Herregården Lundgård, det nuværende Lundgård Teglværk, kan historisk spores tilbage i 1500-tallet. Den nærved liggende, lille romanske kirke, Mønsted Kirke, har hørt ind under gården, hvilket bl.a. fremgår af herskabsstole fra 1500-tallet, hvor navnene på Preben Bild og Anne Kaas, ejere 1629-1656, er indgraveret.

Ingen af de fornemme adelsslægter (Kaas, Bild, Parsberg m.fl.) har haft Lundgård som deres primære besiddelse. I løbet af 17-1800-tallet blev store dele af fæstegodset frasolgt. Den anseelige hovedbygning er opført i 1880, ikke fredet. Avlsgården blev frasolgt i 1913. Christian Sørensen købte her det gamle teglværk, der hørte til hovedparcellen, og Lundgård Teglværk blev grundlagt i 1917.

Iflg. Trap Danmark V, 1962:

Langesgård er oprettet omkring 1790 af Chr. Lange til Eskær af Stoubygård (9 tønder hartkorn), som han havde købt i 1786, og jorder fra Eskær. I 1798 kom den med Brokholm (13 tønder hartkorn) til ovennævnte Th. Thomsen, som i 1805 skødede den (17, 26 og 8 tønder hartkorn) for 27.390 rigsdaler til brødrene Christen og Peder Qvistgaard. Efter den sidstes død i 1821 blev Christen Qvistgaard (død i 1835) ejer af hele gården ved at ægte P. Qvistgaards enke. I 1838 tilhørte den And. P. Kruse, i 1853 I. Grønbech, fra 1856 A. F. Lundsgaard (død i 1895) og derefter hans plejesøn Anders Frederik Deichmann, som efter at gården i 1909 var brændt solgte den (22 tønder hartkorn) for 146.000 kr. til A/S Udstykning af danske Herregaarde, der udstykkede 111 hektar og i 1910 solgte hovedparcellen (10½ tønder hartkorn) til Laur. Børsting Andersen. I 1918 købtes den af svigersønnen A. Iversen, i 1953 af dennes svigersøn A. Nielsen.

Ørslev Kloster - http://skeel.info/showmedia.php?mediaID=5593

Se også gravstensepitafier og stole i 1600-tallet.

