Historiemenu  

   
Lübecktraktaten, indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
 
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København : Munksgaard, 1958-1982.
 
Her gengivet som tekst i Franz Blatts oversættelse med forklarende noter.
 
 
Teksten.
Vi Valdemar, af Guds nåde hertug af Slesvig, erkender ved dette åbne brev overfor alle dem, som ser det eller hører det læse, at vi kærligt og med det gode er kommet overens og har forligt os med den højbårne fyrste herr Valdemar, konge af Danmark, vor herre, vedrørende alle mellemværender og enhver tvedragt[1] som indtil nu har været mellem os fra begge sider, på følgende betingelser:
 
For det første skal vi til fornævnte herre den højbårne fyrste give og overantvorde[2] vor søster Helvig, på sidste søndag før førstkommende pinse[3], og hendes medgift[4] skal være 24.000 mark lødigt sølv, som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg, som vi sammen med Vend­syssel, Himmersyssel, Tysyssel[5] og med Han herred uden udsættelse skal over­drage til vor herre kongen, og som han skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
 
Ham skal også de høvedsmænd, som sidder inde med borgene i landene, aflægge ed til og hylde som deres rette herre. Når hyldingen er sket der, så skal han igen henvise dem til os som panteherre, på den måde som er skriftligt fastlagt her foran[6].
 
Fremdeles skal han indløse Jylland før resten[7]. Når en fjerdedel af summen er betalt, skal en fjerdedel af landet være fri med de tilhørende borge. Dem skal vi da over­drage til vor fornævnte herre kongen og til dem, som han vil have dertil.
 
Den, som borgene bliver overdraget til, skal stille sikkerhed for, at han, hvis vor herre kongen skulde bryde sin aftale, med borgene vil holde med os indtil det tidspunkt, da han har ydet fuld erstatning. Skulde det også ske, at vi brød vore aftaler, så skal vore lensmænd på borgene, der er pantsat os i Jylland, med vor billigelse holde med vor fornævnte herre kongen indtil det tidspunkt, da vi har ydet fuld erstatning[8].
 
Hvis det skulde forekomme os, at vor herre kongen brød sine aftaler og ikke erstattede det, og hvis vi skulde rejse krav derom overfor ham, og han afviser det, så skal afgørelsen træffes af vor onkel den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen[9] , som vi fra begge parter har valgt til opmand i vore aftalebrud. Den af os, som han erklærer at have uret efter den mellem os her stående aftale, skal inden fire uger efter den dag, da han har afsagt retskendelsen, yde erstatning. Hvis han ikke gør det, så skal de, der sidder inde med borgene uden mistænkeliggørelse holde med den, som er forurettet­, indtil det tidspunkt, da han får erstatning, således som det synes vor begges fornævnte opmand hertugen rigtigt, og kendelsen skal han hver gang afsige inden fire uger. Og hvis den, hvem kendelsen er gået imod, ikke inden fire uger yder fuld erstatning, så skal alle herrerne[10], som fra beg­ge parter har lovet for aftalen, uden svig hjælpe mod ham, indtil han helt har erstattet det.
 
Fremdeles skal borgene i Jylland stå åbne[11] for vor fornævnte herre kongen, og for hans lensmænd[12], til alle deres behov, når han nærer ønske derom.
 
Første led i indløsningen skal være Kalø med en fjerdedel af landet[13], andet led skal være Horsens med en fjerdedel af landet, tredje skal være Kolding med en fjerdedel af landet, sidste skal være Ribe med en fjerdedel af landet.
 
Vi skal også oppebære hele sølvbeden[14] i Jylland, det være i korn, i flæsk, i smør, indtil den dag, da vi har 35.000 mark lødigt sølv, hvormed vi skal indløse vore borge og lande som vi har pantsat for vor herre kongen[15].
 
Til at oppebære denne bede skal man indsætte en skriver og to mænd fra kongens side og en skriver og to mænd fra vor side, som skal opstille en fortegnelse derover og overgive os den til indløsningen, som det er beskrevet her foran; men den sølvbede, som måtte forfalde til betaling i Himmersyssel, skal vor herre kongen uden hindring beholde til sit underhold.
 
Hvis vor herre kongen skulde behøve vor eller de holstenske herrers[16] tjeneste, så skal vi i fællesskab tjene og hjælpe ham med 400 hjelm­klædte mænd. Og hvis vi skulde behøve hans hjælp og tjeneste, så skal han til gengæld stå os og dem bi med 400 hjelmklædte mænd, og det afhænger af hans ønske, om han vil give os underhold og selv til gengæld modtage det af os. Skulde en af os behøve den anden i højere grad, så skal denne følge ham med al sin magt, uden nogen svig.
 
Og når brylluppet bliver fuldbyrdet, og han har sovet hos vor søster, så skal der følge hende som liv­geding[17]: Riberhus og Ribe stad, med told, møller, med alle de indtægter, som hører til staden, og med mønten, således som kong Kristoffer[18], hvem Gud være nådig, har haft den; dertil skal også høre de øer[19], som i samme konges tid har hørt dertil. Til vor søsters livgeding skal også høre de fire herreder, som hørte dertil i kong Eriks[20] tid, og halvdelen af Vardesyssel[21] med tilhørende fiskeri.
 
Fremdeles, den som af os får borgene overdraget i sin varetægt, skal hylde og aflægge ed til kongen, som det står skrevet her foran. Hvis man ikke stoler på hans hylding, så skal han i stedet for ind­sætte fire af sine venner, som man kan stole på i dette[22].
 
Fremdeles skal vi ikke mere skade bispen i Århus[23] på liv, på gods eller i hans stift, ej heller hans folk, som har gods i eller udenfor stiftet. Fremdeles skal vi også lade riddere og væbnere, land og folk, verdslige og gejstlige, og kongens mænd[24], hvad de end kaldes, som sammen med ham er fordrevne fra deres gods, blive ved deres rettigheder, som de kan føre bevis for, og lade dem bruge deres gods, som de har ret til, og vor herre kongen og vi skal på alle punkter tilgive alle dem, som har forbrudt sig mod ham og hans fader og mod os, og som tilbød sig til hans og vor tjeneste.
 
Ej heller skal vor for­nævnte herre kongen, når han indløser eller har indløst sit land Nørre­jylland, på nogen måde hindre os i vor del af landet i Vardesyssel, tværtimod skal vi beholde det som arvegods med al rettighed, således som grev Johan og grev Gerhard af Holsten og hans sønner har haft det[25].
 
Foruden alt dette, hvis Gud i himmerige skulde borttage vor herre kongen fra denne verden, hvad Gud forbyde, førend han har indløst Ribe med det som er nævnt her foran, så skal vor søster Helvig, så længe hun lever, besidde som et ret livgeding og beholde Ålborghus med alle rettigheder og al nytte, som hører dertil, og med Vendsyssel og Himmersyssel og Tysyssel og Hanherred med alle rettigheder, således som kongen og andre herrer har haft det.
 
At vi stedse og fast og uden svig holder alle disse foranskrevne aftaler, det har vi lovet på vor tro, og vi har aflagt ed på de hellige relikvier, og har som borgen derfor stillet den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen, grev Johan, grev Henrik, grev Klaus, grever af Holsten, grev Adolf af Schauenburg og grev Konrad af Oldenburg. Og vi, de fornævnte herrer og garanter, har lovet det på vor tro og lover den ædle herre vor herre kong Valdemar af Danmark det ved dette brev, og til hans hånd lover vi den højbårne fyrste hans svoger markgrev Ludvig af Brandenburg[26], hertug Barnim af Stettin[27], grev Ulrik af Lindow, greverne Günther og Günther af Schwarzburg, den ædle herre af Mecklenburg herr Albrecht, at vi helt og stadigt og uden svig vil holde alle disse foranskrevne punkter. Således har vi til vitterlighed og med fuld viden derom givet vore segl til dette brev. Dette brev er givet og skrevet i Lübeck i året 1340 efter Guds byrd fredag før St. Urbans dag.[28]
 


[1] Tvedragt: strid. Overdrage.
[2] Overgive i varetægt o.l.
[3] 28. maj.
[4] Medgiften kan betragtes som en erstatning for, at fyrstedøtre på dette tidspunkt ved ægteskab mistede deres arveret efter deres fader eller den forsørgelse, han var forpligtet til at sikre dem. Til gengæld for medgiften, som tilfaldt ægtemanden, skulle denne, som det også fremgår senere i denne traktat, udlægge et livgeding, et underhold, som skulle sikre hustruen standsmæssig forsørgelse.
[5] Se om sysler. Sysselinddelingen fandtes som anført kun i Jylland.
[6] Meningen med dette er, at de høvedsmænd, slotskommandanter, som sidder inde med de kongelige slotte i Jylland med underliggende områder, skal hylde Valdemar Atterdag som konge og love ham at overholde aftalen, dvs. overdrage slottene til ham, når de er blevet indløst. Men så længe hertug Valdemar endnu har slottene i pant skal de naturligvis være underlagt ham.
[7] Dvs. Fyn med øer.
[8] Det var almindeligt i tiden, at aftaler garanteredes ved, at den ene parts mænd med våbenmagt rettet mod sin egen herre skulle sikre, at han overholdt indgåede aftaler. Noget andet var så, om det virkelig skete i praksis, hvis problemet opstod.
[9] Hertug Albrecht (4) af Sachsen (død 1343) var fyrste af en ganske lille del af det oprindeligt meget store hertugdømme Sachsen i Nordvesttyskland. På grund af arvedelinger var hans herredømme indskrænket til ca. halvdelen af det beskedne område Lauenburg øst for Holsten mellem Lübeck og Elben. Ord som ’onkel’ brugtes ofte i meget vid betydning og betyder blot ’slægtning’
[10] Dvs. de fyrster, som nævnes til slut i dokumentet. Disse skal altså være parate til med våbenmagt at sikre aftalens overholdelse.
[11] Han skulle kunne komme ind i borgene; hvilket er det samme som, at de ikke måtte bruges militært imod ham, men betyder naturligvis også, at han og hans folk kunne tage ophold på borgene.
[12] Lensmand er i denne sammenhæng én, der på kongens vegne administrer en del af landet, et len. I praksis betyder det det samme som høvedsmand.
[13] Det er fire fjerdedele af Jylland eller mere præcist Nørrejylland. Sønderjylland var hertugdømmet Slesvig.
[14] Sølvbede: ekstraordinær beskatning, som herrerne havde aftalt, at den jyske befolkning skulle betale. Så befolkningen betalte altså for indløsningen. Som det fremgår videre i teksten, betaltes skatten normalt i naturalier (varer), fordi den almindelige befolkning ikke lå inde med større pengebeløb. Disse naturalier blev så vurderet i penge. Navnet ’sølvbede’ hænger givetvis sammen med, at skatten skulle bruges til at fremskaffe alt det sølv, som skulle betales for Jyllands indløsning. ’Bede’ er det almindelige navn for en ekstraordinær skat, som kongen i princippet skulle bede befolkningen om. Det var dog altså langtfra noget, der skete i dette tilfælde.
[15] Her fremgår det, at forudsætningen for hele arrangementet er, at hertug Valdemar har overladt sit hertugdømme til grev Gerts sønner og så fået Jylland til gengæld. I takt med at Valdemar Atterdag indløste Jylland fra hertugen, skulle denne altså indløse dele af sit eget hertugdømme fra de holstenske grever. Hertug Valdemar var altså blevet skudt ind som mellemmand mellem parterne for så vidt angår Jylland.
[16] De holstenske herrer: grev Gerts sønner: grev (Jern)Henrik og grev Claus.
[17] Livgeding: landområde, som en enke(dronning) skulle have udlagt, således at de afgifter, der blev opkrævet i området kunne sikre hende en standsmæssig forsørgelse efter mandens død.
[18] Valdemar Atterdags fader Christoffer 2, konge i Danmark 1320-26 og 1330-32.
[19] Mandø og List (nordenden af den nuværende ø Sild).
[20] Erik Menved, konge 1286-1319. Det menes, at der er tale om fire herreder i den sydlige og vestligste del af Slesvig; Det område, der i middelalderen kaldtes for ”kongens frisere”, idet det da ikke hørte til hertugdømmet.
[21] Som det fremgår af note 24 nedenfor besad hertug Valdemar selv resten af Vardesyssel, egnen omkring Varde. Her er tale om den sydligste del af syslet omfattende Gørding og Malt herreder.
[22] Disse skal så overfor Valdemar Atterdag indestå for, at traktatens bestemmelser bliver overholdt.
[23] Bisp Svend af Århus, biskop ca. 1326-55. Han nævnes allerede 1329 som potentiel oprørsleder mod det holstenske herredømme i Jylland. I 1338 var han gået i landflygtighed sammen med Valdemar Atterdag i Nordtyskland. Med denne bestemmelse får han altså mulighed for at vende tilbage til sit bispesæde. Herefter fortsatte han som en nær og betroet medarbejder for Valdemar Atterdag.
[24] Kongens herremænd, som enten kaldes riddere eller væbnere. Vi ved at grev Gert og hans folk havde sat sig i besiddelse af i hvert fald herremandsborgene Clausholm, Gl. Estrup, Holbækgård og Karmark/Skjern og da formentlig har fordrevet deres besiddere fra landet i forbindelse med oprør mod grev Gerts herredømme.
[25] Vardesyssel var området omkring Varde i Vestjylland. Den nordligste del af dette omfattende Vester, Nørre og Øster Horne samt Skast herreder blev sammen med andre kongelige rettigheder udlagt som arv til Valdemar den Stores (konge 1157-82) datter Helene, der 1201 blev gift med hertug Wilhelm af Lüneburg. Herefter gik det i arv til hendes efterkommere, indtil det kort før 1300 blev solgt til grev Johan af Holstens far. Efter at have arvet det, overdrog grev Johan det til grev Gert som led i et mageskifte 1336, hvorefter grev Gerts sønner overdrog det til hertug Valdemar i forbindelse med aftalerne i 1340.
[26] Ludvig af Brandenburg: siden 1324 gift med Valdemar Atterdags søster Margrethe, som døde 1340. Ved aftalen om ægteskabet havde hendes fader, Christoffer 2, lovet at betale en medgift på 12.000 mark sølv. Dette store beløb var imidlertid aldrig blevet betalt. Derfor støttede markgrev Ludvig og hans fader af samme navn, som var konge af Tyskland, ihærdigt bestræbelserne på at få gjort Valdemar til konge af Danmark, idet det allerede forinden var aftalt, at Valdemar skulle sælge det danske Estland for at skaffe penge til at betale medgiften. Dette blev da også delvis realiseret i 1346.
[27] Dvs. at han var fyrste af Pommern langs Østersøkysten i nuværende Østtyskland og Polen.
[28] Skt. Urbans dag er 25. maj. Fredagen før faldt i 1340 på den 19. maj.

Kong Valdemars Jordebog som lokalhistorisk kilde

Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog[1], der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.
Jordebogen bliver her præsenteret i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket, hvis første afsnit omhandler kongens, det andet kronens gods[2], samt Indtægtslisten over andet kongeligt og kronens gods.
Oplysningerne om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark i disse dele af Jordebogen er centrale bidrag til viden om tidlig dansk middelalderhistorie.
Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog KVJ
Almind syssel Kolding
Salling syssel Skive
 
 
 
 
 
 
 
 
Benyttede måltal
 
 
Danmark i krig og fred, de ydre rammer

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

Danmarks sysselinddeling.
Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder i Jordebogens samtid.
Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.
Sysselinddelingen er geografisk sammenhængende områder, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.
Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.
Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud).
Man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.
Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
 
 

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen[3]. Der var i lenssystemet to hovedtyper, de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.[4]
Adelige pantelen ses afmærket på nedenstående kort [5] , hvor det er markeret, hvilke typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
Pantelenene blev før Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.
I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen, hertugdømmet Slesvig[6], som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.
Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1232 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen[7]. Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len[8], der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af Andst[9].
Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var adelige pantelen[10]. Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at de kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg. Om det har været en diplomatisk finesse i forholdet mellem kongerige og hertugdømme er nok muligt men ikke undersøgt her.

Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark

Da den ene af Valdemar 2. Sejrs tre sønner døde 1232, blev Erik Plovpenning kronet som medkonge, broderen Abel fik hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, og den yngste af brødrene, Christoffer fik senere Lolland-Falster som hertugdømme, samtidig med at de begge måtte aflægge troskabsed til Erik Plovpenning som deres konge og dermed overordnede.
Denne af Valdemar 2. Sejr foranstaltede arvedeling blev anledning til en bitter strid mellem de tre arvinger, som kom til at forme Koldings og Koldinghus’ tidligste historie.
Herom er der ud over Jordebogens oplysninger fra 1231 også oplysninger i to danske historieskrivere fra 1500-tallet, Hans Svanning og Arild Hvitfeld, hvis historiske beretninger er ”sammenstillet … og kildemæssigt belyst” af Kr. Erslev[11].
Der beskrives her vedvarende kamphandlinger mellem den danske kong Erik og broderen, hertug Abel af Slesvig. Der er nogen usikkerhed i dateringen, men sammenholdt med bl.a. Rydårbogen skulle disse kamphandlinger have fundet sted siden 1242 og have strakt sig fortløbende indtil drabet på Erik 1250. Herom hedder det i Hvitfelds gengivelse, at striden mellem brødrene endte med, at Erik erobrede Slesvig og tvang Abel til underkastelse 1250, hvor Erik så under et besøg hos Abel blev myrdet, og liget sænket i Slien.
Først hævdede Abel, at Erik var druknet, men da ”liget opflød kom sandheden for en dag”, som det hedder hos Hvitfeld. Dateringen af mordet er 1250 ”S. Laurentii Aften 5. Idus Augusti”, hvilket svarer til 10. august 1250 efter nutidens kalender.
Svanning skriver sin historie som om, Kolding hørte med til hertugdømmet Slesvig. I Hvitfelds version bliver det til, at der har været tale om en pantsættelse.
 
Dog er der ikke megen logik i, at de to brødre, som hele Erik Plovpennings regeringstid lå i stadig krigstilstand, skulle have haft et økonomisk mellemværende, der skulle have fået Erik til at pantsætte den centrale grænseby Kolding til Abel.
Der er to muligheder med Svanning og hans version af Kolding som en del af hertugdømmet Slesvig. Enten er han dårligt orienteret og tager fejl m.h.t. Kolding, der i Kong Valdemars Jordebog er anført under Almindsyssel som en del af kongeriget. Eller også har Abel i de løbende stridigheder 1241-50 med kong Erik erobret Kolding.
Svanning synes ikke at være i tvivl om, at det var Abel, der byggede Koldinghus. Hans tidsfæstelse af byggeriet er 1248, hvilket Kr. Erslev s. 20 i udgivelsen af de to historikere kommenterer med, at der kan være sket en forveksling mellem 1248 og 1268 i brugen af de latinske tal, hvor MCCXLVIII er forvekslet med MCCLXVIII, altså en ombytning af rækkefølgen på X og L. Der er ingen nærmere forklaring i Kr. Erslevs kommentar, at ”… bygningen af Koldinghus beror vist nok på en forveksling … med LX til XL …”. Hvor han så har fået denne dateringskritik fra svæver i det uvisse.
Det mest logiske forekommer at være, at Koldinghus må være opført som en konsekvens af krigshandlingerne mellem Erik og Abel. Altså må opførelsestidspunktet så være 1248.
Om det er Abel, der som hertug i Slesvig har været bygherre, er et åbent spørgsmål. Men det mener Svanning i det mindste, han har været.
 
Som det fremgår af de to historieskriveres beretning var det en overordentlig konfliktfyldt tid mellem Valdemar brødrene, indtil Erik Plovpenning 1250 blev myrdet og efterfulgt af Abel som konge.
Det ser ud til, at Kolding har ligget helt centralt i striden mellem de to brødre, hvor det senere så også bliver kongerigets grænsestation mod hertugdømmet Slesvig.
Selv om de to historieskrivere lader Abel bygge Koldinghus i 1248, så er det uklart ud fra hvilken position, og han bliver under alle omstændigheder flere gange fordrevet fra byen af kong Erik i deres fremstilling.

Det slesvigske hertugdømme

En del af hertugdømmet Slesvigs befolkning var frisere, der formentlig er indvandret fra Holland til Slesvigs vestlige marskområde. Den dansksprogede del af Slesvig gik velsagtens til Sli-Dannevirke.
Med Abel som hertug og efterfølgende begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog de fleste af kongens beføjelser, hvilket 1326 var en fuldbyrdet kendsgerning under den holstenske grev Gerhard[12].
1440 blev både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten en del af det slesvigske hertugdømme, hvor også Femern sideløbende blev en del af hertugdømmet, endeligt fra 1658.
Hertugslægten efter Abel uddør 1375, hvorefter greverne af Holsten-Rendsborg sætter sig i besiddelse af hertugdømmet, tildelt dem som len af dronning Margrethe 1386, hvilket medførte personalunion mellem Slesvig og Holsten indtil 1864.
Det på længere sigt afgørende i forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Ribe-privilegiet af 5. marts 1460, undertegnet af Christian 1. som håndfæstning ved overtagelsen af Slesvig som fyrstelen efter en barnløs hertugs død. Her var der en formulering i forhold til Holsten, at de to hertugdømmer skulle være "ewig zusammen ungeteilt".[13]
Og uanset, at det blot var en formulering i en tidsbegrænset håndfæstning, så blev det en politisk realitet med Bismarck og Prøjsen under de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvor Danmark i forsøget på at indlemme Slesvig uden Holsten tabte området mellem Kongeåen og Ejderen.
 

Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket cit. KVJ.
Indbindingens forside og bagsiden heraf med titelblad m.v.

Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog

Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig i større tal.
Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet[14]. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.
Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.
Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster[15], hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.
Svenskeren J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.
Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.
Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.
Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste kritik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."
Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.

Historikeren og bogsamleren P. F. Suhm udgav 1792 jordebogen som Liber Census Daniæ, senere benyttet i hans Danmarkshistorie, her illustration af bind 9, udgivet 1808.
O. Nielsens udgivelse af Valdemar den andens Jordebog 1873, cit. KVJ-ON.
O. Nielsens udgave er med udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik.
 
KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende. Se listefortegnelsen til KVJ.
 
   

Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.
Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.
KVJ indeholder 13 lister af forskelligt indhold
- de fleste over jorder eller indtægter. De nummererede navne er viderebragt efter betegnelser i KVJ-ON.
Krongodset er her første gang beskrevet samlet i Hovedstykket, der er delt op i Første Afsnit med kongens private og Andet Afsnit med kronens gods.
De to afsnit gennemgår kongens len og afgifter fra len og handelspladser.
Krongodset var så omfattende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd, som der ikke vides meget om, men som ofte er en blevet høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.
I lenstiden blev disse høvedsmænd eller fogeder lensmænd. Det fremgik af kongernes håndfæstninger, at lensmændene skulle være af adelig, dansk byrd.
Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret[16]. Der var forskellige typer af len, som det vil fremgå i den efterfølgende beskrivelse af overgangen fra sysler til len i henholdsvis Almind- og Sallingsyssel.
 
1. Hovedstykket. Første Afsnit Kongens Jordebog.
Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit Kronens Jordebog.
Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten
Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri
Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,
Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
 
6. Falsterlisten Ottende Stykke Falster
Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland
”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern
Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste
Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele.
Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
10. Estlandslisterne
Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
11. Plovtalslisten Fjortende Stykke Plovtalslisten 1.
Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.
Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten
Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.
 
Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.
Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),
andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.
 
Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."
Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1232, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.
Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.
 
Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland:
Nørrejylland.
Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Hardsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Loversyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel.
Sønderjylland.
Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel.
Desuden anføres "Utland", som i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten.
Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).
 
Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:
Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).
Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.
Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.
11. Stykke. En Indtægtsliste.
Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234, KVJ-ON, s. 22.
I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.
Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.
Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.
Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter.
 
Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform
Ribe 900 (p)
Manø 16
Malt herred 160
Kolding 280 / 80
Gaveslund 120 / 140 (p)
Jelling syssel 110 / 110 (p)
Samsø 300 (p) / 300 (p)
Hamrum herred 30 / 16
Skanderup 60 / 30
Vogns len 220
Horsens 80 / 60 (p)
Århus 80 / 72
Grenå 60
Randers 160 / 45
Brofjerding 24 / 8
Rold 26 m. guld / 40
Lundø 24 m. guld / 10
Ålborg 170 / 24
Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er kun kongens ejendom, patrimonium. anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit.
Kaldyng, Kolding er her i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Det mest rimelige er nok at antage, at der må være tale om en dobbeltpostering.
Hvis Kolding skulle have samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så har Kolding været kongelev, kronens ejendom. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægtlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.
 
Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).
Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ[17], men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.
Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.
Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.
 
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid.
 
Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.
Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:
”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …
Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …
(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”
 
Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, , Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl[18]:
1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens indtægter.
2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig Lübeck 19. maj. 1340.
3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.
 
Kildematerialet er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne – for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet.
Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger, som muligvis kun v. hjælp fra de to andre kildegrupper kan aftvinges mening.
Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi
1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,
2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,
3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.
 
Det kan til forståelsen af de fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.

Nogle måltal

Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. Medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.
 
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 øre = 3 ørtug = 30 penninge
1 ørtug = 10 penninge
 
Pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?
 
Guldmarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
 
Sterlingens mål
1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.
1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling
 
Toursgrotens mål
1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter
 
Den lybske pengemark
1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge
 
Kornmålet
Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,
1 mark (sølv) for 1 mark korn.
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper
1 mark = 288 skæpper?
1 mark = 480 skæpper havre?
1 mark = 12 pund
 
Jordmål
1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger
-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.
-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).
1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge
1 mark skyld = 288 penninge?
1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord
1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug
 
Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her[19]:
1 bol var 2 mark skyld,
1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land
og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at 1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.
I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's matrikel 1688 med plovtallene i KVJ.
Resultatet var, at
1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.
I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."[20]
 
Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.
Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.
Svend Aakjærs beregninger hører som anført til blandt de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, at de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her, og de bliver kun brugt med forbehold.
 
Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240 og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.
 
Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.
 
Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død[21] efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg[22].
Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.
Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, der kom mangel på arbejdskraft.
 
Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg i modtagelsen af Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.
Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.
 

To nørrejyske sysler

Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:
Nørrejylland 11
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),
Sønderjylland 3
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)
Danske len i Jylland
Nørrejylland
Aggersborg (Han Herred) (1560). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (f. 1389-1662) og Rosborg (e. 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus (1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).
Sønderjylland
Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).
 
Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia. [23]
Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.
 

Almind Syssel

med Andst, Jerlev og Almind herreder. Almind kom senere til at hedde Brusk Herred.
Desuden nogle tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding.
Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra KVJ.
Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første[24] og anden side[25].
KVJ O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.[26]
Almind syssel (Almundæsysæl).
"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om. Kaldyng kan her ses tilsyneladende placeret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.
 
Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.
Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri).
Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).
Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) med O. Nielsens noter.
De tre herreder:[27]
Jerlev herred (Jarlæzhaereth). I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.
 
Andst herred (Anzstathæreth).
Almind herred (Almundæhæreth).
Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.
Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.
Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.
Af hr. Tokes len utæn wadn[28] 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.
Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.
Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.
Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.
Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.
Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.
Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.
Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).
 
Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."
Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.
Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af KVJ,
 
i 1231 har der muligvis endnu ikke været krongods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by - måske med en endnu uafklaret herredsplacering i både Almind og Andst herreder.
 
O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark.
Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i KVJ 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de ca. 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.
Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige.

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Det er til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.
Vi kan af KVJ kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen på 80 mark rent sølv, og kongen desuden og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til et mere uanseeligt 13 mark guld.
 
Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231.
Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.
Men lad os antage ud fra KVJ alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
 
Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.
I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.[29]
Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom. Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens, patrimonium
 
Som anført ligger begge dele tilsyneladende - og måske - under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.
 
De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som[30], "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse." Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er ingen dokumentation ud over, at der kan anføres den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding, må vi kunne slutte ud fra Indtægtslisten.
 
Heller ikke tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der noget om i KVJ. Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder. I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen.
Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først sker omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.
I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.
Sammenligner vi Kolding og Skive i Sallingsyssel, er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård - eller 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun havde en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.
En tolkningsmulighed kunne være, at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen, der ud over de anførte 13 mark guld har været væsentligt mere, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional i de to lokaliteter.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding muligvis med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen, men til kongen, hvilket i givet fald ville være bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.
Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer.
Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.
 

Salling Syssel og Skive.

Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.
Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.


 
KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.
 
Angivet værdi
Angivet ydelse
Morsø Sønder og Nørre herred
Hver 6 mark sølv ved leding.
Agerø, Karby sogn i Sønder herred, 18 mark guld
 
Fjends herred,
12 mark penninge
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
 
Lundø 24 mark guld[31]
10 mark rent sølv
Højslev sogn og by, 9 mark guld
 
Rødding, Hindborg herred
 
Brøndum 13 mark guld
 
Nørre herred
 
Skivegård 40 mark guld[32]
20 mark sølv
Harre herred
20 mark penninge
 
Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anselig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.
Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.[33]
I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.
 
Sammenligner vi Kolding og Skive, så er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen på Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv.
 

Salling Syssel, Skivegård og Skive

I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almindsyssel og Sallingsyssel kan der for Sallingsyssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.
 
Johan Skarpenberg
Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412[34].
Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406[35], i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”[36]
Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.
Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.
Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.
Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.
Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.
Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe[37] for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407[38].
 
Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum 30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm[39] og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[40]
Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.
Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund[41].
 
Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.
29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.
 
I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.
Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."
Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.
Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.
 
Der er i DiplD to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.
De 5000 lybske mark kan sammenholdes med DiplD 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."
Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.
Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel.
Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været knap og nap halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller i decimaltal: 0,44 til 0,5 af pantsætningsværdien for Flensborg.
 
Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg[42], som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.
 
Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sit lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.
Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.
 
Men hvis vi uden dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.
 
1. Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
2. Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
3. Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
De formodede værdisættelser forekommer rimelige i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der formodentlig kan værdisættes på niveau med Kolding, en ydelse på omkring 80 mark sølv. Præcist ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.

Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse

Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger vi har i KVJ og DiplD.
I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus[43] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.
Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.
Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”[44]
Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.
Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.
Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.
Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."
 
De 5000 lybske mark 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:
1. Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
2. I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
3. Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
4. Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
5. Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.
Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:
1. Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
2. I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
3. Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
4. Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.
Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.
Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.
Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.
Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.
Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.
 
Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.
Men det påvirker ikke omregningen.
De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.
 
I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.
 
De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.
 
Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329[45], hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.
Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.
 
Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.[46]
 
Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar 4. Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.
Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.
Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.
Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på o. 9.000 mark sølv i 1340.
 
Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.
Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.

Fra Skivegård til Skivehus

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"[47] fra 1777.
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."
Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.
En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.

Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.[48] Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.
Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed[49] for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).

 
1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.
I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.
 
Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.
Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.
Hartkorn
tønder
skæpper, fierding og album
 
Nørre herred
1576
ikke medtaget her
Harre herred
1530
   
Rødding herred
1424
   
Hindborg herred
1411
   
Til sammen
5941
   
 

 
Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.
I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "privilegeret hartkorn", f. eks. adelige sædegårde over 200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.
De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.
Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere privilegerede og bøndergodsets uprivilegerede hartkorn.
Der skulle desuden have været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.[50]
Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.
Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.
De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.
Og i rækken af først adelige pantebstyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot" med kun 28 tdr. hartkorn.
 
Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.

Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.
Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm[51]. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.
Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.

Størrelsesforholdet i 1688 er
Bustrup Hovedgård
40 tdr. hartkorn
Krabbesholm
30 tdr. hartkorn
Skivehus
26 tdr. hartkorn
 
En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus[52].
Var indtil 1660 kongens private ejendom, patrimonium.



Den sidste ejer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning købes af Skive Kommune for 4 mio. kr.[53] Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.
1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.
Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.
Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.
 

Skivehus i 1844 matriklen



Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller


Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Efter en række tabte svenskekrige i 1600-tallet[54] oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt 1680.
Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.
Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.
 

Koldinghus Amt 1662-1793

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.
Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"[55] fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.
Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".
Ud over det her af Jonge anførte var der også sogne fra Andst herred, som inddrages her.
Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."
Så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.
Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.
Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.
Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet på Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.
Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "
 


Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.
Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.[56]
Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.
Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.
Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af selve byen Kaldyng.

Koldinghus i 1844 matriklen


1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som privilegeret 73 tdr. som uprivilegeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.[57]

Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.
Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.[58]
 
Koldinghus len før det blev ryttergods.
Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.[59]
Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra[60]. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på den 1680 forordningen.[61]
Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.
Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.
Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.
Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.
 

 

Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive

KVJ's lokale oplysninger fra Sallingsyssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind Syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1231 hertugdømmet Slesvig.
Som kilde er Jordebogen den mest komplekse og vanskeligst brugbare i forhold til Lübecktraktaten og dokumenterne i Diplomatarium Danicum.
Hovedstykkets Første og Andet Afsnit i jordebogen over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes både modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.
Lübecktraktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.
Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.
I indledningen af traktaten opereres der med
  • Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
  • Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
  • Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
  • Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.
 
Almind syssel og Kolding.
Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.
Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Det er ikke præcist dokumenterbart[62], men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen. Også selv om Kolding først fra 1231 kan betragtes som grænseby til hertugdømmet Slesvig, der blev etableret 1231.
Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd.
Ligesom Flensborg.
Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.
Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.
Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.
Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.
Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshedvar kongeligt benyttet som beboelse.
Salling syssel, Skive
Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding muligvis med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen, men til kongen. Dette dokumenteres ved, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.
Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.
I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende været ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.
Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.
Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.
Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.
Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver, velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.
I Lübeck-traktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 9.000 mark sølv i 1340.
De stipulerede fjerdedele med en værdi på knap 9.000 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter iøjnefaldende godt med de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.
Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 9.000 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.
Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre lidt over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.
Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger Ålborg, der i løbet af middelalderen kom til helt at dominere Limfjordshandelen med fjordens meget rigelige sildefiskeri..

Eventuelle hartkornsundersøgelser
De i KVJ registrerede mål for jordens værdi kan sammenholdes med hartkornsopgørelser 1688 og 1844 i Skanderup og Hjarup sogne. Samt udvalgte sogne fra Sallingsyssel.
 

 
Det er ikke alt, der kan lade sig gøre på det eksisterende grundlag, som er KVJ, forarbejderne til 1688 matrikuleringen og 1844 matrikuleringen.
 
Der skal tages højde for de fejl, som Svend Aakjær begik, først og fremmest at lade som om, det er uproblematisk at sammenholde og samberegne oplysninger, hvor der fra 1231 indtil 1680'erne ligger en udvikling på mere end 400 år. Både i tiden mellem KVJ og 1688 matrikuleringen og mellem denne og 1844 matrikuleringen blev der inddraget og nyopdyrket områder, og det er uvist hvor meget.
Med dette in mente og med respekt for det primære kildemateriales udsagnsevne og mangel på samme, at
· karakterisere nogle sogne, herred og den nærtliggende by, senere købstad, Kolding m.h.t. mål på jord ud fra de givne værdifastsættelser hartkornsmatrikuleringen i 1688,
· give et langt mere let tilgængeligt bud på den udvikling, der kan skitseres i kølvandet på landboreformerne indtil situationen herefter ud fra 1680'ernes matrikulering indtil 1844 matrikuleringen.
· Sammenligne med en tilsvarende undersøgelse i Salling området.
 

 
Bibliografi
BIBLIOGRAPHY5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43
5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588
Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.
Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/
Diplomatarium Danicum. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/
Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.
Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.
forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/
Hans Svanning, A. H. (1928). Svanning-Hvitfeld, Svannings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst. København: Kr. Erslev.
Jonge, N. (1777). ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge.
Kong Valdemars jordebog. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Lerdam, H. (1996). Danske len og lensmænd 1370-1443 . Museum Tusculanums Forlag.
Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.
Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. København: Gad.
Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.
Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.
Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.
Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.
Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.
<div
 
 

[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.
Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.
Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.
Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300
Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:
Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)
Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten
Lunds Gavebog
Roskilde Gavebog
Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.
Sorø Kloster Gavebog
Roskilde domkapitels Jordebog
Århuskapitlets Jordebog.
[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.
[3] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.
[5] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.
[7] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.
[8] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1268.
[9] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007
[10] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.
[11]Hans Svanning levede ca. 1500-1584, officiel historieskriver for de danske konger Christian 3. og Frederik 2., bl.a. med den hensigt at bruge historieskrivningen som propaganda over for den samtidige svenske historieskrivning, der blev opfattet som antidansk propaganda. Han har fået som prædikat, at han fabulerer og gætter, hvis han ikke har kilder. Hans manuskript til ”Danmarkskrøniken” Historia Danica, er afsluttet 1579, men gik tabt ved brand på universitetsbiblioteket 1728. Vi kender det derfor stort set kun ud fra Arild Hvitfelds brug af manuskriptet. Der findes dog, hvad Kr. Erslev kalder ”Svanning-Brudstykket”, som iflg. Erslev er blevet til som afskrift af Svannings manuskript.
Arild Hvitfeld, 1546-1609, benytter Svanning, når han ikke har bedre kilder. Hvitfeld har som Christian 4.’s rigskansler et omfattende kendskab til årbøger og sagsakter. Hvitfeld har skrevet Danmarks Riges Krønike i ti kvartbind, der tidsmæssigt omfatter ”de ældste tider” indtil Christian 3.’s regeringstid. Værket skulle være blevet til 1596-1604. Kr. Erslev har genudgivet de to historikere, hvor Hvitfeld helt åbenbart har benyttet Svanning, men så også ”kildemæssigt oplyst”, først og fremmest med årbøger og andet primært kildemateriale, herunder også kilder, der kan konstateres benyttet af de to historikere. Svanning-Hvitfeld, udgivet af Kr. Erslev, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Kbh. 1928. Herfra er benyttet først og fremmest referencer i moderne retskrivning fra s. 4f., 20f. og 44f.
[12] Se Diplomatarum Danicum, tema om Slesvig.
[13] Se #slesvigske.
[14] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
[15] Se nærmere herom i kommentarer til Jordebogen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17288012#214864,40581354.
[16] Rentekammeret omtales første gang i 1550’erne, men blev med enevælden fra 1660 det vigtigste og mest omfattende kollegium i den enevældige administration. Ved overgangen til ministerier i 1848 blev Rentekammeret erstattet af Indenrigs- og Finansministeriet. Oprindeligt har Rentekammeret været en del af Danske Kancelli, der kendes fra 1100-tallet.
[17] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.
[18] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.
[19] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.
[20] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.
[22] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”
[23] Se https://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Len_i_Danmark.
[26] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …
[27] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.
[28] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...
[29] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.
[30] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.
[31] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.
[32] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.
[33] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?
[34] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
[39] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.
[44] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?
[46] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
[47] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.
[48] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.
Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
[50] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.
[52] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.
[53] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.
[59] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)
[62] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.
 
 
 
 
 
1600-tallets for Danmark katastrofale svenskekrige indledtes med Christian 4.'s mislykkede udenrigsolitik over for Sverrige, den tidligere lillebror i Kalmarunionen 1397-1523. 
Danmark blev kastet ud i svenskekrigene, der efterlod en svækket meget tidligere Østersømagt og en befolkning, der blev udsat for krig pest og kolera-
Afslutningen herpå var Store Nordiske Krig 1700-1721, hvor Sverrige ikke kunne trække sig sejrrigt ud. Herefter forøgede Frederik 4. antllet af rytterdistrikter fra 10 til 12.
Rytterdistrikterne var et resultat af en hærreform under Christian 5. i 1670 som en konsekvens af de mange tabte krige mod svenskerne siden Christian 4. 
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[2]. De oprettedes på krongodserne.
Rytterskoler er betegnelsen for de oprindeligt 240, i alt 241 skoler, som Frederik 4. som godsejer 1721-27 oprettede i rytterdistrikterne med 10-25 skoler i hvert distrikt. Til hver skole opførtes en anselig grundmuret bygning med skolestue og lærerbolig, og 28. marts 1721 udstedtes instrukser for amtmænd, kirkeinspektører, præster og skolemestre i rytterdistrikterne, som indholdt bestemmelser om skolepligt og skolegang, om undervisningen og om lærernes ansættelse og aflønning. Selv om rytterskolerne ikke kom til at svare til det, der var tilstræbt, kan de betegnes som en af de vigtige milepæle i dansk skolehistorie. 
En ´ekstra´ skole blev efterfølgende, i juni 1727 opført på Bogø, Fyn, så der i alt blev opført 241 rytterskoler.
Rytterdistriktistrikt
Skolebyer i rytterdistriktet
Antal skoler
1. København
Gentofte, Hvidøre, Valby, Hvidovre, Brønshøj, Gladsaxe, Lyngby, Farum, L. Værløse, Slagslunde, Gandløse, Maaløv, Ballerup, Ledøje, Herstedøster, Herstedvester, Hvissinge, Brøndbyøster, Brøndbyvester.
19
2. Frederiksborg
Herlev, Kollerød, Uggeløse, Gørløse, Skævinge, Alsønderup (Tulstrup), Meløse, Brederød, Ølsted, Sigerslev-Øster, Uddesundby, Snodstrup, Hjørlunde, Ølstykke, Stenløse, Hørup, Uvelse, Søsum.
18
3. Kronborg
Borsholm, Tikøb, Esbønderup, Søborg, Valby, Ramløse, Vejby, Melby, Torupmagle, Avdered, Dageløkke, Veksebo, Grønholt, Sjælsmark,Ravnsnæs, Græsted, Maarum, Ammindrup, Blidstrup. 
19
4. Antvortskov
Vedbysønder, Sorterup, Nordrup, Sønderup, St. Valby, Kirkestillinge, Næsby, Holmstrup, Slots Bjergby, Vemmelev, Lundforlund, Faardrup, Skørpinge, Flakkebjerg, Gimlinge, Hyllested, Tjustrup, Sørbymagle, Haldagerlille, Haldagermagle.
 20
5. Tryggevælde,
Møn (oprettet 1726)
Magleby, Holtug, St. Heddinge, Ll. Heddinge, Hellested, Karise, Kjæderup, Arneje, Frerslev, Haslev, Terslev, Strøby, Hølerup, Skrosbjerg, Dalby, Haarlev, Værløse, Alslev.
 
Tjørnemarke, Ebbelnæs, Svendsmark, Kjeldbymagle, Hjertebjerg (Elmelunde), Borre, Magleby, Mandemark, Dame, Haarbølle, Bogø (1727).

 18

11

6. Vordingborg
Hammer, Lundby, Bakkebølle, Kjøng, Sværdborg, V. Egesborg, Mern, Viemose, Stensby, ø. Egesborg, Udby, Ørslev, Baarse, Dyrlev, Snesere, Skibbinge, Allerslev, Vindinge, Stenstrup.
 19
7. Lolland (nedl. 1724)
Flaarup, Herridslev, Raagelunde, Frejlev, V. Ulslev, Hjelm, Vantore, Errindlev, Thoreby, Flintinge, Assenbølle.
 11
8. Falster
Gedesby, Stavrby, Højet, Væggerløse, Idestrup, Elkenøre, S. Kirkeby, Horreby, Moseby, Horbelev, Vejringe, Falkerslev, Hulebæk, Maglebrænde, Torkildstrup, Gundslev, Skovby, Øverup, Klodskov, Eskildstrup, Sundby, Brarup, Vaalse, V. Kippinge, Egelev, Nr. Vedby, Nr. Alslev
27 
9. Fyn
Aasum, Hunderup, Hjallese, Fangel, Bellinge, Brendekilde, Sanderum, Tommerup, Brylle, Verninge, Orte, Skalbjerg, Kolbjerg, Hindevad, Paarup, Korup, Ubberud, Broby, Alleso, Lumby.
20
10. Dronningborg
Spentrup, Borup, Gimming, Harridslev, Ødum, Voldum, Raasted, Hallendrup, Kristrup, Mejlby. 
 10
11. Skanderborg Skanderup (Skanderborg), Stilling, Hørning, Virring, Yding, Hylke, Taaning, Tønning, Sdr. Vissing, Harlev, Storring, Sjelle, Linaa, Svejstrup, Venge, Svendstrup, Grumstrup, Aastrup, Faarvang, Gjern, Toustrup, Overby, Hørslevbole, Skovsrod. 24
12. Koldinghus Seest, Skanderup, V. Vamdrup, St. Andst, Ø. Gjesten, Veerst, Vraa, Egtved, Ammitsbøl, Højen, Aagaard, Harte, Eltang, N. Bjært, Almind, Herslev, Smidstrup, Skærup, Andkjær, Pjedsted, Gaarslev, Bredstrup, Taulov, Erritsø, Vejlby. 25
    241 rytterskoler
 
Til etablering af rytterskolerne blev der nedsat en komite, og under ledelse af biskop Worm og Chr. Gabel, viceadmiral, overkrigssekretær og stiftamtmand indhentede komiteen kirke- og hartkornsoplysninger fra de 12 rytterdistrikter.  7. februar 1721 meddeltes det, at kongen nu havde besluttet i hvert rytterdistrikt at lade oprette 20 skoler, der økonomisk hver skulle have et underlag af 280 tdr. hartkorn.
28. marts 1721 blev herefter den skelsættende dato, idet "... Hans Mayestæt paa denne Dag lod publicere sit gudelige Forsæt, de 240 Skolers Oprettelse".
Der er ikke kilder til den endelige beslutning.
Heller ikk om det næste par måneders forhandlinger foreligger der noget oplyst. Men 23. august 1721 kommer den endelige beslutning. I kongeligt brev (Rytterdistrikt kontor nr. 171, 1721) forordnes det, at der i hvert af de 12 rytterdistrikter skal opføres 5 nye skolebygninger årlig i 4 år - i alt 20 - at disse skal være grundmurede, og "at således ingen andre Huuse dertil skal tages".
Betegnelsen "Rytterskole", er muligvis opstået ad mundtlig vej omkring 1740, da rytterinstitutionen allerede var under delvis afvikling. Det vil være en misforståelse, hvis man tror, at skolerne oprindelig kun var beregnet for ryttersoldaternes børn og en slags belønning for ryttertjenesten.
Skolerne skulle tværtimod søges af alle skolepligtige børn i rytterdistrikterne, og udgifterne til driften pålignedes både hartkornsejerne og de jordløse beboere, der havde børn i skolepligtig alder.
Selve opførelsen af de 240-41 skolebygninger betaltes af de pågældende kongelige kirkers formuer, og kun hvor disse ikke var tilstrækkelige, udlagdes summen af distriktets regimentskasse.
Skoletilsynet udøvedes af biskop, provst, amtmand, kirkeinspektør og præst.
 
 
Hvordan rytterskolerne har set ud, kan man i nogen udstrækning se af de bevarede. Dog har ombygninger, vedligehold og direkte nedrivninger sat deres spor.
 
En skitse, der viser, hvordan man forestiller sig, rytterskolerne principielt har set ud. Herunder aktuelt udseende. Rytterskolen i Skanderup, som den så ud o. 1900. Og som illustration af forskellighede, Valby Rytterskole herunder.
 
Rytterskolen i Skanderup skulle iflg. en desværre ret upålidelig kilde, Aug. F. Schmidt være opført i 1725. Selv om AFS i påfaldende grad ofte gætter sig frem, er 1725 et rimelig samdsynligt opførelsesår.
Rytterskole i Lille Heddinge, Stevns Kommune. Tilhørte Tryggevælde Rytterdistrikt. Denne rytterskole skulle være en af de mest velbevarede. Bortset fra ændringer ved skorsten, vestgavl og indgangsparti skulle denne rytterskolebygning stå med originalt ydre.
 
Alle rytterskoler fik denne inskription, der som det sig hør og bør (også den gang) i højstemte vendinger priste grundlæggeren, Frederik 4. Rytterskolens inskriptionstavle i Skanderup er dateret 1721, og den befinder sig nu på forbundsskolen, Hjarupvej. 
Disse sandstenstavler blev placeret på alle rytterskolerne. Den latinske tekst i oversættelse lyder: Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE... i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.
Ved bygning af ny skole i 1842 blev mindestenen lagt i Nagbøl Præstegård (med inskriptionen nedad!). Ved tilbageførsel til 1908 skolen var toppen forsvundet, og derfor erstattet med en vellignende efterligning.
 Rytterskolen i Seest, anvendes i dag som kirkekontor.
 
Med Christian 6. s skolelove af 23. januar 1739 og 29. april 1740 for hele landet, gik han i faderens spor, og bl.a. forhøjede han her den kontante skolemester løn i Koldinghus-distriktet. Det har givetvis været til glæde og tilfredshed hos de lokale skolemestre.


[1] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[2] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.
[3]Danske Atlas I s. 353.
[4] Det er her, man skal holde tungen lige i munden. Rytterdistrikternes formål var at "underholde (de) 12 ryttreskadroner", men rytterskolernes formål var oplæring af den stedlige almue i at læse og skrive. Ganske vist Bibelen og tilhørende Katekismus, men det bliver den konkrete læse- og skrivefærdighed velsagtens ikke ringere af.
 
