Helt bestemmende for den politiske udvikling efter enevælden var på både lokal- og landsplan selvfølgelig junigrundlovens bestemmelser herom - indtil 1953 et tokammersystem, hvor den lovgivende magt, Rigsdagen bestod af Folketinget, der fortløbende demokratiseredes i tiden efter 1849, og Landstinget, der var tænkt som en konservativ garanti, dvs. med en mere privilegeret valgret, i starten også med kongevalgte medlemmer.

Først i 1953 blev folketingsparlamentarismen grundlovsfæstet, dvs. før den tid kunne kongen i princippet vælge den regering, han anså for den bedste. Fra 1901 og skærpet med påskekrisen i 1920 var der dog de facto folketingsparlamentarisme, dvs. kongen udpegede en regering, som kunne forventes at opnå flertal i Folketinget.

En for så vidt naturlig konsekvens af den demokratiske udvikling og grundlovens oprindeligt mindre tilpassede karakter hertil blev så konflikten mellem Folketingsflertallet og regeringsmagten, J. B. S. Estrups godsejerstyre under provisorietiden 1877-1894.

 

Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.

Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode, hvor Venstres økonomiske liberalisme, kravet om markedskræfternes frie spil var nøje tilpasset den økonomiske udvikling. Venstre blev den naturlige repræsentant for gårdejerstandens krav om toldfrihed, nedsættelse af den gamle hartkornskat, jordskatten og i stedet overgang til indkomst- og formueskat.

På det idemæssige plan havde den tidlige liberalisme i Danmark så betydelig en kulturpersonlighed som Georg Brandes, der hyldede den frie tanke, fri af religion og konventioner, og sammen med de ledende personligheder i Venstre formuleredes der en politik, hvor Venstre stod bag de økonomiske krav kombineret med grundtvigianernes krav om større frihed, d.v.s. frisind i kirke og skole. Parløbet mellem den økonomiske og kulturelle liberalisme ser man tydeligt i den tids ledende venstrepolitikeres tilknytning til grundtvigianismen. 

Med denne politik vandt Venstre i 1872 flertal i Folketinget, medens regeringen fortsat var de nationalliberale og godsejernes politiske repræsentanter, der efterhånden var blevet til det politiske Højre.

Hermed blev tidens politik ikke blot en kamp om økonomiske interessemodsætninger men også en politisk kulturkamp. Den gamle nationalliberale kulturelite havde en indgroet, nedladende holdning til den almindelige mand, bonden, som de ikke mente at kunne overlade den politiske magt.

Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.

Svækkelsen af Højre i forhold til Venstre ser man sært nok langt mindre udtalt i nogle indre missionske sogne, hvor den religiøse faktor synes at have haft en modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.

 

Som folkestyrets første tid efter junigrundloven udviklede sig til en kamp mellem Venstre og Højre, bønder over for godsejere og byernes bedre borgerskab, så opstod der parallelt hermed, hvad man sikkert bedst kan kalde en kulturkamp med religiøs bagklang - mellem grundtvigianisme og Indre Mission.

For at illustrere forskellen mellem de to bevægelsers indholdsmæssige budskab kan det være relevant kort at lade bevægelsernes fædre, N. F. S. Grundtvig og V. Bech selv komme til orde, begge tekster er fra 1867.

Men en kort indledende karakteristik.

Grundtvigianismen appellerede i princippet til frisind og liberalisme, d.v.s. politisk til Venstre og kulturelt til den første og dominerende del af højskolebevægelsen. Man nedtonede her arvesynden og fokuseringen på det syndige menneske til fordel for en accept af mennesket og dets aktiviteter i et mangfoldigt menneskeliv.

Det, der med Vilh. Beck blev til Den Kirkelige Forening for Indre Mission var for det første et opgør mod det, som man anså for rationalismens manglende inderlighed i troen og en i forhold til grundtvigianerne langt stærkere fokusering på arvesynden. Den stærke syndsbevidsthed resulterede i en forsagelse af den verdslige del af tilværelsen, som kom til udtryk i store dele af det kulturelle liv, f. eks. teater og ballet, fordømmelse af kødets lyster, både når det kom til dans og udtryk i kunsten. På den måde kunne Indre Mission nok forekomme en anelse kulturfjendsk.

 

N. F. S. Grundtvig, Prædiken over Klinten blandt Hveden, 1867.

”… jorden … er den store skueplads for den kamp på liv og død, som Guds søn, der såede hveden, det er sandheden, og han fjende Djævelen, som såede klinten, det er løgnen, i tidens løb fører med hverandre. Dernæst ser vi også, at det var kun tant med de skriftkloges påstand om, at menneskelivet ved syndefaldet skulle have tabt Guds billede, og således mistet al sin lighed med guddomslivet, thi hveden blev jo efter Herrens lignelse ikke ødelagt af klinten, og sandheden ikke opslugt af løgnen, men kun blandet dermed …”

 

Og Indre Mission, repræsenteret af Vilh. Beck. 