Ørslev sogn, Fjends herred, Viborg amt.
Før reformationen var gården et nonnekloster, og det antages i al­mindelighed, at det har tilhørt benediktinerordenen, skønt der herom ikke er bevaret noget skriftligt vidnesbyrd. Første gang, klostret nævnes, er 1275, da et brev bliver medbeseglet af >>hr. Johannes, prior i Østerløf<<. Men flere ting tyder på, at klostret er ældre, må­ske fra begyndelsen af århundredet. Det nuværende Ørslev Klosters firfløjede anlæg med kirken som nordre fløj er allerede i klostertiden indrettet ved planering og afgravning af den bakkeknude, hvorpå gården er beliggende. Af bygningerne er kirken bevaret nogenlunde uforandret fra middelalderen; den adskiller sig ikke meget fra andre landsbykirker, f. eks. nabokirken i Højslev. Det kan derfor antages, at kirken er ældre end klostret, og denne kendsgerning leder tanken hen på, at klostret skylder en stormand sin oprindelse, således at denne har skænket sin sædegård med tilhørende gårdkirke til opret­telse af klostret. Ørslev Klosters øvrige tre fløje er naturligvis i tidens løb stærkt omdannet, men undersøgelser i den nyeste tid har dog vist, at ikke ringe rester af de middelalderlige ydermure endnu står. Dette gælder især vest- og sydfløjen, og for den førstnævntes vedkommende kan man konstatere, at den har været delt i to stokværk, hvor dør og vinduer i begge stokværk endnu skimtes. Den er mod nord sammen­bygget med kirkens tårn og har rimeligvis været klostrets hovedfløj, idet der herfra har været direkte adgang til et i andet stokværks højde af træ opbygget nonnekor, hvorfra nonnerne fulgte gudstje­nesten. I sydfløjen er smukke kælderhvælvinger bevaret. Østfløjen har sikkert rummet alt, hvad der henhørte til husholdning og økonomi. Fra Ørslev Kloster er der bevaret udsagn om stridigheder med bis­pen om ansættelse af priorer. På Christiern I's tid fik nonnerne brev på, at ingen prior kunne påtvinges dem mod deres vilje, og så sent som 1528 fik de af Frederik I. tilladelse til selv at vælge deres prior, hvortil de da udnævnte skriveren på Skanderborg Slot, Svend Mogen­sen, altså en verdslig mand. At kongen således støttede klostret mod bispen, skal man sikkert ikke tillægge ideelle motiver, men den simple kendsgerning at kronen ligesåvel som bispen var særdeles interesseret i at få en vis indflydelse på klostrets godsrigdom. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at det i tidens løb lykkedes Ørslev Kloster at samle et ret betydeligt godstilliggende, som dels stammede fra gaver, dels fra den skik, at nyoptagne nonner skulle medbringe en vis for­mue til deres provent (ophold), som efter deres død overgik til klo­stret. For at lette administrationen af dette gods opnåede klostret tidligt birkerettigheder over Ørslev sogn, hvis bønder alle regnedes for ugedagsmænd til klostret. Birkeretten fulgte siden gården, indtil den blev ophævet i 1800. Det har sikkert kun været muligt for kvinder af adelen at yde provent, selv om der i klostre beliggende i eller ved købstæder har været optaget kvinder af borgerlig stand. Det er dog meget få oplysninger, man har om disse forhold, men det kan nævnes, at de to nonner i Ørslev Kloster, man har oplysninger om, begge var adelige. Særlig i middelalderens sidste tid synes nonneklostrene efterhånden at have udviklet sig til stiftelser for ugifte adelsfrøkener, mens de rent reli­giøse formål lidt efter lidt trængtes mere i baggrunden. Som en følge heraf må man vel se den kritik, der efterhånden satte ind overfor klostervæsenet. Selv om man fra Ørslev Kloster ikke har direkte ud­sagn om klosterlivets sædelige og moralske forfald, kan det dog meget vel tænkes, at en vis afslappelse af benediktinerordenens strenge regler har gjort sig gældende i middelalderens sidste tid, i hvert fald ved et sagn at fortælle, at man ofte fandt livet inden for klostrets mure for trangt. Fra kældrene gik underjordiske gange ud til skoven og haven, og efter nattens frembrud sværmede nonnerne ud af disse gange og holdt stævnemøder med munke fra nærliggende klostre. Ved reformationen gik Ørslev Kloster som andet kirkegods over til kronen. Gården forlenedes til adelige, for det meste som pant for lånte penge; men nonnerne fik lov til at blive boende, og så sent som 1581 hører vi endnu om dem. I dette år får den daværende lens­mand, landsdommer Malte Jensen Sehested, forleningsbrev på de 8 gårde i Heilskov, som den nylig afdøde priorisse Kirsten var forlenet med. Med selve gården stod det ret ilde til på denne tid. Da Otte Krumpens enke fru Anne Lykke i 1571 fik overdraget Ørslev Kloster som pant i stedet for Spøttrup, indberettede hun til kongen, at byg­ningerne var så forfaldne, at en del af husene måtte befrygtes at ville falde ned, hvis de ikke hurtigt blev istandsatte. Hun fik derfor tilladelse til at lade hugge tømmer i skovene i Sønderlyng og Mid­delsom herreder, men stort bevendt har hendes reparationer ikke været. Da kronen 1584 besluttede sig til at mageskifte Ørslev Kloster til Hans Lindenov for Drenderup, viste bygningssynet, at gården endnu var stærkt forfalden. Der fandtes 1584 to stenhuse, 2 lofter højt, men ingen »færdige« værelser på andet loft. Endvidere var der endnu et stenhus, der dog var »revnet og sprukken i begge Ender, med nogle faa Kamre udi, og er meste Parten aldeles ufærdig«. Der var stråtag på alle bygningerne. Også ladebygningerne var gamle og i en sørgelig forfatning. Der var på dette tidspunkt endnu en nonne tilbage i klostret, jomfru Mette Mogensdatter. Hende gav kongen i 1587 forleningsbrev på 2 gårde og 1 bol, for at hun ikke skulle komme til at lide nød ved klostrets afhændelse. Med hende forsvandt den sidste mindelse om det gamle nonnesamfund på Ørslev Kloster. Hans Lindenov var, da han blev ejer af Ørslev Kloster, lensmand på Bergenshus, men allerede 1586 opgav han denne stilling og tog ophold på sin nyerhvervede gård i Fjends herred. Herfra fortsatte han nu ? til dels i samarbejde med et par af Aalborgs største køb­mænd ? den rederi- og handelsvirksomhed, som han allerede havde påbegyndt i sin Bergenstid. Hans Lindenov er i den henseende