Benyttet kilder og litteratur, bl. a.: Pontoppidan: Danske Atlas Bind 1. Holger Munk Rytterbonden 1955. Thøger Jensen: Kong Frederik den Fjerdes skoler (Rytterskolerne) 1921.
K. Rockstroh: Frederik IVs Godspolitik 1925. A. Hojer: Friederich des Vierten glorwiirdigstes Leben 1729 og 1829. J. P. Trap: Danmark I, II, udgave 1859. Vor Ungdom årg.1908, 1910 og 1915. J. S. Fruergaard: Ahnueundervisningen i Gauerslund Sogn 1721-1935.

Kong Valdemars Jordebog som lokalhistorisk kilde

Ud over arkæologiske fund er det sparsomt, hvad der findes af kildemateriale til lokalhistoriske undersøgelser før Kong Valdemars Jordebog[1], der m.h.t. de hertil brugbare dele kan dateres 1231-50. Men oplysningerne herfra er komplekse og mangelfulde, og kan vanskeligt - om overhovedet - stå alene.
Jordebogen bliver her præsenteret i sin helhed, men den absolut vigtigste del til især lokalhistoriske undersøgelser er Hovedstykket med to afsnit, der omhandler henholdsvis kongens og kronens gods[2], og Indtægtslisten over andet kongeligt og krongods har temmeligt enestående oplysninger om jordbesiddelser, værdimål og administrative forhold i 1200-tallets Danmark. 

Den administrative inddeling af Danmark indtil enevælden 1660

 
Danmarks sysselinddeling.
Jordebogen er med brugen af syssel og herred også en registrant over den administrative inddeling i sysler og herreder på Jordebogens samtid.
Kun Jylland havde sysler, 14 i alt, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland.
Sysselinddelingen er et geografisk sammenhængende område, som vist på Johs. Steenstrups kort med syslerne i forskellige farver. Herrederne er markeret med fuldt optrukne eller stiplede (nyere herreder) røde linjer.
Sysselinddelingen formodes at stamme fra 7-800-tallet. Hvert syssel havde sit eget ting, retsområde, og var inddelt i herreder. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde.
Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af forskellige typer af len.
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) i den oprindelige sysselinddeling betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud). Både Syssel og herred findes som begreber før år 1000, og man finder i Kong Valdemars Jordebog en liste over de dengang eksisterende danske sysler og herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lenets område ved mindre, adelige len.
Et len kunne omfatte flere herreder, f. eks. len med krongods.
 
Afsnittet i jordebogen med oplysninger om kongens og kronens indtægter daterer sig selv til 1231. Som det hedder i den latinske tekst om dateringen: Anno dm (domini) M. CC. XXXI. fcm (factum) est hoc scriptum.
 
 

Almind Syssel og byen Kolding som grænseområde i kongeriget Danmark

Sysseladministrationen blev i tiden omkring Jordebogen afløst af len og lensvæsen[3]. Der var i lenssystemet to hovedtyper, de større hovedlen med et kongeslot, der omfattede flere herreder, og smålen, centreret omkring et adeligt gods. Lensmændene var stort set alle udvalgt fra adelen. Lenstyperne, hvor lensmanden udøvede den kongelige myndighed på stedet var pante-, tjeneste-, afgifts-, regnskabs- og fyrstelen.[4] 
Adelige pantelen ses afmærket på nedenstående kort[5], hvor det er markeret, hvilke typer len, der fandtes i kongeriget Danmark 1522.
 
 
Erik Arups Danmarkshistorie, danske len 1522
Pantelenene blev før Valdemar Atterdag opkøbt af holstenske grever og måtte indløses og købes tilbage af Valdemar, især i det midtjyske område fra Kolding mod nord.
I Sønderjylland, syd for Kolding lå det eneste vedblivende danske fyrstelen, hertugdømmet Slesvig[6], som ikke er markeret på Erik Arups lenskort.
Vi skal ind i middelalderen, hvor landsbykirkerne også begynder at dukke op, før skriftlige vidnesbyrd om de lokaliteter, der ses registreret i Kong Valdemars Jordebog, viser sig  i større tal.
Siden den arvefølge, som Valdemar 2. Sejr (1202-41) valgte til sine sønner - først og fremmest Erik 2. Plovpenning som medkonge fra 1231 og Abel som hertug i Sønderjylland - har Kolding med adskillelsen mellem kongeriget og Sønderjylland været den centrale grænseby sammen med det, der blev til Kongeå-grænsen[7]. Det ved grænsen liggende Almind Syssel blev under Valdemar 4. Atterdag til Koldinghus len[8], der omfattede herrederne Brusk - det tidligere Almind - Jerlev og Holmans samt den østlige halvdel af Andst[9].
Hele området med Koldinghus og nord for den senere Kongeå-grænse var adelige pantelen[10]. Det bemærkelsesværdige ved de første lensmænd på Koldinghus var, at de kom fra Sønderjylland, også med forbindelse til Flensborg. Om det har været en diplomatisk finesse i forholdet mellem kongerige og hertugdømme er nok muligt men ikke undersøgt her.
 
Kong Valdemars Jordebog, Rigsarkivet, Hovedstykket cit. KVJ.
Indbindingens forside og bagsiden heraf med titelblad m.v.

Kong Valdemar (2. Sejrs) Jordebog

Jordebogen er udgivet og kommenteret af Rigsarkivet[11]. Den karakteriseres her som kongens matrikulering af jordegods m.h.p. beskatning, ført 1190-1300-tallet.
Rigsarkivet erhvervede Kong Valdemars Jordebog fra Kongliga Bibliotheket Stockholm i 1929.
Jordebogshåndskriftet er vurderet til at være blevet udfærdiget af to skrivere i Sorø Kloster[12], hvor de har afskrevet fra forskellige typer materiale, som vi nu kun kendes fra denne afskrift.
Svenskeren  J. G. Sparfvenfeld erhvervede i slutningen af 1600-tallet de fra klostret bevarede dokumenter, der af Cortfitz Ulfeldt var blevet bragt til København fra Sorø.
Jordebogen blev i Danmark første gang offentliggjort i uddrag 1744-45. Den blev også udgivet i Danmark 1792 af historikeren og bogsamleren P. F. Suhm som Liber Census Daniæ, og den blev senere benyttet i hans Danmarkshistorie.
Jordebogens skrifttype antages at være den i 1300-tallet almindelige i Danmark, benyttet i klostertiden. Man skønner derfor, at der er tale om justerede afskrivninger for de ældste deles vedkommende.
Bl. a. - og velsagtens især - afskrivningsaspektet i KVJ får C. Paludan-Müller - den første af nyere tids historikere om emnet - til at karakterisere håndskriftkomplekset som "en øvebog for skrivere", da han 1871 offentliggjorde en grundig analyse af jordebogen. Paludan-Müller forsvarer sin karakteristik i sin udgivelse "Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift, 1874", foranlediget af en heftig - men for eftertiden særdeles frugtbar - faglig debat omkring Jordebogen.
Paludan-Müllers karakteristik blev efterfølgende afvist. Først i 1873 af arkivar O. Nielsen med hans udgivelse af Valdemar den Andens Jordebog. Det skete "Som en indsigelse herimod (Paludan-Müllers tolkning og karakteristik, og derfor) udgives her jordebogen på ny, idet udgaven følger håndskriftet side for side og linie for linie, for derved at give læseren et så nøjagtigt begreb om dette som muligt."
O. Nielsens konsekvente og særdeles håndfaste kritik i form af en gennemarbejdet udgave af Kong Valdemar den Andens Jordebog blev nyudgivet og -bearbejdet af Svend Aakjær 1926 i tre bind.
Også juristen og historikeren Johannes Steenstrup tog afstand fra Paludan-Müllers karakteristik i sin "Studier over Kong Valdemars Jordebog, Kjøbenhavn 1874."
Svend Aakjærs udgivelse af jordebogen er den nyeste. Og den rummer ganske skarpsindige beregninger af gennemsnitstal for jordebogens mål- og værdiangivelser. Stod de til troende, ville de udgøre et meget stærkt redskab til analyse af jordbrugsforhold i 1200-tallet.
   
Historikeren og bogsamleren P. F. Suhm udgav 1792 jordebogen som Liber Census Daniæ, senere benyttet i hans Danmarkshistorie, her illustration af bind 9, udgivet 1808.
O. Nielsens udgivelse af Valdemar den andens Jordebog 1873, cit. KVJ-ON.
O. Nielsens udgave er med udgiverens noter og kommentarer, som er præget af oppositionen til Palludan-Müllers kommentarer og kritik. 
 
KVJ rangerer som en blandt flere middelalderlige ”jordebøger”. Man kalder den også ”Valdemars såkaldte Jordebog”, fordi betegnelsen ”Valdemar” kun er delvist dækkende. Betegnelsen ”Jordebog” er, hvad angår en hel del af indholdet, nærmest misvisende.
 
 
 
   
Johannes Steenstrups reaktion på Paludan-Müllers karakteristik af jordebogen.
Svend Aakjærs nyudgivelse af KVJ.
 

KVJ indeholder 13 lister af forskelligt indhold

-  de fleste over jorder eller indtægter. De nummererede navne er viderebragt efter betegnelser i KVJ-ON.
 
1. Hovedstykket. Første Afsnit Kongens Jordebog.
Opgørelse over kongens indtægter og godser, opgjort efter landsdele. Første Afsnit er kongens private indtægter, besiddelser, patrimonium, Andet Afsnit er kronens, kongelev.
2. Hovedstykket, Kongelevlisten. Andet Afsnit Kronens Jordebog.
Navngiver sig selv sådan. Liste over byer, øer, almindinger og enkelte indtægter over hele landet. Kronens indtægter.
3. Ølisten, Tredje Afsnit Ølisten
Liste over en række øer med angivelse af dyrearter for hver. Formodentlig en oversigt over kongelige jagtregaler på øerne.
4. Vinternatholdlisten, Fjerde Afsnit Kongens Vintergæsteri
Hvad der skal bruges for at bespise kongen ved et todages besøg.
5. Hallandlisten med tillæg, Femte Afsnit Hallandlisten, Sjette Stykke 1 Hallands Grænser, Sjette Stykke 2 Hallands Grænseregulering,
Liste over kongens indtægter af Halland. Herredsopdelt liste med angivelse af skibe, havne, antal bønder og afgifter.
Syvende Stykke Hakon Palnesons godsliste med mere.
 
6. Falsterlisten Ottende Stykke Falster
Tilsyneladende en fuld matrikulering af Falster med angivelse af jordens besiddere.
7. Lollandslisten Niende Stykke Låland
”Kongens jord på Lolland”. Liste over lokaliteter med kongens jordtilliggender.
8. Femernlisten Tiende Stykke Femern
Liste over lokaliteter opgjort i jordmål. Sammenfatning af kongens indtægter. Liste over kongens mænds jord. Liste over slaviske byer.
9. Indtægtslisten Ellefte Stykke. En Indtægtsliste
Blandet liste over kongelige indtægter, opgjort efter landsdele.
Både kongens og kronens iflg. KVJ-ON.
10. Estlandslisterne
Tolfte Stykke Estlands og Preussens provinser Trettende Stykke Estlandslisten. Begge forbigået i KVJ-ON. Opgørelse over ”kiligunder” i de enkelte landsdele. Liste over landskaberne i Preussen. Liste med tal, navne og lokaliteter vedr. landsdelen Harrien.
11. Plovtalslisten Fjortende Stykke Plovtalslisten 1.
Herredsopdelt liste med plovtal for Sjælland, Lolland og Falster.
12. Købstadslisten Fjortende Stykke 2.
Plovskatten af købstæderne på Sjælland, Lolland og Falster med angivelse af indtægt ud for hver.
13. Broderlisten Femtende Stykke Broderlisten
Liste over stormænd opdelt som ”brødre” i grupper på 3-6 personer.
 
Hovedstykket i KVJ er, som det fremgår, opdelt i to.
Første afsnit med kongens private gods og indtægter (patrimonium),
andet afsnit med kronens gods og indtægter (kongelev), en række byer, købstæder.
 
Hertil kommer Ellefte stykke Indtægtslisten, hvor der Iflg. O. Nielsen, KVJ-ON s. 22 "ikke er muligt at finde nogen overensstemmelse ... " med flere af oplysningerne i KVJ, og "her findes både kongs- og krongods ...". Om Indtægtslistens værdiangivelser hedder det samme sted i KVJ-ON, "er der rigtignok ingen som helst oplysninger, om her menes mark sølv eller penge. Jeg véd ikke, hvad man skal tænke om dette stykke uden at det måske er gods, der tænkes pantsat."
Det skønnes, at der muligvis kunne have været tale om pantsætning til Abel - der havde hertugdømmet Slesvig i Sønderjylland som fyrstelen siden 1231, men alt i alt usikkert og uafklaret i KVJ-ON.
Derfor bliver det nødvendigt at tage Indtægtslistens værdiangivelser med forbehold - hvis de overhovedet kan bruges til andet end jævnføring med Jordebogens forskellige værdier.
 
Første afsnit, kongens private gods og indtægter, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge for de 11 sysler i Nørrejylland og 3 sysler i Sønderjylland:
Nørrejylland.
Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Hardsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Loversyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel.
Sønderjylland.
Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel.
Desuden anføres "Utland", som i en forklarende note betegnes som Friesia, Friesland fra krongodslisten. 
Hertil kommer Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking (med Lister, Lystær herred).
 
Andet afsnit, kronens indtægter fra byer, købstæder, i den i KVJ-ON fulgte rækkefølge, ukendte udelades:
Hjørring, Aggersborg, Udholm, Hillerslev, Sjørind, Vestervig, Ørum, Plet (Plattæ), Skive (Skyuæ), Aleburgh (kongsgården Ålborg), Wybærgh (kongsgården Viborg), Randrøs (kongsgården Randers), Stensmark, Helgenæs, Arus (kongsgården Århus), Nim, Jelling sogn, Almind sogn, Warwith (kongsgården Varde), Brøns sogn, Højer sogn, Søderup, Kliplev sogn, Hanved sogn, Gelting sogn, Jarnwith, Kamp, Hedeby (tre dele kongelev, en del hertugdømme).
Desuden Fyn, øerne, Sjælland, Skåne, Halland, Bleking.
Det kan her bemærkes, at Kolding ikke - som Skive i Sallingsyssel - er registreret som krongods i Hovedstykket Andet Afsnit, men derimod er registreret i Første Afsnit som kongens gods. Figurerer også i Indtægtslisten, der ikke kan bestemmes som kongs- eller krongods, formentlig en dobbeltpostering.
  
11. Stykke. En Indtægtsliste.
Her efter O. Nielsens udgave 1873. O. N. tidsbestemmer Indtægtslisten til før 1250, men senere end KVJ, da der i Indtægtslisten nævnes plovpenge, som først indføres i 1234, KVJ-ON, s. 22.
I den øverste illustration selve listen. I den nederste O. Nielsens kommentarer til listen.
Værdien er opgjort i mark penninge (p) for bl.a. Ribe. De øvrige værdiangivelser er også i mark, men det er umuligt at afgøre, om det skulle være rent sølv. Guld kan det næppe være. Ydelse, afgift i mark rent sølv eller penninge (p), fremgår det af O. Nielsens kommentarer.
Der anføres som i Hovedstykket værdi efterfulgt af afgift / indtjening, dog nogen usikkerhed i O. Nielsens angivelser, og man kan formentlig hverken tillægge Indtægtslisten eller O. Nielsens kommentarer mere end, hvad det er - sporadiske, måske tilfældige, under alle omstændigheder usikre oplysninger.
Indtægtslisten er iflg. KVJ-ON både kronens (konnunglev) og kongens private (patrimonium) indtægter.
 
Indtægtslisten med kronens og / eller kongens besiddelser og afgifter, indtjening herfra i tabelform
Ribe 900 (p)
Manø 16
Malt herred 160
 
Kolding 280 / 80
Gaveslund 120 / 140 (p)
Jelling syssel 110 / 110 (p)
Samsø 300 (p) / 300 (p)
Hamrum herred 30 / 16
Skanderup 60 / 30
Vogns len 220
Horsens 80 / 60 (p)
Århus 80 / 72
Grenå 60
Randers 160 / 45
Brofjerding 24 / 8
Rold 26 m. guld / 40
Lundø 24 m. guld / 10
Ålborg 170 / 24
Bemærk, at Skanderup i Indtægtslisten er Skanderborg. Skanderup i Almind Syssel er kun kongens ejendom, patrimonium. anført med 3 mark rent sølv og 1½ mark havre i ydelse i Hovedstykket, Første Afsnit.
Kaldyng, Kolding er her i Indtægtslisten anført med en ydelse på 80 mark sølv, samme ydelse som i kongens liste, patrimonium, KVJ Hovedstykket Første Afsnit. Det mest rimelige er nok at antage, at der må være tale om en dobbeltpostering.
Hvis Kolding skulle have samme placering som sammenligningsgrundlaget Skive, så har Kolding været kongelev, kronens ejendom. Man må så her forestille sig den særprægede bogføring, at værdien for Kolding i Indtægtlisten, 280 mark (muligvis) sølv er kronens ejendom, medens ydelsen på 80 mark sølv er taget fra Hovedbogen, Første Afsnit med kongens ejendom.
 
Jordebogen, KVJ har værdifastsættelser af kongens jordejendom, hvor værdien typisk angives i "mr auri" (mark guld), medens afkastet, ydelsen (”de”) typisk er i "mr puri" (mark sølv).
Der optræder også andre værdiangivelser i KVJ[13], men de anførte i mark guld og sølv vil først og fremmest blive benyttet i denne undersøgelse af den simple grund, at de er fremherskende i Jordebogens Hovedstykket, Første og Andet Afsnit.
Indtægtslisten værdiangivelser er i forhold til Hovedstykkets ikke umiddelbart begribelige. Her er kun Kaldyng, Kolding undersøgt. Det formodes, at værdiangivelsen er i mark sølv. Men det svarer ikke, eller kun dårligt, til værdiangivelserne i Hovedstykket.
Lübecktraktaten benytter pantsætningsværdier i mark sølv, og i det benyttede materiale fra Diplomatarium Danicum er den hovedsageligt benyttede værdi o. 1400 ved pantsætningsværdier lybske mark.
 
Guld var den gang ikke i cirkulation som betalingsmiddel, men blev fra begyndelsen af 12. årh. benyttet til fastsættelse af jordpriser i dele af Danmark, især Sjælland og Jylland. Der er temmelig stor usikkerhed i beregningerne af, hvad guldmålet egentlig dækker over. Det svinger i værdi gennem tid.
 
Det vil være på sin plads her at give en sammenfatning omkring Kong Valdemars Jordebog, indhold og kildeværdi ud fra Kr. Erslevs ganske skarpe og præcise karakteristik efter debatten mellem Paludan-Müller (som Erslev vist var mest enig med og imponeret af), O. Nielsen og Johs. Steenstrup.
Det hedder hos Erslev i Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik, 1877, s. 40-41 og s. 100:
”Hovedstykket (kongegodslisten) og krongodslisten ere utvivlsomt udarbejdede i forbindelse med hinanden, begge altså ved år 1231, uden at dog en nøjere påvisning af deres forhold under udarbejdelsen synes mulig …
Indtægtslisten, denne løse opregning af nogle indtægter, afviger endog i sine angivelser næsten overalt fra Hovedstykket, og når man sammenstiller hin liste med uddraget af Håkon Palmesons skøde, får man det bedste indblik i Jordebogens stykværkagtige sammensætning. …
(Samt) at Hovedstykket fuldstændig mangler ensartethed, at denne evindelige vexlen mellem regelmæssighed og indskud, mellem godsfortegnelse og skødeuddrag, mellem yderlig omstændelighed og den største knaphed eller hel udeladelse ikke kan forenes med tanken om en udjævnende gennemarbejdelse, en endelig redaktion. - Men netop det samme fremtræder i enkelthederne. Sproget er latin og dog findes et par steder danske ord, andensteds hele lange danske notitser.”
 
Der er tre hovedkomplekser i det primære kildemateriale, der især er benyttet til undersøgelsen af de udvalgte lokaliteter fra det gamle Nørrejylland, , Almind, Almundæsysæl og Sallingsyssel, Sallingsysæl[14]:
1. jordebogen fra 1231, Hovedstykket. Hertil kommer Indtægtslisten, der er en tilsyneladende uklar sammenblanding af kongens og kronens indtægter.
2. Lübecktraktaten mellem Valdemar 4. Atterdag og hertug Valdemar 3. af Slesvig Lübeck 19. maj. 1340.
3. Danmarks Riges Breve i Diplomatarium Danicum, først og fremmest pantsætningsdokumenter o. 1400.
 
Kildematerialet er udvalgt, fordi der her er et i tid bredt spændende kildemateriale - omend sparsomt og karrig med oplysningerne – for tiden 1231 indtil først i 1400-tallet.
Jordebogen er den mest komplekse og vanskeligst brugbare af de tre kildegrupperinger. Hovedstykkets Første og Andet Afsnit over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger, som muligvis kun v. hjælp fra de to andre kildegrupper kan aftvinges mening.
Det ville være komfortabelt, om man kunne benytte en gennemgående areal-, ejendoms- og pengeværdi fra 1231 indtil o. 1400. Det kan man dog ikke uden videre, fordi
1. værdierne kan have ændret sig indholdsmæssigt i løbet af de knap 200 år,
2. der er en uafklaret forskel på mark guld og sølv i Jordebogen i forhold til Lübecktraktatens mark sølv,
3. det er uafklaret, hvorledes lybske mark o. 1400 kan omregnes til tidligere tiders mark værdier.
 
Det kan til forståelsen af de fundne værdier blive nødvendigt at benytte omregninger, som er foretaget med neden for anførte måltal.

Nogle måltal

Måltallene kan kun med forbehold anvendes, flere af tallene er tolkninger af forskellige kilder. De rummer beregninger, ind imellem i stor afstand fra det oprindelige, benyttede kildemateriale. Medtages kun fordi de ind imellem kan være et nødvendigt redskab til forståelsen af kildematerialets brug af forskellige mål.
 
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 øre = 3 ørtug = 30 penninge
1 ørtug = 10 penninge
 
Pengemarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 288 penninge?
 
Guldmarken
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge
 
Sterlingens mål
1 pund sterling = 20 skilling = 240 penninge/sterlinger.
1 pund sterling = 1 1/2 mark sterling
 
Toursgrotens mål
1 pund grot = 20 skilling = 240 penninge/groter
 
Den lybske pengemark
1 mark lybsk = 16 skilling = 192 penninge
 
Kornmålet
Saxo beskriver kornprisen i en lovprisning af en svunden tid med overflod, hvilket synes at kunne indikere, at prisen måske var en helt anden på Saxos egen tid. Alligevel viser Skånske Lov, der er omtrent samtidig med Saxo, hen til samme pris, nemlig,
1 mark (sølv) for 1 mark korn.
1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 skæpper
1 mark = 288 skæpper?
1 mark = 480 skæpper havre?
1 mark = 12 pund
 
Jordmål
1 bol = 4 fjerdinger = 8 ottinger
-Andre delinger var mulige (treding, sjetting, niding, tolvting), men de optræder sjældent, ikke meget mere end en gang hver.
-Der er ikke videre underinddelinger end ottingen (en sekstendedel udtrykkes som en halv otting).
1 bol = 8 øre skyldjord = 24 ørtug = 240 penninge
1 mark skyldjord= 8 øre = 24 ørtug = 240penninge
1 mark skyld = 288 penninge?
1 mark gulds jord= 8 mark sølvs jord
1 mark sølvs jord= 8 øre = 24 ørtug
 
Svend Aakjærs gennemsnitsberegninger af nogle måltal er foretaget ud fra Falsterlisten i KVJ. Hans beregninger hører til de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her[15]:
1 bol var 2 mark skyld,
1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land
og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
1 bol var 96 (i 1680 tal) tdr. land og tilsvarende 1 mark skyld var 48 tdr. land.
For at kunne benytte Aakjærs beregningsmål, skal de kunne omsættes til værdierne i KVJ. Det betyder, at 1 mark skyld her skal sættes = 1 mark guld i jordværdi = 48 tdr. land.
I den mest omfattende undersøgelse, som Aakjær lavede i 1941, har han divideret agerland og hartkorn i Christian V's matrikel 1688 med plovtallene i KVJ.
Resultatet var, at
1 sjællandsk plov i 1240 svarer til knapt 58 td. Agerland (knapt 12 td. htk.) i 1688.
I en forskningskommentar til resultaterne fra plovtalslisten hedder det: "Nærværende afhandling har godtgjort plovtalslistens pålidelighed. Endvidere er det påvist, at der i 1240 var mindre forskel i herredernes opdyrkningsgrad end 450 år senere. Den almindelige opfattelse af, at der var betydelig lighed mellem agrarsamfundet i 1240 og 1688 på Sjælland, er blevet bekræftet på et sikrere grundlag."[16]
 
Det skønnes, at plovskatten, som er årsagen til plovtalslisten, er gennemført o. 1230-40.
Alle beregninger udtrykker gennemsnit af et meget differentieret talmateriale. Og det er for så vidt godt nok. Når man husker at tage det i betragtning ved brug af tallene.
Svend Aakjærs beregninger hører som anført til blandt de mest anvendte i forskningen. Det betyder ikke, at de er uproblematiske, tværtimod, men meget anvendt anføres de her, og de bliver kun brugt med forbehold.
 