Vilh. Beck, Fjorten Prædikener, 1867.

”… der er to slags mennesker i denne verden, to flokke, verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok … verdensbørnenes kristendom, den er at ligne ved et gammelt råddent bindingsværkshus, hvori man nok kan leve tåleligt nogen tid, men hvor man ikke har det godt, og som til sidst styrter sammen om dem. Det er menneskevisdommens og menneskekløgtens kristendom, forstandens og fornuftens rådne bindingsværk … bliver du boende i denne bindingsværkskristendom indtil din dødsdag, så omkommer du i helvedes luer. …”

 

Hvordan og på hvilke områder, Moe fik politisk betydning, skal undersøges her i det omfang, kildematerialet tillader det.

Det skal først og fremmest undersøges, hvordan de religiøse modsætninger afspejlede sig politisk - både m.h.t. den landspolitiske partitilslutning, således som det er undersøgt af Hans Lund Hansen, men her især m.h.t. sognepolitikken.

 



Og bag det hele ligger de økonomiske vilkår, som udgør de rammer, der skaber de politiske og kulturelle vilkår i et samspil snarere end et årsag- virkningsforhold.

Der vil her blive fokuseret på den samlede produktion, målt i BFI, og landbrugets del heraf, alt i faste, d.v.s. 1929 priser. 

 

 

 

 

 

Den samlede produktion, BFI er steget fra 441 mio. kr. til 23.551 mio. kr i faste priser. Man kan med den logaritmiske skala sammenligne stigningstakten, og vi ser her, at fra o. 1880 begynder andre erhverv end landbrug at stige produktionsmæssigt markant mest. Denne tendens tager fra 1950erne virkelig fart, og herfra får vi, hvad man kalder den 2. industrielle revolution. Landbruget er herfra afløst af sekundære og tertiære erhverv som de produktionsmæssigt dominerende erhverv.

 

Landboreformerne havde selvejet og ophævelse af landsbyfællesskabet som mål. Bønderne så i starten af reformerne til med nogen uvilje, selvejendom var jo for de fleste noget ganske ukendt. Man frygtede også at miste det kendte rygstød med godsejernes hjælp til skatterestancer, såsæd m.v.

Derfor var den politiske øvelse at vinde både bønder og godsejere for reformerne, idet der skulle ske udstykning fra hovedgårdene og salg til fæsterne.

Regeringen oprettede i 1786 en statslig kreditkasse til formidling af lån til selvejerkøb. Desuden blev godsejerne ved forskellige begunstigelser opmuntret til salg af fæstegods. Reformregeringen indså, at husmændene var den kommende tids landarbejdere, som der ville blive behov for både på godserne uden tidligere tiders hoveri og hos gårdmændene. Derfor voksede husmændenes antal eksplosivt. Efter reformerne var der næsten lige mange bøndergårde og husmandsbrug, hvor der o. 1700 havde været næsten 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug.

Og landboreformerne må siges at have levet op til reformregeringens forventninger.

I kølvandet på den industrielle revolution i England fra slutningen af 1700-tallet og en markant stigning i befolkningstallet steg efterspørgselen efter landbrugsvarer og hermed landbrugspriserne kraftigt indtil revolutions- og napoleonskrigene fra 1789 og ind i 1800-tallet. 

Den egentlige vending kom med krigsinflationen og pengereformen 1807-13. 

Rigsbanken afløstes af et privat interessentskab, Nationalbanken i 1818, og Nationalbanken førte fra 1818-35 en antiinflatorisk pengepolitik, som gav en mærkbar landbrugskrise, der kom til at forløbe 1813 - 1828 med faldende priser og vanskeligheder med at klare lån, optaget under krigsinflationen.

Tiden 1828 - 1857 var derimod for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Denne tid er også kaldet ”kornsalgsperioden”.

 

Peder Hansen, Høstbillede, 1910

 

 

Selv om den her bragte graf over produktionen illustrerer fremgang i landbrugsproduktionen, ses det tydeligt, at øvrige erhverv også har haft en stigende produktion, dog i vid udstrækning stimuleret af landbrugsudviklingen. 

Landbruget var i denne opgangsperiode karakteriseret ved udvidelse af landbrugsarealet - overdrev, mose- og engkultivering - hvilket gav grobund for et øget besætningshold, hermed også mere gødning, mergling og dræning. Alt dette sammen med en markant forøgelse af arbejdskraften som resultat af befolkningsstigningen og den markante oprettelse af husmandsbrug. Produktiviteten øgedes også i medfør af overgang til 2-hestes svingplov mod 4-6-hestes hjulplove, brug af svenskharven, der erstattede forårspløjningen, tromler og tærskemaskiner. De teknologiske landvindinger fremmede oprettelse af jernstøberier og maskinfabrikker i provinsbyerne. Den samlede produktion i landbruget øgedes med over 60 % 1830-60 med en endnu kraftigere afledet effekt i byerhvervene.

Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.