ret enestående i det daværende Danmark. Vel beskæftigede også andre adelsmænd sig med handel, men som regel gik de ikke videre end til at sælge, hvad deres jordegods kastede af sig, mens Lindenov synes at have drevet handel i stor stil, selv om hans foretagender ofte lå på grænsen af, hvad man rettere burde kalde sørøveri. I denne sin egenskab af handelsmand var det, at Hans Lindenov kom i forbin­delse med den berømte færing Mogens Heinesen. Forholdet imellem dem har sikkert været yderst intimt, og da det 1588 lykkedes Hei­nesens gamle fjende Christoffer Valkendorf at få ram på denne, op­trådte Hans Lindenov som hans ivrigste forsvarer. Det lykkedes ham dog ikke at redde Mogens Heinesen, der 1589 blev dømt til døden, dels for mishandling af færingerne ? Mogens Heinesen havde i en årrække haft monopolet på handelen på Færøerne ? dels for åben­lyst sørøveri, mened og krænkelse af to adelige søstre. Hans Linde­nov opgav dog ikke sagen. På grund af visse formelle juridiske fejl ved dommen lykkedes det ham året efter at få dommen omstødt, og Mogens Heinesens lig blev overført til Ørslev Kloster, hvor et pragt­fuldt epitafium den dag i dag minder alle besøgende om den berømte færings liv og gerning. Allerede 1594 forlod Hans Lindenov Ørslev Kloster for igen at overtage en stilling som lensmand, og denne gang på Hammershus. Her blev han til sin død 1610, hvorefter hans gods overgik til hans søn af samme navn. Denne havde arvet faderens tilbøjeligheder for søen, og under Kalmarkrigen fik han kgl. bevilling på at drive kaperi mod svenskerne. Ved krigens ophør passede det dog ikke Hans Lin­denov at afslutte sine indbringende sørøverier. Han vedblev at op­bringe fredelige handelsskibe, og da jorden begyndte at brænde under ham, foregav han at ville drage på togt mod de tyrkiske galejer. Men inden han nåede at slippe bort fra Danmark, indhentede skæbnen ham. Han dømtes til evigt fængsel, men et par år efter blev han benådet mod at tjene 7 år i Ostindien, hvor han døde 1620. Hans søn Anders Lindenov arvede Ørslev Kloster, som han endnu var i besiddelse af 1638. Kort tid efter må han dog være død, for omkring 1640 ejedes Ørslev Kloster af hans faders næstsøskendebarn rigsråd Hans Lin­denov, efter hvis død 1642 den overgik til hans datter Christence. Christence Lindenov, der 1643 ægtede Claus Sested, boede det meste af sin tid på gården. Denne blev i 1661 takseret til ca. 48 tdr. htk. og havde et tilliggende af bøndergods på ca. 73 gårde, alle belig­gende i sognene omkring hovedgården. Fru Christence, der var en af egnens rigeste godsejere, med egen gård i Viborg med ikke mindre end otte ildsteder, drev ikke selv landbruget, men bortforpagtede det til en række mænd, der efterhånden drev gården frem til at blive et af tidens mønsterbrug. 1671 skødede hun Ørslev Kloster og Strandet til sin datterdatter, Sophie Amalie Friis, der 1682 ægtede den bekendte officer Johan Rantzau, og ham skyldes den ombygning af det gamle kloster, der vistnok fandt sted i året 1700. Kun kirken blev stående urørt, mens de øvrige tre fløje ombyggedes til tre lave længer i en etage med småkviste, alt udført i en streng og enkel stil. Efter Johan Rantzaus død 1708 gik Ørslev Kloster over til hans svigersøn greve Chr. Fr. v. Levetzow, der 1719 afhændede gården til landsdommer Iver Nicolaj Sehested, som igen videresolgte den 1724 til oberstløjtnant Frederik Berregaard, der dog døde samme år. Enken Marie de Lasson blev boende på Ørslev Kloster, og hun gjorde sig fortjent af egnen ved at oprette de første almueskoler på sit gods. I øvrigt foretog hun omfattende restaureringer og udsmykninger af kirken, ligesom hun lod tilbygge det Berregaardske gravkapel. Ved hendes død 1747 overgik gården til sønnen kammerherre Frederik Berregaard, der dog døde allerede 10 år efter. Hans enke solgte 1760 Ørslev Kloster til borgmester i Nyborg Jacob Lerche, der oprettede afbyggergården Lærkenborg, men 1768 afhændede han Ørslev Kloster til sin svigersøn Hans Henrik Jørgensen, efter hvem den 1777 kom i kammerråd Mikkel Ditlev Berings besiddelse. 1794 købte kammerråd M. P. Richter Ørslev Kloster for 53.000 rdl., og med ham begyndte bortsalget af bøndergodset til bønderne. Alene 1804 bortsolgtes 232 tdr. htk. 1830 solgte Richters enke gården til sin svigersøn justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, der mest er kendt for sin virksomhed som herregårdsslagter. Ørslev Kloster beholdt han imidlertid, og efter hans død 1859 overgik den til hans enke og søn Frederik P. Fønss. Ved hans død 1878 blev svogeren Anders Herskind ejer af gården. Han havde tidligere i en årrække været apoteker i Kjet­trup, men han udviklede sig hurtigt til at blive en dygtig og interes­seret landmand, og i en årrække var han næstformand i Viborg Amts Landboforening. 1907 overtoges Ørslev Kloster med 850 tdr. Id. af svigersønnen Fr. Grotrian, der bortsolgte flere parceller og 1913 skø­dede hovedparcellen til justitsråd P. O. J. Malling. 1918 overtoges gården med ca. 620 tdr. Id. af et konsortium, og i de følgende år skif­tede gården nu flere gange ejere, mens jorderne efterhånden solgtes fra til udstykning. Hovedbygningen forfaldt mere og mere; i 1922 - 23 blev østfløjen og en del af sydfløjen istandsat på statens bekostning af Det særlige Bygningssyn, men i 1932 meddelte ejeren bygningssynet, at han nu ville nedrive de ikke restaurerede fløje, og senere truede han med at nedrive også resten. I sidste øjeblik trådte imidler­tid stiftsdame, komtesse Olga Sponneck til og erhvervede i 1934 selve hovedbygningen med 3œ tdr. Id. have og park, medens ejeren beholdt den 80 tdr. Id. store avlsgård. I sit halvfemsindstyvende år døde den virksomme komtesse 1964; ved testamentariske bestemmelser har hun søgt at sikre det gamle klosters fremtid som selvejende institution, Komtesse Olga Sponnecks Legat, med kulturelt sigte. Forhandlin­gerne om, hvorledes komtessens ønsker skal realiseres, er dog endnu ikke afsluttet. Komtessen har i tidens løb tilkøbt en række arealer, således at den samlede ejendom nu omfatter ca. 55 tdr. Id. (Danske Slotte og Herregaarde)

