Administration

Ejendomsstrukturen i Danmark under enevælden bestod af et tæt net af godser, der hver bestod af en hovedgård, hvortil hørte en kreds af underliggende fæstegårde. Fæstegodset blev administreret fra hovedgården, hvor godsforvalteren skulle holde styr på fæsterne og deres afgifter til godset.

Den traditionelle opfattelse af landsbyfællesskabet, som det fungerede før udskiftningen og landboreformerne, hvor det mest markante var ophævelsen af stavnsbåndet 20. juni 1788, er den ideologiske, holdningsmæssige opfattelse, at fællesskabsbonden som beskrevet af Ludvig Holberg var sløv, dorsk og uvidende som et resultat af godsejernes undertrykkelse.

Historikere med denne mere eller mindre ubevidste holdningsmæssige opfattelse, har som et resultat heraf begrænset sig til at undersøge forholdet mellem herremand og fæstebonde med udgangspunkt i det ubestemte hoveri, der var den synlige undertrykkelse af bondestanden før landboreformer og udskiftning. Derimod har der været en beklagelig manglende interesse for at undersøge den omhandlede bondestand ud fra et mere uhildet perspektiv.

Dette perspektiv kan hævedes at være blevet forsøgt foretaget indledningsvis af Poul Bjerge, lokalhistoriker og lærer på Askov Højskole, som sammen med en anden højskolemand, Povl Hansen har foretaget undersøgelser ud fra bøndernes faktiske vilkår, hvor opmærksomheden blev rettet mod bøndernes dagligdag, herunder indsamling af gamle landsbylove, der er blevet udgivet som Danske Vider og Vedtægter. Desværre videreført af Aug. F. Schmidt, som er blevet stærkt kritiseret af faghistorikere for usystematisk kildeindsamling, unøjagtig tekstgengivelse, manglende baggrundsforskning, dårligt noteapparat og uoverskuelig opbygning.

Landsbyerne med de inkluderede fæstegårde så typisk således ud, som herunder skitseret.

En hovedgård, Gammel Viffertsholm og en fæstegård.

Betegnelsen hovedgård benyttes om en godsejers (herremands) standsmæssige bolig med tilhørende adelsprivilegier: skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fra 1527 også tiendefrihed, d.v.s. den skat, der fra middelalderen blev betalt til kirken - ligeligt fordelt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen, hvis andel kongen overtog efter reformationen.

Konstaterbart en landbrugsøkonomi, hvor tidens magtforhold og magtkampe var endt med den enevældige kongemagt over for den foregående tids kriger- og jordejende klasse, adelen, der nu måtte indpasse sig under den enevældige konge.


"I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Her fik kongen uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde."	"Under enevælden var Danmark en af Europas mest militariserede stater set i forhold til størrelse. Samfundet var indrettet, så der var penge, forsyninger og soldater nok til at forsvare landet og opruste til krig. "

Den største opgave for enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne skatteopkrævning blev i 1662 overdraget godsejerne.

På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det blevet meget overkommeligt at beregne fæsternes skatter. Efter beregningen skulle jordskatterne så opkræves og leveres til amtsforvalteren, den kongelige embedsmand.

Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at få fæstejorden dyrket.

Fæsteprotokol fra Clausholm Gods 1731-1776.

Godserne som enevældens skatteadministration

Godsejerne var omhyggelige med at undgå indblanding fra de offentlige myndigheder i udøvelsen af deres private ejendomsret. Derfor påtog de sig gerne de forskellige offentlige administrative opgaver på kongens vegne.

De få selvejere (2% af befolkningen), der ikke hørte under et gods, indbetalte selv skatten til amtstuen - det stedlige skattekontor.

Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn, var der mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.

På godset var det ridefogeden, der stod for den daglige drift og kontakten til fæstebønderne. Det betød, at på godskontoret blev derholdt regnskab dels med godsets egen økonomi, dels med fæstebøndernes hoveriarbejde og afgifter til staten. Det var også her, man tog sig af udskrivningen af soldater blandt bønderne og af retssager, der skulle for birketinget. Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparat.

Den største opgave under enevælden var administrationen af jordskatterne, som fæsterne som brugere af jorden skulle betale. Denne opgave blev i 1662 overdraget godsejerne. På grundlag af årets skattesats og hver fæstegårds hartkorn, fastsat i matriklen fra 1688, var det en let sag at beregne fæsternes skatter. De skulle derefter opkræves og leveres til amtsforvalteren, som var kongelig embedsmand. Hvis fæstebonden ikke betalte sin skat, var skatterestancen også godsejerens problem. Han måtte af egen kasse indbetale skatten, hvis ikke han ville udpantes af militæret for fæstebondens skat. Naturligvis kunne han kræve pengene af fæstebonden og i sidste instans sætte ham ud af fæstegården gennem en retssag. Men han kunne også beslutte at være langmodig, hvis han havde tillid til fæstebonden - eller måske snarere ikke havde en afløser for ham til at dyrke den fæstede jord.

Som kompensation for skatteadministrationen fik de største godser i 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord. Betingelsen var, at de havde 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af to mil (ca. 15 km). Hvis en godsejer ejede 2.500 eller 1.000 tønder hartkorn var der mulighed for en kgl. udnævnelse til henholdsvis greve og baron.

En tilsvarende løsning blev valgt ved etableringen af en permanent soldaterudskrivning i 1701. Også her benyttedes 1688 matriklen som udskrivningsgrundlag, da der endnu ikke eksisterede nogen folketælling.

Retsvæsen

Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparats retsvæsen.

Da de adelige godsejere i første halvdel af 1500-tallet fik hals- og håndsret over deres bønder, fik de ansvar for at rejse påtale, ikke alene hvis deres bønder havde været offer for en forbrydelse – men også hvis de havde begået én.

Med Danske Lov i 1683 stadfæstede enevælden hals- og håndsretten og de adelige godsejeres ansvar for, at brud på strafferetten på deres godser blev tiltalt. Som en slags forløber for nutidens offentlige anklageinstans fik adelstanden under enevælden pligt – og ikke blot ret – til at sørge for dette væsentlige element i den lokale retshåndhævelse.

Hals- og håndsretten indebar, at godsejerne også i et vist omfang var ansvarlige for fuldbyrdelsen af korporlige straffe idømt ved domstolene.

"Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690. Indtil 1683 var Danmark opdelt i et jysk, et sjællandsk og et skånsk retsområde. Først med Danske Lov gjaldt samme lov og ret i hele landet."

Soldatertjeneste-, udskrivning, bøndernes plads i systemet

Godserne blev inddelt i såkaldte lægd, og for hver 20 tønder hartkorn fæstegods, skulle der stilles en soldat. Det stod godsejerne frit for at udpege soldateremnerne, og hvis de udvalgte karle opfyldte de fysiske krav, blev der ikke ved de amtslige sessioner gjort indsigelser mod godsejernes valg.

Soldatertiden var normalt seks år, men bortset fra et par årlige store øvelser forblev karlen i tjeneste på den gård, hvor han tjente. Om søndagen måtte han trave til samlingsstedet ved en måske fjerntliggende kirke og gøre eksercits med mange strabadser og prygl. Endelig var der faren for krig, som alle vidste, kunne være den visse død. Så soldatertjenesten var forhadt og kunne derfor misbruges af godsejeren til at presse karle til at overtage en forsømt fæstegård og derved undgå udskrivning. Dette var en del af en utilsigtet kompensation for godsejeren.

Foruden pligten til at springe soldat kom i 1733 stavnsbåndet, der bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i alderen fra 14 til 36 år. Det blev gentagne gange udvidet, så stavnsbåndet fra 1774 til dets ophævelse i 1788 gjaldt fra 4 til 40 år. Godsejerens argument var, at når han kunne pålægges en bøde, hvis han ikke kunne stille det pligtige antal soldater, så måtte han også have hold på det unge mandskab. En lige så stærk realitet var godsejerens ønske om at have mandskab til at overtage fæstegårdene. Og godsejerne havde ikke magt til at tvinge en karl til at overtage en fæstegård.

Dette godsejerstyre løste mange administrative problemer på lokalt plan for enevælden, selvom det lagde sig som en barriere mellem enevælden og de administrerede. Det pålagde også godsejerne administrative og økonomiske byrder. Men først og fremmest øgede det tvangen og ufriheden for bønderne og deres sønner.

Det kunne dog også forøge trygheden for fæstebønderne, når godsejeren i egen interesse satte sine økonomiske midler ind som sikkerhedsnet for sine fæstebønders skatter.

Dagliglivet i landsbyfællesskabet

Landsbysamfundet var rammen om tilværelsen for langt den største del af befolkningen, hvor der blev budt på arbejdsfællesskab, nabostridigheder, venskaber og forelskelser samt, hvad nabolandsbyerne kunne byde på. Man kunne her være fælles om problemer med syge børn og dyr og udveksle erfaringer og meninger. Her foregik kort sagt alt det, der hørte til landbefolkningens dagligliv. Desværre er der meget lidt kildemateriale til dette vigtige aspekt af Danmarkshistorien. Det siger næsten sig selv. At kunne læse, skrive og meddele sig var kun få forbeholdt på den tid, og stort set ingen bønder. Ludvig Holberg skrev som forfatter og godsejer om bønder i sin levetid 1684-1754. Og man får i hans værker mange sikkert rammende karakteristikker, som selvfølgelig kan bruges i mangel af bedre.


Et grandestævne	Ludvig Holbergs bonde, Jeppe

Landsbyens øverste myndighed var gårdmændene, granderne, hvad enten de var fæstere eller selvejere. Husmændene havde meget lidt at sige. Grandestævnet var under ledelse af oldermanden, et hverv der ofte gik på omgang mellem gårdmændene. Grandestævnet tog bestemmelse om alle praktiske forhold vedrørende dyrkningen af jorden, der nødvendigvis måtte aftales og samordnes, da hver gård havde sin jord opdelt i lange smalle agre, der var spredt over hele marken. Grandestævnet traf afgørelser om gærder, smed og byhyrde og andre fælles anliggender og administrerede den viden og erfaring om landbruget, der var opbygget gennem mange generationer. Det afgjorde stridigheder mellem bymændene, idømte boder og varetog i det hele taget alt, hvad der hørte til reguleringen af det lille samfunds liv.

Det var også grandestævnet, der kunne vedtage og ændre landsbyens vedtægt, som var et udtryk for landsbyens anerkendte selvstyre. Vedtægterne var egentlige love, dvs. at de gjaldt for alle landsbyens beboere. De handlede om „hegn og gærde og anden bys nytte og tarv”. De er sikkert gamle, men de ældste skriftlige, vi kender, er fra tiden omkring 1500. Der kan have været skrevne vedtægter tidligere, som blot ikke er bevaret, men at de dukker op nu, er måske ikke uden sammenhæng med det, godsejerne ved samme tid gjorde for at præcisere og fastslå deres rettigheder. Den ældste af de få bevarede landsbyvedtægter er fra landsbyen Allesø på Fyn (omkring 1500), og af den fremgår det, at gårdmændene var helt på det rene med, at de stod over for politiske modstandere: „Når vi sidder på stævne og handler om vor bys sager og andet, som vi ikke vil, at hver mand skal vide, og nogen går bort fra stævnet og åbenbarer vor tale for vor vederpart [modpart] eller andre, som vi ikke vil det skulle vide, han skal give en tønde øl til byen og ingen nåde have.” Allesøbønderne har også fundet det påkrævet at formulere sig konkret om solidariteten i konflikter med herskabet: „Kommer nogen gildebroder eller gildesøster i stor overfaldskade, så at han overfaldes af sit herskab af vrang forføring og onde folks skyld, så at han nødes til at vogte på sin ære og gods og aftinge for sig [forhandle om bødebetaling], da skal de andre gildebrødre hjælpe ham noget af deres gods, dog skal den hjælp være efter to naboers sigelse.” Det kan være, at det er på grund af den slags bestemmelser, at de senere nedskrevne landsbyvedtægter skulle godkendes af herskabet, før de blev gyldige. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at værneren her opfattes som modpart.

Det gildebroder- og -søsterskab, der er tale om i vedtægten, skriver sig uden tvivl fra meget gammel tid. En sjællandsk vedtægt fra århundredets slutning har ordene: „Når vi drikker vort gildehov …”, en formulering, der sikkert går tilbage til før kristendommen trængte igennem. Hverken landsbyboerne eller deres sognepræster har vel længere haft kendskab til disse ords oprindelige betydning efter den sammenblanding, der i århundredernes løb er sket af kristendom og ældre meget bestandige folkelige forestillinger. Gilderne fandtes både i købstæder og på landet, og i det omfang vi kan spore dem omkring 1500, synes de nærmest at være forbindelser af religiøs og social art og, som det fremgår af citatet, med et element af solidaritet og gensidig understøttelse. Som udtryk for sammensmeltningen af folkelige og katolske forestillinger og med navne efter helgener, blev gilderne kraftigt bekæmpet af myndighederne efter reformationen og overlevede til sidst kun som selskabelige foreninger, hvilket gør det yderst vanskeligt at danne sig en mening om deres funktion og betydning tidligere. På landet ser det ud til, at en del af deres funktioner blev overtaget af det almindelige sociale fællesskab i landsbyerne.

Driftsfællesskab

Når det var så afgørende for en landsby at have faste vedtægter for de interne funktioner, skyldtes det først og fremmest driftsfællesskabet omkring byens jordtilliggender.

Disse kunne ejes af én eller flere godsejere. Men uanset ejendomsret blev brugsretten udøvet i fællesskab af fæstere med jordtilliggende, ligesom selvejerbonden optrådte på linie med fæsterne i denne sammenhæng.

Bymarken var rebet d.v.s. fordelt mellem fæsterne, så de alle havde en lod i hver af byens vange i forhold til det hartkorn, de havde fæstet og som igen svarede til opmålingen og vurderingen i matriklen af 1688. Men beslutningerne om driften blev taget på bystævnet eller grandestævnet, som det også kaldtes. Uden om den dyrkede jord lå de store overdrev (udyrkede arealer), som hørte til byen alene eller blev udnyttet i fællesskab med andre byer. Hvorledes kvægets græsning foregik på disse overdrev og på byens marker mellem afgrøderne, var centrale emner for landsbyvedtægterne og grandestævnets beslutninger.

For at det fælles arbejde med markdrift og kvægavl kunne lykkes, måtte der være faste regler for arbejdet. Det var måske næsten lige så nødvendigt, at det var fastsat, hvorledes beslutningerne blev truffet i de tilfælde, hvor viden og vedtægten ikke indeholdt retningslinier for arbejdet. Også landsbyens ydre ressourcer i tørvemoser og krat krævede reguleringer for at dække landsbyens behov længst muligt. Dybest set handler landsbyens vedtægter om fællesskabets udnyttelse af de givne naturressourcer, som godsejeren havde ejendomsretten til, men hvor brugsretten var overladt til den enkelte landsbybeboer, som udnyttede den i fællesskab med sine naboer eller grander, som de kaldtes.

Kernen i viden og vedtægterne var således drifts- og arbejdsfællesskabet.

Hvem var granderne Hvem deltog i grandestævnet og havde ret og pligt til at træffe beslutninger om landsbyens ressourcer? Det findes præcist defineret i Voer og Ørsteds landsbyvedtægter: »Alle og enhver, som have rebdræt jord her på marken, skal betimeligen indfinde sig ved grandelaugets sædvanlige forsamling, for at høre og svare til hvis dem angår, eller de kan blive tilspurgt om, såfremt de ikke have lovlig forfald.«

M.a.o. havde alle med brugsret til jord - uanset om de var selvejere eller fæstere mødepligt på grandestævnet. Sognepræsten var ganske vist medlem af grandestævnet, som også hans landbrugsbedrift var omfattet af bestemmelserne truffet her. Men han mødte formentlig ikke selv op, men har sendt sin avlskarl i stedet.

Det har næppe været en demokratisk forsamling i moderne forstand, idet kun det øverste lag i landsbysamfundet tog del i ledelsen. Udelukket var således for det første alle unge, karle og piger, som undertiden kunne være organiseret i særlige ungdomslag med det formål at holde gilder og fester for de unge. Udelukket var også alle husmænd, som imidlertid havde interesse i udnyttelsen af græsningsarealer og andre naturressourcer som tørv og gjærdsel til brænde. Da der blev knaphed på ressourcerne i det 18. århundrede, efterhånden som befolkningspresset steg, skulle det vise sig katastrofalt for husmændene, at de var udelukket fra beslutningsprocessen på dette for dem så vigtige felt. Inderster, der sad til leje, var naturligvis heller ikke med. Kvinder var også udelukkede fra grandestævne. Det er dog et spørgsmål, hvorledes det forholdt sig for en enke, der sad som fæster på en gård. Formodentlig har hun sendt en sentant - et visse bud - som det hedder, ligesom i andre tilfælde hvor fæsteren selv var forhindret. Men når der skulle afgives en forpligtende underskrift fra den fæstegård, en enke sad på, var det hende, der måtte skrive under. Blandt de 24 navne under Voer vedtægten fra 1770 findes også Jens Molses enke. Da vedtægten kun er bevaret i kopi, kan vi desværre ikke se, hvorledes hun har skrevet under. Men formentlig har det været med forbogstaver som almindeligt blandt bønder.

I det 16. - 17. århundrede har der formentlig været en sådan balance mellem de sociale grupper i landsbysamfundet, at den enkelte person i sit liv gennemløb alle stadier. Efter barndommen trådte han ind i de unges gruppe, fortsatte til husmændenes og videre til gårdmændenes gruppe, som indebar deltagelse i grandestævnet. Den forlod han igen, når han gik på aftægt og måske blev inderste. Måske var forløbet ikke så skematisk, men der var en udpræget bevægelighed mellem grupperne. Den stærke befolkningstilvækst i sidste halvdel af det 18. århundrede betød en mere permanent tilknytning til husmandsstanden. Nok kunne en husmand blive gårdfæster og omvendt en gårdfæster fæstehusmand.

Men husmands- og håndværkerstanden var ikke længere et gennemgangsled i en livscyklus. Selvom ikke alle disse grupper tog del i beslutningerne, kunne de udmærket blive idømt bøde af grandestævnet, hvis de overtrådte de politimæssige forskrifter i viden.

Kvinder, tyende og husmænd, inderster var de laveste i hierarkiet, og de kunne være ilde stedt beslutningsmæssigt på grande-, bystævnerne.

Selvom Aug. F. Smidth på alle måder er temmelig inkompetent, så har han som alle blinde høns også kunnet finde korn: "Lighedspunktet mellem det gamle og det nye fællesskab må vi finde i rent menneskelige forhold; i evnen og viljen til at stå sammen og løfte i flok - til enhver bymands gavn og til bedste for almenheden. Ligesom der i vort andelsvæsen findes et såre værdifuldt og nationalt set opmuntrende moment i den tanke, at alle er lige indenfor de enkelte foretagender, fælles om fordelene og tabene, således var der også i det gamle danske landsbysamfund en fællesskabets ånd, som ikke kan andet end varme den om hjertet, der har beskæftiget sig med studiet af vor bondehistorie i hine århundreder, da vor bondestand til trods for hovarbejde og stavnsbånd udgjorde en lille stat i staten.

Det er nærliggende at komme på den tanke, at når vort nutidige andelsvæsen har haft så let ved at vinde indgang i de danske landsbyer, har dette faktum sin årsag i, at danske bønder gennem århundreder var "andelshavere" i selve bylavene. Det ligger også nær at gøre opmærksom på, at de landboere, der var til års i 1870-80èrne, næstendels var fødte i de gamle fællesskabstider. I hvert fald kunne deres forældre og bedsteforældre jo levende erindre landsbyfællesskabets tid, og for dem ville det vel ikke have faldet så svært at gå ind i en ny form for samvirke. Hertil kommer så, at man talrige steder i Danmark helt til henimod vort århundrede stadig iliveholdt levn fra fællesskabstiden. Citeret efter August F. Schmidt. Brugsforeningsbladet nr. 8, 1935, s. 582f.

På grandestævne

Mens vi som omtalt har bevaret en række vider og vedtægter, findes der kun få optegnelser om forhandlingerne på grandestævnerne. Vi ved ikke, om der er blevet nedskrevet referater af forhandlingerne eller blot af beslutningerne.

Hvem skulle gøre det? Vi ved meget lidt om bøndernes boglige formåen i det 18. århundrede.

Et egentligt skolevæsen blev først pålagt godsejerne at etablere i 1739, hvor det på ryttergodset var sket allerede i 1721, jvf. etableringen af Rytterdistrikter, rytterskoler.

Vi kan finde kopier af grandernes vedtagelser i godsarkivet, og her se, hvordan det sociale samvær foregik på grandestævnet.

Præsten i Voer, H. P. Piesner, klagede i 1783 til godsejeren på Stenalt over, at der blev drukket alt for meget på bystævnet, hvorom der i vedtægten stod tydeligt i §10: »Om nogle på grandestedet, kirkevej, gildelaug eller anden sømmelig forretning eller forsamling enten befindes i drukkenskab, eller ypper trætte, eller lader høre skjælden, banden, løgn, truen eller anden ulyd, eller også sådanne steder og i sådanne forsamlinger fører gevær med, betale til byens vide hver gang 8 skilling«.

Men de mange bøder, der blev inddrevet og betalt på grandestævne, var en stakket frist i forhold til problemet.