Et væsentligt element i den gunstige økonomiske udvikling i landbruget var jernbanenettet. På længere sigt kostede det arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byerne og med emigrationen, Flugten til Amerika. 

 

    

Man kan af diagrammet se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var landbrugskrise og afdæmpet vækst.

Landbrugets krise var i første omgang et udslag af et omfattende kornprisfald, konkurrencen fra oversøiske kornprodukter, desuden protektionistiske foranstaltninger mod danske landbrugsprodukter især fra Sverige, Tyskland og England. Kornprisfaldet fremmede lysten til at deltage i mejeridrift på andelsbasis, og andelsbevægelsen startede og fik fra 1880’erne sin storhedstid.

Andelstanken gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne.

De middelstore brug blev ledende i denne udvikling.

Fra 1895 - 1914, udbruddet af 1. verdenskrig var der prisstigninger og almindelig økonomisk vækst, varepriser og lønninger steg, det samme gjorde priserne på landbrugsprodukter, hvor der var tale om en stigning i prisindekset på 32 %. I denne periode slår industrialiseringen også for alvor igennem. Det ser man lokalt især på befolkningstilvæksten i stationsbyen Lunderskov.

Som man vil kunne se af efterfølgende diagram, så er der i denne periode tale om en betydelig vækst i produktionen, BFI, generelt og i landbrugsproduktionen. Stigningen er på henholdsvis 55,5 og 62 %, altså en jævnt sund stigning, hvor prisstigningerne ligger under stigningen i produktionen.

 

Bruttofaktorindkomst 1896-1914, 1929 priser  

 

1. verdenskrig betød for landbruget stigende omkostninger og produktionsnedgang, men det lykkedes landbruget at øge pengeindkomsterne væsentligt i kraft af gode afsætningsmuligheder og prisforhold på verdensmarkedet. Det samlede resultat var, at landbruget bibeholdt dets andel af bruttofaktorindkomsten. Industriproduktionen havde god fordel af krigstidens gode efterspørgselsforhold og den udenlandske konkurrences delvise bortfald.

Mellemkrigstiden var præget af manglende vækst med en desorganiseret international økonomi. Både landbrug og industri kæmpede mod faldende priser, valutadumping og heraf afledt faldende produktion.

1920ernes kriseagtige tilstand, især for byerhvervene, bedredes fra 1927, hvor man frem til 1930ernes økonomiske krise så en stadig bedring i de økonomiske vilkår for både landbrug og øvrige erhverv.

Verdenskrisens problemer med devalueringer, toldgrænser, importregulering og heraf følgende indskrænkning i verdenshandelen er velkendt og afspejler sig tydeligt i produktionstallene.

I Danmark fik man med bredt politisk krisesamarbejde gennem Valutacentralen i 1932 og Kanslergadeforlige i 1933, d.v.s. en reguleringsøkonomi i princippet noget lig den, der førtes under 1. verdenskrig, et bredt funderet krisesamarbejde, der i modsætning til især Tyskland foregik i et fordrageligt parlamentarisk samarbejde.

I perioden 1929 – 1939 er landbrugsudviklingen stort set stagnerende i produktions- og eksportværdi. Det samme gælder prisindeks. Industri og øvrige erhverv har derimod et svagt stigende produktionsindeks og en årlig vækstrate 1930-39 på 2,3 %, næsten det dobbelte af landbrugets årlige vækstrate.

Under 2. verdenskrig var der produktionsnedgang og vareknaphed, dog med en væsentlig bedre forsyningssituation end i de krigsførende lande. Kalorieforbruget faldt kun med o. 10 %.

   

 

Sammenlignet med tiden efter 1. verdenskrig var der nu en mere bevidst statslig styring af den økonomiske vækstproces og et langt bedre organiseret internationalt samarbejde, de første efterkrigsår med udgangspunkt i OEEC, der senere blev til OECD.

Alligevel var tiden fra 1953 i landbruget præget af en noget afdæmpet udvikling, hvad man også kan aflæse af BFI diagrammet i logaritmisk skala. Den midlertidige afdæmpning hang sammen med den foregående tids meget intensive dyrkningsform, og det blev fra 1953 væsentligt dyrere at importere foderstoffer til den animalske produktion, hvor vækstraten derfor faldt jævnt årtiet ud.

Der er også en jævn afgang af arbejdskraft fra landbruget, i 1956-57 overhaler industrien arbejdskraftmæssigt landbruget.

Det er et problem for det danske samfund med stagnationen i landbruget, da landbrugets valutaindtjening i midten af 1950erne udgør ca. halvdelen af Danmarks valutaindtjening.

  

Bruttofaktorindkomst 1950-1963, i 1929 priser, logaritmisk skala 

 

 

Her opstod det europæiske fællesmarked og som et modtræk frihandelsområdet EFTA. De europæiske toldmure over for landbrugsvarer lykkedes det aldrig OEEC at liberalisere, og Danmark havde et permanent problem indtil medlemskabet af EF i 1972, der senere blev til EU.

I denne periode voksede det offentlige eksplosivt, velfærdssamfundet var født.