Den helt principielle og afgørende indvending mod beregningerne er, at Aakjær har sammenstillet gennemsnitstal fra 1200-tallet med gennemsnitstal for 1680'erne. Det er hele to syvmileskridt væk fra det oprindelige kildemateriale. Og det er ikke så godt, uanset de konklusioner, der drages om plovtalslistens pålidelighed og om ensartetheden i dyrkningsgraden i 1240 og 1688 af Erik Ulsig og Aksel K. Sørensen i deres forskningsrapport om plovtalslisten.
 
Plovtalslisten repræsenterer på den anden side også kun sjællandske herreder, ikke jyske, som behandles her.
 
Til en vurdering af tallene hører også, at den sorte død[17] efterfølgende gæstede det middelalderlige samfund, vi stifter bekendtskab med i Jordebogen, Indtægtslisten og Lübecktraktaten. Den kostede såmænd også Dronning Margrethe livet 1412 i Flensborg[18].
Man regner med, at pesten kom til Danmark 1349 eller 1350, og at den kunne udrydde op til 30-40 % af en befolkning. Hvor meget den ramte i Danmark, ved vi ikke, men Valdemar Atterdag eftergav i 1354 adskillelige deres dødsstraf, og det kunne meget vel have været p. gr. af manglen på arbejdskraft.
Resultatet af pesten blev ødegårde i Danmark, kan man se. Priserne på jordejendom må være faldet samtidig med, der kom mangel på arbejdskraft.
 
Med alle de tagne forbehold, vil det være nyttigt i denne undersøgelse at kunne bruge måltallene for henholdsvis mark guld og sølv, der benyttes i KVJ og den lybske mark, der 1407 benyttes som pantsætningsværdi for kongehusets gæld til Johan Skarpenberg i modtagelsen af Skivegård ”med tilliggende len og herreder”.
Forholdet mellem guldmarken og den lybske mark er iflg. måltallene 240/192 målt i penninge, eller omsat i et forholdstal svarer 1 guldmark til 1,25 lybske mark.
 

To nørrejyske sysler 

Syslerne i Jordebogens rækkefølge og betegnelser, retskrivning i parentes:
Nørrejylland 11
Vvændlesusæl (Vendsyssel), Thythæsusæl (Thysyssel), Sallingsusæl (sallingsyssel), Harthesusæl (Hardsyssel), Himbersysel (Himmersyssel), Omungærsusæl (Ommersyssel), Abosyssel (Åbosyssel), Lofræthsasæl (Loversyssel), Vvarwithsusæl (Vardesyssel), Jalyngsusæl (Jellingsyssel), Almundæsasæl (Almindesyssel),
Sønderjylland 3
Barwithsusæl (Barvidsyssel), Ellæmsusæl (Ellumsyssel), Istathesusæl (Istedsyssel)
Danske len i Jylland
Nørrejylland
Aggersborg (Han Herred) (1560). Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662). Bøvling (f. 1597-1662). Dronningborg (1547-1662). Hald (1536-1662). Hønborg (1369-1493). Kalø (1365-1662). Koldinghus (f. 1389-1662) og Rosborg (e. 1397-1477). Lundenæs (1375-1662). Mariager (1603-1662). Randers (1547-). Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439). Sejlstrup (1536-1651). Silkeborg (1536-1662). Skanderborg (1369-1662). Skivehus (1377-1662). Skodborg (1375-1417). Tordrup (1419-1496). Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423). Åkær (1548-1662). Ålborghus (1340-1662). Århusgård (1536-1662). Åstrup (c. 1400-1662).
Sønderjylland
Flensborg (1411-1557). Gottorp (1489-1493). Haderslev (1372-1643). Nordborg (1410-1490). Padborg (1556). Søgård (1344). Sønderborg (f. 1375-1532) len (1490). Trøjborg (1404-1558). Tønder (f. 1375-1655). Tørning (1426-1528). Åbenrå (1375-1419).
 
 
 
Efter Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996. Herfra benyttes kort. Desuden oversigt med ikke verificerede årstalsangivelser fra Wikipedia.[19]
Bemærk, at både kort og oversigt kan rumme fejl. F. eks. ved man ikke, hvornår Skivegård skifter navn til Skivehus, som er det benyttede navn på Henrik Lerdams kort.
 

Almind Syssel

med Andst, Jerlev og Almind herreder. Almind kom senere til at hedde Brusk Herred.
Desuden nogle tilhørende lokaliteter, sogne og den senere købstad Kolding.
   
Uddrag af kort, udarbejdet af Johannes Steenstrup til Danmarks Riges Historie (1900). Der var i Jylland 14 sysler, 11 i Nørrejylland, 3 i Sønderjylland. Syslerne var inddelt i et varierende antal herreder og sogne. Kortet benytter geografiske betegnelser fra KVJ.
Almind Syssel i KVR, Rigsarkivets udgave, første[20] og anden side[21].
KVJ O. Nielsens udgave Almind Syssel - med udgiverens noter.[22]
Almind syssel (Almundæsysæl).
"Kaldyng", Kolding er der i KVJ, Første Afsnit, kongens private ejendom, patrimonium registreret forbavsende lidt om. Kaldyng kan her ses tilsyneladende placeret under både Andst (Anzstath) og Almind (Almundæ) Herred.
 
 
 
Almind Syssel med tilhørende 3 herreder i Rigsarkivets KVJ og O. Nielsens KVJ-ON udgave.
Om Kaldyng hedder det: at jorden omkring Kaldyng er 13 mark guld (xiii mr auri).
Og afkastet af (de) Kaldyng er 80 mark rent sølv (de Kaldyng lxxx mr puri).
Og videre om Almind Syssel (Almundæsysæl) med O. Nielsens noter.
De tre herreder:[23]
Jerlev herred (Jarlæzhaereth). I Gauærslund 19 otting (jord) og 3djedelen af en, hver otting er 3 mark sølv, indtægten 140 mark penninge.
 
Andst herred (Anzstathæreth).
Almind herred (Almundæhæreth).
Andst og Almind angives som om Kaldyng, Kolding er placeret i begge herreder. Om ikke med KVJ-ONs "tuborgklamme", så med tydelig markering af det dobbelte tilhør.
Det afviser O. Nielsen i KVJ-ON som "urimeligt", at Kolding må have hørt til Almind (Brusk) Herred.
Udvalgte lokaliteter. Udtrykket "af" eller i den latinske tekst "de" - kan oversættes til ydelse af.
Af hr. Tokes len utæn wadn[24] 6½ mark korn og 4 mark rent sølv.
Af Hærslef (Herslev sogn og by) 2½ mark korn.
Af Bæcky (Bække) og de 4 nærmeste kirker 9 mark rent sølv og 3½ mark havre.
Af Scandthorp (Skanderup) 3 mark rent sølv og 1½ mark havre.
Af Nybøl (Vester Nebel sogn og by) 16 skilling rug og 1 mark rent sølv.
Af Anzstath (Andst) 10 ører rent sølv og 10 ører havre.
Af Hyarthorp (Hjarup) ½ mark rent sølv og ½ mark havre.
Af Harthwet (Harte), Bramthorp (Bramdrup sogn og by) og Ælmtungæ (Eltang sogn og by).
 
Johannes Steenstrups kommentar i "studier over Kong Valdemars Jordebog", 1874, s. 311 til denne del af KVJ og O. Nielsens fortolkning er, at Jordebogen her afviger fra ellers sædvanlige registreringer af kongelig (patrimonium) eller kronens (kongelev) ejendom, at der ikke er noget, der tyder på, at der "opregnes Jordegods eller Godsafgifter ...", og at der ikke er noget, i denne del af KVJ, der tyder på, "at Kongen har ejet Gods dér... i de Egne."
Hvis Steenstrup har ret, er det lidt sælsomt, at jordene alligevel optræder i KVJ. Men det gør de, og derfor bliver oplysningerne benyttet.
Dog kan det så muligvis med Steenstrup slås fast, at i tiden for affattelsen af denne del af KVJ,
 
i 1231 har der muligvis endnu ikke været krongods, patrimonium i Almind Syssel og Andst herred. Men allerede her har "Kaldyng" alligevel været en betydelig by - måske med en endnu uafklaret herredsplacering i både Almind og Andst herreder.
 
O. 1400 synes det at være et gennemgående træk i det dokumentariske materiale i Diplomatarium Danicum (DiplD), at den mønt, man benyttede ved pantsætningsværdier især var den lybske mark.
Der kan sammenlignes med de værdier, der for de samme områder kan findes i KVJ 1231-50, vel vidende, at såvel den sorte død som ændrede penge og andre værdimål i løbet af de ca. 200 år indtil primo 1400-tallet gør sammenligninger mellem KVJ og 1400-tallet problematiske.
Værdierne i Lübecktraktaten 1340 er ikke så destinationsspecifikke men har pantsætningsværdier for det samlede kongerige.

Almind Syssel og Kolding i KVJ.

Det er til det yderste sparsomt, hvad vi af jordebogen får at vide om Kolding og om forholdet mellem Kolding og det omkringliggende bøndergods.
Vi kan af KVJ kun udlede, at kongen har haft en betydelig ydelse fra byen på 80 mark rent sølv, og kongen desuden og formentlig helt uden forbindelse til ydelsen på de 80 mark sølv har haft en jordværdi, velsagtens uden for byen, ansat til et mere uanseeligt 13 mark guld.
 
Det er skønnet, at der måske ikke har været bøndergods tilknyttet Kolding omkring og før 1231.
Hvad de 13 mark guld så har været, er det vanskeligt at give et bud på.
Men lad os antage ud fra KVJ alene, at den betragtelige ydelse fra byen har være en ydelse fra en handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
 
Lidt mere kan vi få at vide gennem Indtægtslisten over kongens og kronens indtægter, tidsmæssigt senere end de her anførte private, kongelige indtægter, men før 1250.
I Indtægtslisten er der sammen med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv en værdisættelse på 280 mark sølv. I Hovedstykket af KVJ Første Afsnit er jorden omkring Kaldyng angivet til en værdi af 13 mark guld, også her sammen med den betragtelige ydelse på 80 mark rent sølv.[25]
Det er uafklaret, om de 280 mark sølv som en værdibesiddelse i Indtægtslisten er kongens eller kronens ejendom. Men de 13 mark guld og ydelsen på 80 mark sølv er kongens, patrimonium
 
Som anført ligger begge dele tilsyneladende - og måske - under Almind Herred. Skulle der også (hypotetisk) have været værdier under Andst Herred, er de ikke indført i jordebogen - ud over den tvetydige placering på både Almind og Andst herred, som kan være udtryk for Koldingværdier i begge herreder.
 
De sparsomme oplysninger om Kolding i KVJ og Indtægtslisten kan - og er blevet - tolket som[26], "at kongemagten - som i landets øvrige byer - har haft retten til at modtage indtægter mod at yde byen beskyttelse." Det kan ikke afvises, eftersom "Kaldyng" vitterligt optræder i Jordebogen, men der er ingen dokumentation ud over, at der kan anføres den ganske betydelige ydelse på 80 mark rent sølv til kongen, patrimonium, og at kronen og / eller kongen måske har haft en værdisættelse på 280 mark sølv for byen Kolding, må vi kunne slutte ud fra Indtægtslisten.
 
Heller ikke tilhøret mellem kongemagten i Kolding og de omkringliggende bønderjorder fremgår der noget om i KVJ. Ej heller noget om, at Kaldyng, Kolding på denne tid har været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder. I KVJ-ON regnes der tilsyneladende med, at Kaldyng på jordebogens tid har haft købstadsrettigheder. Skønnet begrundes med den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og værdisættelsen i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
I givet fald skulle der allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen.
Her må det erindres, at adskillelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne ved Kolding og den senere Kongeåen først sker omkring og efter nedskrivningen af jordebogens hovedstykke fra 1231.
I byhistorien for Kolding hævdes det, at byen nok er opstået i løbet af 1100-tallet, hvilket mere beror på et skøn end egentlig viden.
Sammenligner vi Kolding og Skive i Sallingsyssel,  er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård - eller 13 mark mod 20 mark guld til Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen på Skivegård, der trods den højere værdisættelse kun havde en ydelse på 20 mark sølv, en fjerdedel af ydelsen fra Kolding.
En tolkningsmulighed kunne være,  at der i KVJ om Almindsyssel i første afsnit over kongens private indtægter mangler en væsentlig del af værdisættelsen,  der ud over de anførte 13 mark guld har været væsentligt mere, også ud over de 40 mark guld, som Skivegård er værdisat til. I det mindste hvis indtægten, ydelsen er proportional i de to lokaliteter.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding muligvis med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen, men til kongen, hvilket i givet fald ville være bemærkelsesværdigt, da jordebogens Andet Afsnit er liste over byer, øer, almindinger m.v., som er kronens indtægter.
Kolding har i givet fald som kongens private ejendom indtaget en særstilling i forhold til andre, samtidige byer.
Derimod har kongens private ejendom uden for byen kun været en mindre del med de i 13 mark guld, der figurerer i Hovedlistens Første Afsnit.
 
Salling Syssel og Skive.
Sallingsyssel er i KVJ inddelt i seks herreder, to på Mors, Morsø Søndre og Nørreherred, et i Fjends (Fjallandshæreth), tre i Salling, Rødding (Rythinghæreth), Hindborg (Hærnburghæreth) og Nørre Herred (Nørgæhæreth). Det mindste herred er Hindborg med Skive by.
Skiuagarthæ, Skivegård er registreret i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev.
   
 
KVJ Hovedstykket Første Afsnit, d.v.s. kongens ejendom og indtægter, ydelser herfra i Sallingsysæl.
 
Angivet værdi
Angivet ydelse
Morsø Sønder og Nørre herred
Hver 6 mark sølv ved leding.
Agerø, Karby sogn i Sønder herred, 18 mark guld
 
Fjends herred,
12 mark penninge
Trevad i Vridsted, Fly sogn og by, 21½ mark guld
 
Lundø 24 mark guld[27]
10 mark rent sølv
Højslev sogn og by, 9 mark guld
 
Rødding, Hindborg herred
 
Brøndum 13 mark guld
 
Nørre herred
 
Skivegård 40 mark guld[28]
20 mark sølv
Harre herred
20 mark penninge
 
Kongens ejendom, patrimonium, Skivegård har med en værdisættelse til 40 mark guld været en anselig besiddelse. Indtægten herfra er i jordebogen angivet til 20 mark sølv.
Kongen har i Sallingsyssel sammenlagt en angivet værdi på 125½ mark guld, hvoraf Skivegård udgør ca. en tredje del.
Den største ydelse i sølv kommer således også fra Skivegård, men hertil kommer en betydelig ydelse fra Lundø i Fjends herred.[29]
I Hovedstykket Andet Afsnit, Kronens Jordebog, Konunglef optræder Skyuæ, Skive uden nogen oplysninger med værdiangivelser.
 
Sammenligner vi Kolding og Skive, så er det påfaldende, at Koldings omkringliggende jorder kun værdisættes til ca. en tredjedel af værdisættelsen for Skivegård. Derimod er ydelsen på 80 mark rent sølv bemærkelsesværdig i forhold til ydelsen på Skivegård med i forhold hertil kun 20 mark sølv.
 

Salling Syssel, Skivegård og Skive

I den videre sammenligning mellem de to valgte nørrejyske sysler, Almindsyssel og Sallingsyssel kan der for Sallingsyssel i Diplomatarium Danicum passende startes med at fokusere på rigsråd og ridder Johan Skarpenberg i en række økonomiske transaktioner, hvor kongemagten er indblandet, først og fremmest i transaktioner omkring Skivegård med tilhørende len og herreder i starten af 1400-tallet.
 

Johan Skarpenberg

Johan Skarpenberg er registreret som ridder og sad konstaterbart i Rigsrådet, også efter dronning Margrethes død i 1412[30].
Om Johan Skarpenberg fremgår det af en registrering i Diplomatarium Danicum 17. maj 1406[31], i et domsbrev, at "Estrup hovgård som ligger i Brøndum sogn i Hellum herred tilfalder Johan Skarpenberg efter hans oldefar Niels Bugge.”[32]
Niels Bugge blev myrdet 1358 efter et møde med Valdemar Atterdag, som svor sin saligheds ed på ikke at have været bagmand. Niels Bugge og Valdemar Atterdag var i åben konflikt, da Niels Bugge meget belejligt for Valdemar blev myrdet.
Johan Skarpenberg er således konstaterbart efterkommer af den mægtige og rige Niels Bugge, og han er utvivlsomt søn af dennes datter Else Nielsdatter Bugge og Gotskalk Skarpenberg til Hald.
Niels Bugge har således næppe været Johan Skarpenbergs oldefar, snarest morfar, hvilket betyder, at der må være tale om en fejl i domsbrevet.
Skarpenberg har tilsyneladende været særdeles velhavende og meget engageret i gods- og ejendomshandel, ofte hvor kongehuset var indblandet, fremgår det af Diplomatariet.
Han skulle iflg. biografiske oplysninger have reddet dronning Margrethe fra et komplot. Dette fremgår ikke af kildematerialet, snarere at han har været et både bjergsomt og stridbart gemyt.
Som eks. på stridbarheden bliver han 1405 med bopæl i Trøjborg bandlyst af kannikerne i Ribe[33] for "overgreb mod Løgum Kloster". Om bopælen på Trøjborg Slot i Tønder ses i Diplomatarium Danicum 22. sept. 1407, at "Hr. Johan Skarpenberg kvitterer dronning Margrete for 4000 lybske mark for Trøjborg", som dronning Margrethe så må have betalt for slottet, der senere blev pantsat til Ribe bispestol af Margrethe for 5000 lybske mark, fremgår det af DiplD 23. sept. 1407[34].
 
Med fokus på forholdet til kongemagten er der videre i Diplomatarium Danicum  30. nov. 1407 et genbrev fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe, hvor Skarpenberg for et tilgodehavende på "5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck ... (får) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm[35] og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland."[36]
Det fremgår også af det dokumentariske materiale, at Johan Skarpenberg havde ejendomme i både Salling og Fjends. I 1404 Skøder han Spøttrup og Spøttrup sø til biskoppen i Viborg.
Skarpenberg har således ejet det, der senere er blevet til Spøttrup Borg, men det fremgår af skødebrevet, at han da var bosat i Lund[37].
 
Også 1407 sælger Johan Skarpenberg Tranholm gård (Vendsyssel) og gods til dronning Margrete.
29. aug. 1412 fremgår det, at "Johan Skarpenberg skøder dronning Margrete det gods, han forhen havde pantsat biskop Lave i Viborg” for. Meget slidt tekst, men det formodes, at være til Margrethe, der dør 1412 i Flensborg.
 
I det hele taget fremgår det af dokumentsamlingen i DiplD, at Skarpenberg skøder gods og låner penge til kongehuset i et betydeligt omfang.
Om det er frivilligt eller efter pres fra kongehuset, kan man ikke se, men der overdrages også en del af Skarpenbergs gods til biskoppen i Viborg - 1404 de nævnte besiddelser i Spøttrup og Spøttrup Sogn til domkirken i Viborg, 22. jan. 1407 skøder han "alt sit gods i Brøndum til bispebordet i Viborg", 19. jan. 1408 er der et "testamente af hr. Johan Skarpenberg. Lyder paa nogit gotz y Mønsted y Fiendsherrit som er giffuit till bøgning tiill domkyrcke."
Det kan have været i god forståelse og sympati med kongehuset. Der kan også have været tale om, at Skarpenberg er blevet holdt i meget kort snor af Margrethe efter fjendskabet med og elimineringen af Bugge slægten som leder af en adelig opposition. Hvad der har været tale om, er det ikke muligt at afgøre på det eksisterende kildegrundlag.
Men rigsråd Johan Skarpenberg af Bugge-slægten synes helt klart at have handlet i overensstemmelse med og støttet kongehuset, medens Margrethe levede.
 
Der er i DiplD to transaktioner omkring Flensborg, som kan bidrage til oplysninger om den lybske mark, som er værdimåleren i 1407 ved panteværdien af "den faste borg" Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm med Skive birk", der sættes til 5000 lybske mark værd i pantsat værdi.
De 5000 lybske mark kan sammenholdes med DiplD 21. september 1409, hvor der på Borgen Hindsgavl indgås "overenskomst mellem kong Erik 7. af Pommern ... at kongen skal have Flensborg i pant for 10000 mark lybsk, dog undtages, hvad grev Klaus' datter og fru Helene af Haderslev ejer, og borgen Nyhus, som er pantsat til Lars Heest ..."
Denne overenskomst suppleres med dokument 9. oktober 1409, Flensborg, der omhandler en pantsættelse af "Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete for 11400 mark lybsk, dog med undtagelse af, hvad hertuginden af Sachsen, grev Klaus' datter, og fru Helene af Haderslev skal have..." Altså helt samme forbehold som 21. september overenskomsten, men med et højere pantsætningsbeløb.
Det er umuligt at finde en forklaring på forskellene i beløb, men måske er det et udslag af dronning Margrethes evne til at nå frem til de bedste og mest indbringende resultater - også efter en tilsyneladende afsluttet handel. 
Med de anførte undtagelser for Flensborg, har "den faste borg Skivegård sammen med dets "tilliggende len og herreder ..." været knap og nap halvt så meget værd i pantsætningsværdi som Flensborg. Eller i decimaltal: 0,44 til 0,5 af pantsætningsværdien for Flensborg.
 
Det andet gods, som Skivegård kan sammenlignes med er slottet Trøjborg[38], som Johan Skarpenberg havde pant i, og som dronning Margrethe 1407 indløser for 4000 lybske mark. Trøjborg har været et betydeligt gods ved Tønder, som Valdemar Atterdag oprindeligt skulle have benyttet som kongeslot. 22. september 1407 pantsætter dronning Margrethe slottet med Lø herred til biskop Eskil af Ribe for 5000 lybske mark.
 
Om de anførte transaktioner skal tolkes som den ellers benhårde Johan Skarpenbergs underlegne stilling i forhold til dronning Margrethe, hvor Skarpenberg bliver dårligt betalt for sit lån til kongehuset, er det umuligt at komme nærmere. Men hvis det har været en regulær og ligeværdig økonomisk transaktion, som Skarpenberg har været involveret i med Skivegård, så har Skivegård ”… med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland" haft knap halvdelen af den værdi, som Flensborg havde på samme tid.
Desværre er hverken værdier og ydelser af Flensborg eller Trøjborg omtalt i KVJ. Og det vanskeliggør unægteligt et forsøg på at få sammenlignelige værdier for Skivegård i disse sønderjyske områder.
 
Men hvis vi uden dokumentation antager, at Flensborg og Kolding som centrale byer i henholdsvis kongeriget og hertugdømmet Slesvig måske tilnærmelsesvis har haft samme værdi både på jordebogens tid, 1231 og på tiden for de her benyttede dokumenter fra DiplD, så har vi en tænkelig værdisættelse.
 