Nok stod der utallige steder i vedtægten, at pengene skulle anvendes til byens nytte. Men hvad var byens nytte? For pastor Piesner så sagen således ud: »Endog den mand, som i fjor kom til Jens Hansens gård, har selv beklaget hos mig, at sligt (d.v.s. drikkeriet) ikke blev hemmet her lige så vel som på andre godser. Thi foruden det, at vide eller mulkt penge, som han ønskede måtte blive anvendt til byens nytte, blev opdrukken, har han sagt mig, at han for sin part måtte desuden i fjor skyde en rigsdaler til, skønt han neppe var her den halve sommer. En skikkelig mand er på sådan måde let forført til liderlighed, thi der drikkes på hans regning ligeså vel som på de andres, og hvi skulle han så ikke drikke med? Den både mod lov og videbog stridende skik,... er vist årsag til både at mange bliver liderlige og til meget andet ondt for byen.«

Dette kunne ses som en alvorlig anklage mod byens styre, hvilket nok også har været tilfældet.

Præst og bymænd var på kant med hinanden i Voer. Da pastor Piesners formål med at sende dette brev til godsejeren var at få byen udskiftet, var han ikke interesseret i at fremstille landsbyfællesskabet fra den mest fordelagtige side. Måske var bymændene i Voer mere drikfældige end andre steder? Men en tilsvarende anklage mod forholdene på andre bystævner træffes flere steder. Klager til retsvæsenet over uretfærdige bøder pålagt af grandestævnerne ledsages af en næsten fast formel om, at pengene er blevet drukket op på bystævne.

Præsterne fik i 1772 som tidligere omtalt pålagt at foretage indberetning om overholdelse af helligdagsforordningerne. I indberetningerne fra Viborg stift klages der også over det alvorlige drikkeri på grandestævnerne, der som tidligere omtalt afholdtes om søndagen og derfor faldt ind under emnet for indberetningen. »Den uskik, hvor bymændene om søndagen efter prædiken holde stævne eller møde, i henseende til deres bys vedtægter eller anden indbyrdes overlæg. Ved samme lejlighed gøre de sig et drikkelag, hvorudi de i blandt dem, som elske for meget stærk drik, overvælde sig og blive drukne og tilbringe så sabbattens øvrige del med sværmen og Guds fortørnelse.«

Sådan fortsætter en række præster helt på pastor Piesners melodi. Men pastor Mørch i Gjerding forsøgte at se sagen fra bondens side også. Vel fandt han det beklageligt, at der afholdtes grandestævner om søndagen. Men hvornår skulle de ellers afholdes? Det krævede, at der blev påbudt en anden ugedag hertil. Og så måtte godsejerne ikke tilsige til hoveri på denne ugedag iflg. pastor Mørchs forslag.

Men man ønskede ikke at forbyde grandestævnerne, dertil havde de alt for central en placering i bøndernes dyrkningsfællesskab.

Dyrkningsfællesskab

Baggrunden for de detaljerede videbestemmelser var dyrkningsfællesskabet i landsbyen, som alle med brugsret til jorden deltog i uanset ejendomsforhold i øvrigt. Alligevel siges der intet i vedtægten for Voer og Ørsted om landsbyens driftsform. Det har været så selvfølgeligt for alle, at det blev anset for overflødigt at fastslå, hvilket sædskifte der skulle følges. Men da Ørsted by i 1739 tog beslutning om en ny driftsform, blev den højtideligt nedskrevet.

Der havde hidtil været tre vange i rotation i Ørsted (Bovang, Tingvang og Hevringvang), hvor de to blev dyrket, mens den tredje hvilede. Desuden blev resten drevet i en egen rotation med 4 års brug og 4 års hvile. Efter det nye omdriftssystem skulle de tre vange hver deles i to, således at der blev seks vange fordelt med 3 års brug og 3 års hvile. Hovedsystemet var en 6 vangs omdrift med 3 års hvile og 3 års dyrkning. Ved siden af eksisterede to andre systemer: Den årlige dyrkning af 1/3 af Bovangen, formentlig den del, der lå nærmest byen og derfor var blevet gødet stærkest gennem årene. Og så hedejorden, som formentlig var senest opdyrket og fulgte et sædeskifte, der var almindelig anvendt på mager jord.

Bønderne havde enstemmigt vedtaget den nye driftsform. Derefter blev et udvalg på 8 mænd, fire fra Stenalt og fire fra Hevringholm, de to største lodsejere i Ørsted, udvalgt til at forestille vedtægten for godsejerne. Vedtagelsesdokumentet skulle gælde som foreløbigt bevis, indtil »et formeligt instrument derover kan blive forfattet«. Det var underskrevet af de otte mænd i udvalget. Siden er dyrkningsaftalen formentlig blevet tinglyst - i hvert fald henvises der i det endelige dokument fra 21. november 1740.

Hvilken rolle spillede godsejeren i driftsomlægningen?

Den er først blevet forelagt ham efter vedtagelsen iflg. formuleringen i det foreløbige dokument. I dokumentet fra 1740 med samtlige bønders underskrifter omtales vedtægten som den »efter vores herskab og forsvars befaling og vilje den derover enstemmige vedtægt«. Intet i første dokument fra 1739 tydede på herskabets indgriben, men det var vigtigt for landsbyen at fremhæve lodsejernes sanktion. Kun en af lodsejerne underskrev dokumentet den 24. november, og det skete udtrykkeligt på hans fæstebondes vegne. Derimod blev det ikke underskrevet af de andre lodsejere i byen, men alene af de 24 bønder, som besad brugsretten til jorden. Derimod har det sammensatte ejerforhold i Ørsted nødvendiggjort en særlig omstændelig procedure med inddragelse af den offentlige tinglysning.

I 1743 havde Lejrskov bymænd under Koldinghus rytterdistrikt besluttet at opdyrke et stykke hede og lægge den til deres nye vang ved Lejrskov kirke for at forbedre høbjergningen. Også sognepræsten, Henrik Morville, støttede beslutningen for sin præstegårds andel i fællesskabet. Men de to beboere Peder Jepsen og Mads Pedersen, fra enestegården, Asbøllgård, var imod nyopdyrkningen. De havde kun 2 otting jord i fællig på Lejrskov bymark, og i forhold hertil havde de græsningsret på den fælles hede for 8 høveder, 4 heste og får i snesetal. Derudover betalte de 3 rigsdaler for 44 - 48 høveders græsning, så de var på ingen måde interesseret i en udvidelse af det dyrkede areal på fællesgræsningens bekostning. Derfor protesterede de mod indhegningen og mod ændringen af det traditionelle dyrkningssystem. Regimentsskriveren rejste til Lejrskov og holdt åstedsforretning med gode mænd fra bylaget. Hans vurdering var på linie med sognepræstens, at indhegningen var til gavn for fællesskabet i almindelighed og heller ikke til skade for de to Asbøller. Men i det forlig, han søgte at få tilvejebragt mellem parterne, indgik dog en nedsættelse afbetalingen for Asbølles ekstra græsning til 2 rigsdaler årlig for kreaturerne. Deres heste og får skulle herefter ikke græsse på heden om sommeren, men kun om vinteren. Alle skulle tage del i den nye indhegning, der var betingelsen for nyopdyrkningen. Det var endvidere vigtigt for bymændene at få understreget, at Peder Jepsen og Mads Pedersen ikke med henvisning hertil kunne sabotere fremtidige ændringer i dyrkningssystemet.

Da de to gårdmænd ikke ville gå ind på forligsforslaget, blev det forelagt sessionen. Her opnåede de yderligere nedsættelse af græsningsafgiften til 8 mark. Og derved blev det. Resultatet blev således, at grandestævnets fællesbeslutning blev opretholdt. Men til gengæld fik de to mænd fra Asbøl den indrømmelse, at den græsningsret, de lejede af byen, var blevet ringere ved driftsomlægningen.

Disse eksempler er fra fællesskabets storhedstid, før befolkningsforøgelsen satte ind og før udskiftningen. Det var, som det er fremgået, absolut ikke et statisk dyrkningsfællesskab, men der skete stadige ændringer. Disse blev foretaget efter fælles beslutning på grandelaget, hvor mindretallet måtte bøje sig. Men fra midten af det 18. århundrede startede den reformbevægelse i Danmark, der langsomt ophævede fællesskabet først mellem flere byer (1759) senere inden for landsbyerne (1781) med udskiftning og udflytning.

Dermed opstod der en anden holdning til fællesskabets funktion i praksis. Hvorledes denne opløsningsproces er foregået, ved vi meget lidt om. Så sent som i 1795 opstod der en voldsom dispute mellem Søren Hansen Torst og de øvrige bymænd i Todbjerg sogn, Øster Lisbjerg herred i Randers Amt. Årsagen var, at Søren Torst på egen hånd havde indhegnet sin mark, så de andres kreaturer ikke kunne græsse der om efteråret, selvom hans kreaturer græssede på deres marker. Byen var blevet udskiftet i 1791, men havde altså stadig et vist mål af fællesdrift. Modsætningerne, der havde resulteret i en strøm af skældsord fra Søren Torst mod de andre, blev indbragt for den nyoprettede forligelseskommision for området. Forliget pålagde Søren Torst en bøde for skældsordene, hvorimod de øvrige måtte love at lukke ledene, når de passerede hans mark. Der var således ikke længere tale om at bøje den enkelte efter flertallets vilje i spørgsmål om driften af marken.

Det er et tydeligt vidnesbyrd om, at fællesskabet var på retræte. Et sådant forlig havde været utænkeligt 50 år tidligere.

Kvæghold

Der har ofte i dansk landbohistorisk forskning været fokuseret så stærkt på landsbystyrets agerdyrkningsfællesskab, at man ganske har overset kvægholdets betydning.

Man var i 1700 tallet kommet i en situation, hvor man ikke længere blot kunne indtage ny jord til græsning. Man kunne heller ikke blot udvide det dyrkede areal på græsningsarealernes bekostning. Hvor skulle man så få nye græsarealer fra? Og jorden kunne ikke dyrkes med tilstrækkeligt udbytte uden at få tilført gødningsstoffer.

Der var kommet en hårfin balance i de samlede landbrugsressourcer og deres udnyttelse. Sagt med et moderne udtryk, så eksisterede der en økologisk balance, som man udmærket kendte og formåede at tage bestik af. Man vidste, at landsbyens samlede naturgivne ressourcer var begrænsede. Derfor indeholdt vider og vedtægter for de to lokaliteter Voer og Ørsted bestemmelser om, at landsbyens uskiftede jord ikke måtte udlejes til udenbys folk uden husbondens tilladelse. Den skulle tilbydes byens folk til samme pris.

Befolkningstilvæksten krævede, at der blev produceret mere føde. Gårdantallet i landsbyerne blev ikke forøget i det 17. - 18. århundrede før landboreformerne.

Men den iagttagelige befolkningstilvækst skete hos husmænd uden jord og indsiddere, der sad til leje hos andre. De levede af håndværk, daglejerarbejde og kvægavl i beskeden målestok, for så vidt som de kunne få stillet græs til rådighed.

Det kan i de bevarede vedtægter for Voer og Ørsted ses, at reguleringen af græsningen optager mere og mere plads, samtidig med at husmændene skubbes ud af fællesskabets rettigheder. Vedtægterne giver et klart billede af udviklingsforløbet, selv om vi ikke kan se alle reaktioner på ændringen.

Det viser, at husmændenes udelukkelse fra græsningsrettigheder ikke altid er forbundet med udskiftningen, som det har været den almindelige opfattelse hidtil. Processen er startet tidligere.

Byens hyrde

Selv om hegnene var istandsat og blev vedligeholdt efter vedtægtens bestemmelser, kunne kreaturerne ikke drive rundt uden opsyn. Der var behov for en hyrde, som hver morgen drev dyrene ud af byen til overdrevet, engen, fællesvangen eller stubmarkerne - afhængigt af årstiden og afgrødernes vækst.Vedtægterne havde faste terminer for afgræsningen.

Byens hyrder hørte heller ikke til byens ansete folk. Pastor Piesner betegnede dem som stoddere.

En mærkelig historie fra Koldinghus rytterdistrikt viser, at de heller ikke altid blev godt behandlet af bymændene.

Der var hyrdetvang. Bymændene i Tolstrup under det 2. jyske regiments gods klagede i 1703 over mølleren Niels Marcussen, som ikke ville deltage i betalingen af byhyrdens løn. Møllerens argument var, at han selv havde ansat en hyrde til sine dyr og altså slet ikke benyttede den fælles hyrde. Men sessionen erklærede, at når der var fællesgræsning i Tolstrup, så skulle også alle bymænd bidrage til hyrdens løn efter billighed, d.v.s. efter andelen i den hjord, som græssede.

Landsbysmeden

Endnu en person var afhængig af byfællesskabet, samtidig med at han var helt nødvendig for bøndernes bedrift. Det var smeden. Underligt nok er han overhovedet ikke nævnt i vedtægterne for Voer og Ørsted, selvom han var ansat og lønnet af landsbyfællesskabet.

Normalt fæstede han smedie og lidt jord af godsejeren. Desværre vides intet om Voer smedens lønforhold. Men normalt blev smeden lønnet med korn, eller han fik lidt jord hos bønderne, svarende til tjenestefolks lønnesæd.

Smeden opfattes almindeligvis som den mest ansete håndværker i landsbyen - næst efter mølleren.

Vurdering af fællesdriften

Den fælles driftsform kan anskues som en metode til at udnytte de givne og begrænsede ressourcer, der stod til rådighed for landsbysamfundet. Det er klart, at den fælles beslutningsproces betød en hindring for den enkeltperson, som havde andre ideer om driftsformen end de øvrige bønder. Driftsformen under fællesskabet kunne ikke ændres hurtigere, end den mest sendrægtige af bønderne kunne følge med.

Udskiftningen blev indledning til den voldsomme ekspansion både inden for kornavl og husdyrhold, som skulle kendetegne dansk landbrug i de næste par hundrede år. Derfor er fællesskabet blevet bedømt på baggrund af denne ekspansion og er kommet til at stå som den gamle slendrians periode.

Fællesskabet kan imidlertid også betragtes som et fælles instrument til at udnytte de givne naturressourcer på den bedste måde. Vel var driftssystemet ikke statisk, men ressourcerne måtte bruges således, at balancen i systemet ikke blev ødelagt. Fællesskabets driftssystem kan naturligvis kritiseres ud fra vor viden om den optimale udnyttelse af det 18. århundredes ressourcer. Nutidens teoretikere og praktikere vil give den stedlige pastor Piesner ret i hans kritik og forslag til forbedringer.

Græsarealerne kunne udnyttes langt mere effektivt, end det skete i mange landsbyer. Men det tilhørte den følgende tid at gennemføre den nødvendige driftsomlægning.

Fællesskabet må bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. Noget andet er, at det er interessant at vide, på hvilke punkter datidens driftssystem ikke slog til. Det er også et vigtigt område for landbohistoriske undersøgelser.

Den største anke mod landsbyfællesskabet kunne hævdes at være den sociale hårdhed og uretfærdighed, det udviste mod husmænds og inderstes krav på deltagelse i græsningsrettigheder.

Disse havde ikke plads på grandestævnet og kunne dermed ikke deltage i beslutningsprocessen. Derfor blev de også udelukket fra udnyttelse af de givne naturressourcer, da knapheden viste sig. I dette spørgsmål stod godsejerne på fæstebøndernes side, hvorimod der er fremdraget flere eksempler på, at ledelsen på ryttergodser har været mere tilbøjelig til at holde hånden over husmændene.

Det er hidtil i dansk historieforskning blevet fremstillet, som om det først var udskiftningsbevægelsen, der udelukkede husmændene og så at sige ofrede dem for at sikre gårdmændenes fremvækst i det danske landbosamfund. Men denne udvikling kan som anført her følges længere tilbage. Den kan ses som en følge af befolkningsforøgelsen i det 18. århundrede og den hermed forbundne kamp om de givne naturressourcer.

Valglovbestemmelser
Sogne- og købstadslovgivning

Sogneforstanderskaber
1855 reformen
Kommunalreformen 1867

Socioøkonomisk fordeling af sogneledelser

Skanderup Sogn som variant

Når vi i dag siger folkestyre, så tænker vi især på den almindelige, lige og hemmelige valgret med tilhørende valgbarhed. Men det er på den lange bane, at det efterhånden er blevet sådan. Historisk er både lands- og lokalpolitikken en ganske tidsbestemt variant af det, vi i dag opfatter som folkestyre. Det blev formelt etableret med junigrundloven 1849, der afløste enevælden, men med en række privilegier og forbehold, som siden gradvist er modificeret mod et stadig mere omfattende folkestyre.

Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes valgret i 1908. Der sker nogle løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970.

Det administrative grundlag for lokalstyret i Danmark er enevælden (1660/65-1849), hvor der blev styret via kirken, lens- og amtmænd – og hvor amtmændene under enevælden erstattede de funktioner, som tidligere de adelige lensmænd havde haft - suppleret med amtsskrivere og amtsforvaltere på det skattemæssige område. I købstæderne havde enevælden foruden borgmestre byfogeder. Endelig var der fra 1791 herredsfogeder som dommere og efterhånden også med andre administrative opgaver under enevælden - politisager, tinglysning, skifte og overformynderi m.v.

Frederik d. 6. besluttede i 1831 under indtryk af de revolutionære uroligheder i Europa 1830 frem til 1848, at oprette de rådgivende stænderforsamlinger, som blev effektueret i 1834 med Forordning ang. Provindsial-Stændernes Indretning i Danmark. Det førte så også i 1848-49 frem til junigrundlovens markering af enevældens ophør.

Skellet i udviklingen er således junigrundloven og de første spæde tiltag til en demokratisering af central- og lokalstyre op til og fra 1849. Junigrundloven med overgang fra enevælde til folkestyre giver sig selv som et demokratisk tiltag, om end man bemærker den overordentligt begrænsede valgret, som i folkemunde blev kaldt for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Desuden var der en endnu mere privilegeret valgret til Landstinget i form af alder, indkomst-formue og indirekte valg af valgmænd, der så udpegede medlemmerne til Landstinget^*- et førstekammer for de helt privilegerede klasser. Og det må her erindres, at love skulle gennem både Folketing og Landsting for at få lovkraft.

Der var over for folkestyrets demokratiseringspotentialer en udbredt skepsis (blandt de vel- og bedrestillede) i forhold til almuens / bøndernes / pøbelens evne til at styre og tage beslutninger, som også skulle gælde de privilegerede.

Valglovsbestemmelser

Siden 1849 indtil 1980 har kommunalbestyrelserne hvert år skullet udarbejde valglister, fra 1980 kun ved folketingsvalg eller ved folkeafstemning. Sogneforhandlingsprotokollerne afspejler tydeligt valglisteforpligtigelsen. Som regel hvem i sognerådet, det var pålagt, og ind imellem afspejler listerne den politiske kamp om flertallet i sognerådet som repræsentativt organ. Især hvis flertallet er på vippen, vil det være oplagt at få eller indgive en klage, der kan resultere i mobilisering og et evt. andet resultat.

Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, d.v.s. ikke hemmelig.

I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, d.v.s. folketingsparlamentarisme i praksis.

Med grundloven af 1915 blev vælgerantallet mere end fordoblet ved rigsdagsvalg med kvinder, tyende, gradvis sænkelse af valgretsalderen og ophævelse af kravet om bopælspligt i valgkredsen i en periode før valget. For første gang forudsatte valgloven nu også, at kandidaterne som hovedregel var tilsluttet politiske partier. Hver kommune i en valgkreds skulle udgøre mindst 1 afstemningsområde, 10 % af vælgerne kunne kræve yderligere opdeling.

Med valgloven af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse.

Sogne- og købstadslovgivningen

For købstæderne (f.eks. Skive og Viborg i Viborg Amt, Kolding, Fredericia, Vejle i Vejle Amt ud af 68 købstæder i alt) og hovedstaden blev der med udtalelse fra stænderne^* givet en anordning angaaende købstædernes økonomiske bestyrelse af 24. okt. 1837 (Collegial Tidedenden nr. 47, 06. november 1837), der var gældende indtil købstadsloven af 26. maj 1868. Valgberettigede og valgbare var de mest velhavende, d.v.s. 3-9 % af købstædernes næringsdrivende borgerskab til borgerrepræsentationerne. Disse borgerrepræsentationer kan nærmest betragtes som et billigt supplement til den statslige forvaltning, som også under enevælden opererede med ”eligerede borgere”.

Overgang fra enevældig forvaltning til lokalt selvstyre

Det landkommunale selvstyre var både før og efter junigrundloven i 1849 også en decideret statslig forvaltning, hvor der var blevet et stigende behov for et (så nogenlunde) folkeligt supplement. Om ikke andet så (også her) a.h.t. gratis arbejdskraft i form af de lokale repræsentanter, som blev indført med anordning om sogneforstanderskaber i 1841.

Det landkommunale selvstyre starter således med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.08.1841.

Der kommer en justering med Lov om sogneforstanderskabernes og amtsrådenes sammensætning af 22.03.1855 (Love og Anordninger 1855). Endelig kommer der med Lov om landkommunernes styrelse 06.07. 1868 (Love og Anordninger 1867) den lov, som markerer navneskiftet fra sogneforstanderskaber til sogneråd.

Umiddelbart ville man forvente en glidende overgang til demokratisering af det lokale selvstyre. Det kan man vel også godt sige, der i nogen grad var tale om, men helt afgjort inden for de rammer, som det nationale borgerskab og det store hartkorn fandt bedst. Og med de begrænsninger, som lå i de stramninger i den folkelige indflydelse, som allerede lå i junigrundloven, og som blev strammet jævnt op med den følgende tids grundlovsændringer op til provisorietiden. Først med parlamentarismens faktiske gennemførelse i 1901 og kvindernes valgret i 1908 kan demokratiseringen siges at være slået så nogenlunde igennem. D.v.s. før 1901 / 1908 ingen indflydelse til de 7 F'er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere), en indflydelse som først endeligt blev formaliseret med 1915 grundloven.

1841 sogneforstanderskaberne

Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).

Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.

Amtsrådet:

Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, d.v.s. centralmagtens repræsentanter.

