Valdemar d. Store forærede 1157 Limfjordsøen Livø og landsbyen Vitskøl til Cistercienserne som en gestus over for kirken, fordi han havde reddet sit liv ved Blodgildet i Roskilde og havde besejret Svend Grathe. Cistercienserne grundlagde Vitskøl Kloster i Himmerland.

Med reformationen blev den katolske kirke frataget dets gods, og 1573 købte rigsråd og landsdommer Bjørn Andersen Livø og Vitskøl Kloster af kongen, der havde overtaget det efter klosterordenen.

Bjørn Andersen var 1550 blevet godsejer på Stenalt, udnævnt til landsdommer, proviantmester, lensmand på Københavns Slot, rigsråd.

Bjørn Andersen omdannede klostret til herregård og omdøbte det til Bjørnholm.

1809 blev Bjørnholm og Livø købt af godsslagteren Johan Casper de Mylius.

Efter en periode med ruin og forfald med fallitbo for godsejer P. Schrøder, blev øen købt 1872 af Ritmester og kammerherre Oppen-Schilden. Han opførte en smuk firlænget gård med kampestenslader, som i dag drives som økologisk landbrug.

Valdemar d. Store var også aktiv på Sprogø, der nu er et punkt på Storebæltsbroen.

Øens strategisk vigtige placering midt imellem Sjælland og Fyn har nok været medvirkende til, at han o. 1170 byggede en borg på øen. Det var bl.a. herfra, at han forsvarede riget mod venderne, der på dét tidspunkt hærgede de danske kyster.

Denne borg fik en levetid på mindre end et par hundrede år, men Marsk Stig skulle efter mordet i Finderup Lade 1286 have bosat sig på øen, hvorfra der så skulle være bedrevet sørøveri.

1911 blev Livø købt af professor Keller, og øen blev de følgende 50 år anvendt som internat for åndssvage og ofte kriminelle mænd. I det halve århundrede, hvor Livø fungerede som anstalt, udgjorde øen et selvstændigt samfund, der stort set var selvforsynende.

De indsatte kunne bevæge sig frit rundt på øen. Der var overraskende lidt kriminalitet, men det skete en sjælden gang, at der blev forsøgt overfald eller voldtægt mod plejepersonalet.

Gennem de 50 år, Livø anstalten eksisterede, nåede 700 mænd at blive interneret. 

1923 åbnedes en pendant til Livø-anstalten på Sprogø. Her var det kriminelle, åndssvage eller ”moralsk åndssvage” kvinder, der blev isoleret. Sprogø anstalten fungerede som Livø indtil 1961.

På Sprogø har ca. 500 piger i perioden fra 1923 til 1961 været anbragt. Som for drengene på Livø kunne det være tidens fordomme og kriterier for karakteristikken som udviklingshæmmet, der medførte anbringelse på pigehjemmet. Der skulle ind imellem ikke så megen afvigelse til at få den lægelige diagnose ”moralsk åndssvag”. 

Da staten overtog De Kellerske Anstalter på Livø og Sprogø i 1959, havde holdningen til udviklingshæmmede ændret sig, og man mente, at samfundet skulle give plads til disse, hvorfor anstalterne på Livø og Sprogø blev lukket i 1961.

Fra 1961 og 19 år frem fungerede Livø herefter blandt andet som ungdomsskole for evnesvage unge mænd, ø-lejr og landbrugsskole.

1977 afsagde Overfredningsnævnet kendelse om fredning af Livø, og i 1980 blev øen og dens drift overført til Miljøministeriet. I dag er øen administreret af Naturstyrelsen.

Sprogø er nu også fredet og fungerer som naturreservat.

 

Rigtig mange danskere har set filmatiseringen af Jussi Adler Olsens roman ”Journal 64”, der tager udgangspunkt i en journal for en af de piger, der blev anbragt på Sprogø.  Men var livet og tilværelsen på Sprogø, som filmen skildrer det?

Christian Keller, overlæge ved de Keller'ske anstalter, oprettede i 1923 internatet på Sprogø for åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. Internatet eksisterede til 1961. Keller var også initiativtageren til Lov om Adgang til Sterilisation i 1929, Europas første racehygiejniske lov. Allerede i 1911 havde Keller fået oprettet et tilsvarende internat for mænd på Livø.
 
Vi skal i foredraget høre den virkelige historie om kvindehjemmet på Sprogø og om nogle af skæbnerne, fx om en pige, hvor lægen i ansøgningen om at komme til Sprogø bl.a. skrev: "Forældrene har forsøgt at sende hende ud at tjene, men hun kan slet ikke udføre noget Arbejde på egen hånd.....De senere År har hun haft stærke erotiske Tilbøjeligheder så Forældrene må passe på hende både Dag og Nat".

Men vi skal også høre om baggrunden for anstalten og om hverdagen for beboerne, samt om lukningen i 1961. Foredraget er ledsaget af mange samtidige og nutidige billeder, heraf mange, der kun kan ses i dette foredrag.
 
Foredragsholderen er uddannet historiker fra Odense Universitet, og har siden 2004 beskæftiget sig med lokalhistorien i Vestsjælland og med historien om De Dansk vestindiske Øer. Han har skrevet talrige lokalhistoriske artikler, og er forfatter til afsnittet om perioden 1914-2013 i Slagelse bys historie, der udkom december 2013. Endvidere udgav han i 2014 en bog om Slagelse under besættelsen.

Kvindehjemmet på Sprogø set fra toppen af fyret.