  1. Den faste borg Skivegård, dækkende Hindborg herred, der yder 20 mark sølv med sit tilliggende på 40 mark guld, samt Nørre og Harre herreder med ydelser på henholdsvis 20 mark sølv og 20 mark penninge. Og endelig Rødding herred og Skive Birk, hvor der ikke i KVJ er anført værdimål. Alt i alt en ydelse på over 40 mark sølv.
  2. Pantsætningsværdien heraf er i 1407 på 5000 lybske mark.
  3. Flensborg pantsættes 1409 for 10000 til 11400 lybske mark, mere end det dobbelte af pantsætningsværdien for Skivegård m.v.
De formodede værdisættelser forekommer rimelige i betragtning af, at Skivegård m.v. kan beregnes til ca. den halve værdi af Flensborg, hvilket giver Flensborg, der formodentlig kan værdisættes på niveau med Kolding, en ydelse på omkring 80 mark sølv. Præcist ydelsen på Kaldyng, Kolding i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
 

Skivegård fra mark guld, mark sølv, lybske mark til anslået størrelse

Tilbage står at få givet et realistisk og holdbart bud på størrelsen af kongsgården Skhiuægarthæ, Skivegård ud fra de oplysninger vi har i KVJ og DiplD.
I en artikel i Skivebogen 2012 om Gl. Skivehus[39] er der et mindre gennemskueligt regnestykke, hvor der ud fra KVJ er gjort forsøg på at give et bud på størrelsen af Skivegårds jordtilliggende.
Her bruges oplysninger fra Hovedstykket Første Afsnit, dog fejlagtigt angivet som krongods. Det anføres korrekt, at værdien i 1231 er sat til 40 mark guld, og at afkastet var 20 mark sølv. Men herefter går det galt.
Der henvises til, at ” tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land.”[40]
Hvilken vurdering fremgår ikke, men resultatet må karakteriseres som udokumenteret og under alle omstændigheder uden angivelse af benyttede måltal. Det er ikke Svend Aakjærs.
Og når der henvises til ”vurderingen” kan det i princippet være alt fra 1688 til 1844 eller senere matrikuleringer.
Her kan der med tidligere anførte forbehold forsøges gjort brug af Sv, Aakjærs måltal.
Først genbrevet i DiplD 30. nov. 1407 fra Johan Skarpenberg til kong Erik og dronning Margrethe: for et tilgodehavende på "5000 lybske mark ... (får Skarpenberg) slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk..."
 
De 5000 lybske mark 1407 korresponderer med flg. værdier i KVJ:
  1. Skivegård med tilliggende har en værdi på 40 mark guld og en ydelse på 20 mark sølv,
  2. I Hindborg herred har kongen 13 mark guld,
  3. Rødding har ingen værdifastsættelse i KVJ, og området har formentlig først efter Johan Skarpenbergs overdragelse til Viborg bispen fået en mere anseelig værdi,
  4. Nørre herred er sat til en ydelse på 10 mark sølv,
  5. Harre herred er sat til en ydelse på 20 mark penninge.
Hvis vi går ud fra, at der er fuldstændig ækvivalens mellem værdi og ydelse, så får vi:
  1. Skivegård 40 mark guld, ydelse 20 mark sølv,
  2. I Hindborg herred har kongen i Brøndum en værdi på 13 mark guld. Der er ikke angivet nogen ydelse for Brøndum, hvilket sammenholdt med Skivegårds fejlagtige herredsplacering måske kunne betyde, at der i alt kun er 20 mark guld i værdi for Skivegård i Hindborg, ikke 20 + 13 mark guld.
  3. Nørre Herred kan ansættes til værdien 20 mark guld med ydelsen 10 mark sølv, men der kunne også her være tale om dobbeltpostering som mellem Hindborg og Skivegård, så de 10 mark sølv i virkeligheden blot er halvdelen af de allerede for Skivegård anførte,
  4. Harre Herred - ydelsen på 20 penninge er så ubetydelig, at det ikke giver mening med nogen omregning.
Sammenlagt er der så i KVJ 73 eller 60 eller 40 mark guld med en ydelse på 36 eller 30 eller 20 mark sølv, der i 1407 gives i pant for 5000 lybske mark, som kongehuset skylder Johan Skarpenberg.
Hvis vi (endnu mere usikkert) bruger Sv. Aakjærs omregnede måltal, så må vi for det første konstatere, at det ikke er muligt at omregne til plovtal. Kun kan vi her benytte Aakjærs omregning fra tdr. land til tdr. hartkorn.
Hvis vi går ud fra, at 1 mark skyld (guldmark værdien) er 48 tdr. land, så har pantsætningsværdien i 1407 omfattet 73 eller 60 eller 40 * 48 tdr. land= 3504 eller 2880 eller 1920 tdr. land, der svarer til ca. 725 / 600 eller 400 tdr. hartkorn.
Forskellen mellem de 60, 73 og 40 mark guld er medtaget, fordi Bøndum fra Hindborg herred er angivet med 13 mark guld i værdi uden nogen ydelse. Og fordi Nørre herred måske er en del af ydelsen til Skivegård. Både Nørre herred og Brøndum kan muligvis være en del af den mark guld værdi, der er anført for Skivegård.
Det står helt åbent ud fra det, vi ved og ikke ved med oplysningerne fra Hovedstykket Første Afsnit.
 
Her skal gentages nok et forbehold, at Johan Skarpenberg kan være blevet påtvunget værdierne omkring Skivegård i 1407 til en urealistisk høj pris.
Men det påvirker ikke omregningen.
De omregnede måltal er spekulative, men ud fra dem kunne her være et bud på størrelsen af Skivegård i tiden 1231 indtil o. 1400.
 
I runde tal har Skivegård med tilliggende omfattet et sted mellem 3500 og 2000 tdr. land eller det, der svarer til et sted mellem 725 og 400 tdr. hartkorn i 1688 mål.
 
De anslåede jordtilliggender til Skivegård beregnet efter Svend Aakjærs måltal er baseret på tal og værdier fra 1688. Men det er dog tættere på 1231 end alle senere vurderinger.
 
Den lybske mark kan ud fra dokumenter i DiplD konstateres anvendt i Danmark fra 1200-tallet, se f. eks. 28. juni 1329[41], hvor kong Kristoffer erkender en gæld på 200 lybsk med afdrag på samme. Der er eksempler i DiplD med en lollandsk gård, der skødes for 12 lybske mark, en jysk mølle, der skødes for 70 lybske mark, henholdsvis 1315 og 1339. Det er for usikkert til at beregne noget på.
Men med alle forbehold for metode og det mangelfulde kildemateriale kan vi skønne, at den gennemsnitlige pris for gennemsnitlige gårde / bol med eller uden møller har været 25-40 lybske mark, så har pantsætningsværdien i 1407 dækket over 125-200 gårde af gennemsnitsstørrelse og uden hensyntagen til værdien af Skivegård - som under alle omstændigheder er blevet drevet af bønder på tilhørende gårde.
 
Sammenligner vi disse værdier med de pantsætningsværdier, som Valdemar 4. Atterdag forhandler sig frem til i Lübeck 1340, hvor hovedparten af Danmark er pantsat til de holstenske grever, så er Jylland og Fyn pantsat for 100.000 mark sølv. Heraf er Jylland sat til 35.000 mark sølv, Fyn til 41.000 mark sølv. Resten 24.000 mark sølv er medgift, som Valdemar 4. Atterdag får ved at ægte Valdemar 3.'s søster Helvig.[42]
 
Valdemar 3. er efterkommer efter Valdemar Sejs søn Abel, hertug i Slesvig, og han optræder som mellemmand mellem de holstenske grever, som har pantsætningstilgodehavender i forhold til den danske konge Valdemar 4. Atterdag. Hans afregning med Valdemar 4. Atterdag må formodes at korrespondere med en økonomisk og politisk realitet, som det ikke er muligt nærmere at karakterisere.
Man kan af Lübecktraktaten aflæse, at hertug Valdemar 3. må have overladt hertugdømmet Slesvig til grev Gerts arvinger, og han har til gengæld fået pantene i Jylland og Fyn, som så skal betale hertug Valdemars genovertagelse af Slesvig.
Jylland er i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er delt op i fire dele: 1) en fjerdedel med Kalø og nord herfor, 2) en fjerdedel med Horsens, 3) en fjerdedel med Kolding, 4) en fjerdedel med Ribe.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes at dække realiteter som værdi og ydelse.
Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på o. 9.000 mark sølv i 1340.
 
Der må formodes at være et betydeligt spring mellem værdien af mark sølv i 1340 og de lybske mark i 1407, hvor Skivegård m.m. har en pantsætningsværdi på 5000 lybske mark.
Men skulle værdien af Skivegård i 1407 tangere ca. halvdelen af Lübecktraktatens nordlige fjerdedel af Jylland, så har Skivegård til og med dronning Margrethe været en ganske betydelig kongsgård.

Fra Skivegård til Skivehus

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark, herunder hans beskrivelse af "Skivehus Amt"[43] fra 1777.
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er over 5200 Tønder ... Amtet har sin egen Amtmand, men Amtsforvalteren har begge Amterne (Hald og Skivehus) under den kongelige Amtstue, som holdes af ham i Skive." Om Hindborg herred skriver Jonge: "Dette Herred indbefatter eet Kiøbstædkirkesogn og otte Landsbyekirkesogne, hvilke ere: 1) den Kiøbstæds Skivekirkesogn; 2) Resensogn; 3) Hemsogn; 4) Hindborgsogn; 5) Dølbyesogn; 6) Brøndumsogn; 7) Hvidbergsogn; 8) Oddinsesogn; 9) Ottingsogn. Dette Hindborgherred er samlet tilligemed Røddingherred under een Provst."
Jonge trækker sin beskrivelse tilbage til 1326, hvor han daterer Skives privilegier som købstad. Han nævner også "Skivehuus" uden dog tilsyneladende at have stiftet bekendtskab med KVJ.
En mere detaljeret beskrivelse af udviklingen på det hertil hørende specifikke område finder vi i hartkornsmatriklerne.

Skivehus Amt i Chr. 5. s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Man kan ikke uden videre sammenligne et gods i KVJ og i 1688 matriklen.[44] Matriklen er enevældens grundlag for beskatning af bønderne. De få selvejere, ca. 2 %, indbetalte selv hartkornsskatten til de amtstuer, der blev oprettet 1662.
Godsejeren skulle på grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Som kompensation for denne skatteadministration fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed[45] for deres hovedgårdsjord - som derfor ikke blev matrikuleret. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km).
 
1 tønde hartkorn er = 8 skæpper (skp) = 32 fjerdingkar (fier) = 96 album.
I den summariske Extract er der i den endelige Summa kun anført i hele tønder hartkorn.
 
Skivehus Amt 1688 matrikel, opgjort i gammel og ny matrikel. Ingen gammel matrikel for Skivehus Amt anført i den Summariske Extract. Den gamle matrikel er med i herredsoversigterne.
Nørre herred, Harre herred, Røding herred, Hindborg herred med tilhørende sogne.
Hartkorn
tønder
skæpper, fierding og album
 
Nørre herred
1576
ikke medtaget her
Harre herred
1530
 
 
Rødding herred
1424
 
 
Hindborg herred
1411
 
 
Til sammen
5941
 
 
 
 
Det fremgår af matriklen, at Skivehus Slot 1688 er gået tilbage fra 39 i den gamle til 28 tdr. hartkorn i den nye matrikel. Det kan formentlig kun tilskrives ændrede retningslinjer og præciseringer af kriterier - som endte med det næsten for alle tilfredsstillende skattegrundlag i 1844 matriklen.
I enevældens skattepolitik, der var koncentreret omkring jordejendom, opgøres der i hartkorn, hvoraf noget er "priviligeret hartkorn", f. eks.  adelige sædegårde over200 tdr. hartkorn, der får skattefrihed for at opkræve hartkornskatter af den skattepligtige bønderjord, samt de fleste embedsjorder og købstadsjorder.
De i 1688 anførte tdr. hartkorn for Skivehus har været for ladegårdens hartkorn. Det af fæstebønder drevne, hartkornbeskattede areal er registreret og beskattet særskilt for disse områder.
Hvis de beregnede hektarværdier ud fra KVJ er bare nogenlunde korrekte, og der sammenholdes med 1688 matrikuleringen for Skivehus Slot, som Skivegård nu er kommet til at hedde, så er der med 28 tdr. hartkorn, der i Jylland vel svarer til velsagtens o. 14*26, d.v.s. 364 ha., tale om en delmængde af ladegårdens tidligere priviligerede og bøndergodsets upriviligerede hartkorn.
Der skulle desuden have været tale om frasalg af hovedgårdsjorden, især af Christian Gjedde indtil fraflytning og salg 1689 og 1693 af Skivehus.[46]
Der kan også have været tale om regulære reduceringer i jordtilliggende i de hyppige pantsætninger og pantsætningsskift.
Den oprindeligt store kongsgård, det centrale midtpunkt i den lille by Skive er på vejen til navnet Skivehus som kongens personlige ejendom blevet pantsat til som regel adelige lensmænd, der som f. eks. Johan Skarpenberg lånte den stort set altid trængende konge penge og fik kongsgården i pant.
De kongelige lensmænd har i tiden, indtil Skivehus 1661 blev overdraget til Ove Gjeddes arvinger bestyret kongsgårdens ladegård og bøndergods.
Og i rækken af først adelige pantebstyrere, senere økonomisk trængte ejere af den tidligere kongsgård, blev Skivehus bragt til den status, der kan konstateres i 1688 matriklen, "Sckifvhus Slot".
 
Til sammenligning med Skivehus i 1688 kan der peges på det nærtliggende Bustrup, som under grevens fejde i 1534 var blevet brændt ned. Og som først i 1766 blev opført i dens nuværende skikkelse.
 
Den temmeligt uanseelige Bustrup hofvitsgaard i Ramsing Sogn reduceres i 1688 matriklen fra 70 til 46 tdr. hartkorn. Men med et betydeligt større jordtilliggende end Skivehus.
Eller det af Iver Krabbe og Magdelene Banner 1554-61 nyopførte Krabbesholm[47]. Magdalene Banner havde sammen med Iver Krabbe (der dør 1561) Skivegård i pant 1549-72.
Bemærk navnet 1688: Krabsholmskofvitgard - det tidligere Skovshoved bliver efterhånden til Krabbesholm. Rimeligt nok, det er Iver Krabbe og Magdelene Banner, der bygger det Krabbesholm, vi kender i dag.
 
Størrelsesforholdet i 1688 er
Bustrup Hovedgård
40 tdr. hartkorn
Krabbesholm
30 tdr. hartkorn
Skivehus
26 tdr. hartkorn
 
En (desværre ikke helt fuldkommen) liste over ejerne af Skivegård, Skivehus[48].
Var indtil 1660 kongens private ejendom, patrimonium.
 
   
Den sidste ejer af familien Jensen, Niels Nygaard solgte 2014 noget af Skivehus til Jensen og Jensen Invest samt Knud Bjerre, resten, de "gamle huse", herunder borgkælderen og Parsbergs bindingsværksbygning købes af Skive Kommune for 4 mio. kr.[49] Købet skete i forbindelse med, at ejeren havde ansøgt om nedrivning "af de gamle huse" for at skaffe plads til byggeri af boliger ved Skive Å.
1791 var Skivehus blevet solgt på en offentlig auktion til justitsråd Chistian Lange, Eskjær, der karakteriseres som en moderne landmand.
Det har vel været derfor, han flyttede først ladegården, så en del af borggården op på hovedgårdsjorden, hvor han opførte herregården Ny Skivehus.
Det oprindelige Skivehus blev samtidig til Gamle Skivehus. Udflytningen skete 1792-1794. Og herefter var der mildest talt ikke meget tilbage af det, der en gang havde været Skivegård og Skivehus.
 

Skivehus i 1844 matriklen

   
Afløseren for Skivehus, Ny Skivehus fik en kort historie som herregård. Da gården 1806 blev solgt med tilhørende fæstegårde var der i alt 73 tdr. hartkorn, 1817 gik gården på tvangsauktion, 1901 blev gården solgt til Per Odgaard, der udstykkede jorderne i parceller.


Koldinghus Amt i Chr. 5.s matrikel 1688 og 1844 matriklen

Efter en række tabte svenskekrige i 1600-tallet[50] oprettedes der i Danmark militære rytterdistrikter fra 1670, Koldinghus Rytterdistrikt 1680.
Kolding Rytterdistrikt blev afviklet som fæstegods og solgt på auktion 1765-67. Koldinghus havde  som rytterdistrikt gods i Brusk, Holmans, Elbo og Jerlev herreder samt strøgods i Andst, efter 1696 desuden i Nørvang og Tørrild herreder.
Salget medførte, at de omfattede bønder blev selvejere før landboreformernes skifte fra fæste til selveje. Denne proces er grundigt beskrevet i Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts selvejere i: Samlinger til jydsk historie og topografi 4. rk., 4. bd., 1922-24.
 

Koldinghus Amt 1662-1793

Der findes en "Danmarksbeskrivelse" fra 1777 af Nicolai Jonge, kataket, teolog, præst og forfatter til adskillige, geografisk funderede beskrivelser af Danmark.
Her kan det være passende at starte med "Koldinghus Amt"[51] fra 1777 i Nicolai Jonges "Danmarksbeskrivelse".
"Dette Amts kontribuerende Hartkorn er 10066 Tdr. Hartkorn" ud over det priviligerede hartkorn, som var tillagt herre- og præstegårde.
Brusk herred angives at omfatte "1) Den Kiøbstæd Koldings Kirkesogn; 2) Hospitalets Sogn i Kolding; 3) Æltangsogn; 4) Vilstrupsogn; 5) Almindesogn; 6) Harthesogn; 7) Bramdrupsogn; 8) Starupsogn; 9) Nebelsogn 10) Herslevsogn; 11) Viumsogn".
Ud over det her af Jonge anførte var der også  sogne fra Andst herred, som inddrages her.
Jonge mener, at Kolding "allerede Aar 1236 har været en Kiøbstæd i Kong Valdemar den Andens Tid; thi om denne Konges Privilegier, givne Kolding, meldes i Kong Kristian den Førstes Privilegium, dateret Koldingslot Aar 1452."
Så ved vi det, at Kolding kort tid efter KVJ 1231 skulle være blevet købstad.
Jonge mener om Koldinghus, at "dette Slot er bygt Aar 1248, som et Værn og Grændsehuus for de Danskes Indfald udi Sønderjylland." Der er herefter en temmelig nøje beskrivelse af Koldinghus, som det så ud på Christian 3.'s dødsdag i 1559.
Det anføres, at Koldinghus har været kongelig residens, især ved rejser til hertugdømmerne, og at det har været beboet af den kongelige amtmand. Desværre er der ingen oplysninger om jordtilliggende og tdr. hartkorn.
Men det er der derimod om, at "Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding." Navneskiftet på Skodborg å til "Kongeåen" nævnes ikke af den kongeligt respektfulde Jonge.
Det er kun lidt og småt, der meddeles fra og om Andst herred: "Skanderupsogn bestaaer af Skanderupbye; Nagbølle, hvor Præstegaarden ligger; Dollerupbye; Lunderskovbye; Gielballebye; Rollesmølle; Drabekmølle. Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder. ... Hiarupsogn bestaaer allene af Hiarupbye, som er meget stor. "
 
   
Registrering under Kolding Kiøbsted i 1688 matriklen, Colding Slottes Ladegaard og en registrering med diplomhæng, også under Colding Slott.
Kolding Kiøbsted, registreret under både Brusk og Andst herred. Indledes med "Borgernes Navne". Kolding Slottes ladegård er registreret med 28 tdr. hartkorn.[52]
Her må vi huske på, at registreringen i KVJ havde "Kaldyng" registreret under både Andst og Almind herred.
Man kunne muligvis heraf aflede, at værdien, de 13 mark guld "omkring Kaldyng" har været ladegårdsjord placeret i Andst og Brusk herred.
Og at afkastet på de 80 mark sølv så har været kongens afkast af selve byen Kaldyng.

Koldinghus i 1844 matriklen

 
1841 har Kolding Slot og Ladegård intet anført som hartkorn. Kiøbstadt har som priviligeret 73 tdr. som upriviligeret 28 tdr. hartkorn. Næsten tilsvarende oplysninger finder man i 1844 matriklen.[53]
 
Matrikelfortegnelsen for Kolding Købstad 1844, Rigsarkivet. registreret under Kolding Byfoged, Kolding bys matrikel.
Brusk Herredsfoged har for 1844 nedenstående registrering, Rigsarkivet. Der er for Colding Sogn, Kolding Slot og Ladegaard med Kongen som ejer registreret mindre end 1 tdr. hartkorn.[54]
 
Koldinghus len før det blev ryttergods.
Ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel fik Frederik 2. 1578-79 samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev herreder under kronen og lagde det under regnskabslenet Koldinghus.[55]
Ryttergodset blev ved en forordning 1680, 27. oktober reorganiseret, så de rytterpligtige bønder (med 8 tdr. hartkorn og derover) blev frigjort fra rytterpligten, som de så måtte betale sig fra[56]. Den næste store rytterforordning af 1695, 10. august byggede videre på den 1680 forordningen.[57]
Matriklen af 1688 kom ofte til at betyde en forringelse af de få selvejerbønders forhold, de måtte fortsat svare „landgilde" til kongen eller en herremand, som de var underlagt.
Med ryttergodsets afvikling 1756-67 blev fæsterne her selvejere.
Det er ikke undersøgt (endnu), hvor meget gods, der var tilbage på Koldinghus herefter. Men med 1844 matriklen og herefter ser det ud til, at der ikke mere var godsdrift på Koldinghus.
Helt tilsvarende afviklingen af Skivehus som gods.
 

 

Sammenfatning, Almind syssel og Kolding sammenlignet med Flensborg og Sallingsyssel, Skive

KVJ's lokale oplysninger fra Sallingsyssel er sammenholdt med den anden nørrejyske lokalitet, Almind Syssel. Begge sammenholdt med byen Flensborg i den sønderjyske del af kongeriget, fra 1231 hertugdømmet Slesvig.
Som kilde er Jordebogen den mest komplekse og vanskeligst brugbare i forhold til Lübecktraktaten og dokumenterne i Diplomatarium Danicum.
Hovedstykkets Første og Andet Afsnit i jordebogen over henholdsvis konge- og krongods fra 1231 og Indtægtslisten fra hen imod 1250 indeholder indbyrdes både modstridende og vanskeligt gennemskuelige oplysninger.
Lübecktraktaten er indgået i Lübeck mellem Valdemar 4. Atterdag og Valdemar 3. af Slesvig 19. maj 1340.
Findes i Danmarks riges breve / 3. Række, 1340-1375. 1. Bind - 9. Bind, v. Franz Blatt, der har oversat den latinske tekst, Danske sprog-og litteraturselskab. København: Munksgaard, 1958-1982.
Her den refererede del, gengivet efter Franz Blatts oversættelse.
I indledningen af traktaten opereres der med 
  • Medgiften til Valdemar Atterdags søster Helvig, 24.000 mark sølv
  • Panteværdi, samlet for Jylland og Fyn 100.000 mark sølv
  • Panteværdi for Fyn 41.000 mark sølv
  • Panteværdi for Jylland 35.000 mark sølv - der så deles i fire fjerdedele.
 