Lokale repræsentanter: sædegårdejere valgte 3 medlemmer, hvis sædegårdenes hartkorn var ½ af amtets samlede hartkorn, ellers 2 repræsentanter. 3 eller 4 valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, hvor centralmagten og det store hartkorn jo også var godt repræsenteret.

1855 reformen af sogneforstanderskaberne

Den mindre halvdel valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, d.v.s. ingen fra de 7F’er (Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fremmede, Fallenter (mennesker der var gået fallit), Fjolser og Forbrydere).

Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.

Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab. Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager. Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret.

Der skulle være et ulige antal medlemmer.

Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal:

Mindre ½ valgtes her af de største skatteydere.

Større ½ valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.

1867 kommunalreformen

I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled helt ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen.

Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.

Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.

Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden.

Socioøkonomisk fordeling af ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd

Niels Clemmensen har i sin disputats undersøgt og dokumenteret den socioøkonomiske fordeling i ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd i Præstø og Randers amter.

De i tabeller og figurer titulerede sognerådsformænd var i perioden 1841-1867 sogneforstanderskabsformænd. Se en forskningsoversigt, der ligger til grund for disse resultater.

Tabel 1 Socioøkonomisk fordeling af sognerådsformænd, i % andele af kommunerne i Præstø og Randers amter

		Stort hartkorn	Bønder	Præster	Lærere	Andre erhverv	I alt
1842	Præstø	13	7	71	2	7	100
	Randers	34	8	51	-	7	100
1848	Præstø	23	4	68	-	5	100
	Randers	26	5	67	-	2	100
1854	Præstø	26	-	71	-	3	100
	Randers	22	6	71	-	1	100
1856	Præstø	23	19	47	8	3	100
	Randers	22	16	51	4	6	99
1862	Præstø	29	20	41	5	5	100
	Randers	22	26	47	3	2	100
1868	Præstø	35	25	20	9	11	100
	Randers	26	35	30	3	6	100
1871	Præstø	35	29	16	10	10	100
	Randers	26	41	20	10	3	100
1880	Præstø	27	44	5	7	17	100
	Randers	23	66	6	2	3	100
1888	Præstø	12	72	2	5	9	100
	Randers	10	75	2	3	10	100

Den her bragte tabel er en sammenskrivning af tabellerne 1-2, 31-34 i NC. Der er i denne sammenskrivning set bort fra den optimale repræsentativitet, som NC har forsøgt at tage højde for ved at bringe tabeller, som giver data for udvalgte år i udvalgte tabeller. Variationerne er så ubetydelige, at disse supplerende tabeller er fravalgt.

For Præstø Amt er der indhentet data fra o. 60 kommuner (56-65) for Randers o 70 kommuner (71-72).

Den officielle hartkornstatistik kan benyttes til at bestemme ejendomme over 12 tdr. hartkorn som store hartkorn, ejendomme fra 1-12 tdr. hartkorn som bøndergårde, ejendomme under 1 td. hartkorn som husmandsteder (NC s. 42).

Figur 1. Fordeling af sognerådsformænd, i % andel af kommunerne i Præstø og Randers amter

Figur 2: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Præstø Amt

Figur 3: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Randers Amt

Tal og figurer viser generelt for begge amter et markant fald i præsternes andel af formandskaberne, efterfulgt af en tilsvarende stigning i bøndernes, d.v.s. gårdmændenes andel - for begge amter markant fra 1871. Det store hartkorn ligger jævnt godt repræsenteret på over 20 % af formandskaberne indtil 1871. Herefter kommer der et fald, der falder sammen med det samlede Venstre i Rigsdagen fra 1870, og faldet kulminerer i 1888, hvor provisorietiden er på det højeste konfliktniveau. Man kan sige, at faldet er mindst markant i det mindre godsrige Randers Amt, fordi det store hartkorn her aldrig når den position i formandskaberne som i Præstø Amt.

I det godsrige Præstø Amt har bønderne en mindre repræsentation i formandskaberne fra 1862 i forhold til Randers Amt. Tilsvarende har det store hartkorn fra 1862 en større andel af formandskaberne, end de har i Randers Amt. Det betyder så også helt naturligt den stærkeste tilbagegang i formandsrepræsentationen i Præstø Amt.

Hvis kildematerialet tillader det, og det er frugtbart for analysen, vil der for Viborg Amt blive differentieret i den socioøkonomiske gruppe fra 1 til 12 tdr. hartkorn, som udgør gårdmændene under et i Præstø og Randers materialet. Man kunne forestille sig, at billedet kunne nuanceres ved at inddele gårdmandsgruppen i flere dele.

Skanderup Sogn

Helt bestemmende for den politiske udvikling efter enevælden var på både lokal- og landsplan selvfølgelig junigrundlovens bestemmelser herom - indtil 1953 et tokammersystem, hvor den lovgivende magt, Rigsdagen bestod af Folketinget, der fortløbende demokratiseredes i tiden efter 1849, og Landstinget, der var tænkt som en konservativ garanti, dvs. med en mere privilegeret valgret, i starten også med kongevalgte medlemmer.

Først i 1953 blev folketingsparlamentarismen grundlovsfæstet, dvs. før den tid kunne kongen i princippet vælge den regering, han anså for den bedste. Fra 1901 og skærpet med påskekrisen i 1920 var der dog de facto folketingsparlamentarisme, dvs. kongen udpegede en regering, som kunne forventes at opnå flertal i Folketinget.

En for så vidt naturlig konsekvens af den demokratiske udvikling og grundlovens oprindeligt mindre tilpassede karakter hertil blev så konflikten mellem Folketingsflertallet og regeringsmagten under J. B. S. Estrups godsejerstyre under provisorietiden 1877-1894.

Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.

Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.

Svækkelsen af Højre i forhold til Venstre ser man sært nok langt mindre udtalt i Skanderup Sogn, hvor den religiøse faktor synes at have haft en modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.

I Skanderup Sogn var gårdmændene naturligt nok for et landsogn også dominerende i sognerådspolitikken. Men Højre, senere Det Konservative Folkeparti, synes her at have spillet en noget mere markant rolle i det partipolitiske billede end de fleste steder på landet i øvrigt. En væsentlig årsag til denne tendens kan sandsynligvis med føje hævdes at have været C. J. Moes tilstedeværelse 1885-1922 som sognepræst i en periode, der for halvdelens vedkommende må have været direkte påvirket af provisorietidens konflikter, og resten af perioden de eftervirkninger, som på landsplan var en politisk styrkelse af Venstre på bekostning af Højre.

Der må dog nok også manes til en vis forsigtighed med at tillægge Moe en indflydelse på politiske holdninger, som måske også kan have haft andre forklaringer.

Tidligere borgmester i Kolding 1916-1923, Oluf Bech beskriver i sine erindringer den politiske situation lokalt i Kolding og på landsplan således: "I september 1908 kom Alberti-affæren, der vakte megen opsigt og skadede partiet Venstre, hvoraf han var medlem. I samme måned skulle der foretages valgmandsvalg til landstingsvalgene. Ved valgene satte Kolding antallet af højrevalgmænd stærkt i vejret og viste, at der var vækst i partiet. Bestyrelsen søgte at udnytte dette mest muligt, så i marts 1909, da der skulle være byrådsvalg, lykkedes det partiet at sætte 3 medlemmer ind i byrådet, hvoraf jeg var den ene."

Oluf Bech blev altså valgt ind i Kolding Byråd i 1909 sammen med to andre for Højre, og blev senere i 1916 som konservativ valgt som borgmester. Bechs egen forklaring er den fremgang, som Højre fik i kølvandet på den belastning, som Alberti-skandalen var for Venstre.

Der kan ikke herske tvivl om, at Venstre svækkedes på landsplan med domfældelsen af Alberti og de spor, skandalen trak ind i Venstre - J. C. Christensen blev aldrig igen statsministerkandidat. Der kan næppe heller herske tvivl om, at den lokalpolitiske situation i Kolding var et udslag af en svækkelse af Venstre.

Det styrkede Højre, senere Det Konservative Folkeparti i Skanderup, kan udmærket også være et resultat af den samme politiske udviklingstendens i Alberti-skandalens kølvand. Men tallene for Skanderup viser også, at styrkelsen af Højre starter før Alberti, faktisk falder fint sammen med Moes ankomst til sognet.

Hvordan og på hvilke områder, Moe fik politisk betydning, skal undersøges her i det omfang, kildematerialet tillader det.

Dog ikke m.h.t. indholdet af de religiøse budskaber eller konsekvenserne for dagliglivet på en række områder - det er jo velkendt, at Moe og Indre Mission lagde en række ganske stramme, religiøst begrundede regler for, hvad man kunne og ikke kunne på det verdslige plan.

Derimod skal det undersøges, hvordan de religiøse modsætninger afspejlede sig politisk - både m.h.t. den landspolitiske partitilslutning, således som det er undersøgt af Hans Lund Hansen, men også m.h.t. sognepolitikken.

Selv om hovedsigtet i denne fremstilling er den sognepolitiske udvikling siden sogneforstanderskabernes start i 1842, så er den mere generelle sognehistorie også medtaget i nok mere end fornødent omfang.

Skanderup Sogns fortidsminder

Kilder til og fremstillinger af sognets historie.

Skanderup Sogn i Syssel, herred, len, amt

Sognets lokaliteter.

Skanderup Kirke

Landboreformerne og sognet.

Sædegårde i Skanderup Sogn

Sognets folketal.

Sogneråd og sognerådsmøder generelt

Specifikt o. skoler, fattigvæsen,

veje, vandløb, post- og brandvæsen,

jordemoder, snekastning, krige,

diverse

Identificerbare sognefogeder

Religion og politik i sognet.

Missionshus og valgmenighed

Skolevæsen Skoler i Skanderup

Mejeridrift

Stationsbyen Lunderskov.

jernbanen
Drabæks og Rolles Mølle

Nogle sociale sogneskitser.

Den lokale modstandskamp i Skanderup Sogn

Forhandlingsprotokoller for Skanderup Sogn 1903-1954 er nøje gennemset. Protokollerne 1938-54 er klausuleret efter 75 års regelen i Arkivloven, men er altså udleveret. Der vil ikke blive refereret offentligt herfra uden arkivargodkendelse. Protokollerne 1868-1903, for provisorietiden, mangler og må anses for bortgnavet af tidens tand, hvem end tanden må have tilhørt som repræsentant for tiden. Det er stærkt beklageligt, da et af hovedpunkterne i denne undersøgelse er en lokalpolitisk problemstilling, specielt for denne periode.

Der må her i stedet benyttes andet, tilgængeligt kildemateriale, først og fremmest samtidige aviser.

Kronens Skøder på afhændet og erhvervet Jordegods ... 1535-1765, bd. 1-5, udgivet af Rigsarkivet 1892. Her finder man dokumentation for de gårdhandler m.v., hvor kronen, d.v.s. statsmagten indtil 1848, var indblandet. Det er et godt primært kildemateriale til bestemmelse af sædegårdsproblematikken i Skanderup Sogn.

Foruden det primære kildemateriale, specielt sognerådets forhandlingsprotokoller, som ligger på Kolding Stadsarkiv, og matrikelkort, som er lagt på nettet, findes der to nyere, ganske brugelige fremstillinger af Skanderup Sogns historie, som ydermere kan sammenholdes med samtidige beretninger fra C. J. Moe, sognepræst i Skanderup 1885-1922. Først og fremmest hans erindringsbog, Oplevelser, O. Lohse 1926, samt Aug. F. Schmidth, Skanderup Sogn I-II, 1925. Sidstnævnte fik en ret ilde medfart i en samtidig anmeldelse. Ud over forkert angivelse af administrativt tilhør for Skanderup Sogn 1662-1793 (Koldinghus Amt, først herefter med kgl. resolution af 1793 overgang til Ribe Amt, ydermere delingen af Anst Herred indtil 1573 mellem Skodborg og Koldinghus Len)^*, så mangler Schmidth også at inddrage "Kronens skøder på afhændet og erhvervet jordegods i Danmark fra reformationen til nutiden, Rigsarkivet 1908".

Der er en række gamle Vejvisere for Kolding By og Omegn, hvor der kan hentes mange samtidige oplysninger, også om Skanderup Sogn. Især er de forskellige årgange af Kolding Omegn nyttige.

De to (og vist eneste nyere) lokalhistoriske fremstilliner af Skanderup Sogns historie, som er brugt her, er Thomas Christensen (ref. TC), Skanderup Sogns historie, 1996 og Hans Lund Hansen, Nogle undersøgelser over forhold i Skanderup Sogn, Fra Ribe Amt 1969, s. 177-226.

Den mest anvendelige til den her tilsigtede undersøgelse er Hans Lund Hansen, som har sat sig for at lave en (desværre derfor noget begrænset) undersøgelse af den politiske ledsagekultur til Indre Missions gennemslag med især C. J. Moe som sognets folkekirkepræst fra 1885.

Til gengæld er Thomas Christensens undersøgelser grundige og omfattende. Desværre ikke så fokuseret og ind imellem i en noget springende disposition. Men til gengæld uhyre grundig og tilforladelig på de enkeltoplysninger, der bringes i rigt mål. F. eks. er sogneforstanderskabets protokol 1842-1868 gennemgået og på nogle punkter refereret minutiøst, hvilket er imponerende, de ind imellem ganske svært læselige håndskrifter taget i betragtning. Til gengæld er protokollerne fra 1903 og fremefter stort set ikke behandlet. Det på trods af, at det netop er perioden 1913-1954, hvor Indre Mission på godt og ondt har et snævert flertal i sognerådet.

Richard Andersen har skrevet Lunderskov Kommunes historie. Det fremgår, at beretningen må være skrevet o. 2006.

Desuden findes der en hjemmeside for Skanderup Valgmenighed. Valgmenigheden så dagens lys i 1910 som et resultat af polariseringen i sognet under C. J. Moe.

Hertil kommer: Københavns Universitet, Nordisk Forskningsinstitut, database med danske stednavne. Danmarks Stednavne, bd. 1-25, 1922-2006 og Folketællinger 1787 - 1930, der kan suppleres med materiale fra Danmarks Statistik. Samt historiske matrikelkort på nettet, her først og fremmest Skanderup Sogn.

Omkring andelsmejerier og søndagshvilende mejerier, som i Skanderup Sogn har været en af skillelinjerne, skabt af pastor C. J. Moe, er der lavet en god, solid historisk undersøgelse af Harry Haue (download af pdf-fil). Der er også lavet et mere sociologisk orienteret skoleridt omkring samme emne, som særligt interesserede muligvis kan få noget ud af.

Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i TC's sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret rigtholdigt fotografisk materiale.

Man kan i TC's fremstilling se virkningerne af landboreformerne med tilhørende udskiftning fra landsbyfællesskabets jordfordeling, som startede i 2. halvdel af 1700-tallet.

Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje

Reformerne fandt sted i flere omgange.

Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.

Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.

I TC's beskrivelse opereres der med udskiftningsår, som ligger ret tilfældigt i forhold til disse forordninger. Men de må under alle omstændigheder have udskiftningsforordningerne som forudsætning.

Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.

Herunder plan over en landsby med marker inden og efter udskiftningen. Man kan tydeligt se, at de enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabet. Se videre Danmarkshistorie.dk.

På denne skitse t.h. over Sdr. Vestud, Møn, ser man tydeligt, hvorledes de enkelte gårdes jordstrimler, der her for en enkelt gård er sortmarkeret, fordeler sig på landsbyfællesskabets 3 vange

Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.

Neden for et matrikelkort over Skanderup i 1820 (forstørrelse ved museklik). Man ser tydeligt, at udskiftningen i Skanderup i 1820 var fuldbragt. Skanderup lå midt i markarealerne, hvor byen i Sdr. Vestud ligger i det nordøstlige hjørne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard i 1820 stadig havde en betragtelig størrelse.

Skanderup Kirke

Skanderup Kirke er i brev fra 1397 (Diplomatarium Danicum) viet til St. Nikolaj og nævnes første gang i 1280 ved skødning af gods til biskoppen i Ribe (Kronens Skøder).

Kirken er en romansk kvaderstensbygning fra formentlig o. 1200. Først i senmiddelalderen (midten af 1300-tallet indtil reformationen 1536) opførtes tårnet, der i 1871 forsynedes med det nuværende spir.

Den gamle sydportal blev i 1862 flyttet hen som indgang i tårndelen, hvilket nok medførte, at tårnet i 1871 måtte totalrenoveres.Tårnet hører til de usædvanligt store, og der var allerede før renovationen i 1871 problemer med, at vægene var ustabile. Derfor de mange murbindere.

Apsis mod øst er opført i 1934. Der har desuden i senmiddelalderen fundet en udvidelse sted mod vest, det nuværende indgangsparti.

Nordsidens kvaderstensmurværk er meget velbevaret og med oprindelige, små romanske, rundbuede vinduer.

Norddørens tympanon er bemærkelsesværdig.

Under kejserkrigen 1627-29 og Torstensonsfejden 1643-45, alt under Christian 4., blev kirken plyndret. Ved kongebrev i 1746 blev det sognemændene pålagt at reparere skaderne.

Iflg. en indberetning i Danske Kancelli i 1792 om kirkernes tilstand konstateredes der et forfald, hvorom det hed, at kvæget fik lov at græsse på kirkegården.

Præstegården, der lå i Nagbøl, flyttedes 1924 til Skanderup mellem kirken og Missionshuset fra 1889.

Om kirkens indre og inventar kan det bemærkes, at lofterne i både det pudsede kor og trælofter er af nyere dato, d.v.s. fra midten af 1800-tallet indtil en renovation i 1934. Der er fine loftindskrifter og rester af romanske kalkmalerier. Det ældste af inventaret er den romanske døbefont, desuden er der bl. a. den senmiddelalderlige højaltertavle. Samt prædikestolen opsat af Caspar Markdanner i 1589.

Adelige Sædegårde i Skanderup Sogn

Som det vil fremgå nedenfor, er det dobbeltkonfekt, en såkaldt pleonasme, at tale om 'adelige sædegårde', da en sædegård per definition skal være adelig, i det mindste fra Frederik 1.'s håndfæstning 1524 indtil enevælden i 1660.

Der har i Skanderup Sogn været mindst en, nok snarere tre adelige sædegårde, som dog ikke har efterladt sig bygningsmæssige spor. Og som m.h.t. sædegårde i Dollerup og Lunderskov er vanskelige for ikke at sige umulige at placere fysisk.

Men først lidt om begreberne herre-, hoved-, sæde- eller ladegård, d.v.s. adelige godskomplekser.

Efter vikingetiden, d.v.s. i 1000- og 1100-tallet bliver kongens hird til herremænd, som aflagde en særlig troskabsed til kongen.

Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes som et reultat af den jorddeling, der fulgte befolkningstilvæksten i 1100-tallet.

Herefter var den typiske struktur, at en stormand, en herremand havde flere relativt store, såkaldte brydegårde, drevet af forpagtere, der så igen havde mindre landbogårde og små gårdsædestavne tilknyttet.

Gårdsædestavnene var det, som senere kaldtes for huse med og uden jord. Beboerne af disse, gårdsæderne er formentlig trællenes efterkommere i den forstand, at da slaveriet efterhånden forsvandt, fik disse mulighed for at gifte sig og bosætte sig for sig selv.

Brydegårdene var for store til at kunne drives af en familie. Til gengæld var landbogårdene for små. Så meningen var, at landboer og gårdsæder skulle levere arbejdskraft til brydegårdene, der herved blev i stand til at yde meget store afgifter til ejerne, herremændene.

Begrebet bol kendes tilbage fra vikingetiden, findes i Kong Valdemars Jordebog, og har nok dækket en jævnt stor gård på o. 100 tdr. land. Bol går efterhånden over til at betegne andele i bymarken. Flere steder, dog ikke i Sønderjylland, går bol fra o. 1500 over til at betegne fæstebønder eller mindre brug, dog større end husmandsteder.

Herregårde har som begreb eksisteret siden senmiddelalderen, d.v.s. perioden ca. 1350-1536. Varierende betegnelser er også hoved- og sædegårde.

Definitionen på en herre-, hoved-, sædegård vil, afhængigt af tiden, være en gård, som en adelig herremand drev og / eller boede på. En sædegård har i navnets egentlige betydning været sæde for en adelig herremand på gården.

Endelig er der ladegårde, som kunne være driftsbygninger i tilknytning til en herregård, men uden herskabsbolig. Kongen havde en række store gårde, som han lod dyrke uden selv at være der, og altså uden herskabsbolig - det var typiske ladegårde.

I Frederik 1.'s håndfæstning fra 1524 blev det slået fast, at en herregård skulle enten bebos af den adelige ejer eller af en foged, ansat af den adelige ejer. Blev gården bortfæstet til en almindelig bonde, var den ikke mere en herregård.

Og den skæbne har adskillige adelige sædegårde lidt. Hvis der ikke engang er bygninger - f. eks. en renæssance inspireret hovedbygning, som der blev bygget på ca. 1/3 af 15-1600-tallets herregårde - der viser fortids status, vil en sådan gård ikke være til at skelne fra et almindeligt bondebrug.

Det vigtigste for herregårdene har været friheden for jordskatter og fra 1524 også friheden for tiende til kirken.

Efter enevælden i 1660 ophævedes adelens eneret til at besidde herregårde. Fra 1682 havde kun herregårde med mindst 200 tdr. hartkorn og fæstegods inden for 2 mil (14 km) stadig skattefrihed. Og der var meget store variationer i den periodes ca. 700 herregårde, der ejede ca. 9 % af den dyrkede jord. De største havde jord, svarende til 30-40 bondegårde, de mindste var på størrelse med en enkelt. lidt større bondegård.

Fra 1780 til i dag er der med udskiftningen og overgang fra fæste til selveje sket en markant reducering af de tidligere herregårde, der for de flestes vedkommende er blevet udstykket samtidig med at bondegårdene er blevet solgt fra.

