 |
 |
Spøttrup Borg med voldgrav og ladegården hertil, Hesthave
Spøttrup hører vi om første gang i 1404, da Niels Bugges dattersøn Johan Skarpenberg skænkede gården til bispestolen i Viborg. Borgen i dens så nogenlunde nuværende skikkelse blev opført i 1520’erne som bispedømmets ”beskyttelse mod reformationen”. Selv om borgen således først er opført ved middelalderens absolutte slutpunkt, er den med sine voldanlæg et godt vidnesbyrd om, hvorledes middelalderens borge, fæstningsanlæg så ud.
På hoved- eller herregårdene boede adelen, bisper eller repræsentanter for klostre. Efter reformationen i 1536 overtog kronen alt kirkegods.
En hovedgård defineres derfor ikke efter størrelse men efter status, d.v.s. om den var beboet af en adelig eller - før reformationen - en kirkelig repræsentant. Derfor kaldes herre- og hovedgårde også sædegårde. Hertil kom yderligere et begreb, knyttet til hovedgården, en ladegård. Kort kan man skelne mellem borggårde med herskabsbolig og hovedgårde uden herskabsbolig, d.v.s. en ladegård. Efterhånden er ordet ladegård erstattet af ”avlsgård”.
I 1579 overdrog Frederik 2. Spøttrup Borg til den mecklenborgske adelsmand Henrik Below.
Mogens Rosenkranz solgte Spøttrup Borg i 1776. Herefter var der flere ejere, som lod borgen forfalde, og som havde planer om helt af få den nedrevet.
I 1918 blev de sørgelige rester af borgen fredet, og Det Særlige Bygningssyn forhindrede yderligere nedrivning og forfald. Fra 1937 ejedes borgen af staten.
Henrik Berlow oprettede før sin død i 1606 ladegården Hesthave (Hesthauge, d.v.s. indhegning med (ride)heste), hvor der på et tidspunkt før 1663 blev opført tilhørende avlsbygninger. I en præsteindberetning til Viborg bispen i 1690 hedder det om Below og Hesthave: ” … han indhæfvede en ganske stor deel jord …, hvoraf han gjorde sig en Ladegaard, kaldet Hestehauge, hvorofor mange gaarde blefe sieet øde … så præsten ikke kunne nuide den årlige indkomst af dennem …”
Dette er blot en ud af flere præsteindberetninger, hvor bønderne klager over godsets dispositioner over bøndernes rettigheder i forhold til den dyrkede jord. Hesthave omtales som en ”… gaard kaldit hesthauge, under Sædegaarden Spøttrup beliggendis …” I 1688 matriklen var gården ansat til 11 tdr, hartkorn, 7 skpr., 2 alb., hvor bønderne var hoveripligtige.
Hesthauge blev sammen med Spøttrup Borg i 1784 købt af Nis Nissens far med underliggende gods. Hovedgården blev af Nis Nissen udparceleret, herunder også Hesthave. I 1821 overgik gården til et konsortium. Hesthave blev i 1827 overtaget af Peder J. Primdal, hvis datter Johanne i 1871 bliver gift med Poul Dahlgaard fra Mors. Dennes søn, Bertel Dahlgaard sørgede for statens overtagelse af Spøttrup Borg.
I 1905 solgtes gården til svigersønnen Gudik Gudiksen, 1943 til Knud Gudiksen, 1960 til Johan M. Jensen, 1976 til Knud Dyhrberg Jensen, 2004 til bankmanden Bent Jensen, 2004 købte Grethe Breum af denne bygningerne.
De oprindelige bygninger er der næppe meget tilbage af. Det ældste er hovedbygningen, som i 1880 blev hovedrestaureret og fik tegltag. Avlsbygningerne er alle grundmurede og opført i 1915 efter en brand, dengang med stråtag.
Hesthaves historie er således tæt forbundet med Spøttrup Borg som lade- eller avlsgård til dette herresæde.
Hesthave i Krejbjerg
I Diplomatarium Danicums sagregister er indgangen til "hovedgård" alternativt benævnt "curia principalis, hoffuittgordtt, hoffuitt gordtt, hofuegard, hoffuitgaard, hofwt garth, howot gardh, howæth garth". Tilsvarende har en "brydegård" betegnelsen "curia uillicalis".