Almind syssel og Kolding.
Hovedstykket, Første Afsnit i KVJ med den beskedne værdisættelse på13 mark guld er blevet fortolket til, at kongen ikke skulle have ejet gods i egnene omkring Kolding.
Men der kan lige så vel have været tale om, at den på den anden side betragtelige ydelse fra byen på 80 mark sølv kan have været en ydelse fra en markant handelsby under kongens beskyttelse, og at de 13 mark guld muligvis kan have været et minimalt tilliggende af bøndergods - måske et gods, som kongemagten på tidspunktet, 1231 for adskillelsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig tilsigtede at bygge op.
Det er ikke præcist dokumenterbart[58], men Kolding har muligvis allerede på Jordebogens tid været anerkendt som købstad med tilhørende købstadsrettigheder.
Sandsynlighedsbeviset kunne være den betydelige ydelse på 80 mark rent sølv og den særprægede - måske utroværdige - værdisættelse i Indtægtslisten til 280 mark sølv.
Måske har der så allerede på Jordebogens tid have været en kongsgård eller -borg i byen. Også selv om Kolding først fra 1231 kan betragtes som grænseby til hertugdømmet Slesvig, der blev etableret 1231.
Omsat til ydelsen på Skivegård m.v. på over 40 mark sølv, så har Kaldyng, Kolding været velsagtens det dobbelte værd.
Ligesom Flensborg.
Der er i Diplomatarium Danicum to transaktioner omkring Flensborg, hvor en pantsætningsværdi for Flensborg på 10-11.400 lybske mark kan sammenlignes med panteværdien af "den faste borg" Skivegård på 5000 lybske mark i pantsat værdi.
Omsat til Jordebogens mark guld, så har Flensborg og Kolding velsagtens så også her haft den dobbelte værdi af Skivegård, måske o. 80 mark guld.
Hvis det er realistisk at ansætte Koldings værdi til 80 mark guld, så kan det sammenholdes med Indtægtslistens 280 mark sølv i værdisættelse.
Den beskedne registrering i 1688 matriklen på 28 tdr. hartkorn til Kolding Slottes Ladegård, helt identisk med hartkornsregistreringen for "Schifvehuus Slot", kan være udtryk for salg og pantsætning som for Skivehus, eller at kongens tilliggende gods slet og ret ikke har været ret stort i og omkring Kolding.
Selv om Koldinghus i perioder i særdeleshedvar kongeligt benyttet som beboelse.
Salling syssel, Skive
Skivegård er registreret i KVJ i Hovedstykkets Første Afsnit som kongemagtens private ejendom (patrimonium), fejlagtigt placeret i Nørre Herred i stedet for Hindborg.
Med en anseelig værdisættelse for Skivegård på 40 mark guld, hvoraf ydelsen er 20 mark sølv.
Den tilliggende by, Skive er registreret i Hovedstykkets Andet Afsnit som kronens ejendom, kongelev. Her er hverken angivet værdi eller ydelse for byen i modsætning til Kolding i Almind syssel.
I modsætning til Skive, hvor byen som den langt mindste del har været kronens ejendom, Skivegård kongens, så er Kolding muligvis med den markante ydelse til kongen på 80 mark sølv ikke at betragte som tilhør til kronen, men til kongen. Dette dokumenteres ved, at denne ydelse er ført i KVJ Hovedstykket Første Afsnit.
Kongsgården i Skive er således betydeligt højere værdisat end den endnu knapt registrerede kongsgård Koldinghus. På jordebogens tid, 1231 er byen Kaldyngs ydelse på de 80 mark sølv til kongen dog det væsentlige i forhold til byen Skives tilsyneladende manglende ydelse til kronen.
Værdifastsættelsen af Skivehus til den halve værdi af Kolding og Flensborg kan udledes af de pantsætninger, dronning Margrethe foretager med kongens gods i starten af 1400-tallet. Skivegård med tilliggende gives i pant for 5000 lybske mark, der er direkte sammenlignelig med den samtidige panteværdi af Flensborg på 10 - 11.400 lybske mark.
I 1407 henholdsvis 1409 har Skivegård med tilliggende været ca. halvdelen af værdien af Flensborg. Springet til sammenligningen med Kolding er vanskeligere.
Her skal der tages udgangspunkt i både pantsætningsværdien af Skivegård med tilliggende len og herreder i 1407, der omsættes til de ydelser, der kan konstateres i KVJ for de samme pantsatte værdier. En sammenlagt ydelse her på 40 mark sølv jævnføres så med ydelsen af Kolding på 80 mark sølv. Konklusionen her bliver så, at Kolding har været det dobbelte værd af Skivehus m.v. og derfor af samme pantsætningsværdi som Flensborg.
Det er væsentligt her at konstatere, at det helt åbenbart er byen Kolding, der har givet kongsgården Koldinghus værdi. Hvor det forholder sig omvendt med kongsgården i Skive, hvor det er kongsgården, der oprindeligt nok har været byens fundament. Skive er 1231 registreret som krongods men ikke værdisat.
Endelig er der så de meget generelle værdimål, der kan konstateres i Lübeck traktaten fra 1340.
Hvor realistiske disse værdier har været i alle andre sammenhænge, er det umuligt at sige noget om. Men de i traktaten nedskrevne har været en politisk realitet af forhandlingerne mellem Valdemar Atterdag, de holstenske panthavere og den i traktaten optrædende parthaver,  velsagtens traktatens mellemmand til de holstenske grever, Valdemar 3. af Slesvig.
I Lübeck-traktaten er Jylland i pantsætningsværdi sat til 35.000 mark sølv. Denne værdisættelse er som anført delt op i fire dele, hvor Kolding, Koldinghus og Skive, Skivegård er i hver deres fjerdedel.
Aftaleparterne har givetvis været meget bevidste om det økonomiske. Firedelingen må formodes i vid udstrækning at dække realiteter som værdier og ydelser, som vi har konstateret i KVJ. Derfor kunne det være et forsøg værd at formode, at hver af de fire dele har haft en pantsætningsværdi på lidt under 9.000 mark sølv i 1340.
De stipulerede fjerdedele med en værdi på knap 9.000 mark sølv til hver fjerdedel svarer herefter iøjnefaldende godt med de pantsætningsværdier, der er konstateret i Diplomatarium Danicum.
Kolding og Koldinghus ligger med en værdi på 9.000 mark sølv i underkanten af den teoretiske værdi, vi ud fra KVJ kunne udregne.
Skive og Skivegård skulle i givet fald, når vi regner tilbage fra pantsætningsværdien i 1407 udgøre lidt over halvdelen af den fjerdedel af Jyllands værdi, der er afsat i Lübeck traktaten.
Det er en forbavsende stor andel, når vi tager i betragtning, at i dette område ligger Ålborg, der i løbet af middelalderen kom til helt at dominere Limfjordshandelen med fjordens meget rigelige sildefiskeri..
 

Videre undersøgelsesperspektiver 

De i KVJ registrerede mål for jordens værdi kan sammenholdes med hartkornsopgørelser 1688 og 1844 i Skanderup og Hjarup sogne. Samt udvalgte sogne fra Sallingsyssel.
 
     
 
Det er ikke alt, der kan lade sig gøre på det eksisterende grundlag, som er KVJ, forarbejderne til 1688 matrikuleringen og 1844 matrikuleringen.
 
Der skal tages højde for de fejl, som Svend Aakjær begik, først og fremmest at lade som om, det er uproblematisk at sammenholde og samberegne oplysninger, hvor der fra 1231 indtil 1680'erne ligger en udvikling på mere end 400 år. Både i tiden mellem KVJ og 1688 matrikuleringen og mellem denne og 1844 matrikuleringen blev der inddraget og nyopdyrket områder, og det er uvist hvor meget.
Med dette in mente og med respekt for det primære kildemateriales udsagnsevne og mangel på samme, at
  • karakterisere nogle sogne, herred og den nærtliggende by, senere købstad, Kolding m.h.t. mål på jord ud fra de givne værdifastsættelser hartkornsmatrikuleringen i 1688,
  • give et langt mere let tilgængeligt bud på den udvikling, der kan skitseres i kølvandet på landboreformerne indtil situationen herefter ud fra 1680'ernes matrikulering indtil 1844 matrikuleringen.
  • Sammenligne med en tilsvarende undersøgelse i Salling området.
 

 

 

Kilder og litteratur

5, C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel Koldinghus Amt Rigsarkivet. Hentet fra Registratur, registre til Chr. 5.s matrikel: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/43
5., C. (u.d.). Chr. 5. s matrikel 1688-1691. Hentet fra Rigsarkivet Skivehus Amt: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17035738#134528,21028588
Arup, E. (1925). Danmarks Historie 1-2.
Blatt, F. (.-4. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra Lübecktraktaten 1340: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/
Diplomatarium Danicum. (u.d.). Hentet fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet: https://diplomatarium.dk/
Erslev, K. (1875). Kong Valdemars Jordebog og den nyere kritik.
Erslev, K. (1882). Dronning Margrethe og Erik af Pommern.
forfattere, F. (u.d.). danmarkshistorien.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.dk/
Kong Valdemars jordebog. (1190-1300). Rigsarkivet, Arkivfunktionen for samlinger af arkivalier dannet af Rigsarkivet: C 8 Kong Valdemars Jordebog (1190 - 1300).
Kræmmer, M. (2015). Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Århus Universitet.
Mortensen, N. (2012). Gamle Skivehus. Skivebogen.
Nielsen, O. (1873). Kong Valdemar den andens Jordebog. København: Gad.
Paludan-Müller, C. (1874). Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift.
Steenstrup, J. (1874). Studier over Kong Valdemars Jordebog. København.
Suhm, P. F. (1792). Liber Census Daniæ.
Ulsig, E., & Sørensen, A. K. (1981-1982). Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat.
Aakjær, S. (1926-1945). Kong Valdemar den andens Jordebog 1-3.
Aakjær, S. (1959 - 1961). MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK. Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3.
 

 

Noter og henvisninger


[1] Kong Valdemars Jordebog, cit. KVJ har speciel fokus i denne undersøgelse, suppleret af øvrigt primært kildemateriale, som er udvalgt efter undersøgelsens behov. Brugen af KVJ sker i form af de oprindelige udgivelser siden O. Nielsens Kong Valdemar den Andens Jordebog, 1873. Desuden er der benyttet nyere undersøgelser og forskningsdiskussioner om især mål og vægt i højmiddelalderen.
Med nogen respekt - ind imellem også forundring - er Svend Aakjærs beregningsforsøg undersøgt, benyttet delvist og med forbehold.
Alle oplysninger er tilpasset og bearbejdet her, men beror for de generelle oversigters vedkommende især på en nyere ph.d. afhandling ved Århus Universitet 2015, Michael Kræmmer, Højmiddelalderens jordmål og betalingsmål. Herfra er især benyttet tabeller i bearbejdet form over forskellige værdimål.
Kong Valdemars Jordebog er en vigtig kilde til viden om middelalderens Danmark i perioden o. 1100 til o. 1300
Den rangerer emne- og indholdsmæssigt blandt en række andre kilder fra samme tidsrum, der også dækker geografisk mere specifikke områder:
Diplomatarium Danicum/Danmarks riges Breve (cit. DiplD)
Lunds Mindebog (memoriale fratrum) og Præbendelisten
Lunds Gavebog
Roskilde Gavebog
Ribe Oldemoder. Samling af adkomster, indtægtsangivelser og kirkelige vedtægter for Ribe domkapitel og bispestol.
Sorø Kloster Gavebog
Roskilde domkapitels Jordebog
Århuskapitlets Jordebog.
[2] De mere tekniske betegnelser er patrimonium for kongens gods, kongelev for krongodset. Disse betegnelser benyttes gennemgående i O. Nielsens og Johs. Steenstrups kommentarer til og fortolkninger af KVJ.
[3] Len kommer af ordet ”låne”. Man lånte jord for eller med en modydelse. Det er almindeligt at forestille sig lensvæsenet som et hierarkisk system af afhængighedsforhold, "lenspyramiden" med en konge eller fyrste i spidsen som den øverste lensherre, og bonden, fæsteren i bunden, der ”låner” jord af herremanden mod betaling i form af arbejde (hoveri) og pengemæssig (landgilde) ydelse. Herunder selvfølgelig det meget væsentlige i det hele taget at få jorden dyrket.
[5] Erik Arups Danmarkshistorie, se https://fynhistorie.dis-danmark.dk/files/images/danske%20len%201522.jpg. Om tiden fra Valdemar 2. Sejrs død 1241 indtil Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) og dennes datter Margrethe hedder det i den ældre, nationale historieskrivning, at ”det danske rige var bragt til afgrundens rand … Danmark var udstykket mellem et par holstenske grever og en skare tyske og enkelte danske adelsmænd, der fra rigets borge undertrykte og udpinte hele landet… (hvor) Valdemar Atterdag (så herefter) tog … fat på landets frigørelse for fremmedherredømmet.” Kr. Erslev, Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, 1882, bd. 1, s. 2 og 6, her i modificeret retskrivning.
[7] ] Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneændringen udsprang af det lokale vid i forbindelse med en omfattende smugling, hvor kongen ellers skulle oppebære toldafgifter.
[8] ] Koldinghus Len dateres 1389 indtil 1662, hvor lenene blev omlagt til amter første gang. Koldinghus blev len under Valdemar Atterdag, hvis første lensmand på Koldinghus blev udnævnt før 1389 en gang, hvis efter 1375 har det været under dronning Margrethe. Koldinghus som kongeslot og -residens skulle have været færdigbygget i 1268.
[9] ] Delingen af "Anst Herred" skyldes, at herredet indtil 1573, hvor Skodborg Len blev nedlagt, var del af både Koldinghus og Skodborg Len. Herefter var Andst Herred en del af Koldinghus Len indtil 1662, hvor lenene omdannedes til amter, Koldinghus Amt. Ved den senere amtsinddeling 1793 kom Andst Herred under Ribe Amt. Kolding blev som en del af Brusk herred del af Vejle Amt indtil kommunalreformen i 2007
[10] Se Henrik Lerdam, Danske len og lensmænd 1370-1443, Museum Tusculanums Forlag 1996. Det er overordentlig sporadisk, hvad der anføres om Koldinghus Len: Henning Meinstorf, Holsten anføres efter 1389 lensmand på Koldinghus - i givet fald udnævnt under dronning Margrethe - efterfulgt af den "sønderjyske væbner Johannes Thommesen Lindenov 1390-96, Mogens Munk med Rosborg og Koldinghus 1406-10, Claus Joernsen Lange 1419-23, Morten Jensen Gyrstinge fra Flensborg på Koldinghus i 1430'erne, rigsråd Niels Eriksen Gyldenstjerne fra 1439.
[11] Se Rigsarkivets digitaliserede udgave https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/other/other-collection/44
[12] Se nærmere herom i kommentarer til Jordebogen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17288012#214864,40581354
[13] Konstaterede værdimål i mark (mr): puri, auri, annuatim, argenti, annone, auene, argn, siliginis, frumenti, den. Eller i korn, havre, rug.
[14] Det er tilfældigt udvalgte sysler. Dog er Almindsyssel det centrale og selvfølgelige valg som kongeriget Danmarks grænseområde til hertugdømmet Slesvig. Sallingsyssel har som Kolding også en kongsgård, Skivegård, hvilket giver en rimelig sammenligningsramme.
[15] Se Svend Aakjær, Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 3 MÅLEENHEDER I LANDMÅL OG JORDVURDERING I MIDDELALDERENS DANMARK.
[16] Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981 - 1982) Studier i Kong Valdemars Jordebog - Plovtalsliste og Møntskat, Erik Ulsig og Axel Kjær Sørensen. Axel Kjær Sørensen har hovedansvaret for den statistiske analyse. Erik Ulsig for det øvrige. A. Kjær Sørensen har foretaget de indlagte regressions- og korrelationsanalyser, der er undersøgelsens metode. Regressionsanalysen går ud på at undersøge hvilken liniær sammenhæng, der er mellem 2 variabler. Korrelationskoefficienten (r) beregnes på en sådan måde, at en fuldstændig sammenhæng vil give: r = 1, mens ingen sammenhæng vil give: r = O. Jo nærmere r ligger 1, des stærkere sammenhæng, og jo nærmere r ligger O, des svagere.
[18] Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/margrethe-1-1353-1412/. Kr. Erslev er i sin Dronning Margrethe og Kalmarunionens grundlæggelse, s. 431 mindre kategorisk: ”Dronningen opholdt sig 24. okt 1412 på sit skib … da hun pludselig blev syg, måske ramt af den pest, der rasede i Flensborg …”
[19] Se https://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Len_i_Danmark.
[22] Noter til O. Nielsens udgave af KVJ: 1) Holmans herred, der ikke nævnes her, hed opr. Holmbomothæreth … Det har sandsynligvis på jordebogens tid været en del af Jerlev herred. 2) Gaverslund sogn og by, Holmans herred. Kongen ejede altså her 58 mark sølv. … 3) Andst herred. Hvis dette sted skal forstås således, at den jord omkring Kolding både hørte til Andst og Almind herred, må det første have gået længer mod øst end nu, men det er ikke rimeligt, da Harte og Bramdrup c. 1340 hørte til Brusk herred (Ribe oldemoder s. 109). … 4) Bække sogn og by, Andst herred. Bække og de følgende kirker har altså været kongens c: han har haft besættelsesret og oppebåret kirketienderne. »De 4 nærmeste kirker« kan ikke være de 4, der hernæst nævnes, da disses afgift af havre overskrider hines. De må søges i herredet og er formodentlig Verst, Erst (Lejrskov), Gæsten, Jordrup eller Vamdrup. …
[23] Almindsyssels tre herreder med O. Nielsens kommentarer.
[24] Her optræder et len i en tid, hvor der stadig administreres efter sysler. »ulæn wadn« c: udenfor vand er formodenlig det s. 99 anm. 8 omtalte »Elendæ« (Elbo herred) ...
[25] Tilsyneladende har man helt opgivet at give dokumenterede oplysninger om "Kaldyng" i tiden o. KVJ og før opførelsen af Koldinghus - se Wikipedia, som anført neden for, Den store danske om Koldinghus, den officielle hjemmeside for Koldinghus, Slots- og Kulturstyrelsen. I Wikipedia angives det fejlagtigt, at Kolding i Jordebogen skulle være ansat til 80 mark guld. Det ville i givet fald have været udtryk for et særdeles stort gods. Det fremgår heller ikke af KVJ, og det er formentlig en fejlagtig læsning, når det hævdes, at "byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark." Det sidste er korrekt, medens det første er både forkert og misvisende. Der er tale om "80 mark rent sølv", og det anføres tydeligt som ydelsen fra byen, "af Kaldyng". Desuden i Indtægtslisten til en værdi på 280 mark sølv med en indtjening på 80 mark sølv. Det er en betydelig og bemærkelsesværdig værdi og indtjening. Forsøg på omregning af disse sølvværdier er næppe realistiske.
[26] I en historisk redegørelse for Danmarks kirker, herunder Kolding. http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Vejle_0573-0582_01.pdf.
[27] En forbavsende stor værdi og ydelse for den lille halvø i Fjends herred.
[28] Hovedstykket Andet Afsnit. Skivegård er så blevet kongens ejendom efter 1231, og derfor fejlplaceret herredsmæssigt. Formoder O. Nielsen i sine kommentarer.
[29] I dag er Lundø et mindre område, præget af sommerhuse og turisme. Det kan ikke have været jordens bonitet, der gav den forbavsende store ydelse på Jordebogens tid, men måske et betydeligt fiskeri, der allerede her har været en del af det hanseatiske sildemarked?
[30] Det fremgår af en undersøgelse i Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 4 (1989) 1 Det danske rigsråds adelige medlemmer 1375-1412.
[35] Det er eneste gang i DiplD, Salling nævnes som Sallingholm.
[40] Det hedder i Skivebogen 2012: ”Skivegård var krongods (nej, det var kongens private gods) og blev i jordebogen ansat til en værdi af 20 mark sølv og »er med sit tilliggende 40 mark guld værd. … «tolv tønder agerland - dyrkbar jord - blev ved vurderingen sat lig med en mark guld, så Skivegårds jordtilliggende kan beregnes til ca. 500 tønder land. Indtægterne fra jorden tilfaldt kronen, og der har formentlig også allerede i middelalderen været indtægter fra broerne, som de rejsende til og fra Salling har været nødt til at passere.” Bemærk, at det ikke anføres noget belæg for beregningen til de 500 tdr. land, ”vurderingen”, hvilken?
[42] I Lübeck traktaten, 1340. 19. maj. Lübeck, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/luebecktraktaten-om-valdemar-atterdags-overtagelse-af-riget-1340/. Indgået mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340). Traktaten indledes med, at Valdemar 4. Atterdag erkender en skyld til søsteren Helvig, gift med hertug Valdemar 3., medgiften på 24.000 mark lødigt sølv, ”som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg… som han (kongen) skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.
[43] Se https://h58.dk/Jonge_dk/Skivehus- Amt.pdf.  
[44] Matrikulering var i Danmark beskatningsgrundlag for den enevældige kongemagt. Fra enevældens start i 1660 blev der indsendt jordebøger, der skulle være grundlag for beskatningen. Der kom matrikler for samtlige herreder i Danmark i henholdsvis 1662, 1664, 1688 og 1844. 1664 matriklen, amtsstuematriklen, også kaldet "Gammel Matrikel" kom kun til at fungere indtil 1688, hvor den blev afløst af Chr. 5.'s "Nye Matrikel", som var gældende indtil 1844. Blandt forskelle mellem den gamle og den nye matrikel kunne være simple justeringer af urimeligheder i målemetode.
Efter 1844 matriklen regner man som en tommelfingerregel med, at 1 td. hartkorn på øerne var omtrent 6 ha, i Jylland, omtrent 14 ha og for hele landet omtrent 10 ha.
På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, beregnedes fæstebøndernes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand i amterne, der fra 1662 afløste lenene som administrationsområde.
Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord, "priviligeret hartkorn". Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn havde godsejeren mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.
[46] Niels Mortensen, Skivebogen 2012.
[48] Ejerlister er udarbejdet af Niels Mortensen i Skivebogen 2012.
[49] iflg. Skive Folkeblad 14. april 2014.
[55] Hans Knudsen, Kolding Rytterdistrikts Selvejere, Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924)
[58] Kun en sandsynlighed, der bekræftes af de ikke alt for pålidelige oplysninger i ”Danmarksbeskrivelse” af Nicolai Jonge, 1777.
 

Fra møbelfabrik til LM Camping, LM Glasfiber, LM Wind Power - og General Electric

- Fra træ til glasfiber, fra børnemøbler til møllevinger.

Johan Nielsen

[1]

 

 

 

   
   

 

Indholdsfortegnelse

Fra møbelfabrik til LM Camping, LM Glasfiber, LM Wind Power - og General Electric. 1

Indledning. 3

Starten som møbelfabrik, personer og udviklingsperspektiver i LM.. 5

LM stifterne. 8

Møbelfabrikken. 10

Glasfiber og firmaopsplitning. 12

Campingvogne. 15

Arbejdspladsen LM Camping. 20

Bådproduktionen. 23

Overgangen til produktion af vindmøllevinger, medarbejderne. 25

Vindmøller og vindmølleindustrien, nye markedsudfordringer for LM.. 27

Det amerikanske marked, skatteregler, konkurser, vindere og tabere i vindmølleindustrien. 28

LM som vinder i produktionen af vinger til vindmøller 30

Omlægning af arbejdspladsen LM Glasfiber 31

Arbejdsmiljø og glasfiberproduktion. 36

Sammenfatning. 41

Appendiks, vindmøller 43

Appendiks, stiftelsen af LM.. 46

Bibliografi 48

Sag- og personindeks. 53

 


 

Indledning

I beskrivelsen af landets - måske verdens - betydeligste firma i produktionen af vindmøllevinger, et firma, vokset op i stationsbyen Lunderskov, kan der indledningsvis refereres fra Kolding Kommunes Kommuneplan 2013-25, i skrivende stund den nyeste: ” … LM Windpower er en af de største virksomheder i Lunderskov. Den har været i Lunderskov siden 1940[2]. I de første år som møbelproducent, Lunderskov Møbelfabrik og fra 1978 som vindmøllevingeproducent med distribution til og produktion i hele verden. I 2008 flyttede LM Glasfiber sin administration og dermed ca. 300 af sine medarbejdere til Kolding.
Der vil dog stadig være fremstillings- og testvirksomhed i Lunderskov.”

Med LM Wind Power, der fra 2017 er en del af General Electric, har vi et på flere måder typisk dansk fænomen, en mindre håndværksvirksomhed, der vokser sig ind i nutiden som en global virksomhed af et betydeligt internationalt format.

Vi har her nogle individuelle virksomhedsspecifikke træk kombineret med mere generelle virksomhedskarakteristika, og en tidsspecifik historisk ramme, hvor der skal træffes valg, som kan blive afgørende for virksomhedens eksistens. Tilbage står, om der kan peges på elementer og udviklingspotentialer, der kan generaliseres som bærende for Danmarks hovedsageligt små og mellemstore virksomheder, når de som LM skal vokse ud over rammerne og opnå global succes.[3] Og om der i LM udviklingen har været helt enestående træk, der er tids- og personbetinget.

Det er her ikke hensigten at sammenligne med andre virksomheder i Danmark, langt mindre sammenligne på globalt plan. Men derimod er der forsøgt blotlagt en virksomhed så detaljeret, som det foreliggende kildemateriale muliggør. Og få udviklingens komponenter lagt i en ramme, hvor der så forhåbentlig vil vise sig mulighed for konkluderende karakteristikker.

 

 

Virksomheden startede i Lunderskov med to lokale snedkere, som begge kan regnes som stiftere af det, der som LM Glasfiber blev til LM Wind Power i 2001[4], og som i 2017 er opkøbt af General Electric for 11,2 mia. kr.[5] Det er Ejnar Anholm Lorentzen, født 1914 i Janderup vest for Varde, udlært som snedker i Gredstedbro. Og Aage Hilmar Skouboe, født 1918 i Sneum syd for Varde (nu Tømmerby), udlært som snedker i Skads.