Der har givet kortvarigt - formentlig det meste af 1500- og ret sikkert lidt af 1600-tallet - eksisteret en sædegård i Skanderup.

Den bedste dokumentation findes i Danmarks Adels Aarbog, forskellige årgange, her 1901, s. 450. "Las Christensen Sandberg, boede 1597 i Skanderup og havde da Trætte med sin efternævnte Broder, boede endnu 1612 paa Skanderupgaard og kaldes „velbyrdig"..." Broderen var Anders Christensen Sandberg, som ikke havde noget med Skanderupgaard at gøre i øvrigt.

Las C. Sandberg har helt sikkert boet på Skanderupgaard 1597-1612 iflg. disse oplysninger, og med bosættelse, sæde af en "velbyrdig" mand må Skanderupgaard godtages som sædegård på dette tidspunkt.

Mere usikkert er det i begyndelsen af 1500-tallet (1503 og 1504), hvor det nævnes, at Anders og Las Esbernsen Sandberg ud over gårde i Lunderskov og Dollerup også havde en gård i Skanderup. Der er ingen oplysninger om, hvilken gård, men man kan formentlig antage, at det også har været Skanderupgaard. Det nævnes også i midten af 1500-tallet (1556), at dattersønner af Bege Glambek (Erik, Jørgen, Otte Jensen) skulle have haft en gård og et bol i Skanderup, dog intet om hvilke(n). Man kan muligvis antage, at slægten Sandberg i ca. 100 år, i 1500-tallet, har haft en sædegård i Skanderup, Skanderupgaard. DAA, 1901, s. 450.

Derimod er der vist intet belæg for, at Mogens Krag 1626-76, officer i 1600-tallets svenskekrige, ejer af herregården Kaas (v. Skive), skulle have haft "sæde" på Skanderupgaard i 1600-tallet. Ej heller en datter, der skulle bære navnet Rosenkrantz, seTC s. 22. Om Krag eller datteren i 1600-tallet skulle have haft en eller anden form for ejerskab til gården, datteren iflg. en skatteliste fra 1678 iflg. TC, kan ikke afgøres ud fra det gennemsete kildemateriale. Men det forekommer helt usandsynligt, at Mogens Krag eller en datter skulle have haft "sæde", boet på gården.

Også noget spekulativt forekommer nogle af antagelserne omkring en sædegård i Lunderskov eller Dollerup.

TC mener i Kronens Skøder at have fundet belæg for, at lensmanden på Koldinghus 1585-1618, Caspar Markdanner skulle have solgt gårde i Lunderskov og Dollerup til kongen, den på dette tidspunkt unge Christian 4. Men har Caspar Markdanner ikke haft "sæde" på disse gårde, så er det ikke sædegårde!

I Kronens Skøder, bd. 1, s. 342, hedder det 24. Febr. 1604 om gods, som Markdanner fik på Fyen (det sædvanlige sted for hans godserhvervelser) til gengæld for "... i Dollerup 1 G(ård) med Skov ... 60 Svins Olden, ... i Lunderschouf 1 G(ård) ... til 150 Svins Olden ..." Samt forskellige områder i Seest, Skanderup og Gelballe. I 1608 hedder det i Kronens Skøder, s. 360-61, 28. Okt. 1608, at Markdanner på samme vis fik tilliggender på Fyen for noget jord i Øster Vamdrup. Intet af det i Kronens Skøder forekommende vidner om nogen form for sædegårdstilliggender i Skanderup, Dollerup eller Lunderskov. Men Markdanner har da uomtvisteligt haft jordtilliggender, gårde de nævnte steder, som han så har mageskiftet for at få mere tilliggende på Fyn, hvor hans godser befandt sig.

Omkring Caspar Markdanner, født 1533, kan det ses fremført, at han skulle være 'uægte' søn af Christian 3. og en skomagerdatter fra Kolding, d.v.s. Anst. Christian 3. døde på Koldinghus i 1559, så tilknytningen til Kolding har været uomtvistelig.

Caspar Markdanner blev først i 1571 adlet ved det kejserlige hof i Østrig. Han blev herefter i 1585 af Frederik 2. gjort til lensmand på Koldinghus, hvilket han var indtil sin død i 1618. Han har udvist stor interesse for Anst (Kirke), hvorfra moderen siges at stamme, også udover det af Frederik 2. i 1592 beordrede tårn (med det ejendommelige løgspir) til kirken. Hans herresæde(r) var herregården Rønningesøgaard, en gave fra kongen, Frederik 2., desuden ved giftemål Vejlegaard på Fyn. Men der forlyder absolut intet om herre-, sædegårde i hverken Skanderup, Dollerup eller Lunderskov.

Caspar Markdanner har også efterladt sig spor i Skanderup Kirke, hvor prædikestolen fra 1589 iflg. indskrift er opsat af Caspar Markdanner. Lokalt mener man at vide, at træfiguren, der bærer prædikestolen skulle være en afbildning af Markdanner. Det kan godt så nogenlunde passe med Markdanners alder i 1589, hvor han var 56 år. Han blev 85 år gammel.

Er Markdanner tvivlsom - for ikke at sige helt udelukket - som sædegårdsbesidder i Skanderup Sogn, så kan der findes belæg i Danmarks Adels Aarbog, 1901, s. 451 for, at Las Esbernsen Sandberg i 1496 i Lunderskov, i 1503 i Dollerup har haft sædegård. Blot foreligger der ingen oplysninger om hvilke(n) gård(e).

Broderen Anders Esbernsen Sandberg, omtalt samme værk, s. 450, har åbenbart opholdt sig sammen med eller tæt på broderen det meste af tiden. Anders ES i Dollerup, Las ES i Lunderskov. Det hedder om primært Anders ES men ellers dem begge: "...(Anders Esbernsen Sandberg) til Dollerup (Anst H.), beseglede 1496 tilligemed Las Esbernsen i Lunderskov til Vitterlighed et til St. Nicolai Kirke i Kolding udstedt Pantebrev og kaldes de deri begge Væbnere, skrev sig ogsaa til Skanderup, men 1503 til Lunderskov (i samme Sogn som Dollerup) og fører det tredelte Skjold, var 1504 nærværende paa Anst Herredsthing, beseglede 1509 tilligemed Las Esbernsen i Lunderskov til Vitterlighed med Knud Snub og skrives da "i Skanderup"." De to brødre har opholdt sig på sædegårde i Lunderskov, Dollerup og Skanderup. Men det er ganske uvist på hvilke. I Kronens Skøder, der registrerer fra 1536 nytter det således ikke at kigge.

Men det kan konstateres, at Las Christensen Sandberg Skanderupgaard har samme våbenskjold som Esbernsen Sandberg.

Der har således været adelige sædegårde i Skanderup, Dollerup og Lunderskov. Kun Skanderupgaard kan dog identificeres.

Og bygningsmæssigt har sædegårdene ikke efterladt sig spor.

Alt det ovenfor anførte beror på værdien af oplysningerne i DAA, Dansk Adels Aarbog, som ikke er en primær kilde. Men som dog må karakteriseres som indeholdende troværdige, godt bearbejdede informationer.

Geografisk omfatter Skanderup Sogn landsbyerne Skanderup, Nagbøl, Dollerup, Gelballe og forskellige lokaliteter i tilknytning hertil. Desuden landsbyen Lunderskov, der med jernbanens anlæggelse fra 1866 bliver til et jernbaneknudepunkt, en stationsby af ganske central betydning som knudepunkt til det i 1864 til Prøjsen tabte Slesvig og Holsten samt den vestlige del af Danmark, d.v.s. Esbjerg. I Trap 5. udg., Kongeriget Danmark, Om Andst Herred, 1898-1906, kan man se en beskrivelse af Skanderup Sogn o. 1900.

Landsbyen Skanderup. Af de 17 gamle gårde i 1688 matriklen bliver der med med landboreformernes begyndende udskiftning, fra 1774 iflg. TC opgjort i gl. og nyt hartkorn, 24 matrikler, hvortil kommer yderligere 4 huse, altså 28 matrikler i alt.Oprindeligt har navnet været Skandorp eller -torp. Det har så i løbet af 14-1500-tallet udviklet sig til Schanderup. Efterleddet i Skanderup kommer således af torp. Efterleddet torp kendes fra den tidlige vikingetids landsbyer o. 850 til middelalder o. 1350. Det er et af de allermest udbredte efterled, som findes i afledte varianter som -trup, -drup, -rup. Forleddet må formodes at kunne være mands- eller slægtsnavnet Skandi. Der er udflytninger fra Skanderup til Klebæk med udskiftningerne i slutningen af 1700-tallet. Klebæk har endelsen bækk, et vandløbsnavn fra 1490 (Klefbek). Der findes originale matrikelkort for 1820-47, 1847-69, 1869-85, 1885-1942, og herefter en række matrikelkort 1942-78 i dele, tilsvarende 1978-96, som man skal sammenstykke, hvis der ønskes overblik over hele lokaliteten. I givet fald søges der fra kald til matrikelkort på nettet, og her udfylder man søgefeltet med bynavn eller kode. Man kan også få kort over ejerlav og matrikler for hele Skanderup Sogn. Det gælder for alle kort, at man kan zoome ind ved at trække et klart markeret, rødt rektangel omkring det, man ønsker at studere nærmere.
Landsbyen Nagbøl. Der var 12 gamle gårde i 1688 matriklen. Efterleddet bølle kommer af bol, der formentlig har betydningen enkeltgård, i modsætning til torp byerne er de fælleder eller udmarker fra moderbyerne. Sammen med bol navne vil der som regel være mandenavne. Nagbøl ses omtalt første gang i 1468. Matrikelkort, se under Skanderup.
Landsbyen Dollerup. Der har i 1610 iflg. Koldinghus Lens regnskaber været 4 gårde og 2 boelsteder. Ved folketællingen i 1787 (den første er fra 1769) har der været 10 familier, altså en absolut lille lokalitet. Ses første gang omtalt i 1469. Som Skanderup er det et torp navn. Forleddet kan have betydningen dal. Matrikelkort, se under Skanderup.
Landsbyen Gelballe. I 1610 nævnes 9 gårde, som ved matrikuleringerne i 1644 og 1688 bliver til 12. Gelballe er et naturnavn, efterleddet -balle har betydningen 'jævnt stigende forhøjning' eller 'afdeling af landsby'. Navnet Gilleballe stammer fra 1469, fra 1664 ses navnet som Gielballe. Usikker betydning, men det kan være, at der har vokset 'gyvel' her. Kan også i andre lokaliteter end Skanderup Sogn have haft betydningen 'gold'. I folketællingsmaterialet er stavemåden Gjelballe eller Gielballe. Matrikelkort, se under Skanderup.
Landsbyen Lunderskov. I 1610 nævnes 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov. Matrikelkort, se under Skanderup.
Stationsbyen Lunderskov. I 1866 åbnes jernbanelinjen gennem Lunderskov. På kort fra 1873 ser man både omridset af den gamle landsby og stationsbyen. Matrikelkort, se under Skanderup. I Trap 3. udg. bd. 5 hedder det om Lunderskov i 1901, altså lige før stationsbyen befolkningsmæssigt lægger sig i spidsen i sognet: "Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole." Blandt skoler bemærker man her den indremissionske friskole, som eksisterede 1885/86-1922, og skolen i Dollerup fra 1883, der i 1923 blev suppleret med en helt ny skole.

Det er uproblematisk at skitsere den befolkningsmæssige udvikling og sammensætning i Skanderup Sogn fordelt på sognets landsbyer. Man benytter her de 18 folketællinger fra 1787-1930, som er tilgængelige med 5-10 års intervaller fra Statens Arkiver, her dog mere hårdhændet udvalgt. I tiden efter 1930 har Danmarks Statistik de nødvendige oplysninger^*.

Langt mere problematisk er det at få oplysninger for tiden før folketællingerne fra 1769.

Folketællinger for Skanderup Sogn:

Selv om det i Lukasevangeliet, forfattet o. 80-100 e. Kr., berettes, at der under kejser Augustus, d.v.s. o. Kr. fødsel blev foretaget en folketælling, så skal vi langt længere frem i tiden, før dette blev almindeligt.

I Danmark blev den første folketælling foretaget i 1769. Her skulle der have været 797.584 indbyggere i kongeriget Danmark, hvoraf de 80.000 i København. Folketællingerne er dog først offentligt og digitalt tilgængelige med tællingen i 1787 som ovenfor anført.

Det er indlysende, at oplysninger om folketallet i Danmark før 1769 ikke bare er usikre, de beror på skøn, som kun tages i anvendelse i mangel af andet og bedre.

De mest almindeligt kendte gætteparametre m.h.t. befolkningstallet i Danmark før 1769 er: 1) Stednavne, hvor f. eks. torp-endelsen (som i Skanderup m. fl.) med ret stor sikkerhed tidsfæstes til tiden fra vikingetid til o. 1300. Man har så også gættet på, at mængden af torp-navne kunne antyde en befolkningsforøgelse før befolkningstilbagegangen med pesten, den sorte død i midten af 1300-tallet. 2) Angivelserne af regnskaber i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Det havde jo været dejligt, om disse regnskaber var præcise og specifikke. Men dels er kun bønderne optalt (ikke familie og tyende), dels er der kun en liste for Halland, som man så skal til at skønne andre lokaliteter ud fra. 3) Knytlingesagaen, d.v.s. en islandsk saga om Danmarks historie fra Harald Blåtand (o. 980) til Knud d. Hellige (død 1086), nedskrevet o. 1300. Det er en til det yderste upålidelig kilde (saga) især o. beskrivelsen af Knud d. Hellige. Men der kan i kapitel 32 være brugelige oplysninger i oversigten over skipæn og kirker. Skipæn er afledt af udsagnsordet skipa, der betyder “at ordne”, og som i forbindelse med vikingetidens leding har betydningen at udstyre et skib med krigere og proviant. Altså et område med konkrete forpligtelser over for kongen, såvel som kirker har interesser i mængden af bønder, som kunne yde tiende. Man kan skønsmæssigt regne med 900 skipæn med et varierende antal havne i hele landet. Alt sparsomt med oplysninger om befolkningstallet og ganske svært fortolkeligt, når der skal laves statistik. 4) Kirkerne, mere tyndt og spredt i Jylland end i resten af landet og er almindeligvis tolket som udtryk for befolkningstætheden. Kirker blev for størstepartens vedkommende bygget over en periode på o. 250 år indtil o. 1300, de tidligste var bygget af træ, enkelte bevarede stenkirker fra 1060-80, men først fra 1200-tallet gennemgående af tegl. Også her er det overordentlig usikkert at bruge kirkerne til skøn over befolkningstallet. Det er faktisk umuligt, idet de lige så godt kunne være udtryk for økonomisk frem- eller tilbagegang.

Der blev fra midten af 1300-tallet nedlagt kirker, og der var som et resultat af pesten og vel også almindelig økonomisk tilbagegang en befolkningstilbagegang indtil velsagtens tiden omkring reformationen (1536).

Med folketællingsmaterialet er vi på anderledes sikker grund.

De her bragte tal har kildebelæg i de officielle folketællinger, som er indskannet af Dansk Data Arkiv, men som mest simpelt kan hentes fra Statens Arkivalier Online. Det er håndskrevne dokumenter, hvor lokale præster og degne har været skrivere, efterhånden afløst af sognerådspolitikere. Der er ret stor forkel på læselig- og ordentlighed. Kunne man fyre somme af de skrivende med tilbagevirkende kraft ville det have været en lettelse. Men det er i øvrigt muligt at registrere navnene på de skrivende sognepræster, sognerådsformænd m.v. fra start til slut. Hvis man da kan læse, hvad der står. Og - endnu bedre - at detaljere optællingerne til de byer, som sognene består af.

Folketal i tællingsår	1787	1840	1860	1870	1880	1901	1911	1921	1930
Skanderup Sogn i alt	512	882	1248	1433	1657	1802	2247	2416	2321
Skanderup	182	273			617	680	748	647	630
Gelballe	96	213			395	303	260	304	311
Lunderskov	99	178			233	355	842	1017	957
Nagbøl	70	108			204	213	265	229	214
Dollerup	65	110			208	251	132	219	209

Folketallet i Skanderup Sogn stiger jævnt indtil o. 1920. Sognets befolkningsmæssigt to største byer er Skanderup og Gelballe indtil den begyndende industrialisering og hermed jernbanedrift i Lunderskov fra 1866. M.h.t. folketal var Lunderskov indtil da størrelsesmæssigt nr. 3. Men Lunderskov overhaler Gelballe allerede i 1901 og i tiden indtil 1911 også Skanderup. Går man mere detaljeret ind i de tilgængelige befolkningstal, så var der allerede i 1906 i Lunderskov 635 indbyggere mod 509 i Skanderup. Der er i denne periode en nærmest eksplosiv befolkningstilvækst i Lunderskov i forhold til resten af sognet, og stationsbyen bliver herefter sognets ubetinget mest folkerige by med handel, service og senere produktionsvirksomhed som de fremherskende erhverv.

Sammenholder man befolkningsudviklingen i Skanderup Sogn med hele Danmark, så bemærker man, at 1920-30'erne er præget af svag befolkningsvækst i landet som helhed, 8,1 % 1921-30 mod en vækst på 18,1 % det foregående tiår. Men i landsognet Skanderup er der 1921-30 en direkte negativ vækst % på -3,9. I landsbyerne er det især i Skanderup, Dollerup og Nagbøl - men ikke Gelballe, at der kan konstateres en negativ beforkningsvækst i forbindelse med 1920'erne og verdenskrisen fra 1929. I stationsbyen Lunderskov kan der konstateres et lille fald i befolkningen.

Også sammenlignet med andre landsbyer kunne den negative befolkningsvækst i Skanderup Sogn 1921-30 se ud til at have været bemærkelsesværdig. Man kan dog nok næppe tilskrive det, at pastor C. J. Moe i 1922 forlod sognet, selvom det kunne være fristende at forsøge etableret en direkte fysisk konsekvens af det åndelige livs hermed velsagtens begyndende normalisering.

Der er dog nok snarere tale om en økonomisk betinget stagnation på egnen, som man også kan konstatere i den nærtliggende stationsby Vamdrup.

Folketallet i Danmark 1901-2013

	1901	1911	1921	1930	1940	1950	1960	1970	1980	1990	2000	2010	2013
Befolkning 1.jan (i 1000)	2447	2757	3265	3531	3826	4252	4566	4907	5122	5135	5330	5535	5603

Aktuelt (20113) er folketallet i Skanderup Sogn 4089. Heraf var 3016 bosat i Lunderskov, 424 i Skanderup. Danmarks Statistik, Statistikbanken, bef44.

Sogneforstanderskaber, sogneråd og sognerådsmøder i Skanderup Sogn

Lovgivning og valgregler

1841
1855
1867

Nogle hovedtræk i sogneforstanderskabernes virke, Skanderup Sogn 1841-68
Sammenligning af sogneforstanderskaberne 1841-55 og 1855-68
Sogneråd fra 1868, under provisorietiden, indtil 1903.
Sogneråd 1903-1954

1841-68. Det ses af Sogneforstanderprotokol 1841-68, første møde 21. jan. 1842, at det første sogneforstanderskab i Skanderup Sogn bestod af 7 medlemmer: 1) de fødte medlemmer, som var formanden Christen Hansen Juhl, Nagbølgaard, pastor Ulrik K. Schmidth, Nagbøl (underskriver sig konsekvent kun Schmidth) og herredsfogeden med stemmeret, når han deltog, 2) de valgte medlemmer, som var gårdejer Hans Buch, Skanderup Nørgaard, gårdejer Anders S. Fløjstrup, Enghavegaard, Gelballe, gårdejer Jeppe Iversen Buch, Harbogaarden, Skanderup, gårdejer Rasmus Højrup, Dollerup og møller Poul Knudsen, Drabæks Mølle, Lunderskov. Ulrik K. Smidt var sognepræst i Skanderup 1834-70.

Som det i 1841 anordningen kræves, er der i sogneforstanderskabet som fødte medlemmer en sognepræst, pastor Schmidth, og formanden må være repræsentanten for det store hartkorn, d.v.s. 32 tdr., også født medlem. Det er 1842-1855 C. H. Juhl, Nagbølgaard. Herefter indtil 1862 Carl A. von Bülow, også Nagbølgaard. Bülow dog efter 1855-ordningen og derfor ikke født medlem.

I anordningen fra 1841 hedder det om hartkornskravet, at "...den eller de lodsejere, der af sognedistriktets hartkorn ejer i det mindste 32 tønder, hvorved dog skov- og mølleskyld kun beregnes med det halve, samt bo i sognedistriktet, eller, hvis dette ikke er tilfældet, dog er villige til at indtræde i forstanderskabet."

Da Skanderup Sogn ikke har haft lodsejere, der levede op til kravet om 32 tdr. h., har man så iflg. anordningen kunnet vælge blandt de mulige, d.v.s. de "villige", som så nok er blevet adspurgt blandt de største af sognets lodsejere, hvortil ejeren af Nagbølgaard hørte.

Iflg. Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave, 5. bind, 1898-1906 var der flg. større gårde i sognet:

”Gaarden Vissingsminde har 16½ Td. H … Dollerupgaard har 18 Td. H … Nagbølgaard har 14^_1/4 Td. H … 4 Huse og en Smedje … Rolles Mølle, Gd. m. Vandmølle, har 13½ Td. H …”

Af andre gårde nævnes i Trap: Skanderupgaard; Mariegaard.; Nørgaard.; Nørgaardslund; Rosenlund; Nygaard.; Frederiksminde; Dolleruplund ; Gjelballegaard.; Elisabethslyst; Dorotheasminde; Grønvanggaard.

