Prospect 1755, hvor man aner Parsbergs bindingsværkslænge til Skivehus. Skive prospekt 1755. Forlægget er, så vidt det har kunnet konstateres, et frimærke med "udsigt over Skive år 1755 efter gammel tegning. Warburg serie "D.B. i gl. Dage" No.83".
Skive Prospect 1767, hvor tilsyneladende kun ladegården og Parsberg-bygningen er tilbage af Skivehus. Uddrag, hvor b er Skivehus Ladegaard, bygningen t.v. må formodes at være Parsberg-bygningen. Pontoppidans Prospect fra 1765, hvor ladegården og Parsberg-bygningen ser ud til at være, hvad der er tilbage af Skivehus på dette tidspunkt.
Skivehus, bygning t.v., 1870 iflg. Skive Byarkiv. Iflg. Skivebogen 2012, N. Mortensen, s. 6 ses "østfløjen fra 1719 ... sydfløjens gavl ..." Iflg. Skive Byarkiv.
Gammel Skivehus mod Østertov, Sdr. Boulevard, 1926 iflg. Skive Byarkiv. Skivehus lige før nr. 2 hotelbygning blev opført i 1966. Skive Byarkiv. Skotøjsforretningen Tårnborg blev nedrevet 1968.
 
 
** Det fremgår af Danmark Riges Breve, 4. række, bind 185, 1407. 30. november. Ribe (i dansk oversættelse), at "Jeg Johan Skarpenberg, ridder, bekender med dette mit åbne brev, at jeg af de mægtige fyrster, min nådige herre og frue, kong Erik og dronning Margrete, har modtaget og fået slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland, som pant for 5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck..."
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
© Skive Kulturhistoriske Museumsforening