De to snedkere kan muligvis godt have kendt hinanden fra denne del af Vestjylland, hvor der er en afstand på mellem 30 og 40 km, afhængigt af ruten, mellem de to byer. Med afstanden og datidens transportmuligheder er det dog mindre sandsynligt, også selv om de begge er blevet uddannet inden for snedkerhåndværket. Men de har konstaterbart været nært forbundet personligt og som samarbejdspartnere fra begyndelsen af 1940’erne i Lunderskov.

De har formentlig lært hinanden at kende ved en samtidig ansættelse hos snedkermester Roldsgaard, Storegade 19 i Lunderskov. Og de forblev livslangt venner og samarbejdspartnere i det, der i 1941 blev stiftet af Ejnar Lorentzen som Lunderskov Møbelfabrik, LM, indtil Lorentzen i 1977 afhændede sin halvdel af aktierne i det LM Glasfiber, som Skouboe i 1965 fik medejerskab af, først som I/S, fra 1972 som A/S.

Sammen skabte de to snedkere i Lunderskov en udviklingsorienteret virksomhed, der har nået et betydeligt og internationalt format, som for firmaet ikke mindst er slået fast med General Electric’s opkøb fra 2017. Virksomheden er nu placeret i en globaliseret sammenhæng, hvor tilhøret til den lille stationsby næsten er kappet.

Springet frem mod en status som global aktør skete først og fremmest under Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe som direktør fra 1979 og eneejer siden 1988.

Hele udviklingen er foregået med en passende kombination af håndværksmæssig dygtighed, opfindsomhed, et godt blik for udviklingspotentialer og med de rigtige beslutninger i situationer, hvor det ikke har været så let som i bagklogskabens klare lys. Skal man fordele komponenterne i den virksomhedsmæssige succes på de involverede, kan man måske sige, at Aage Skouboe var den opfindsomme og pertentlige håndværker, som startede i en god, velfungerende kombination med Ejnar Lorentzen som den mere forretningsmæssige del af samarbejdet. Med opsplitningen af LM og Lorentzens salg af aktieandele blev det efterfølgende Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, der forretningsmæssigt bragte firmaet ind i den industrielle sværvægtsklasse. Men i en klar videreførelse fra det gode håndværk, som var skabt af faderen, Lorentzen og en lang række medarbejdere, som mere anonymt også har været bærende for succesen.

De store spring for LM har været inddragelsen af glasfiber som produktionsmateriale, og efterfølgende valget af et produkt til den alternative energi, vindmøllevinger, da energikriserne ramte Danmark i 1970’erne i to omgange, i 1973-74 og i 1978-79.

De to energikriser lagde rammerne for Danmarks økonomi fra 1970’erne og 1980’erne igennem. Med stagflation, et økonomisk set indtil da uhørt begreb, med stigende priser og inflation samt et betalingsbalanceunderskud, der afspejlede konsekvenserne af energikriserne. Et problem, der især ramte Danmark i en tid, hvor der endnu ikke var igangsat olieproduktion i Nordsøen. Endelig var stagnationsdelen en vedvarende, høj arbejdsløshed som et resultat af især de med energikrisen forbundne olieprisstigninger, og hermed stigende produktionsomkostninger.

Det var her et godt valg blandt de afstukne muligheder, der fik LM Glasfiber til at neddrosle produktionen af lystbåde og gå over til produktionen af vindmøllevinger. Den rigtige beslutning i den rigtige situation med et måske heldigt valg blandt de langsigtede muligheder. Den gang var det ikke så indlysende, at den alternative energi skulle overtage så store dele af energiforsyningen, som vi i dag ved, den har.

Eller som Storm P. skulle have sagt det: ”Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden.”

Kildematerialet til firmahistorien er både noget sparsomt og på sin vis ganske udmærket. Der er skrevet ganske lidt om hovedtrækkene i virksomhedshistorien ud fra det begrænsede kildemateriale, d.v.s. uden adgang til virksomhedsarkiver. Også sidstnævnte, sekundære fremstillinger benyttes[6] her sammen med det arkivmateriale, det har været muligt at fremskaffe.

Der er inddraget beretninger fra nulevende, virksomhedstilknyttede personer, som på centrale punkter har haft et godt indblik i virksomhedernes udvikling og problemer. Det er helt afgørende for den ønskede validitet i fremstillingen.

I karakteristikken af den virksomhedsmæssige ledelse er benyttet karakteristikker fra virksomhedstilknyttede personer, herunder de to sønner af grundlæggerne. Disse karakteristikker kan kun benyttes autoritativt sammenholdt med andet virksomhedsspecifikt materiale. Det historiske virksomhedsmateriale, hvoraf noget er offentligt tilgængeligt, gennemses og registreres i det omfang, der bliver givet adgang[7]. Her skal virksomhedsspecifikke detaljer afdækkes.

Det har ikke været muligt at få alle fagforeningstilknyttede medarbejdere til at udtale sig omkring konfliktsituationer i især LM Glasfiber. Her har det været nødvendigt at få mundtlige informationer fra medarbejdere ”på gulvet”, som så har kunnet sammenholdes med de indhentede ledelsessynspunkter.[8]

Desuden er samtidige avisannonceringer og -artikler benyttet. Dagens aviser kan ofte i deres beskrivelse af virkeligheden være forbavsende tendentiøse og selektive i deres fremstilling, såmænd også upræcise og fejlagtige. Men avismaterialet kan alligevel ofte være en god hjælp, især som ledetråd til ting, der så skal undersøges nærmere.

 

Starten som møbelfabrik, personer og udviklingsperspektiver i LM

LM er forkortelsen for Lunderskov Møbelfabrik, der blev grundlagt i 1941 af Ejnar A. Lorentzen[9]. Senere kom den fire år yngre Aage H. Skouboe til. I første omgang skulle der produceres træmøbler.

Aage H. Skouboe er under besættelsen som modstandsmand registreret i Modstandsdatabasen som snedkersvend, hvad han så i princippet må have været indtil 1945, som er slutåret for de registrerede i Modstandsdatabasen.

Aage Hilmar Skouboe er iflg. kirkebøgerne (Andst og Skanderup Sogn) i november 1947 ugift snedkermester, født i Sneum Sogn (Tømmerby), Ribe Amt 26. juni 1918, gift i Andst Kirke 6. dec. 1947.

Også i kirkebogen i 1949 anføres Aage H. Skouboe som snedkermester ved sønnen, Flemming Skouboes fødsel og dåb. Her optræder E. Lorentzen og hustru som faddere til Flemming Skouboe. Ved barnedåb for Ejnar Lorentzens første søn, Erik Lorentzen 27. febr. 1944, var Aage Skouboe, tituleret som snedkersvend, fadder sammen med en anden snedkersvend.[10]

Titulært må det således anses for godtgjort, at Aage Skouboe mellem 1945 og 1947 har fået en funktion, der gjorde, at han officielt er blevet anført som snedkermester. Det har ydermere været Ejnar A. Lorentzen, der en gang i 1941 - efter en ansættelse som bestyrer siden 1937 hos snedkermester Roldsgaard i Lunderskov - har startet produktionen af træmøbler i de lejede lokaler bag hotellet, hvorefter Aage Skouboe nok er blevet inddraget som en slags kompagnon eller ”driftsleder”, vel senest i 1947, hvor han har betegnelsen snedkermester. Men allerede i 1944 personligt nært tilknyttet Ejnar Lorentzen, som det fremgår af de to familiers gensidige brug af hinanden som faddere for de førstefødte.[11]

Sammenfattende var Ejnar Lorentzen ved starten af LM i 1941 ejer. Medens Aage Skouboe givet har været ansat fra start, senest fra 1947 som en uformel ”driftsleder”,[12] indtil han i 1965 blev medejer sammen med Lorentzen i det den gang etablerede LM Glasfiber I/S.

Den væsentlige og fremadrettede virksomhedsudvikling kom til at foregå i glasfiberafdelingen, som Aage Skouboe hele tiden har stået for, nu også som formel medejer fra 1965. Og med E. Lorentzen ude af billedet i 1977, da han her solgte sin 50 % aktieandel i LM Glasfiber.

Der skete så fra slutningen af 1970’erne en videre transformation fra et mindre firma, drevet efter håndværksmæssige principper, til et industrielt kompleks i globalt format, som firmaet var ved salget til LM Wind Power i 2001, og som det ikke mindst er blevet ved at blive opkøbt af det multinationale General Electric.

Der har her været nogle overgangsproblemer, som ikke mindst udspillede sig i tiden, hvor både Aage Skouboe og sønnen, Flemming Skouboe drev firmaet sammen. Indtil Flemming Skouboe i 1988 købte sin fars aktieandel og blev eneejer.

Transformationen fra et traditionelt håndværkspræget firma til et rationelt drevet, industrielt kompleks skete i et spændingsfelt, hvor far og søn stod med et ben hver sit sted.

Man kan muligvis karakterisere det som en generationskonflikt. Men så også en konflikt, hvor generationen, der skulle give stafetten videre, Aage Skouboe helt tydeligt stod for resultater på et andet felt, end det, som sønnen, Flemming Skouboe kom til at efterlade sig. Det var et spring væk fra den nære kontakt mellem medarbejderne og en håndværker med den snilde og akkuratesse, der skulle til for at kunne se nye tekniske muligheder i glasfibermaterialet, og få det udformet, så den håndværksmæssige kvalitet var i orden.[13] Samarbejdet og kontakten ”på gulvet” var her vigtig, og den blev i udpræget grad sat i højsædet af Aage Skouboe.[14]

Her over for stod sønnen, næste generation, som kom ind på ledelsesplan i en økonomisk trængt tid, med problemer på markedet for den daværende bådproduktion som et resultat af 1970’ernes økonomiske kriser og problemer med at få afsat en bådproduktion i det omfang, den var gearet til den gang.

Det krævede ledelsesmæssig og økonomisk omstilling, som det var vanskeligt at nå til enighed om, generationerne imellem. At det lykkedes, og at resultatet blev en så iagttagelig succes skyldes et samspil af mange faktorer. Det iagttagelige resultat er transformationen af LM Glasfiber i efterspillet fra problemerne i bådproduktionen fra o. 1978 til den massive succes på møllevingemarkedet, der var en realitet o. 1990.

Overordnet om egen rolle i LM frem til salget i 2001 siger Flemming Skouboe: ” Set i bakspejlet havde en række tilfældigheder og en god portion held ført til, at det var muligt for mig at afhænde LM på fornuftig vis. Tilfældigheder, der kunne opstå helt uforskyldt og blot skulle udnyttes fornuftigt - og held, der til gengæld løbende skulle opsøges.” [15] Kort og rammende dækker denne beskrivelse ganske godt overgangsfasen med møllevingerne, som det vil fremgå i afsnittet herom.[16]

 

LM Wind Power

Kronen på værket var således for længst kommet ud over det håndværksmæssige, i virkeligheden også det driftsmæssige i et større firma. De finansielle transaktioner kunne og skulle på dette stadium spille den helt afgørende rolle.

 

LM stifterne

 

Postkort med motiv af Posthuset fra 1898 ved siden af hotellet. Kortets datering er 21.10.1908, hvor det er sendt fra Lunderskov. Det kunne være det af Lorentzen fra 1941 lejede lokale i hotellets baggård, der skimtes bag posthuset.

Før LM’s egentlige produktionshistorie kan det være på sin plads med en karakteristik af de to samarbejdspartnere, Ejnar A. Lorentzen og Aage H. Skouboe. Først formuleret af Skouboes søn, Flemming Skouboe: ” Forholdet mellem min far og Lorentzen var ret enestående. De

 Ejnar Lorentzen og hustru i 1963.

 

Fra Lokalarkivet foto fra o. 1940 - Svend Glindfeldt og Ejnar Lorentzen, begge snedkersvende hos Roldsgaard. Svend Aa. Glinfeldt fulgte med Ejnar Lorentzen fra Roldsgaard til baggården til hotellet i 1941. Senere, muligvis samtidigt fulgte også Aage Skouboe efter til det nystartede firma.

 

Og foto af Storegade 19 i Lunderskov, hvor Roldsgaard havde møbeludsalg og snedkeri. Det ældste foto, dateret af Lokalarkivet til 1910 viser snedkerværkstedet bag ved bygningen ud til Storegade. Næste foto er dateret af lokalarkivet til 1930 / 60. I dag er huset uigenkendeligt som Nærbutikken m.v.

havde jo været i lære sammen[17], men havde også sammen skabt LM Glasfiber, som Lorentzen først solgte sin halvdel af i januar 1977[18]. Lorentzen var forretningsmanden og min far ham med idéerne og designevnerne. Der var aldrig et ondt ord imellem dem, og andre skulle ikke stille spørgsmål ved, hvad de indbyrdes havde aftalt.”

Denne karakteristik bekræftes af Lorentzens søn, Erik Lorentzen med tilføjelsen, at de to partnere og venner altid betragtede hinanden som ligemænd, også selv om det i starten var Lorentzen, der stod som den formelle ejer af LM. Det økonomiske interesserede ikke Aage Skouboe, hvorimod udvikling og innovation var hans interessefelt og stærke side. Godt suppleret af Ejnar Lorentzen, der så skulle - og kunne - tage sig af det forretningsmæssige.

Hertil kommer så Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, født 5. januar 1949 som den ældste af Aage Skouboes og Anna Kristina Skouboes (født Fjordwalt) 5 børn. Flemming Skouboe blev den, der som først direktør og siden ejer omlagde LM til en industriel profil. Han tog realeksamen fra Lunderskov Skole i 1966, og han var fra januar 1967 i kontorlære hos byens ostegrosserer, Peter Michaelsen A/S, hvor Johan og hans yngre bror Niels Ove Michaelsen var direktører og ejere. Familierne Skouboe og Michaelsen kendte hinanden fra besættelsestiden hvor Aage Skouboe var blevet ansat hos Roldsgaard. Herom siger Flemming Skouboe, at hans mor var i huset hos ostegrosserer Peter og Margrethe Michaelsen den sidste del af krigen, hvor hans forældre lærte hinanden at kende. ”Tag ham Skouboe, havde den gamle grosserer sagt til min mor, han er en ordentlig mand”. Forældrene blev gift i Andst Kirke i 1947, og Flemming Skouboe er registreret født i Lunderskov, Nørregade 19 i 1949.[19]

Ud over realeksamen og en kontoruddannelse inden for ostebranchen, tog Flemming Skouboe senere en Højere Handelseksamen og yderligere 3 år i London på en købmandsskole, før han vendte hjem og gik ind i faderens firma. I første omgang for at betale den gæld af, som han var kommet i ved at låne penge af faderen, som han, Aage Skouboe uden videre havde givet ham efter de magre år i England. Hvis Flemming Skouboe havde forestillet sig, at det var en gave, så tog han fejl, han skulle arbejde pengene af i LM Glasfiber.[20] Og det blev først i formafdelingen, hvor der blev arbejdet med produktion af glasfiberemnerne. Dette arbejde brød Flemming Skouboe sig ikke om, eller - som han formulerede det - han ”duede” ikke til det. Langt bedre gik det i administrationen, hvor han fandt arbejdet ”spændende”.

Flemming Skouboe blev således ikke uddannet som håndværker. Det kan der jo være mange grunde til, men det har nok medvirket til, at hans perspektiv i firmaet har været anderledes end den håndværksuddannede fars. Men det er så også vigtigt at bemærke, at han har været rundt i firmaet, også de dele, hvor det praktiske arbejde blev gjort.

 

Møbelfabrikken

 

Et børnemøbel, indkøbt lokalt fra LM i 1950-54.[21]

 

Konstruktør, idemand - til stort set alt fra LM - var Aage Skouboe.

Møbelproduktionen startede i et lokale i baggården til Hotel Lunderskov.[22]

Initiativtager var Ejnar Lorentzen, som medbragte fra Roldsgaard Møbler, Storegade 19 i Lunderskov - hvor de bl.a. havde produceret ligkister - Svend Aa. Glindfeldt og senere Aage Skouboe, som blev førstemand. Svend Glindfeldlt var som Aage Skouboe aktiv i modstandsbevægelsen. Efter besættelsen ophørte han med at arbejde i det nystartede firma.[23]

I besættelsestiden skulle der have været gemt våben til modstandsbevægelsen på loftet af de benyttede produktionslokaler i baggården til hotellet iflg. Ejnar Lorentzens søn.[24] Det giver god mening, når vi ved, at Aage Skouboe var aktiv i modstandsbevægelsen, måske registreret bl.a. af denne grund.[25]

I den første tid havde LM succes med produktion af sofaborde med bemalede kakler nedlagt, som Selma Roldsgaard malede iflg. Flemming Skouboe. På denne tid producerede man også små boghylder.

Fra 1949 startede en produktion af små børnemøbler med hjerteformede stolerygge, som Aage Skouboe oprindeligt lavede til sønnen Flemming. Og her kunne Lorentzen se, at det kunne blive en god forretning. Produktionen af disse børnemøbler fortsatte de næste 25 år, hvor markedsføringen først og fremmest var, at førende fotoforretninger benyttede disse møbler, når børn skulle fotograferes.[26]

Det fremgår af Karen Schelde Larsens beretning om læretiden på LM Camping 1966-69, at møbelfabrikkens produktion af børnemøbler stadig foregik 1966-69, men nu fremstillet af Jørgen Jørgensen i Løjt Kirkeby. Bestillingen kunne foregå på LM Camping, der så videreformidlede til Løjt Kirkeby.

Den første fabrik, der blev bygget til afløsning for lokalerne bag Hotel Lunderskov blev opført i Møllegade. Denne fabriksbygning skulle være blevet opført mellem 1945 og 1950.[27]

Den fortsatte udvidelse af LM skete på det til Møllegade nærtliggende Drosselvej en gang i 1960’erne. Glasfiberproduktionen desuden i et frugtlager på Nørregade 9 og i en lejet bygning i Gl. Lunderskov, på den anden side af banen, før glasfiberproduktionen i 1965 blev flyttet til egne bygninger på Rolles Møllevej.[28]

Som møbelfabrik havde LM også en entreprise med at tætne fiskebassiner af træ, ”når de jernbanevogne, der transporterede levende ørreder fra Lunderskov Station til Sydeuropa, kom tilbage og træbassinerne skulle kalfatres, så de kunne klare nye rystelser ned gennem Europa.”[29] Her fik Aage Skouboe så den ide, at denne proces kunne klares med glasfiber, hvilket ikke fik noget heldigt udfald. Det gjorde derimod en ny og bedre ide, ”at bygge hele bassinet af glasfiber i stedet for træ. Og en produktion af fiskebassiner startede muligvis i den lejede stald omme i Gl. Lunderskov på den anden side af banen. En produktion, der siden blev flyttet til et tidligere frugtlager i Nørregade,[30] formentlig i 1957, og derfra i 1965 til den nye fabrik på Rolles Møllevej. Og da glasfiberbassinerne egnede sig til at blive transporteret på lastbiler, udkonkurrerede denne form for transport af levende fisk snart jernbanevognene fra Lunderskov Station. Og LM fik udviklet et komplet program - ikke bare af transportbassiner til levende ørreder og ål, men også al mulig andet udstyr til opdræt af fisk.”[31]


 

Glasfiber og firmaopsplitning

Produktionen af udstyr til fiskebassiner må således have startet arbejdet med glasfiber i LM.

Det skulle iflg. sekundærlitteraturen have været omkring 1952-1953, fabrikken begyndte at arbejde med dette materiale, som så har været forløberen til, at man begyndte at producere campingvogne, både og senere møllevinger af samme materiale. Så tidligt startede brugen af glasfiber dog ikke iflg. Flemming Skouboe, som født i 1949 mener at kunne huske ibrugtagningen af glasfiber i LM’s produktion. Der er ikke yderligere informationer herom i de samtidige aviser, som ganske vist i tiden omkring Korea-krigen, d.v.s. samtidigt med 1952-53, som er nævnt i sekundærlitteraturen, skrev en del om brugen af glasfiber, men først og fremmest om brug af ”skudsikre veste” for de amerikanske soldater i krigen.[32] På den anden side ligger det helt fast, at det var i 1955, produktionen af campingvogne i glasfiber blev startet.[33] 1953 er nok ikke et helt usandsynligt år for ibrugtagningen af glasfiber i LM’s produktion. Og her så med fiskebassiner i glasfiber.

I en avisartikel fra 1967[34] om LM’s dambrugsartikler nævnes det af ”salgschef Tage Knudsen”, at LM for 8 år siden, d.v.s. i 1959 stadig lavede fiskebassiner i træ, og at glasfiberproduktionen af varer til dambrug m.v. først omkring dette tidspunkt for alvor tog fart, produktion af fiskedamme først for 6 år siden, d.v.s. i 1961. Al usikkerhed taget i betragtning kan det m.h.t. glasfiberproduktionen slås fast, at campingvogne startede man med at lave i glasfiber i 1955, at man startede med at arbejde med glasfiber på gartnergrunden i Gl. Lunderskov før Nørregade i 1957. Dambrugsartikler i glasfiber må, uanset avisartiklen fra 1967, være startet før 1955 i Gl. Lunderskov, formentlig i 1953.

I 1953 blev Lunderskov Møbelfabrik iflg. sekundærlitteraturen splittet op i 2 virksomhedsdele,
1. LM
 Camping med Ejnar Lorentzen som direktør og den formelle ejer af begge virksomheder,
2. LM Glasfiber
[35] med Aage Skouboe som driftsleder.

Det fremgår af Kraks Vejviser for henholdsvis 1952 og 1953, at kun LM Camping i løbet af 1953 er registreret som virksomhed, og med E. Lorentzen som indehaver. Der er her intet om LM Glasfiber.[36] 

Ejerforholdet i de to i 1953 muligvis opsplittede firmaer kendes der intet til, men LM Glasfiber I/S blev først dannet i 1965, hvor Skouboe også først på dette tidspunkt gik fra at have været driftsleder til at blive egentlig medejer. Aage Skouboe havde her 49 % og Ejnar Lorentzen 51 % af virksomheden. Først med omdannelsen til aktieselskab i 1972 delte Lorentzen og Skouboe aktiekapitalen ligeligt.[37]

Dette bekræftes også af Ejnar Lorentzens søn, Erik Lorentzen, som anfører, at de to partnere altid betragtede hinanden som ligemænd, ”dog var det far, som stod i papirerne som den reelle ejer. Den side af sagen interesserede nemlig overhovedet ikke Aage. Da selskabet LM Glasfiber blev stiftet, syntes min far dog ikke, at det fortsat skulle være et uformelt ejerskab”, og Aage Skouboe blev ved stiftelsen af LM Glasfiber I/S medejer.[38]

 

LM Glasfiber I/S, foto fra før 1972, hvor firmaet blev et A/S. Yderst t.v. stående som nr. 2 og 3 Aage Skouboe og Sigfred Kiel. Siddende som nr. 3 foran Sigfred Kiel Kristian Bøge. Og stående som nr. 5 fra højre Peder Jørgensen, velsagtens Aage Skouboes favoritmedarbejder i udviklingsafdelingen. Nr. 1, stående fra venstre er Palle Mortensen, ingeniør og bådentusiast.

Da Ejnar Lorentzen solgte sin aktieandel i 1977 til Tranberg Holding i Kolding, udgjorde hans aktieandel 50 % af hele firmaet som et resultat af aktieselskabsdelingen i 1972.[39]
Også ud fra annonceringer ved vi, at LM
 Glasfiber var et interessentselskab, LM Glasfiber I/S, indtil det i 1972 blev omdannet til et A/S, aktieselskab.

Økonomisk har selskaberne i perioder kørt regulært på pumperne. Herom fortæller Ejnar Lorentzens søn fra situationen i starten af 1960’erne: ”…  jeg tror ikke selskabskapitalen har været særlig stor, for de manglede konstant kapital, da virksomhederne jo udviklede sig hurtigere end indtjeningen kunne følge med. Og fars første opgave var hele tiden at finde pengene til udvidelserne … Jeg husker far sige, at der var vi heldige, (med at få leverancen betalt straks),[40] for de havde virkeligt ikke penge til lønninger til næste lønudbetaling. Og sådan var det ofte. Jørgen Christiansen som havde kontor i stueetagen i bygningen på Møllegade, råbte ofte til min far når der var en lønudbetaling om hjørnet, at nu lukkede han altså op for vinduet, så de stegte duer kunne flyve ind. Og de kom altid. Helt vildt, når jeg sådan tænker tilbage på det.”