I mangel af det helt store hartkorn har man således som født medlemskab ladet sig nøje med ejeren af Nagbølgaard sammen med den lokale sognepræst. Og en herredsfoged må der have været. Han har ikke nødvendigvis følt sig kaldet til at deltage i alle møder

Som det fremgår oven for blev valgreglerne i 1855 ændret, og præster mistede sammen med det store hartkorn det fødte medlemskab - pastor Schmidth forsvinder fra sogneforstanderskabet fra 1855. Og det blev nu lovfæstet, at der skulle være et ulige antal medlemmer.

Man kan af af forhandlingsprotokollen se, at møderne 1842-68 som regel foregik i Nagbøl, hvor jo både sognepræsten og formanden havde til huse indtil 1862. Mødestedet var Viborggaard. Efter 1875 (her kun konstateret fra 1903) var mødestedet som regel Fattiggaarden over for Skanderup Kirke.

Nagbølgaard havde ejeren Chr. H. Juhl som født repræsentant ( det store hartkorn, som i dette tilfælde dog var i reduceret størrelse) og formand, herefter Carl A. von Bülow, formand indtil 1862 (hvor han flyttede fra egnen). Bülow var repræsentant efter 1855-ordningen uden fødte medlemmer, men hvor den største halvdel (4) skulle vælges blandt de højeste kommunale skatteydere.

Sammenligning af sogneforstanderskaberne 1841-55 og 1855-68, oversigt over mødeindhold

Der er ingen iagttagelige forskelle i sagsbehandlingen.

De fødte medlemmer, præsten og herredsfogeden forsvandt med 1855-ordningen. I Præstø og Randers reduceredes i samme tidsperiode præsternes andel af formandskabet med 30-40 %. I Skanderup forsvandt præsten helt. Men det var jo også i den før-indremissionske periode.

Derimod skete der ikke iagttagelige ændringer i formandskabet i øvrigt, det stadig blev varetaget af de største bønder, om ikke det indtil 1855 krævede 32 td. hartkorn, som jo ikke fandtes i denne størrelse i sognet.

Man kunne måske have forventet, at jernbanens komme ville have afspejlet sig i sogneforstanderskabets forhandlinger, men som et statsligt foretagende behøvede jernbanen jo ikke behandling her, og det blev det så heller ikke i referaterne.

Sogneforstanderskabets nytildelte opgaver omfattede hovedsagelig tilsyn med og vedligehold af kommunens biveje og fordeling af sognekørsel (§ 17), meddelelse af bevillinger til krohold, håndværk, mølledrift, brændevinsbrænding, udtaleret i sundhedssager, herunder læge- og jordemodervæsen m.v. (§ 18), tilsyn med brandassurancevæsen (§ 19) samt iøvrigt med de til rådighed stående midler søge at hindre betleri og løsgængeri og derved støtte sognefogederne i varetagelsen af disses pligter desangående, herunder bidrage til at fremme og opretholde god politiorden (§ 20).

Sogneforstanderskabets sagsbehandlinger er refereret godt og pålideligt af TC, s. 214-227. Herfra en bearbejdet oversigt, som er nøje kontrolleret i protokollen. Men det har faktisk været en lettelse ikke at skulle tyde protokollen bogstav for bogstav, hvilket ind imellem kan være overordentlig vanskeligt.

Sognets skoler.
Fattigvæsenet.
Vejene, offentlige stier, vedligeholdelses.
Post- og brandvæsen.
Jordemodervæsenet.
Krigene i protokollerne - Treårskrigen 1848-50/51 og krigen i 1864, 1. og 2. verdenskrig
Andet, diverse

De første sogneråd, provisorietiden, 1868-1903

Det primære kildemateriale, forhandlingsprotokollerne mangler.

Problemet søges løst ved en gennemgang af lokale Kolding aviser, som ligger på Kolding Stadsarkiv som mikrofilm.

Brydningstiden, Indre Mission får flertal i sognerådet.

Sammenfattende om sognerådets arbejde fra 1903 kan man sige, at møderne hovedsageligt blev holdt på Fattiggaarden over for Skanderup Kirke. Periodisk, mere sjældent på Lassens Hotel, og kun enkelte gange på Afholdshotellet og / eller Missionshotellet. I det senere forløb også ind imellem på en lokalitet, der kaldes Kommunegaarden. Fra 1934 er der varierende betegnelser som Kommunekontoret, Raadhuset o.l., som formentlig dækker over den bygning, som kom til at afløse Fattiggaarden som mødested fra 1934. Ind imellem kunne man også mødes hos et sognerådsmedlem, som regel formandens (gård).

De behandlede sager var i vid udstrækning ekspeditionssager, formentlig uden anledning til større debat: Det var dagligdagens problemer i det lokale, der blev behandlet. En skelsættende begivenhed som 1. verdenskrig figurerer kun indirekte med omtale af sukkerrationering og bevilling af ekstra brødportioner til ”strengt arbejdende” mænd på landet. Tilsvarende 2. verdenskrig. Det landspolitiske optræder slet ikke. Derimod er det relativ simpelt at identificere kanterne på de religiøse fronter, mellem Indre Mission og de andre, vel først og fremmest grundtvigianere, som C. J. Moe offentligt omtaler med demonstrativ foragt.

Sognerådets aktivitetsområder er skattesager, ejendomsskyld, hegnsyn (vurderingsmænd), sygehjælp, fattighjælp o.l., ikke mindst vejsager, skole, folketællingslister, ugiftes børn og optagelse i kirkebogen, krohold i Lunderskov (anbefales 1905), altergangsudgifter (brød og vin) der 1905 flyttes fra Fattiggaardens til kommunekassen. Af andre ikke konfliktskabende sager kan nævnes, at der 09. jan. 1906 vedtoges at indberette til amtet, ”at der antages ikke at vilde forekomme oldenborrer her i kommunen… i 1906”. Desuden behandling af klager over folketingsvalglister, der udarbejdedes af sognerådet.

Men det er først og fremmest skolen og læreransættelser samt afholdssagen med konsekvenser for ønskede spiritusbevillinger, der kommer i spil som ideologisk slagmark, d.v.s. mellem Indre Mission og "de andre", som efterhånden samlede sig i valgmenigheden. Desuden dukker den gryende arbejderbevægelse selvfølgelig også op i sognerådet, selv om der kan forekomme naturlige repræsentanter, som alligevel først og fremmest synes at være identificeret med en af de to religiøse fronter.

Religion og politik i Skanderup Sogn

Det politiske.

Ved siden af den specielle, religiøse determinant i Skanderup Sogn var perioden fra junigrundloven 1849 og frem til systemskiftet i 1901 også tiden, hvor de politiske partier blev dannet og fik en ledende rolle i landspolitikken, måske nok modificeret og anderledes i sognepolitikken.

Det helt interessante ved Skanderup Sogn er, at man her tilsyneladende afviger fra den landspolitiske tendens i sognepolitikken, således som den er konstateret i Niels Clemmensens disputats, Konflikt og konsensus i kommunen. Her påvises klart, at provisorietiden med variationer også markerer en markant tilbagegang for Højre på det kommunale plan, således som det også sker landspolitisk. På det kommunale plan dog uden markering af partipolitisk tilhørsforhold, der først bliver konstaterbart fra århundredskiftet. Men i NC's undersøgelse udmøntet i skiftet til sognerådsformænd, der er bønder i stedet for det store hartkorn og præster.

Desværre er det udgivne materiale for Skanderup Sogn mangelfuldt, når der skal sammenlignes. Hertil skal der inddrages arkivmateriale, først og fremmest samtidens aviser (til bestemmelse af politisk tilhørsforhold og verserende konflikter, der relaterer sig til landspolitikken) og sognerådsprotokoller. Som anført mangler sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903.

Men på det foreløbige materiale, Hans Lund Hansens undersøgelse, der baserer sig på Statistiske Meddelelser og samtidigt avismateriale, ser billedet således ud:

Stemmeafgivning ved folketingsvalgene i Skanderup Sogn 1881-1924 i %

Statistiske Meddelelser, her sammenskrivning og beregning af tal i Hans Lund Hansen, s. 186 ff.

Man bemærker, at stemmeafgivningen (som ikke var hemmelig før 1901) ret entydigt viser markant fremgang for Højre og tilsvarende tilbagegang for Venstre fra 1887 til 1920. Pastor Moe forlader sognet i 1922, og det kan under alle omstændigheder konstateres, at Venstre mellem 1920 og 1924 (Venstreregeringen Neergaard) her vinder markant ind på Det Konservative Folkepartis stemmeandel.

Det kan helt sikkert konstateres, at pastor Moe forkyndte, at politik var en verdslig forsyndelse mod livet i Gud - og hvad han og meningsfæller ellers kunne finde på at sige om den rette kristelige adfærd. Under alle omstændigheder fremgår det ret tydeligt, både af Moes udsagn og af hans stemmeafgivning (som kan konstateres, stemmeafgivning var som anført ikke hemmelig før 1901), at han foretrak Højre, som jo så i hans optik må have været nærmere Gud, end Venstre var det.

Man kan ikke meningsfuldt polemisere mod selv det, man kunne anse for en aparte adfærd i fortiden. Blot må det med nogen rimelighed konstateres, at en folkelig religiøsitet i Skanderup Sogn tilsyneladende har betydet en noget anderledes politisk adfærd end i den øvrige del af Danmark i tiden under og umiddelbart efter Højres dødsdans under provisorietiden, indtil dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915.

Disse konstateringer skal undersøges mere specifikt ud fra den sognepolitiske udvikling i Skanderup Sogn, hvor det primære arkivmateriale (først og fremmest sognerådsprotokoller og samtidige aviser) inddrages.

En smagsprøve på det sognepolitiske er det dog muligt at give med de tal, som Hans Lund Hansen har fundet i Statistiske Meddelelser, dog kun fra 1909, hvor valgsystemet skiftede fra reglerne i 1867-ordningen med bl.a. valgret til kvinder, og Hans Lund Hansen har her så besluttet at udelade det af divergerende lovgivning prægede materiale fra 1841 frem til 1909. Ud over Hans Lund Hansens tal er det også muligt at benytte tallene fra sogneforhandlingsprotokollerne, der i øvrigt bekræfter Lund Hansens tal. Fra 1903-09 var der 7 medlemmer i sognerådet, hvor fordelingen var 4 til 'de andre', 3 til Indre Mission. Fra 1913-54 var den mandatmæssige stilling 5 Indre Mission, 4 'andre'.

Sognerådsvalg i Skanderup 1909-1925, mandattal

Andre: i 1909 gårdmænd, husmænd, næringsdrivende

i 1913 fællesliste

i 1917 uden for Indre Mission

i 1921 socialdemokrater (1), valgmenigheden, borgerliste i Lunderskov

i 1925 grundtvigianere, tjenestemandslister

Indre Mission: i 1921 Sognemenigheden, i 1925 byliste og landliste.

Sognerådsformænd siden 1903 - se valglovsbestemmelser fra 1867.

Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 er bortkommet og kan derfor ikke benyttes til at klarlægge sognerådsaktiviteterne i denne ellers yderst interessante periode. Dels p. gr. af jernbanens opkomst og derfor Lunderskovs tiltagende betydning i sognet. Men også - og ikke mindst - fordi det kunne have været interessant at kortlægge sognerådets aktiviteter i spændingsfeltet mellem pastor C. J. Moe og hans præference for Højre, sammenholdt med provisorietidens forfatningskamp, der forrykkede balancen mellem de partipolitiske modpoler Højre og og Venstre, oppositionspartiet, som netop i perioden, hvor Moe i 1885 kom til Skanderup, gik ind i den afgørende magtkamp mod Estrups provisoriske finanslove. Venstre havde flertal i Folketinget, men det behøvede regeringen og Estrup ikke tage sig af med et flertal i Landstinget og kongens ret til at udnævne regeringen uanset flertallet i Folketinget.

Moes ankomst til Skanderup i 1885 var netop året, hvor Danmark formentlig har været tættest på en revolution. Der dannedes riffelforeninger og agiteredes for skattenægtelse over for en regering, der ikke ville respektere folketingsflertallet, d.v.s. Venstre og et stadig også stærkere Socialdemokrati. Regeringen svarede igen med "mundkurvecirkulærer" og konsekvente foranstaltninger imod det spirrende folkelige oprør, som oven i købet blev ledsaget af et skudattentat mod Estrup i 1885.

Det kunne have været interessant at få klarlagt de lokale spor, som denne forfatningskamp også må have efterladt i Skanderup Sogn. Men her må der inddrages andet materiale til belysning af forholdene, f. eks. den lokale presse.

Ud fra de gennemgåede sogneforhandlingsprotokoller kan det konstateres, at Indre Mission i 1913 erobrede sognerådsformandsposten, som blev bibeholdt indtil 1954.

Fra 1903 indtil 1913 var Thomas Hansen, gårdejer i Klebæk og P. Midtgaard, gårdejer i Nagbøl sognerådsformænd som de sidste repræsentanter, før Indre Mission erobrede flertal og formandspost.

1913-1919 blev tømrermester J. C. Hansen, Lunderskov sognerådsformand som konsekvens af Indre Missions flertal på 5 ud af sognerådets 9 medlemmer.

Man kan fastslå det indremissionske flertals medlemmer ud fra de sammenhænge, hvor de gjorde fælles front i sognerådsarbejdet.

Johan Nielsen, gårdejer i Skanderup, efterfulgte J. C. Hansen som formand 1919-1923, og han blev efterfulgt af gårdejer Knud Knudsen, Gelballe,sognerådsformand 1923-1943.

Politisk repræsenterede Nielsen og Knudsen henholdsvis Højre / Det Konservative Folkeparti og Venstre.^* Man kan muligvis sige, at de repræsenterede henholdsvis tiden under og efter C. J. Moe med deres respektive partipolitiske tilknytning. K. Knudsen det forventelige, Venstre som repræsentant for gårdejerstandens naturlige politiske orientering. J. Nielsen også repræsentant for gårdejerstanden, men præget af tiden under C. J. Moe og den vækkelsesagtige tilstand under Indre Missions første tid i sognet, hvor der i vid udstrækning blev en orientering mod Højre / Det Konservative Folkeparti som et resultat af Moes forkyndelse og holdning til politik.

Det kan i forhandlingsprotokollerne konstateres, at de to her nævnte arbejdede sammen, hvor det drejede sig om en indre missionsk linje, først og fremmest ved skole og læreransættelser i den periode, hvor de begge sad i sognerådet, d.v.s. indtil Johan Nielsens afgang fra sognerådet i 1933.

Som illustrerende eksempel forhandlingsprotokollen fra 18.11.1927. Her protesterede fire fra mindretallet (ud af ni) mod den ensidige ansættelse af lærere med tilknytning til Indre Mission. Protesten blev imødegået i fællesskab af sognerådsformanden, Knud Knudsen, der var erklæret venstremand, og den tidligere sognerådsformand 1919-23, Johan Nielsen, som var konservativ, men begge fra flertalsgruppen, Indre Mission. Eksemplet er helt symptomatisk for samarbejde og skillelinjer i sognerådet - at skillelinjer ikke var partipolitiske.

Mindretallet klagede til ministeriet, hvilket blev taget op som selvstændigt punkt 09.02.1928, hvor flertallet karakteriserede klagen som en "tendentiøs" fremstilling.

Det konkrete i sagen var besættelse af en tredjelærerstilling ved Dollerup Skole, men protesten afspejler, at der her har været tale om et mønster med at foretrække lærere med tilknytning til Indre Mission, hvilket man ikke har været så tilfreds med i mindretallet. Ud over den her nævnte klagesag, har der tidligere været gjort bemærkninger o. læreransættelser, f. eks. i Gelballe i 1918, hvor også en lærer med indremissionsk tilknytning var blevet foretrukket iflg. forhandlingsprotokollen 08.04.1918.

Det kan således konstateres, at der har været samarbejdet omkring det holdningsmæssige, religionen, og formentlig helt uanset politisk observans i øvrigt.

Derimod kan der også konstateres divergerende interesser i det indremissionske flertal, f. eks. i planer omkring udretning af en vej gennem Skanderup by. I 1932 blev der af Johan Nielsen og den lokale, indremissionske smedemester i Skanderup - begge medlemmer af sognerådet - protesteret mod udretning af vejen gennem byen. Argumenterne var, at det var for dyrt, og at det generede de berørte parceller, f. eks. Johan Nielsens. Sognerådet under den også indremissionske formand K. Knudsen vedtog og gennemførte uanfægtet vejføringen.

Religion - mission og skolevæsen.

Som det fremgår af diagrammet over sognerådsvalg oven for, vandt Indre Mission i 1913 flertal i sognerådet, et som regel helt snævert flertal (fem ud af sognerådets fra 1909 ni medlemmer). Dette flertal bevaredes i hele den her undersøgte periode, indtil 1954, hvorefter to på hinanden følgende proprietærer fra Skanderup uden indremissionsk tilknytning blev valgt som formænd.

Det har været muligt delvist at identificere sognerådsformændenes partitilhørsforhold til både Det Konservative Folkeparti (indtil 1915 Højre) og Venstre inden for flertallet, Indre Mission. Partitilhørsforholdet har ret tydeligt været uden betydning for det indre sammenhold i sognerådsgruppen.

Tværtimod udmøntede uenighed sig på tværs af partiskel, især o. læreransættelser og afholdssagen, hvor de religiøse skillelinjer har været bestemmende.

Før den konfrontatoriske linje i skolesager, d.v.s. før Indre Mission fik flertallet fra 1913, kan man uden iagttagelige konflikter konstatere et relativ fredeligt samarbejde o. skolevæsenet i sognet.

Der var tilskud til Lunderskov Friskole fra nov. 1910 og fremover. Der ydedes et tilskud på kr. 5 per barn, hvilket gør det muligt at skønne elevtallet til mellem 50 og 70 i tiden o. 1. verdenskrig.

Lunderskov Privatskole, der fungerede 1895/96-1922 var tilknyttet Indtre Mission og omtales ikke i sognerådets forhandlingsprotokoller.

1907 blev der opslået et folkeskolelærerindeembede, 500 kr. + 50 kr. for håndarbejde, bolig og brændsel, uddannet i orgelspil vil blive foretrukket - uden iagttagelige betingelser i øvrigt.

Mindre dramatisk end besættelsen af lærerembeder efter 1913, i det mindste m.h.t. religiøse skillelinjer, var også skolebyggeriet i Skanderup.

I 1842 blev det i sogneforstanderskabets første møde 21. jan. behandlet og med senere ændringer besluttet at bygge 3 nye skoler: en hovedskole i Skanderup til afløsning af den eksisterende helt brøstfældige rytterskole, der var besluttet opført under Frederik IV 1720-21, en biskole i Dollerup og en biskole i Gelballe.

I Kolding Rytterdistrikt var der 24 byer med rytterskoler, herunder Skanderup, hvor rytterskolen blev taget i brug i 1725 iflg. tilgængelige oplysninger (inskription under den her afbildede, officielle Frederik IV inskription). Frederik IV inskriptionen anfører året 1721, der under alle omstændigheder er året for starten på Frederik IV's rytterskoler.

Et enkelt år skulle der i denne lille rytterskole, velsagtens sognets største skole, have været indskrevet 106 elever: 44 fra Skanderup, 20 fra Lunderskov, 22 fra Hjarup, 9 fra Gelballe, 7 fra Nagbøl og 4 fra Drabæks og Rolles Møller.

I løbet af 1700-tallet blev der bygget skolehuse i Hjarup, Gelballe og et fælles skolehus for Nagbøl, Dollerup og Lunderskov.

Inskriptionstavle, dateret 1721, der nu befinder sig på forbundskolen Hjarupvej. Disse sandstenstavler blev placeret på alle rytterskolerne.

Den latinske tekst i oversættelse: Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE.... i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.

Den gamle rytterskole fra 1725, Svinget 7 - kan meget vel have været en af hovedarkitekten J. C. Kriegers 149 næsten identiske skoler - ud af 240 rytterskoler i alt.

Af modeltegningen over disse rytterskole neden for kan man se, at det nok har været den lille udgave, der blev bygget i Skanderup.

T.v. pigeskolen eller pogeskolen Kastaniealle 34, som formentlig har været benyttet sideløbende med hovedskolen fra 1854 indtil o. 1900, hvor forskolen blev integreret i den almindelige folkeskole.

Det første møde i sogneforstanderskabet, 21. Jan. 1842 omhandlede udelukkende sognets skoler. Man kan af slutanmærkningen se, at mødet varede 13½ time, fra kl. 10-11½.

Det fremgår, at man forhandlede med skoledegn Skovgaard om opførelse af en ny skole på degnens toft, og det endelige resultat blev den parcel, der i dag er Svinget 11, matrikel 13d og 13e, overfor matrikel 8a (Grønvanggaard, hvis ejer dengang var A. P. Terpager). Den endelige placering over for Grønvanggaard affødte nogen debat, idet det oprindelgt var drøftet at bygge på skoledegnens toft ved den gamle skole. Skoledegnen Skovgaard har nok været en tålmodig mand, han accepterede de ændringer, der blev resultatet af nogle beboeres ønske om placeringen over for Grønvanggaard. Denne grund tilhørte også Skovgaard.

Det fremgår af senere behandlinger i sogneforstanderskabet, at hovedskolen i Skanderup kom til at råde over hele 12 tdr. land, hvilket gav årsag til nogen drøftelse, hvor de langt mindre tilliggender til Dollerup og Gelballe biskoler blev anført som mindre rimeligt.

Der var i sogneforstanderskabet ogs uenighed mellem skolepatronerne for Dollerup og Gelballe, R. Højrup og S. Fløjstrup, på den ene side og skolepatronen for Skanderup, J. Buch, fordi Buch skulle have skaffet det bedste materiale til Skanderup.