Vi har her også en illustration af den håndværksmæssigt baserede virksomhed uden egentlig strategisk og økonomisk planlægning. Under alle omstændigheder har det økonomiske lidt ligget på tilfældighedernes overdrev, ”de stegte duer”, der helst skulle komme flyvende og - som det følgende viser - manglende blik for, at egen produktion af campingvogne kunne blive udkonkurreret af en billigere import, som man oven i købet selv stod for. Og det var vel at mærke Ejnar Lorentzen, den mest forretningsorienterede, der stod for dette aspekt i makkerparrets samarbejde, som disponerede, måske som en god håndværker, men vel ikke efter egentligt bogholderimæssige principper.

 

Fiskedamme produceret på LM i 1963. Det er damme til klækning og opdræt iflg. avisartiklen.

Produktionsstedet er LM Camping iflg. Jyske Tidende 26.07.1963.

Arbejdsdelingen i glasfiberproduktionen mellem Møllegade, Nørregade og Gl. Lunderskov på dette tidspunkt, før den egentlige udskillelse med glasfiberfabrikken på Rolles Møllevej, er usikker.

Sideløbende med den produktion af campingvogne, som Lorentzen stod for, og som fra 1955 også skete i glasfiber, så stod Skouboe for produktionen af fiskebassiner i glasfiber.

I 1963 kunne det se ud til, at den o. 1961 startede produktion af fiskedamme i glasfiber nu var ved at nå et større format, også til eksportformål.[41] Daværende produktionschef Jørgen Christiansen oplyser, at der er interesse for disse fiskedamme, også i udlandet. Den i 1963 omtalte produktion blev solgt til et dambrug i Nordjylland og en fiskeeksportør i Esbjerg.

Produktionen af dambrugsudstyr i glasfiber har ligget sideløbende med produktionen af campingvogne i glasfiber fra 1955. Efterhånden har campingvognsproduktionen i løbet af 1960’erne mere og mere fortrængt dambrugsproduktionen.

 

Campingvogne

I 1948[42] begyndte fabrikken at producere campingvogne efter en ide, som Lorentzen og Skouboe fik fra USA.[43] Produktionen var i starten med krydsfiner. Fra 1955 blev det LM Glasfiber, der producerede de bunde og sider, som campingvognene bestod af, og leverede disse til LM Camping, der færdiggjorde vognene.[44]

LM i Møllegade med den senere udvidelse på Drosselvej. Privat foto.

 

Disse campingvogne skulle have været i en meget høj kvalitet. Folk med indsigt heri hævder, at det var tydeligt at der stod håndværkere fra møbelfabrikationen bag. At denne kvalitet så gjorde firmaet sårbart i konkurrencen med de billigere, især engelske vogne, er en anden sag.

Historien om ideen til produktionen af Campingvogne på LM lyder således[45]: ” Svend Hansen, som var (ansat på) Jyllands-Posten, havde været i Australien og set, at man derude kunne sætte en beboelig trailer efter en bil, og således som sneglen bevæge sig omkring med huset på ryggen. Svend Hansen havde en ugentlig rubrik, som hed ”Mellem Jyder”, hvortil han fartede Jylland rundt for at finde sjove og interessante historier, og en dag, han var i Lunderskov, kom han mere eller mindre tilfældigt i snak med Lorentzen og Skouboe om det, han havde oplevet i Australien, og enden blev, at de nok mente, at de kunne bygge ham en trailer/campingvogn, som han kunne spænde efter bilen og køre rundt i Jylland med. 

Den her afbildede model fra Fyn, indregistreret i 1953 kunne godt være den opklappelige model, Sesam. Vognen er af ”fineste fyrretræ”.

Kilde: Fyens Stiftstidende 12. juli 2008.

 

   

I 1955 blev den første campingvogn i glasfiber produceret på LM. Det var en Siesta, og det kunne godt have været en model i stil med de herover anførte, hvor modellen t.h. er annonceret som en Siesta 1957.

 

Som sagt så gjort. Danmarks første campingvogn blev bygget af lister beklædt med lærred og fik en aerodynamisk dråbeform. Og Svend Hansen kom med sin begejstring for projektet - og LM i det hele taget - til at betyde rigtig meget fremadrettet for markedsføringen af et større program af LM-campingvogne.”

Den første, dråbeformede campingvogn fra LM efterfulgtes af en opklappelig model, Sesam, herefter Senior, som var forholdsvis stor.[46]

Iflg. en artikel i Fyens Stiftstidende 12. juli 2008[47] eksisterer der stadig en LM campingvogn, indregistreret i 1953. Det skulle være en yderst solid vogn med ”… et typegodkendt Brenderup kornvognsunderstel, der må bære et ton”. Ejeren hentede selv denne model i Lunderskov. Hans beskrivelse iflg. avisen er, at ”vognen … efter hans mening nok (var) møbelfabrikkens første model - sammenklappelig med aluminiumsbeklædning, og træet var af fineste fyrretræssortering, totalvægten på 350 kilogram, og han fik den indregistreret med synsfri sammenkobling mange år senere, omkring 1975. De originale hynder findes fortsat i den.”  Vognen står iflg. avisen i en lade på Sydfyn.

Først med Siesta modellen blev glasfiberarmeret polyester anvendt som byggemateriale. ”Ja, faktisk var der på det tidspunkt ikke tidligere produceret så store emner i glasfiber uden for USA”.[48]

Produktionen af campingvognene i glasfiber i stedet for krydsfiner startede i 1955.[49] I 1959 blev LM Camping fusioneret med henblik på import af Sprite fra England, og blev til LM Caravans International I/S, som fremstillede ca. 300 vogne. Ca. 100 blev solgt i Danmark og resten gik til Sverige.[50] LM Caravan International I/S fortsatte med kontorer i Møllegade, da LM Camping flyttede til Drosselvej.

 

Denne LM Safir fra 1962 figurerer her foran Lunderskov Møbelfabrik. Og en efterfølger, Safir 1966.

 

 

Privat foto af LM Camping, hvor Sprite er blevet en del med fusionen til LM Caravans International I/S i 1959.

I 1959 begyndte LM for at klare efterspørgslen at importere engelske ”Sprite” campingvogne - som var meget billigere og lettere end de danskproducerede. Det gjorde det muligt for familier med mindre biler at trække disse, d.v.s. et større og bredere publikum.[51] Med modellerne Sprite, Eccles, Europe, Fairholme og Wilk (fra Tyskland) fik firmaet en meget stor markedsandel i Danmark (ca. 50 %)[52].

Efter Siesta kom LM Sport, og så Safir, der blev den sidste i rækken af glasfibercampingvogne fra LM.

Da Lorentzen og Skouboe ikke kunne engelsk, blev der ansat en sælger, Jørgen Christiansen, der kunne. ”Og det blev lynhurtigt en kæmpe succes, … han var en glimrende … sælger, og denne del af virksomheden voksede eksplosivt … Samtidig blev også Obi Teltfabrik i Odense opkøbt af virksomheden … Omsætningsmæssigt var det kæmpestort, og (der blev) tjent masser af penge.”[53]

Noget af caravanproduktionen flyttede fra Møllegade til Drosselvej i denne periode, hvor Caravans International forblev i Møllegade med Jørgen Christiansen som direktør. Samarbejdet med LM Glasfiber, som fra 1965 på Rolles Møllevej var et selvstændigt firma, ledet af Aage Skouboe i ejer fællesskab med Ejnar Lorentzen, betød, at glasfiberleverancen til LM Camping helt uden konkurrence foregik fra LM Glasfiber, hvis underskud de første år netop skulle være blevet finansieret gennem produktionen af campingvogne.[54]

Modellerne fra ca. 1966 var desuden med termovinduer og forskellige former for luksusudstyr, der nok gjorde, at firmaet udkonkurrerede sig selv ved at importere billige, udenlandske modeller.[55] 

I 1971 overtog den engelske koncern CI, Caravans International LM afdelingen, som kom til at hedde Caravans International Danmark A/S. Med de to oliekriser i 1970’erne blev firmaet i 1980 besluttet omdannet til Intercamp A/S som en også i dag eksisterende agenturvirksomhed i campingbranchen.[56]

Campingvogne udstillet i Møllegade. Privat foto.

 

 

LM Safir 1962 t.v. og en LM 900 HP 1963

 

I 1984 tog LM Camping med E. Lorenzen som direktør en ekstra produktionshal i brug i anledning af en millionordre fra det svenske bådeværft Comtex AB i Göteborg.[57]  Ikke til en genoptaget produktion af campingvogne i glasfiber, men til forarbejdning af træ til bådproduktion i bl.a. Comtex. Denne produktionsomlægning ligger næsten samtidig med LM Glasfibers start på produktionen af møllevinger. Men i LM Camping slet ikke med samme succes og vækstmuligheder, Lorentzen var på dette tidspunkt også blevet 70. Man hører ikke efterfølgende om denne produktionsomlægning.

Arbejdspladsen LM Camping.

Beskrivelse af dagligdag og administration på en virksomhed forudsætter, at der eksisterer en erindring om virksomheden som arbejdsplads. For LM Camping er her benyttet som kilde en elev på LM Campings kontorafdeling 1966-69, Karen Schelde Larsen og skriftlige oplysninger fra Ejnar Lorentzens søn, Erik Lorentzen, Tidsmæssigt et mindre, men dog ganske centralt nedslag i virksomhedshistorien. Der er tale om erindringer på betragtelig tidsmæssig afstand. Og det er desuden erindringer, der ikke har rod i deltagelse i selve produktionsprocessen.

Fra ansættelsen som elev på LM Camping 1966-69 har Karen Schelde Larsen en temmelig omfattende beskrivelse af forholdene i administrationen, hvor eleven først blev anbragt ved et telefonisk omstillingsbord, bag en luge med udsigt til udstillingen af campingvogne og med henvendelse fra kunder. Bag skranken var der adgang til salgschefens kontor. Desuden havde bogholderen (Børge Hartmann iflg. Karen Schelde Larsen) og Lorentzen kontorer i samme område på nu Drosselvej. Samt en frokoststue for værkstedspersonalet, og et rum til rengøringspersonalet med rengøringsmidler[58].

Det var kontorelevens job at hente rundstykker hos byens bager, Jacob Nielsen til formiddagskaffen. Formiddagskaffe og rundstykker gav firmaet. Kagerne til eftermiddagskaffen, hentede kontoreleven i middagspausen, og dem skulle personalet selv betale.

Salgsbreve blev skrevet på en stencil, som så duplikeredes til kunderne. Bogholderen tillod ikke slåfejl, lærte kontoreleven!

Det var også kontorelevens opgave at medvirke til uddeling af løn til personalet.  Fra læretiden 1966-69 erindrer Karen Schelde Larsen Giovanni Mautone[59], en dygtig møbelsnedker fra Italien, Olav Christensen i malerværkstedet, William Olsen, Sigvald Jensen, Hans Nielsen, Jacob Frederiksen og Regner Holm i ”det store værksted”. Og Marie Madsen, som gjorde rent i campingvognene og vist nok også sommetider syede gardiner til dem, Jeppe Olsen, som lavede alt forefaldende arbejde, gjorde bl.a. rent i rabatterne. Rengøringsdamen i bygningerne på Drosselvej var fru Jørgensen. Desuden var der ansat ”en ung maler, Ulla”, der skulle vedligeholde bygninger og kontoret. Hun havde desuden også opgaver i Lorentzens sommerhuse, når de skulle males til udlejning.[60]

Hvis de foreliggende oplysninger omkring Giovanni Mautone holder, har der i slutningen af 1960’erne været et samarbejde mellem LM Glasfiber, der producerede bådene i glasfiber og LM Camping, der også betød udveksling af medarbejdere. Måske specielt o. Giovanni Mautone, der havde specielle kvalifikationer m.h.t. træarbejdet i både campingvognene og bådene.

Karen Schelde Larsen har i sine erindringer om læretiden på LM Camping 1966-69 også en beskrivelse omkring salg til kunderne, det mere generelle billede, må man formode: ” Når der blev solgt en campingvogn, blev der først på salgschefens / sælgerens kontor lavet en slutseddel med alle aftaler. De fleste kunder betalte ikke kontant, og så skulle der laves en købekontrakt, med karbonpapir, så vi havde en kopi til os selv, og med renteberegning og serieveksler med afdragene. Det blev min opgave. Jeg havde en tabel til renteberegningen…”

 

Efter at have arbejdet med kontorarbejde i Kolding i fem år kom Karen Schelde Larsen midlertidigt tilbage til LM Camping. Det må så have været o. 1974. Det hedder her om LM Camping, at ” … det var nok her, de dårligere tider begyndte,” eksemplificeret med, at sønnen Erik Lorentzen startede egen virksomhed, Kolding Ship Shop.

Hvor 1970’erne blev slutpunktet for campingafdelingens vækst, har starten været præget af succes’en med at bruge glasfiber fra 1955, starten i 1959 med importen af engelske ”Sprite” campingvogne, billigere konkurrenter til de danske kvalitetsprodukter. Det var her, det var værdifuldt med en sælger, der kunne engelsk, Jørgen Christiansen, hvor virksomheden iflg. Erik Lorentzen … voksede eksplosivt … Omsætningsmæssigt var det kæmpestort, og (der blev) tjent masser af penge.” Dette lidt i modsætning til situationen, hvor Jørgen Christiansen havde sit kontor i Møllegade, før udvidelsen til Drosselvej, hvor han iflg. Erik Lorentzen gav udtryk for, at firmaet o. lønningsdag ofte var i problemer.[61]

Med oliekriserne i 1970’erne og konkurrencen fra den billige udenlandske import, blev det som anført i 1980 nødvendigt at omdanne firmaet til Intercamp A/S, som nok må kaldes slutstenen på LM Camping tiden.


 

Bådproduktionen

 

LM reklame fra o. 1970, her fra mysigma.dk

- med logoer:

 

 

 

Bemærk de fine dekorative detaljer. Det er jo også markedsføring!

I 1954 startedes i LM Glasfiber en produktion af speedbåde, som udviklede sig til en produktion af mindre fritidsbåde, damjoller i 1967 og endelig i 1969 produktion af egentlige, større sejlbåde. Starten på denne produktion skete iflg. Flemming Skouboe i et udviklingssamarbejde med Diesella i Kolding.[62]

Serien kom til at bestå af LM Speed, Surf, Safe og Safety.[63]

I 1953 kunne man i danske aviser læse om ”Baade af Plastic og Glasfiber”.[64] Det blev hurtigt fulgt op på LM, som tidligt i 1950’erne havde fået blik for dette produkts muligheder.

Starten på en større produktion af fritidsbåde var iflg. Flemming Skouboe lidt af en tilfældighed. ”Da LM var flyttet til Rolles Møllevej (i 1965) blev en ung maskiningeniør, Palle Mortensen, fra Strandby ved Frederikshavn ansat til at styre produktionen af dambrugsudstyr. Problemet var blot, at Palle Mortensens store lidenskab var damjoller, og han havde faktisk selv konstrueret en 21 fods damjolle, som han gik mere op i end at styre produktionen af fiskebassiner.” Lorentzen og Skouboe blev så i 1967 (mener Flemming Skouboe[65]) enige om, at man kunne ”… bygge en søens campingvogn…” Og videre iflg. Flemming Skouboe: ”Min far tog derfor den 21 fods damjolle og savede den igennem på langs og på tværs. Forlængede den med 2 fod og gjorde den lidt bredere, hvorpå ham kom en campingvognsindretning ned i båden. Og det blev til den første LM-motorsejler, en LM 23. Det blev også til LM 16, LM 23 Comfort, LM 24, LM 27, LM 28, LM 29, LM 30, LM 32, en serie Mermaid’er og en serie Vitesser.”

LM 23 var starten på en motorsejlerproduktion af anseelig størrelse og med op til 220 mand beskæftiget på fabrikken i Lunderskov. – ”Kan huske at jeg i forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen regnede ud, at hvis man lagde alle de LM-både, der var bygget, i forlængelse af hinanden, så kunne de nå tværs over Storebælt - i to spor…”[66]

LM-produktionen af motorsejlbådtyper var i starten primært en produktion af bådskrog til selvbyggere - efter ide af en medarbejder, P. Møller Hansen - udvendigt færdige både, hvor køberne selv monterede det af LM Camping leverede træbyggesæt med en nøje byggevejledning. ”Det var især LM 23, LM 24 og LM 27, der blev solgt på den måde.” Herefter var det mest færdigbyggede både, som LM Glasfiber leverede.[67]

”Men fra start leverede LM også glasfiberskrog til andre danske værfter - f.eks. Drage og Knarr til Børresen i Vejle og hele Flipper Scows program af populære sejlbåde, hvilket i 70’erne gjorde LM til Danmarks største bådværft med en produktion af flere hundrede enheder om året.[68]

Udviklingen i bådproduktionen i glasfiber var således speedbåde, damjoller, der blev videreudviklet til egentlige sejlbåde, også en slags ”søens campingvogn”, herunder selvbyggerkonceptet.

Fra 1978 har LM Glasfiber i stigende grad været tvunget til at omlægge fra bådproduktionen. I okt. 1982 annonceredes LM28, en den gang relativt dyr båd. Men omlægningen til at producere vinger til vindmøller var i gang. Omkring 1990 havde vingemølleproduktionen stort set fortrængt bådproduktionen, som bådproduktionen i 1960’erne fortrængte campingvognproduktionen.

 

 

Efter speedbådene indledtes i 1967 med Palle Mortensen som konstruktør produktionen af damjoller.

Damjolle, konstrueret i 1967 af Palle Mortensen, annoncering i Båd-revyen 1972 og 1974. Bemærk, at man kunne reducere prisen med 1/3 som selvbygger. Annonce fra o. 1970.

 

Overgangen til produktion af vindmøllevinger, medarbejderne

En tidligere ansat på LM 1969-70 giver virksomheden et godt skudsmål, både som arbejdsplads og - ikke mindst - Aage Skouboe som leder. [69] Det hedder om Skouboe, at han var på virksomheden fra start til slut (”kom først, gik sidst hjem”). Han var overalt på virksomheden, men især i udviklingsafdelingen.

Udviklingsafdelingen var for Aage Skouboe det helt naturlige sted. Her kunne han afprøve ideer sammen med medarbejdere, der som han selv dyrkede perfektionisme og håndværksmæssig kunnen. Et samspil, hvor nye ideer kunne afprøves uden at spørge, chefen var der jo selv, sammen med i princippet ufaglærte, men med en selvlært håndværksmæssig kunnen, som gjorde både Skouboe og medarbejderne glade.[70] Det betød et tæt og godt forhold mellem Aage Skouboe og de medarbejdere, som han især satte pris på at arbejde sammen med. F. eks. Kristian Bøge, senere stifter af glasfiberproducerede både fra 1976 på Bøges Både. Og Peder Jørgensen, der var vokset op på en gård i Klebæk. Han var som Kristian Bøge ufaglært. Efter 7 års skolegang og et ophold på en efterskole arbejdede han på den arbejdsplads, som for ham nærmest var livets mening, LM Glasfiber.

I en reportage i Folkebladet Sydjylland 05. nov. 1976 er personerne ud over Aage Skouboe angivet som salgsdirektør P. E. Staal-Nielsen og produktionschef Knud E. Hansen.[71]

 

LM Glasfiber, Rolles Møllevej 1, Lunderskov under tilbygning af kantine og omklædningsfaciliteter i 1976. Fabrikken blev opført i 1965[72].  Herover som fabrikken ser ud efter en yderligere tilbygning af overetage til kontorlandskab i 90’erne - med tegnestuer til de ingeniører, det blev nødvendigt at ansætte med produktionsudvidelserne.

Kristian Bøge og Peder Jørgensen var eksponenter for håndværksmæssige kvaliteter, som Aage Skouboe satte særdeles højt. Da Kristian Bøge startede egen produktion af glasfiberbåde, fik han helt kontant støtte fra Aage Skouboe med f. eks. frie lån af støbeforme o.l. fra LM Glasfiber. Og der kunne her ikke blive tale om at inddrage disse lån, fordi LM Glasfiber i en periode fra 1978 var i økonomiske og produktionsmæssige problemer. LM medarbejderes forsøg på at forbedre situationen for LM på denne måde fik direkte ordre fra Aage Skouboe om, at det kunne der ikke være tale om.[73]

Han var ”et dannet menneske”, der mødte arbejdsstyrken med forståelse og lydhørhed, som det også hedder fra en tidligere arbejder på gulvet. Med Skouboe som forbillede blev der ”arbejdet flittigt” og engageret i virksomheden. Og det er jo en ledelsesstil, som til alle tider nok kan karakteriseres som gavnlig for enhver virksomhed.

Med sønnens, Flemming Skouboes, ord var Aage Skouboe ”medarbejdernes mand” i forhold til ledelsen, hvilket kunne få den lidt bizarre konsekvens, at Aage Skouboe som ejer sad sammen med ledelsen og hørte, hvad den drøftede i forhold til medarbejderne. Herefter lod han sin viden som det for ham mest naturlige i verden gå videre til arbejderne. Det kunne f. eks. være til tillidsmanden gennem flere år, Jens Madsen[74]. Som så kunne bruge sin viden i forhandlingerne med ledelsen.[75]

Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, efterfulgte faderen som leder af LM Glasfiber i et ikke helt uproblematisk far-søn samarbejde (iflg. Flemming Skouboe i Politiken 30. juli 2004). Flemming Skouboe blev optaget i firmaet i 1974. I 1979 overtog han ledelsen og i 1988 købte han faderens aktieandel for ca. det dobbelte af det, han i 1986 erhvervede det konkursramte Vestas’ aktieandel for.[76]

Om problemerne omkring firmaets udviklingsstrategi startede, da Flemming Skouboe blev direktør i 1979, er ikke direkte konstaterbart. Men generationsforskellen har vel ligget latent siden hans start i firmaet i 1974. Og da de med bådproduktionen forbundne problemer spidsede til fra 1978, har der naturligvis her ligget en direkte anstødssten i bekymringen, forbundet med firmaets fremtidsudsigter. I Flemming Skouboes optik så situationen således ud: I hvert fald fra 1979 og frem til Aksels[77] regeringstid var det for mig et 24/7/365-job, hvor det meste af tiden gik med udvikling, markedsføring og salg af LM-både – men også med at holde organisatorisk og økonomisk sammen på den forvoksede håndværksvirksomhed, der helst ikke ville transformeres til noget tidssvarende.”

Denne transformation fandt alligevel sted. I fugleperspektiv med et endog særdeles godt resultat. Aage Skouboe gav meget fornuftigt - muligvis også modstræbende - plads til en ny og meget mere professionel ledelsesform under Flemming Skouboe og Aksel Skovgaard. Resultaterne blev gode, kan vi i tilbageblik nu konstatere.

 

Vindmøller og vindmølleindustrien, nye markedsudfordringer for LM[78]

Overgangen fra produktionen af sejlbåde i LM Glasfiber til produktion af vinger til vindmøller skete i en situation, hvor brugen af vindmøller fik en historisk renæssance, hvor funktionen nu blev produktion af energi som et alternativ til den fossile energiproduktion.

Energikriserne i 1970’erne betød på det helt overordnede plan, at man i regering og folketing blev opmærksom på ulemperne ved afhængigheden af de fossile energiformer. For det første markedsafhængigheden af et så ustabilt område som Mellemøsten. For det andet de stærkt sigende energiprisers betydning for betalingsbalancen og produktionsomkostningerne i Danmark. Desuden blev man i stigende omfang opmærksom på de miljømæssige problemer med de fossile brændsler, samt knapheden, den begrænsede mængde i forhold til den vedvarende energiform. Det satte den vedvarende energi, ikke mindst vindmøller i fokus.

Historisk havde man i Danmark siden 11-1200-tallet benyttet vind- og vandmøller til især formaling af korn. De ældste møller er stub-møllen, der drejer for vindretningen på ”stubben”, d.v.s. et fundament ved jorden. Disse tidlige møller afløstes i Danmark i 1700-tallet af den hollandske mølle, der drejer efter vindretningen med ”hatten”, d.v.s. det øverste af møllen. Disse kornmalende møller fik en kort genkomst med 2. verdenskrig, men forsvandt stort set fra 1950’erne og frem. Men vandt så en ny og dominerende plads i den samfundsmæssige produktion med den el-producerende vindmølle fra 1970’erne og frem til i dag.[79]

Delingen af LM med 50 % af aktiekapitalen til henholdsvis Skouboe og til Lorenzen i 1972 endte med Lorentzens aktiesalg til Tranberg Holding