Klagen blev sendt til Amtsskoledirektionen, som bestemte en omfordeling af materialerne, hvorefter byggeriet kunne gå i gang. Der blev til formålet af en åbenbart velhavende gårdmand i Ødis Bramdrup lånt 1680 Rigsdaler i sølv.

Medens denne skole var i funktion, d.v.s. indtil 1908, skulle der også have været en pige- eller pogeskole lige overfor på Kastaniealle 34. Skolegangen her skulle være ophørt o. 1900, da sognerådet solgte bygningen, først som daglejerbolig, siden erhvervet til almindelig beboelse.

Det kunne være denne bygning, som sogneforstanderskabet i 1854 fik en ansøgning om m.h.t. etablering af pigeskole i fra skolelærerenke, enkemadam Bottler, som blev anbefalet. Der blev her undervist i bl. a. "fruentimmerhåndarbejde.

Det var dog først med lov om Borger- og Almueskoler fra 1856, det blev lovfæstet, at børn, "poger" i alderen 6-9 år kunne undervises i "pogeskoler", d.v.s. uden uddannet lærer. Det kan meget vel have været sådan en skole, enkemadam Bottler fik lov at etablere i 1854. Med forskolelærerindeuddannelsen fra 1892 begyndte man at skelne mellem "pogeskolerne" og forskoler, der indgik i det almindelige skolesystem. Og det har sikkert været i denne forbindelse, pogeskolen Kastaniealle 34 blev nedlagt o. 1900. Pogeskoler bortfaldt helt med Folkeskoleloven af 1937.

Der er i perioden fra degnen Skovgaard, som døde i 1847 indtil 1868 en række lærere, hvis vandel og duelighed affødte en del klager og misnøje. Der var desuden en standende strid omkring det rigelige areal (12 tdr. land) til hovedskolen i Skanderup og de mere usle vilkår i Dollerup og Gelballe.

Svinget 11, afløseren for rytterskolen, 1842

Skanderup Skole, opført 1908

Matrikel 13d blev i 1930'erne, efter sigende til stor fortrydelse for degnen, der havde sin have her, ofret for at rette vejen gennem byens sving ud. Der blev også protesteret fra to medlemmer i sognerådet, som repræsenterede Skanderup, ejeren af Grønvanggaard, tidligere sognerådsformand og af byens smed, med den begrundelse, at det var for dyrt og - nok væsentligere - forringede de berørte parcellers værdi. Sognerådet besluttede vejen med et stort flertal. Her gik ingen skillelinjer mellem Indre Mission og de andre, tværtimod.

Den gamle rytterskole lå på den parcel, som i dag er Svinget 7, som ligger over for Smedegyden, også en af 13 matriklerne. Samtidig med den nye hovedskole i Svinget 11 (i det V-kryds, som deler byen ad Svinget eller videre ad Skanderup Landevej, der er blevet til Kastaniealle). I 1842 blev der samtidig bygget biskoler i henholdsvis Gelballe og Dollerup.

Hovedskolen i Skanderup fik en ny, større og rummelig bygning i 1908, der ligger ved det tredje sving, som i 1930erne blev rettet ud sammen med to andre sving mod Lunderskov ved den oven for omtalte regulering af den gamle sognevej. Grunden til den nye skole fra 1908 blev solgt af A. Høyer, Vissingsminde, der havde købt den "gamle pogeskole" for 1200 kr. Og efter at have benyttet den som daglejerbolig solgt end igen som almindelig bolig.

Juni 1908 forelå der tilbud på opførelse af Skanderup Skole for kr. 27.275, og der låntes hertil kr. 30.000 - fremgår det af sognerådsprotokollen for 1908.

Der var i forbindelse med planerne om skolebyggeriet blevet nedsat et byggeriudvalg for Skanderup Skole i 1908, bestående af Jens Nielsen, Grønvanggaard - nyvalgt til sognerådet i 1907, "afgået ved døden" i 1908 iflg. forhandlingsprotokollen - formanden for sognerådet og sognerådsmedlem J. C. Hansen.

Formanden, Th. Hansen stod uden for Indre Mission, som de to andre i udvalget repræsenterede, den ene også nabo til den planlagte skole, den anden tømrermester fra Lunderskov, senere sognerådsformand fra 1913, hvor Indre Mission fik flertal i sognerådet.

Den i 1908 i Skanderup opførte skole blev i 1962 afløst af en forbundsskole lidt uden for byen, ved vejen mod Hjarup, som skulle modtage elever fra Gelballe, Skanderup og Hjarup til og med 7. årgang.

I forbindelse med valgmenigheden, som i 1910 blev en realitet, oprettedes der i Skanderup i 1914 en grundtviansk efterskole og i 1918 en tilsvarende friskole. De tre centrale institutioner, kirken, efterskolen og friskolen kom til at ligge centralt på matriklerne 9 og 10 i Skanderup.

Friskolen fra 1920, efterskolen fra 1914 og valgmenighedskirken, ombygget til kirke i 1922. Valgmenigheden eksisterede dog allerede fra 1910, fra 1911 som Hjarup-Skanderup og Andst valgmenighed. Utilfredsheden med Moe resulterede i, at der blev løst sognebånd - med præst i Askov indtil 1910.

Således blev valgmenighedskirken taget i brug i 1922 i en velsagtens perfekt treklang lige før selve Skanderup by.

I Lunderskov blev der i 1883 opført en ny skole ud over den i Dollerup opførte biskole, igen i Dollerup, Skolevej 23-27. Ved siden af denne skole blev der i 1923 igen bygget en ny skole, Skolevej 19-21. Der blev i løbet af 1950-60'erne bygget til på Skolevej. I 1979 blev en helt ny skole, Kongsbjergskolen på Reinholdts Bakke indviet.

I Gelballe blev der bygget ny skole i 1885, som blev udvidet i 1924.

Allerede før C. J. Moe kom til sognet skulle der i 1882 (iflg. Trap, 3. udg., 5. bd) være blevet opført et missionshus i Skanderup, tæt på sognets kirke^*. Det forholder sig dog nok snarere som anført i Moes erindringer, at missionshuset er opført i 1889, 4 år efter hans ankomst og som en af spydspidserne i den indre missionske forkyndelse. I Lunderskov kom der senere^* ved Vestergade et menighedshus, som blev flyttet til Kobbelvænget i 1984.

I 1875 blev der lige over for Skanderup Kirke opført en "fattiggård", som i 1934 blev solgt af sognerådet. Sognerådsmøderne blev i denne periode som hovedregel afholdt her.

I 1924 blev der mellem missionshuset og kirken opført en ny præstegård, som hidtil havde ligget i Nagbøl.

Stationsbyen Lunderskov

Som det fremgår af kortet herunder, var Lunderskov i 1866 et tidligt resultat af jernbanenettets skabelse af ca. 500 stationsbyer i Danmark.

Kort over danske jernbanestrækninger oprettet mellem 1847-1875."Historisk Atlas Danmark" (1987) og en Jernbane- og Postliste fra 1877 (Kolding By og Omegn 1877).

Jernbanetaksterne er alle med afgang fra Kolding. Der er kun anført 2. og 3. klasse. Selv om det ser billigt ud, så var 1870'erne alligevel et dyrt årti med ganske markante prisstigninger. Men en returbillet fra Kolding til Lunderskov for under 1 kr. uanset klasse ser jo overkommeligt ud. Efter 1870'erne faldt priserne jævnt indtil 1. verdenskrig, hvor de igen steg voldsomt.

Lunderskov Hotel / Kro.

Lassens Hotel Lunderskov 1906, opført efter nedbrænding af Landbohjemmet samme sted.

Lunderskov Stations hovedbygning og pakhus 1866, tinglyst fredet i 1992.

Lunderskov Kro må være bygget i forbindelse med opførelsen af jernbanen gennem Lunderskov. Der er ikke omtale af kro eller beværtning i Lunderskov før dette tidspunkt, og man kan ved at sammenholde forskellige oplysninger i adresselister for Kolding Omegn og sogneprotokoller ret sikkert slutte, at Lunderskov Kro opføres i 1866 samtidig med etablering af jernbanen gennem Lunderskov. Stedet brænder i 1920'erne, og efter nogen debat i sognerådet omkring placering af et nyt aldersomshjem - hvor bl.a. Fattiggården var i spil - blev det nye alderdomshjem i 1934 placeret her. Fattiggården solges samme år til en lokal gårdejer, M. Kjær.

Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet m.h.t. spiritusbevilling og gæstgivere. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling. I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer.

Lassens Hotel måtte så klare sig på anden vis. Her en annonce i Kolding Omegn 1914

Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration fra 1877.

I Vejviser for Kolding Omegn 1894 hedder det om "Kroer og Gjæstgiverier. Lunderskov Kro, »Landbohjem«, Lunderskov, Lunderskov Stationsrestauration". Landbohjem Lunderskov afløses som anført af Lassens Hotel i 1906.

Før Lunderskov blev stationsby, var det en lille landsby, sognets 3. største.

Lunderskov og jernbanen

I 1901 folketællingen var der i Lunderskov 355 indbyggere. Dette antal blev mere end fordoblet det næste tiår indtil folketællingen i 1911, hvor der er optalt 855 indbyggere.

Som landsby, d.v.s. før jernbanen i 1866 med tilhørende stationsbygning og kro næsten lige over for, har der i Lunderskov været en landsbygade, hvor gårdene og husene var placeret. 15 gårde og nogle huse er optalt med folketællingen i 1870.

Sammen med stationsbygningen blev der indrettet brevsamlingssted og senere postekspedition, i stationsbygningen desuden også restauration.

Omkring starten af det, der blev Storegade, lå Lunderskov Landbohjem, med pensionat, mødelokaler m.v., oprettet i 1890 lige over for stationsbygningen. Efter en brand i 1906 opførtes så Lassens Hotel, senere Hotel Lunderskov. Desuden var der Lunderskov Kro / Hotel over for jernbanen, hvor der senere blev bygget et alderdomshjem. Billedet af dette hotel stammer fra et kort fra 1908.

I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus (samme matrikel som stationsbygningen), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri. Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko),kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skrædere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.

Alt i alt ser man tidligere landsbyerhvervsbetegnelser, hvor nye i relation til stationsbyen er kommet til.

Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et ligesom Lunderskov Andelsmejeri søndagshvilende mejeri.

Andelsmejerierne startede i 1882 - og blev den dominerende mejeriform, som reformerede tidligere tiders ikke altid så kvalitetsprægede mælke-, smør-, og osteproduktion . Sideløbende var der i starten privatejede fællesmejerier, som vi kan se det i Gelballe og herregårdsmejerier, d.v.s. herregårde eller større gårde, som kunne håndtere større mængder af mælk på en mere ensartet og hygiejnisk måde, end tilfældet havde været på de enkelte gårdbrug. Men det var helt klart andelsmejerierne, der både teknisk og økonomisk blev dominerende i mejeridriften. Også selv om religionen kunne lægge en bremse på den økonomiske gevinst.

Lunderskovs position som det transportmæssige centrum i et landsogn kan demonstreres med, at der her blev placeret 2 andelsmejerier, som igen var et udtryk for religionens og missionens rolle i C. J. Moes tid i sognet, et søndagshvilende mejeri, som brød ud fra det i 1888 etablerede Skanderup Andelsmejeri under navnet Lunderskov Andelsmejeri, bygget i 1895-96 og ligesom Skanderup Andelsmejeri fra 1912 placeret op til jernbanen, på Jernbanegade. Skanderup Andelsmejeri blev i 1912 flyttet fra Skanderup til Lunderskov, også op til jernbanen ved Frederiksberggade, der er en forlængelse af Jernbanegade.

Der var i Danmark i alt 11 sogne, hvor man (ret uøkonomisk) oprettede både søndagshvilende og almindelige andelsmejerier, som så skulle dele den mælk, der var til rådighed.

Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen. Her var Landbohjemmet, senere erstattet af Lassens Hotel, sagførervirksomhed, købmands- og bagerbutik og flere andre, forskellige forretninger. Over for den nyanlagte bane lå Lunderskov Kro, Afholdshotellet, Lunderskov Gæstgivergård m. fl. navne. Der blev desuden i 1877 indrettet restauration i den nyopførte stationsbygning. I kronologisk rækkefølge har der været Lunderskov Kro, senere Afholdshotellet, Landbohjemmet, der brændte 1906, herefter Lassens Hotel, Hotel Lunderskov og fra 1877 jernbanerestaurationen.

Fattigvæsenet - sociale karakteristikker af sognet

Fattige og fattigdom var især at finde blandt syge, forældreløse, enker og gamle.

I middelalderen og op i tiden til 15-1600-tallet, d.v.s. umiddelbart før enevælden, var fattige og fattigdom et anliggende for slægt og familie. På landet skulle bønderne sørge for slægt og familie, i byerne sluttede håndværkere og handlende sig sammen i gilder, hvor man ydede gensidig hjælp.

I praksis var fattigforsorgen dog hovedsageligt et kirkeligt anliggende, hvor den katolske kirke, ikke mindst klostrenes munke og nonner ydede hjælp til fattige og syge. Selv om overtro og åreladning kunne gøre mere skade end gavn, bredte den medicinske kunnen fra antikken via muslimske skrifter sig også til Europa og Danmark. Og man kunne efterhånden gøre sig håb om en nogenlunde effektiv sygdomsbehandling på klostrenes hospitaler.

Herefter blev fattigforsorg i stadig stigende grad et samfundsanliggende.

Med befolkningstilvæksten efter 1300-tallets pest, den sorte død, steg også antallet af fattige. Lovgivningen blev strammet, og med Frederik 2.'s tiggerforordning fra 1587 blev vagabonder, tiggere og løsgængere i stigende grad betragtet som moralsk anløbne, som man oven i købet gik over til at indfange og sætte til tvangsarbejde.

Med forordning om betlere i Danmark af 24. sept. 1708 blev fattigforsorgen et statsligt problem, dog financieret gennem frivillige bidrag fra gejstlige og embedsmænd.

I 1803 besluttedes det at oprette fattigreglementer for henholdsvis landet og byerne, som dog i praksis var ret ens. Der oprettedes fattigdomskommissioner med sognepræsten i spidsen. Disse fattigdomskommissioner havde ret til at indkræve og forbruge skattemidler. Sammen med skolekommissionerne fra 1814, også med sognepræsten i ledelsen, blev disse to organer forløberne for sogneforstanderskaberne 1841-42.

Selv om den fattigforsorg, der blev indført med fattigkommissionerne og sogneforstanderskaberne var at betragte som fremskridt, så kan man med det herostratisk berømte eksempel, Tyendeloven af 10. maj 1854, altså en lov samtidig med sogneforstanderskabernes fattigforsorg, også med fordel være opmærksom på forholdene for de mindst priviligerede i samfundet. Jeppe Aakjærs Vredens Børn fra 1904 var et litterært debatindlæg til fordel for de mest udsatte på landet. Romanen affødte en voldsom debat, men medførte dog, at Tyendeloven og skudsmålsbogen i 1921 afskaffedes. Det har næppe været p. gr. af denne roman, at Poul Henningsen en overgang frygtede, at Jeppe Aakjær kunne være hans far.

I sogneforstanderprotokollen kan man se, at fattighusene i Skanderup (der var en overgang 2) - før det seneste fra 1875 over for sognekirken - skulle vedligeholdes af sognets beboere. Man kan også se, at den omsorg for de fattige i sognet, som medførte hjælpeforanstaltninger, blev fordelt efter gårdenes hartkorn.

Og det har næppe været en ønskesituation for de fattige at skulle ligge sognet til last.

For de gamle ændredes situationen betydeligt med Lov om Alderdomsunderstøttelse fra 1891. Det blev nu muligt for "værdigt trængende" ældre over 60 år, som ikke tidligere havde modtaget fattighjælp, fik ret til understøttelse.

Drøftelsen i Skanderup Sogneråd fra jan. 1930 om etablering af et alderdomshjem i sognet resulterede først i en beslutning om at ombygge Fattiggaarden. Men i 1934 nåede man så frem til beslutningen om at bygge et helt nyt alderdomshjem i Lunderskov, hvor den nedbrændte Lunderskov Kro havde ligget. Og Fattiggaarden blev solgt.

Sognets veje - se matrikelkort 1883 eller matrikelkort 1846

På et sogneforstanderskabets møde 01.04.1842 i Gelballe, hvor herredsfogeden for en gang skyld også deltog, gennemgik man en skrivelse fra amtet efter vejsyn i januar. Det hedder herom: ”Herredsfogeden var til Mødet for i henhold til Amtets Skrivelse af 13 og 14 Januar …” at gå i samråd med sogneforstanderskabet o. vejene og deres vedligeholdelse. Herredsfogeden er medunderskriver (med et ulæseligt navn, desværre).

Søndre Landevej fra Kolding til Ribe var blevet forbedret og nu i god stand, hvorfor sogneforstanderskabet forventede, at amtet kunne overtage denne landevej.

Sognets veje i øvrigt inddeltes i 2 klasser: 1. førsteklasse vejens veje, som man skulle kunne færdes ad nemt og bekvemt på alle tider af året, 2. veje, som skulle holdes så farbare, at man ikke skulle have anledning til klage.

Under førsteklasses veje hørte:

1) vejen fra Ribe Landevej gennem Dollerup, Nagbøl til Vamdrup,

2) vejen fra Søndre Landevej gennem Skanderup til Skanderup Kirke til Nagbøl (og herfra videre ad vej 1)),

3) vejen fra Hjarup til Skanderup,

4) vejen fra Skanderup Kirke til Dollerup,

5) vejen fra Dollerup gennem Lunderskov, Gelballe til Vranderup Mark.

Under 2. klasses veje hørte:

1) vejen fra Skanderup til Bønstrup skel (se evt. et af matrikelkortene),

2) vejen fra Lunderskov til Drabæks Mølle - ønskes i 1852 ændret til Dollerup, Drabæks Mølle m. forbindelse til Anst og

3) Rolles Mølle og skel til Lejrskov,

4) Lunderskov Kirkevej, fra byen til 1. klassevejene 2) og 1), herfra til kirken,

5) Gelballe Kirkevej fra 1. klassesvejen 5) til Lunderskov Kirkevej.

I dag har staten ansvaret for det overordnede vejnet, kommunerne ansvaret for det øvrige, offentlige vejnet.

Med sogneforstanderskaberne blev amts- og kongerejser pålagt som sogneforstanderskabernes ansvarsområder, d.v.s. pligt til vedligehold.

Fra 1793 var det de i 1791 indførte sognefogeders ansvar at sørge for vejenes vedligehold, snerydning og kørsel. Kørselen kunne være af standspersoner, kongelige o.l. Det kunne også være regulær bortskaffelse af fattige fra sognet.

Det var også under sogneforstanderskabet sognefogeden, der skulle få de ind imellem formentlig noget vrangvillige bønder til at udføre arbejdet. Man har herunder fundet ud af, at det lettede udførelsen af opgaverne noget at lade dem udbyde i licitation, hvor der blev holdt syn til godkendelse i sogneforstanderskabet.

I 1868 besluttede sogneforstanderskabet anlæggelse af ny vej i Lunderskov, Reinholdts Bakke og i 1866 Jordemodervejen i Skanderup, vejen fra Søndre Landevej til Ribe gennem Skanderup, krydset til Hjarup, med vej til Gelballe.

Der var i sognet også en række offentlige stier, fremgår det af liste, som blev fremlagt i sogneforstanderskabet 25.10.1850. Der var kirkestier i alle sognets byer, en skolesti fra Rolles Mølle til Gelballe, møllestier til Lunderskov fra de to møller, en møllesti fra Skanderup, stier fra Skanderup til Gelballe, fra Ribe Landevej til Drabæks Mølle.

Af egentlige modsætninger og konflikter omkring vejvæsenet kan der kun konstateres få og små i sogneforstanderskabs- og sognerådsprotokollerne. Vejene var en praktisk foranstaltning, og det indebar udgifter enten i penge- eller arbejdsydelser. Hertil kom placeringen af vejene.

Hvordan vejvæsenet er blevet drøftet blandt menigmand og de ikke så indflydelsesrige, som ikke har været repræsenteret i den sognepolitiske repræsentation før sent i forløbet, det kan der ikke siges noget om på det foreliggende kildegrundlag.

Men i forhandlingsprotokollerne er der enkelte eksempler på den økonomiske side, at bønderne af sognefogeden kunne beordres til vejvedligehold, hvilket blev opgivet og erstattet med en skattemæssig fordeling af arbejdet gennem licitation. Og et enkelt eksempel fra 1933, hvor vejen fra Søndre Landevej, gennem Skandrup by, forbi Skanderup Kirke blev rettet ud. I Skanderup til stor fortrydelse for et sognerådsmedlem, sognefoged og tidligere sognerådsformand. Det protesterende mindretal med helt åbenbare personlige interesser blev politisk "kørt over" af deres i andre (religiøse) henseender meningsfæller.

Jordemodervæsenet

Jordemødre har i kendt historisk tid været en vigtig funktion. Det mest gennemgående er, at det oprindeligt skulle være gifte kvinder eller enker, som selv havde født.

Med forordning af 4.12.1672 fik stadslægerne i København og andre byer pligt til at undervise og eksaminere jordemødre, før de måtte praktisere. De første danske regler om udvælgelse og beskikkelse via magistrat eller amtmand findes i Kirkeritualet for Danmark og Norge af 1685.

I Christian 5.'s Danske Lov 1683 hedder det, at magistraten i København og amtmændene i provinsen skal "beskikke ærlige og gudfrygtige kvinder, som forstår sig på deres embede og med attest fra deres sognepræst kan bevidne, at de er af god kristelig levned og er eksamineret af medicus eller chrirugies og give disse kvinder brev på, at de må lade sig bruge af barselskvinder, når det begjæres."

1713 oprettedes jordemoderkommissionen, og fra 1743 førtes der regelmæssigt protokol over examinerede jordemødre. Fra 1746-1761 begyndte man at oprette jordemoderembeder i provinsen. I 1791 giver den danske regering for første gang regler for betaling af jordemødre - efter evne, de fattigste mindst, de rigeste betalte mest.

I 1810 oprettedes distriktsjordemoderordningen. Jordemoderdistrikter med fast løn skulle oprettes over hele landet.

Lov om Jordemødres Lønninger af 8. marts 1856. Ved lovgivningen fastsattes og reguleredes taksterne for jordemoderhjælp på landet. Taksterne "tilpasses" patienternes sociale niveau. Gårdmænd og husmænd betaler forskellige takster."

Alt i alt betød reguleringerne krav om uddannelse inden for det for folketallet jo ganske vigtige erhverv. Med den stærkt forbedrede medicinske viden fra 1800-tallet var der krav om kvalitet, men lønnen var overordentlig ringe.

Jordemoder Marie Jensen, født i Lunderskov, uddannet som jordemoder som 22 årig i 1885, uddannelsen varede 1 år, var formentlig en typisk repræsentant i tiden. Hun var gift, havde børn, manden kunne ikke tjene til føden. Datteren siger om moderen og ønsket om at blive jordemoder: "Det blev man jo dengang kun, hvis man var så uheldig at blive gift med en mand, der ikke kunne forsørge en, eller hvis man blev enke."

Der var i sogneforstanderskabet for Skanderup Sogn fra 1843 behandling af et amtsligt ønske om oprettelse af jordemoderbolig og -disktrikt. Distriktet var først Skanderup, Hjarup og Vamdrup sogne med jordmoderbolig på den 2. klasses vej, der forbandt Skanderup og Bønstrup. I 1866 besluttedes det at købe en jordemoderbolig og anlægge Jordemodervejen til Gelballe, placering af krydset til Hjarup, idet det tidligere jordemoderdistrikt deltes i 2, Vamdrup-Bastrup og Skanderup-Hjarup.

Distriktsjordemødre betaltes og ansattes af amtet fra 1868, men var også før under amtslig inspektion og kontrol.

Post- og brandvæsen

Omdeling af post startede i Danmark i tiden før og under Christian 4. I 1711 bliver postvæsenet en statsinstitution. Postvæsenets funktioner var nyhedsformidling, transport af aviser og omdeling af post. Lokalomdeling af post i København begyndte i 1806. Fra 1865 blev der lokalomdeling af post i alle byer.

Den første spæde start på egentlig postombringning i Skanderup Sogn er muligvis forslag fra Hjarup om at holde fælles postbud sammen med Seest, Hjarup og Vamdrup, som blev behandlet på et møde i sogneforstanderskabet i 1857. Det blev ikke til noget på dette tidspunkt, men må være startet senest i 1865. Det var en koncessionsbetingelse ved jernbanebyggeriet, at post gratis kunne sende aviser og breve med toget. Dette må også fra 1866 have styrket postomdelingen i Skanderup Sogn.

Herredsfogeden blev i enevældens sidste tid den embedsmand, som varetog en lang række administrative opgaver i kølvandet på landboreformernes langsomme opløsning af godssystemet. De nye opgaver var brandvæsen, brandforsikring og vejvæsen.

Derfor er det naturligvis også fra Herredskontoret sogneforstanderskabet fra 1858 får forespørgsler omkring brandsprøjter og branddamme. Den ene af de nyerhvervede brandsprøjter anbringes til dækning for Skanderup og Gelballe anbringes på den nyetablerede Jordmodervej. Den anden til dækning af Dollerup, Nagbøl og Lunderskov anbringes i Dollerup.

Danmarks krige som de optræder i sogneprotokollerne

Der er en bemærkelsesværdig forskel på den næsten helt ikke eksisterende rolle, som 1. og 2. verdenskrig (1914-18 og 1940-45) optræder på, og så den langt mere markante rolle, som treårskrigen 1848-51 og krigen i 1864 spillede i sogneforstanderskabets behandling.

Der oprettedes i forbindelse med de to Slesvig-krige en lokal bevæbning, som skulle afholde øvelser. Der var administration af det militære materiel, licitation over levering fødevarer til både danske og slesvig-holstenske, respektive prøjsiske hære. Desuden behandledes krigsskadeerstatninger i sogneforstanderskabet.

Sognefogeder

I Vejviser 1877 "F. Petersen, Skanderup Sognefoged og Lægdsmand i 4. Udskrivningskr. 75. Lægd."

I Vejviser 1887 formentlig den samme: "C. F. L. Petersen, (Skanderup), for Skanderup."

I Vejviser 1894 "Sognefoged og Lægdsmand. Hans Nielsen, Gjelballe."

I Vejviser 1902 "Sognefoged H N Roldsgaard, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1904.

I Vejviser 1910 "Gaardejer H Hansen, Gelballe." Optræder også i Vejviser 1914, her som Gdr. H. Hansen, Lunderskov."

Herefter er der ikke givet netadgang til Vejviser før 1950, og her i reduceret form.

Nogle indkomster i 1921

Ind imellem kan man hente ret uventede oplysninger i folketællingsmaterialet. Ud over navne, husstandsstørrelser og efterfølgende muligheder for at beregne eller finde relevante folketal, er der sporadisk spredte oplysninger om religion, varighed af ophold på stedet og ind imellem indkomstoplysninger. Som eksempel her fra 1921 - efter 1. verdenskrig og gullaschbaronerne, før 1930'ernes økonomiske krise - en lærerinde, Anna Petersen, Skanderup kr. 2803, en gårdejer, Lunderskov kr. 6800 og en arbejdsmand, Lunderskov kr. 2500 i årsindkomst. Af de gennemsete var højeste årsindkomst kr. 9000, laveste kr. 1564, en lagerarbejder.

Vandmøller

En stænderforsamling er et repræsentativt organ, der i Danmark i perioden fra 1200-tallet til 1849 repræsenterede samfundets forskellige stænder (adel, gejstlighed, borgere, i Norden også bønderne). Stænderne kunne være rådgivende over for fyrsten, i nogle sager endda beslutningstagende.

Samme system, som den amerikanske præsident vælges efter!

Skanderup Andelsmejeri flyttede i 1912 til Lunderskov, hvor det blev placeret ved jernbanen, Frederiksberggade. Mejeriets bygninger i Skanderup blev ombygget til valgmenighedskirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910 under indtryk af modsætningerne mellem folkekirkens missionske dominans under pastor C. J. Moe og de medlemmer af folkekirken, som ikke sympatiserede med alt, hvad det indbar, både forkyndelsesmæssigt og hvad det havde som konsekvens for det daglige liv, f. eks. søndagshvile og anden gudelighed i det daglige.

Oplysning fra familien.

Iflg. Trap 3, bd. 5, udg. 1904 er missionshuset fra 1882. Kolding Leksikon siger 1889. TC anfører i sin Skanderup Sogns Historie, at "missionshuset "PELLA"" blev opført i 1890, hvilket gav navnet "Pellaby" til kirkebyen. I Moes erindringer, Oplevelser anføres der herom, s. 84f, at der i sognet efter 4 år blev udtrykt ønske om et missionshus, som Moe dog ønskede, der skulle være penge til først. Frivillige bidrag resulterede i, at der blev bygget så stort, at der kunne rummes "800 Mennesker ... Grundstenen blev lagt d. 16. April 1889, og Huset indviedes d. 18. September samme Aar." Trap Danmark er almindeligt anerkendt som professionelt pålidelig, selv om der kan findes fejl og unøjagtigheder i detaljen. Trap 3 er udgivet 1898-1906, Trap 2 er udgivet 1872-79. Det er m.a.o. nødvendigt her at benytte Trap 3, som også tidsmæssigt er tættest på begivenheden. Men det må konstateres, at Moes udsagn nok har den rigtige tidsangivelse. Hermed får man også den naturlige sammenhæng mellem Moe og et af resultaterne af hans prædikantvirksomhed, missionshuset fra 1889.

Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr.

I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse.
Menighedshuset i Vestergade var en ombygget barak fra besættelsestiden.

Præstegården i Skanderup Sogn lå indtil 1924 i Nagbøl, Nagbølvej 72

Den tidligere præstegård i Nagbøl, som den har set ud efter at være nedlagt som præstegård i 1924. .	Nagbøl Præstegård, som den må have set ud, da Moe var sognepræst i Skanderup. Billedet er fra Moes Levedage, s. 73.
Fra TC, s. 59, udateret.	Hvornår stråtaget og verendadøren er udskiftet, og hvornår der er opsat flagstang i haven er uvist. Men formentlig efter Moes afrejse i 1922.

DAA = Danmarks Adels Aarbog har siden 1884 trykt stamtavler over adelsslægterne tilbage fra middelalderen, samt løbende rettelser hertil. De fleste af stamtavlerne er lavet af arkivar Anders Thiset (1850-1917). Derefter har ordenshistoriografen dr Louis Bobé (1867-1951) og flere andre udbygget samlingen og revideret flere slægter totalt. At man kan finde småting og fejl i så stort et værk - skabt gennem 125 år - kan ikke forundre nogen, og heller ikke at det begrænsede kildemateriale kan nyfortolkes. Tilsvarende og supplerende oplysninger kan findes i Trap: Danmark. 1953-1972, E. Ulsig: Danske Adelsgodser i Middelalderen, doktordisputats fra 1968. Der er til Ulsigs værk to anmeldelser, T. Dahlerup og Ole Degn. Det primære kildemateriale til alle de her fundne oplysninger, finder man i Danmarks Riges Breve, udgivet fra 1939 - internetadgang dog kun 4. række, bind 8-12 og 5. række for perioden 1410-1450. Især 5. række er helt ufuldstændig i udgivelsen, men tilstræbes fremlagt komplet.

Håndfæstningerne findes komplet optrykt i Samling af danske kongers haandfæstninger og andre lignende acter. Af Geheimearchivets Aarsberetninger. Kjöbenhavn, 1856-1858. (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København, 1974). (150 sider). [ISBN 87 7500 602 2]. Samlingen indledes med Vordingborgske Forordning af 19. Marts 1282, der kan ses som forspillet til Erik Glippings håndfæstning, Constitutio Erici Glipping, Nyburgis anno 1282 die 29 mensis Julii data. Frederik 1.'s håndfæstning, s. 65-79.
Og endelig sluttes der af med enevældens dokumenter, arvehyldningen af Frederik 3.:

Arvehyldingseden af 18 Oktober 1660,

Souverainitetsakterne for Danmark, datt. Kjöbenhavn 1661 d. 10 Januar,

Souverainitetsakterne for Norge, Island og Færöerne, datt. 1661 7 August og 1662 28 Juli og 14 August.

Frederik 1.'s håndfæstning er i øvrigt næsten enslydende med Kristian 2.'s fra 1513, dog med enkelte justeringer for Kristian 2.'s forskellige overgreb på adelen.

Denne historiske tidsserie fra Danmarks Statistik har en noget tung grafik. Man skal vælge det ønskede sogn fra et Danmarkskort (som evt. kan forstørres). Så skal man nederst i skærmbilledet vælge årstal (fra 1925 til nyeste år). Til slut fører man musen op på det valgte sogn på Danmarkskortet, hvor sognetallet så kommer som et museanimeret billede. For de mere detaljerede muligheder er der nok ikke andet at gøre end forsøge sig frem.

En herredsfoged var indtil 1919 både dommer og politimester i et herred. Han var oprindeligt almindelig bonde, udpeget af lensmanden eller kronen, men fra 1736, hvor juridisk embedseksamen indførtes, blev det almindeligt, at herredsfogeden havde en juridisk uddannelse.

Valglovbestemmelser
Sogne- og købstadslovgivning

Sogneforstanderskaber
1855 reformen
Kommunalreformen 1867

Socioøkonomisk fordeling af sogneledelser

Skanderup Sogn som variant

Valglovsbestemmelser

Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, d.v.s. ikke hemmelig.

I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, d.v.s. folketingsparlamentarisme i praksis.

Med valgloven af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse.

Sogne- og købstadslovgivningen

Overgang fra enevældig forvaltning til lokalt selvstyre

Det landkommunale selvstyre starter således med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.08.1841.

1841 sogneforstanderskaberne

Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).

Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.

Amtsrådet:

Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, d.v.s. centralmagtens repræsentanter.

1855 reformen af sogneforstanderskaberne

Den større halvdel valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.

Der skulle være et ulige antal medlemmer.

Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal:

Mindre ½ valgtes her af de største skatteydere.

Større ½ valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.

1867 kommunalreformen

Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.

Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden.

Socioøkonomisk fordeling af ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd

Niels Clemmensen har i sin disputats undersøgt og dokumenteret den socioøkonomiske fordeling i ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd i Præstø og Randers amter.

De i tabeller og figurer titulerede sognerådsformænd var i perioden 1841-1867 sogneforstanderskabsformænd.

Tabel 1 Socioøkonomisk fordeling af sognerådsformænd, i % andele af kommunerne i Præstø og Randers amter

		Stort hartkorn	Bønder	Præster	Lærere	Andre erhverv	I alt
1842	Præstø	13	7	71	2	7	100
	Randers	34	8	51	-	7	100
1848	Præstø	23	4	68	-	5	100
	Randers	26	5	67	-	2	100
1854	Præstø	26	-	71	-	3	100
	Randers	22	6	71	-	1	100
1856	Præstø	23	19	47	8	3	100
	Randers	22	16	51	4	6	99
1862	Præstø	29	20	41	5	5	100
	Randers	22	26	47	3	2	100
1868	Præstø	35	25	20	9	11	100
	Randers	26	35	30	3	6	100
1871	Præstø	35	29	16	10	10	100
	Randers	26	41	20	10	3	100
1880	Præstø	27	44	5	7	17	100
	Randers	23	66	6	2	3	100
1888	Præstø	12	72	2	5	9	100
	Randers	10	75	2	3	10	100

For Præstø Amt er der indhentet data fra o. 60 kommuner (56-65) for Randers o 70 kommuner (71-72).

Figur 1. Fordeling af sognerådsformænd, i % andel af kommunerne i Præstø og Randers amter

Figur 2: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Præstø Amt

Figur 3: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Randers Amt

Skanderup Sogn

Der må dog nok også manes til en vis forsigtighed med at tillægge Moe en indflydelse på politiske holdninger, som måske også kan have haft andre forklaringer.

Hvordan og på hvilke områder, Moe fik politisk betydning, skal undersøges her i det omfang, kildematerialet tillader det.

Skanderup Sogns fortidsminder

Kilder til og fremstillinger af sognets historie.

Skanderup Sogn i Syssel, herred, len, amt

Sognets lokaliteter.

Skanderup Kirke

Landboreformerne og sognet.

Sædegårde i Skanderup Sogn

Sognets folketal.

Sogneråd og sognerådsmøder generelt

Specifikt o. skoler, fattigvæsen,

veje, vandløb, post- og brandvæsen,

jordemoder, snekastning, krige,

diverse

Identificerbare sognefogeder

Religion og politik i sognet.

Missionshus og valgmenighed

Skolevæsen Skoler i Skanderup

Mejeridrift

Stationsbyen Lunderskov.

jernbanen
Drabæks og Rolles Mølle

Nogle sociale sogneskitser.

Den lokale modstandskamp i Skanderup Sogn

Der må her i stedet benyttes andet, tilgængeligt kildemateriale, først og fremmest samtidige aviser.

Der er en række gamle Vejvisere for Kolding By og Omegn, hvor der kan hentes mange samtidige oplysninger, også om Skanderup Sogn. Især er de forskellige årgange af Kolding Omegn nyttige.

Richard Andersen har skrevet Lunderskov Kommunes historie. Det fremgår, at beretningen må være skrevet o. 2006.

Desuden findes der en hjemmeside for Skanderup Valgmenighed. Valgmenigheden så dagens lys i 1910 som et resultat af polariseringen i sognet under C. J. Moe.

Man kan i TC's fremstilling se virkningerne af landboreformerne med tilhørende udskiftning fra landsbyfællesskabets jordfordeling, som startede i 2. halvdel af 1700-tallet.

Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje

Reformerne fandt sted i flere omgange.

Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.

På denne skitse t.h. over Sdr. Vestud, Møn, ser man tydeligt, hvorledes de enkelte gårdes jordstrimler, der her for en enkelt gård er sortmarkeret, fordeler sig på landsbyfællesskabets 3 vange

Skanderup Kirke

Skanderup Kirke er i brev fra 1397 (Diplomatarium Danicum) viet til St. Nikolaj og nævnes første gang i 1280 ved skødning af gods til biskoppen i Ribe (Kronens Skøder).

Apsis mod øst er opført i 1934. Der har desuden i senmiddelalderen fundet en udvidelse sted mod vest, det nuværende indgangsparti.

Nordsidens kvaderstensmurværk er meget velbevaret og med oprindelige, små romanske, rundbuede vinduer.

Norddørens tympanon er bemærkelsesværdig.

Under kejserkrigen 1627-29 og Torstensonsfejden 1643-45, alt under Christian 4., blev kirken plyndret. Ved kongebrev i 1746 blev det sognemændene pålagt at reparere skaderne.

Iflg. en indberetning i Danske Kancelli i 1792 om kirkernes tilstand konstateredes der et forfald, hvorom det hed, at kvæget fik lov at græsse på kirkegården.

Præstegården, der lå i Nagbøl, flyttedes 1924 til Skanderup mellem kirken og Missionshuset fra 1889.

Adelige Sædegårde i Skanderup Sogn

Men først lidt om begreberne herre-, hoved-, sæde- eller ladegård, d.v.s. adelige godskomplekser.

Efter vikingetiden, d.v.s. i 1000- og 1100-tallet bliver kongens hird til herremænd, som aflagde en særlig troskabsed til kongen.

Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes som et reultat af den jorddeling, der fulgte befolkningstilvæksten i 1100-tallet.

Herregårde har som begreb eksisteret siden senmiddelalderen, d.v.s. perioden ca. 1350-1536. Varierende betegnelser er også hoved- og sædegårde.

Det vigtigste for herregårdene har været friheden for jordskatter og fra 1524 også friheden for tiende til kirken.

Der har givet kortvarigt - formentlig det meste af 1500- og ret sikkert lidt af 1600-tallet - eksisteret en sædegård i Skanderup.

Også noget spekulativt forekommer nogle af antagelserne omkring en sædegård i Lunderskov eller Dollerup.

Men det kan konstateres, at Las Christensen Sandberg Skanderupgaard har samme våbenskjold som Esbernsen Sandberg.

Der har således været adelige sædegårde i Skanderup, Dollerup og Lunderskov. Kun Skanderupgaard kan dog identificeres.

Og bygningsmæssigt har sædegårdene ikke efterladt sig spor.

Landsbyen Skanderup. Af de 17 gamle gårde i 1688 matriklen bliver der med med landboreformernes begyndende udskiftning, fra 1774 iflg. TC opgjort i gl. og nyt hartkorn, 24 matrikler, hvortil kommer yderligere 4 huse, altså 28 matrikler i alt.Oprindeligt har navnet været Skandorp eller -torp. Det har så i løbet af 14-1500-tallet udviklet sig til Schanderup. Efterleddet i Skanderup kommer således af torp. Efterleddet torp kendes fra den tidlige vikingetids landsbyer o. 850 til middelalder o. 1350. Det er et af de allermest udbredte efterled, som findes i afledte varianter som -trup, -drup, -rup. Forleddet må formodes at kunne være mands- eller slægtsnavnet Skandi. Der er udflytninger fra Skanderup til Klebæk med udskiftningerne i slutningen af 1700-tallet. Klebæk har endelsen bækk, et vandløbsnavn fra 1490 (Klefbek). Der findes originale matrikelkort for 1820-47, 1847-69, 1869-85, 1885-1942, og herefter en række matrikelkort 1942-78 i dele, tilsvarende 1978-96, som man skal sammenstykke, hvis der ønskes overblik over hele lokaliteten. I givet fald søges der fra kald til matrikelkort på nettet, og her udfylder man søgefeltet med bynavn eller kode. Man kan også få kort over ejerlav og matrikler for hele Skanderup Sogn. Det gælder for alle kort, at man kan zoome ind ved at trække et klart markeret, rødt rektangel omkring det, man ønsker at studere nærmere.
Landsbyen Nagbøl. Der var 12 gamle gårde i 1688 matriklen. Efterleddet bølle kommer af bol, der formentlig har betydningen enkeltgård, i modsætning til torp byerne er de fælleder eller udmarker fra moderbyerne. Sammen med bol navne vil der som regel være mandenavne. Nagbøl ses omtalt første gang i 1468. Matrikelkort, se under Skanderup.
Landsbyen Dollerup. Der har i 1610 iflg. Koldinghus Lens regnskaber været 4 gårde og 2 boelsteder. Ved folketællingen i 1787 (den første er fra 1769) har der været 10 familier, altså en absolut lille lokalitet. Ses første gang omtalt i 1469. Som Skanderup er det et torp navn. Forleddet kan have betydningen dal. Matrikelkort, se under Skanderup.
Landsbyen Gelballe. I 1610 nævnes 9 gårde, som ved matrikuleringerne i 1644 og 1688 bliver til 12. Gelballe er et naturnavn, efterleddet -balle har betydningen 'jævnt stigende forhøjning' eller 'afdeling af landsby'. Navnet Gilleballe stammer fra 1469, fra 1664 ses navnet som Gielballe. Usikker betydning, men det kan være, at der har vokset 'gyvel' her. Kan også i andre lokaliteter end Skanderup Sogn have haft betydningen 'gold'. I folketællingsmaterialet er stavemåden Gjelballe eller Gielballe. Matrikelkort, se under Skanderup.
Landsbyen Lunderskov. I 1610 nævnes 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov. Matrikelkort, se under Skanderup.
Stationsbyen Lunderskov. I 1866 åbnes jernbanelinjen gennem Lunderskov. På kort fra 1873 ser man både omridset af den gamle landsby og stationsbyen. Matrikelkort, se under Skanderup. I Trap 3. udg. bd. 5 hedder det om Lunderskov i 1901, altså lige før stationsbyen befolkningsmæssigt lægger sig i spidsen i sognet: "Lunderskov, stor Stationsby — 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. — med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole." Blandt skoler bemærker man her den indremissionske friskole, som eksisterede 1885/86-1922, og skolen i Dollerup fra 1883, der i 1923 blev suppleret med en helt ny skole.

Langt mere problematisk er det at få oplysninger for tiden før folketællingerne fra 1769.

Folketællinger for Skanderup Sogn:

Det er indlysende, at oplysninger om folketallet i Danmark før 1769 ikke bare er usikre, de beror på skøn, som kun tages i anvendelse i mangel af andet og bedre.

Med folketællingsmaterialet er vi på anderledes sikker grund.

Folketal i tællingsår	1787	1840	1860	1870	1880	1901	1911	1921	1930
Skanderup Sogn i alt	512	882	1248	1433	1657	1802	2247	2416	2321
Skanderup	182	273			617	680	748	647	630
Gelballe	96	213			395	303	260	304	311
Lunderskov	99	178			233	355	842	1017	957
Nagbøl	70	108			204	213	265	229	214
Dollerup	65	110			208	251	132	219	209

Der er dog nok snarere tale om en økonomisk betinget stagnation på egnen, som man også kan konstatere i den nærtliggende stationsby Vamdrup.

Folketallet i Danmark 1901-2013

	1901	1911	1921	1930	1940	1950	1960	1970	1980	1990	2000	2010	2013
Befolkning 1.jan (i 1000)	2447	2757	3265	3531	3826	4252	4566	4907	5122	5135	5330	5535	5603

Aktuelt (20113) er folketallet i Skanderup Sogn 4089. Heraf var 3016 bosat i Lunderskov, 424 i Skanderup. Danmarks Statistik, Statistikbanken, bef44.

Sogneforstanderskaber, sogneråd og sognerådsmøder i Skanderup Sogn

Lovgivning og valgregler

1841
1855
1867

Nogle hovedtræk i sogneforstanderskabernes virke, Skanderup Sogn 1841-68
Sammenligning af sogneforstanderskaberne 1841-55 og 1855-68
Sogneråd fra 1868, under provisorietiden, indtil 1903.
Sogneråd 1903-1954

Iflg. Trap, Kongeriget Danmark, 3. udgave, 5. bind, 1898-1906 var der flg. større gårde i sognet:

”Gaarden Vissingsminde har 16½ Td. H … Dollerupgaard har 18 Td. H … Nagbølgaard har 14^_1/4 Td. H … 4 Huse og en Smedje … Rolles Mølle, Gd. m. Vandmølle, har 13½ Td. H …”

Sammenligning af sogneforstanderskaberne 1841-55 og 1855-68, oversigt over mødeindhold

Der er ingen iagttagelige forskelle i sagsbehandlingen.

Sognets skoler.
Fattigvæsenet.
Vejene, offentlige stier, vedligeholdelses.
Post- og brandvæsen.
Jordemodervæsenet.
Krigene i protokollerne - Treårskrigen 1848-50/51 og krigen i 1864, 1. og 2. verdenskrig
Andet, diverse

De første sogneråd, provisorietiden, 1868-1903

Det primære kildemateriale, forhandlingsprotokollerne mangler.

Problemet søges løst ved en gennemgang af lokale Kolding aviser, som ligger på Kolding Stadsarkiv som mikrofilm.

Brydningstiden, Indre Mission får flertal i sognerådet.

Religion og politik i Skanderup Sogn

Det politiske.

Men på det foreløbige materiale, Hans Lund Hansens undersøgelse, der baserer sig på Statistiske Meddelelser og samtidigt avismateriale, ser billedet således ud:

Stemmeafgivning ved folketingsvalgene i Skanderup Sogn 1881-1924 i %

Statistiske Meddelelser, her sammenskrivning og beregning af tal i Hans Lund Hansen, s. 186 ff.

Sognerådsvalg i Skanderup 1909-1925, mandattal

Andre: i 1909 gårdmænd, husmænd, næringsdrivende

i 1913 fællesliste

i 1917 uden for Indre Mission

i 1921 socialdemokrater (1), valgmenigheden, borgerliste i Lunderskov

i 1925 grundtvigianere, tjenestemandslister

Indre Mission: i 1921 Sognemenigheden, i 1925 byliste og landliste.

Sognerådsformænd siden 1903 - se valglovsbestemmelser fra 1867.

Ud fra de gennemgåede sogneforhandlingsprotokoller kan det konstateres, at Indre Mission i 1913 erobrede sognerådsformandsposten, som blev bibeholdt indtil 1954.

Fra 1903 indtil 1913 var Thomas Hansen, gårdejer i Klebæk og P. Midtgaard, gårdejer i Nagbøl sognerådsformænd som de sidste repræsentanter, før Indre Mission erobrede flertal og formandspost.

1913-1919 blev tømrermester J. C. Hansen, Lunderskov sognerådsformand som konsekvens af Indre Missions flertal på 5 ud af sognerådets 9 medlemmer.

Man kan fastslå det indremissionske flertals medlemmer ud fra de sammenhænge, hvor de gjorde fælles front i sognerådsarbejdet.

Johan Nielsen, gårdejer i Skanderup, efterfulgte J. C. Hansen som formand 1919-1923, og han blev efterfulgt af gårdejer Knud Knudsen, Gelballe,sognerådsformand 1923-1943.

Mindretallet klagede til ministeriet, hvilket blev taget op som selvstændigt punkt 09.02.1928, hvor flertallet karakteriserede klagen som en "tendentiøs" fremstilling.

Det kan således konstateres, at der har været samarbejdet omkring det holdningsmæssige, religionen, og formentlig helt uanset politisk observans i øvrigt.

Religion - mission og skolevæsen.

Tværtimod udmøntede uenighed sig på tværs af partiskel, især o. læreransættelser og afholdssagen, hvor de religiøse skillelinjer har været bestemmende.

Lunderskov Privatskole, der fungerede 1895/96-1922 var tilknyttet Indtre Mission og omtales ikke i sognerådets forhandlingsprotokoller.

1907 blev der opslået et folkeskolelærerindeembede, 500 kr. + 50 kr. for håndarbejde, bolig og brændsel, uddannet i orgelspil vil blive foretrukket - uden iagttagelige betingelser i øvrigt.

Mindre dramatisk end besættelsen af lærerembeder efter 1913, i det mindste m.h.t. religiøse skillelinjer, var også skolebyggeriet i Skanderup.

I løbet af 1700-tallet blev der bygget skolehuse i Hjarup, Gelballe og et fælles skolehus for Nagbøl, Dollerup og Lunderskov.

Inskriptionstavle, dateret 1721, der nu befinder sig på forbundskolen Hjarupvej. Disse sandstenstavler blev placeret på alle rytterskolerne.

Den gamle rytterskole fra 1725, Svinget 7 - kan meget vel have været en af hovedarkitekten J. C. Kriegers 149 næsten identiske skoler - ud af 240 rytterskoler i alt.

Af modeltegningen over disse rytterskole neden for kan man se, at det nok har været den lille udgave, der blev bygget i Skanderup.

T.v. pigeskolen eller pogeskolen Kastaniealle 34, som formentlig har været benyttet sideløbende med hovedskolen fra 1854 indtil o. 1900, hvor forskolen blev integreret i den almindelige folkeskole.

Det første møde i sogneforstanderskabet, 21. Jan. 1842 omhandlede udelukkende sognets skoler. Man kan af slutanmærkningen se, at mødet varede 13½ time, fra kl. 10-11½.

Svinget 11, afløseren for rytterskolen, 1842

Skanderup Skole, opført 1908

Juni 1908 forelå der tilbud på opførelse af Skanderup Skole for kr. 27.275, og der låntes hertil kr. 30.000 - fremgår det af sognerådsprotokollen for 1908.

Således blev valgmenighedskirken taget i brug i 1922 i en velsagtens perfekt treklang lige før selve Skanderup by.

I Gelballe blev der bygget ny skole i 1885, som blev udvidet i 1924.

I 1875 blev der lige over for Skanderup Kirke opført en "fattiggård", som i 1934 blev solgt af sognerådet. Sognerådsmøderne blev i denne periode som hovedregel afholdt her.

I 1924 blev der mellem missionshuset og kirken opført en ny præstegård, som hidtil havde ligget i Nagbøl.

Stationsbyen Lunderskov

Som det fremgår af kortet herunder, var Lunderskov i 1866 et tidligt resultat af jernbanenettets skabelse af ca. 500 stationsbyer i Danmark.

Kort over danske jernbanestrækninger oprettet mellem 1847-1875."Historisk Atlas Danmark" (1987) og en Jernbane- og Postliste fra 1877 (Kolding By og Omegn 1877).

Lunderskov Hotel / Kro.

Lassens Hotel Lunderskov 1906, opført efter nedbrænding af Landbohjemmet samme sted.

Lunderskov Stations hovedbygning og pakhus 1866, tinglyst fredet i 1992.

Lassens Hotel måtte så klare sig på anden vis. Her en annonce i Kolding Omegn 1914

Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration fra 1877.

Før Lunderskov blev stationsby, var det en lille landsby, sognets 3. største.

Lunderskov og jernbanen

I 1901 folketællingen var der i Lunderskov 355 indbyggere. Dette antal blev mere end fordoblet det næste tiår indtil folketællingen i 1911, hvor der er optalt 855 indbyggere.

Sammen med stationsbygningen blev der indrettet brevsamlingssted og senere postekspedition, i stationsbygningen desuden også restauration.

Alt i alt ser man tidligere landsbyerhvervsbetegnelser, hvor nye i relation til stationsbyen er kommet til.

Der var i Danmark i alt 11 sogne, hvor man (ret uøkonomisk) oprettede både søndagshvilende og almindelige andelsmejerier, som så skulle dele den mælk, der var til rådighed.

Fattigvæsenet - sociale karakteristikker af sognet

Fattige og fattigdom var især at finde blandt syge, forældreløse, enker og gamle.

Herefter blev fattigforsorg i stadig stigende grad et samfundsanliggende.

Med forordning om betlere i Danmark af 24. sept. 1708 blev fattigforsorgen et statsligt problem, dog financieret gennem frivillige bidrag fra gejstlige og embedsmænd.

Og det har næppe været en ønskesituation for de fattige at skulle ligge sognet til last.

Sognets veje - se matrikelkort 1883 eller matrikelkort 1846

Søndre Landevej fra Kolding til Ribe var blevet forbedret og nu i god stand, hvorfor sogneforstanderskabet forventede, at amtet kunne overtage denne landevej.

Under førsteklasses veje hørte:

1) vejen fra Ribe Landevej gennem Dollerup, Nagbøl til Vamdrup,

2) vejen fra Søndre Landevej gennem Skanderup til Skanderup Kirke til Nagbøl (og herfra videre ad vej 1)),

3) vejen fra Hjarup til Skanderup,

4) vejen fra Skanderup Kirke til Dollerup,

5) vejen fra Dollerup gennem Lunderskov, Gelballe til Vranderup Mark.

Under 2. klasses veje hørte:

1) vejen fra Skanderup til Bønstrup skel (se evt. et af matrikelkortene),

2) vejen fra Lunderskov til Drabæks Mølle - ønskes i 1852 ændret til Dollerup, Drabæks Mølle m. forbindelse til Anst og

3) Rolles Mølle og skel til Lejrskov,

4) Lunderskov Kirkevej, fra byen til 1. klassevejene 2) og 1), herfra til kirken,

5) Gelballe Kirkevej fra 1. klassesvejen 5) til Lunderskov Kirkevej.

I dag har staten ansvaret for det overordnede vejnet, kommunerne ansvaret for det øvrige, offentlige vejnet.

Med sogneforstanderskaberne blev amts- og kongerejser pålagt som sogneforstanderskabernes ansvarsområder, d.v.s. pligt til vedligehold.

Jordemodervæsenet

Jordemødre har i kendt historisk tid været en vigtig funktion. Det mest gennemgående er, at det oprindeligt skulle være gifte kvinder eller enker, som selv havde født.

I 1810 oprettedes distriktsjordemoderordningen. Jordemoderdistrikter med fast løn skulle oprettes over hele landet.

Distriktsjordemødre betaltes og ansattes af amtet fra 1868, men var også før under amtslig inspektion og kontrol.

Post- og brandvæsen

Danmarks krige som de optræder i sogneprotokollerne

Sognefogeder

I Vejviser 1877 "F. Petersen, Skanderup Sognefoged og Lægdsmand i 4. Udskrivningskr. 75. Lægd."

I Vejviser 1887 formentlig den samme: "C. F. L. Petersen, (Skanderup), for Skanderup."

I Vejviser 1894 "Sognefoged og Lægdsmand. Hans Nielsen, Gjelballe."

I Vejviser 1902 "Sognefoged H N Roldsgaard, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1904.

I Vejviser 1910 "Gaardejer H Hansen, Gelballe." Optræder også i Vejviser 1914, her som Gdr. H. Hansen, Lunderskov."

Herefter er der ikke givet netadgang til Vejviser før 1950, og her i reduceret form.

Nogle indkomster i 1921

Drabæks og Rolles Møller

En stænderforsamling er et repræsentativt organ, der i Danmark i perioden fra 1200-tallet til 1849 repræsenterede samfundets forskellige stænder (adel, gejstlighed, borgere, i Norden også bønderne). Stænderne kunne være rådgivende over for fyrsten, i nogle sager endda beslutningstagende.

Samme system, som den amerikanske præsident vælges efter!

Skanderup Andelsmejeri flyttede i 1912 til Lunderskov, hvor det blev placeret ved jernbanen, Frederiksberggade. Mejeriets bygninger i Skanderup blev ombygget til valgmenighedskirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910 under indtryk af modsætningerne mellem folkekirkens missionske dominans under pastor C. J. Moe og de medlemmer af folkekirken, som ikke sympatiserede med alt, hvad det indbar, både forkyndelsesmæssigt og hvad det havde som konsekvens for det daglige liv, f. eks. søndagshvile og anden gudelighed i det daglige.

Oplysning fra familien.

Iflg. Trap 3, bd. 5, udg. 1904 er missionshuset fra 1882. Kolding Leksikon siger 1889. TC anfører i sin Skanderup Sogns Historie, at "missionshuset "PELLA"" blev opført i 1890, hvilket gav navnet "Pellaby" til kirkebyen. I Moes erindringer, Oplevelser anføres der herom, s. 84f, at der i sognet efter 4 år blev udtrykt ønske om et missionshus, som Moe dog ønskede, der skulle være penge til først. Frivillige bidrag resulterede i, at der blev bygget så stort, at der kunne rummes "800 Mennesker ... Grundstenen blev lagt d. 16. April 1889, og Huset indviedes d. 18. September samme Aar." Trap Danmark er almindeligt anerkendt som professionelt pålidelig, selv om der kan findes fejl og unøjagtigheder i detaljen. Trap 3 er udgivet 1898-1906, Trap 2 er udgivet 1872-79. Det er m.a.o. nødvendigt her at benytte Trap 3, som også tidsmæssigt er tættest på begivenheden. Men det må konstateres, at Moes udsagn nok har den rigtige tidsangivelse. Hermed får man også den naturlige sammenhæng mellem Moe og et af resultaterne af hans prædikantvirksomhed, missionshuset fra 1889.

Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr.

I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse.
Menighedshuset i Vestergade var en ombygget barak fra besættelsestiden.

Tidligere museumsinspektør Christian Fischer er arkæolog og en af landets fremmeste eksperter på vandmøller. Han har i 2004 udgivet Tidlige danske vandmøller. Det er ikke Christian Fischer bekendt, at der skulle være arkæologiske vidnesbyrd om en vandmølle fra 1100-tallet, hvor Drabæks Mølle nu ligger. Den manglende arkæologiske dokumentation betyder derfor, at 1100-tallet som Drabæks Mølles historiske rødder i bedste fald er tvivlsomme oplysninger og under alle omstændigheder mangler arkæologisk dokumentation. De tvivlsomme dateringsangivelser for Drabæks Mølle, finder man i DSB Museumtog, Den store danske, Gyldendals Encyclopædi, Kornkammeret.dk, HistoriskAtlas.dk, VisitKolding, Wikipedia (som angiveligt har skrevet direkte af efter Kornkammeret.dk og muligvis Gyldendals Encyclopædi), Kulturstyrelsens Bygningskultur 2015. Der kan sikkert findes flere eksempler. Men her er der et godt eksempel på, at en fjer er blevet til mindst fem høns - en tvivlsom påstand bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget, uanset antal gange.

Præstegården i Skanderup Sogn lå indtil 1924 i Nagbøl, Nagbølvej 72

Den tidligere præstegård i Nagbøl, som den har set ud efter at være nedlagt som præstegård i 1924. .	Nagbøl Præstegård, som den må have set ud, da Moe var sognepræst i Skanderup. Billedet er fra Moes Levedage, s. 73.
Fra TC, s. 59, udateret.	Hvornår stråtaget og verendadøren er udskiftet, og hvornår der er opsat flagstang i haven er uvist. Men formentlig efter Moes afrejse i 1922.

DAA = Danmarks Adels Aarbog har siden 1884 trykt stamtavler over adelsslægterne tilbage fra middelalderen, samt løbende rettelser hertil. De fleste af stamtavlerne er lavet af arkivar Anders Thiset (1850-1917). Derefter har ordenshistoriografen dr Louis Bobé (1867-1951) og flere andre udbygget samlingen og revideret flere slægter totalt. At man kan finde småting og fejl i så stort et værk - skabt gennem 125 år - kan ikke forundre nogen, og heller ikke at det begrænsede kildemateriale kan nyfortolkes. Tilsvarende og supplerende oplysninger kan findes i Trap: Danmark. 1953-1972, E. Ulsig: Danske Adelsgodser i Middelalderen, doktordisputats fra 1968. Der er til Ulsigs værk to anmeldelser, T. Dahlerup og Ole Degn. Det primære kildemateriale til alle de her fundne oplysninger, finder man i Danmarks Riges Breve, udgivet fra 1939 - internetadgang dog kun 4. række, bind 8-12 og 5. række for perioden 1410-1450. Især 5. række er helt ufuldstændig i udgivelsen, men tilstræbes fremlagt komplet.

Håndfæstningerne findes komplet optrykt i Samling af danske kongers haandfæstninger og andre lignende acter. Af Geheimearchivets Aarsberetninger. Kjöbenhavn, 1856-1858. (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København, 1974). (150 sider). [ISBN 87 7500 602 2]. Samlingen indledes med Vordingborgske Forordning af 19. Marts 1282, der kan ses som forspillet til Erik Glippings håndfæstning, Constitutio Erici Glipping, Nyburgis anno 1282 die 29 mensis Julii data. Frederik 1.'s håndfæstning, s. 65-79.
Og endelig sluttes der af med enevældens dokumenter, arvehyldningen af Frederik 3.:

Arvehyldingseden af 18 Oktober 1660,

Souverainitetsakterne for Danmark, datt. Kjöbenhavn 1661 d. 10 Januar,

Souverainitetsakterne for Norge, Island og Færöerne, datt. 1661 7 August og 1662 28 Juli og 14 August.

Frederik 1.'s håndfæstning er i øvrigt næsten enslydende med Kristian 2.'s fra 1513, dog med enkelte justeringer for Kristian 2.'s forskellige overgreb på adelen.

Denne historiske tidsserie fra Danmarks Statistik har en noget tung grafik. Man skal vælge det ønskede sogn fra et Danmarkskort (som evt. kan forstørres). Så skal man nederst i skærmbilledet vælge årstal (fra 1925 til nyeste år). Til slut fører man musen op på det valgte sogn på Danmarkskortet, hvor sognetallet så kommer som et museanimeret billede. For de mere detaljerede muligheder er der nok ikke andet at gøre end forsøge sig frem.

En herredsfoged var indtil 1919 både dommer og politimester i et herred. Han var oprindeligt almindelig bonde, udpeget af lensmanden eller kronen, men fra 1736, hvor juridisk embedseksamen indførtes, blev det almindeligt, at herredsfogeden havde en juridisk uddannelse.

Arrangementer 2024:

Udlevering af SKM medlemskort.
Sønderjyderne og den store krig, tirsdag den 8. oktober 2024 kl. 14.00: Sognehuset, Kirkevej 25b, 7800 Skive.

Afholdte arrangementer

Formandsberetning 2023

Generalforsamling Spøttrup Slot 11. maj 2023

Nyhedsbreve Sammus

Søg

SKM medlem

Bliv medlem af SKM, og få adgang til alle Museum Sallings museer.

Sammus er danske museumsforeninger - aktuelt 61 tilsluttede foreninger - som har et samlet medlemstal på ca. 52.000. Skive Kulturhistoriske Museumsforening (SKM) er medlem og modtager herfra de nyhedsbreve, som vi gør tilgængelige for vore medlemmer og gæster på foreningens hjemmeside.

Ind imellem kommer nyhedsbrevene lidt forsinket på Sammus hjemmesiden i forhold til den udsendte pdf version.

Fra enevælde til landboreformer

Godserne som enevældens skatteadministration

Retsvæsen

Soldatertjeneste-, udskrivning, bøndernes plads i systemet

Dagliglivet i landsbyfællesskabet

Driftsfællesskab

På grandestævne

Dyrkningsfællesskab

Kvæghold

Byens hyrde

Landsbysmeden

Vurdering af fællesdriften

selvstyrebestemmelser

Det lokale selvstyre

Søg

SKM medlem