EJERE
1200-tallet Benediktinerordenen (?) Firfløjet klosteranlæg opført
1536 Kronen
1584 Hans Lindenov
1643 Claus Sested
1679 Sophie Amalie Friis
1682 Johan Rantzau
1708 Chr. Fr. v. Levetzow
1719 I. N. Sehested
1724 Fr. Berregaard
1724 Marie de Lasson (Berregaard)
1760 J. Lerche
1768 H. H. Jørgensen
1777 M. D. Bering
1794 - 1934 Forskellige ejere
1934 Olga Sponneck (hovedbygningen)
1965 Komtesse Olga Sponnecks Legat
Ørslev Kloster

Første gang, Eskjær nævnes i skriftlige kilder, anføres at være i et tingsvidne fra 1328, hvor hr. Jakob Nielsen (Gyldenstierne) til Eskjær omtales. Eskjær findes desuden perifert omtalt i Diplomatarium Danicum 06. marts 1407. Her optræder "hr. Niels Jakobsen af Elkær, fordum ridder".

Gården blev i 1619 overtaget af kreditorer og herefter erhvervet af slægten Parsberg. Niels Parsberg måtte i 1664 pantsætte Eskjær, og slægten Rantzau ejede herefter kortvarigt gården, indtil oberst Verner Parsberg i 1681 tilbagekøbte den. Han solgte den igen til Barbara Rantzau i 1698, som han herefter giftede sig med, hvilket skulle have gjort ham styrtende rig.

Verner Parsberg ejede også fra 1693 Skivehus, som han bestyrede sammen med Eskjær indtil sin død i 1719. Allerede ved sønnens død i 1730 var begge godser i økonomisk og tilstandsmæssigt forfald. Herefter ejedes Eskjær fra 1735 af ge­hejmeråd, præsident i højesteret Claus Reventlow, der formodes aldrig at have boet på denne dengang faldefærdige Salling-besiddelse. 

I 1750 fik Eskjær den første borgerlige ejer, Mads Hastrup, som indtil sin død i 1767 fik Eskjær sat i en fortræffelig økonomisk tilstand, og han lod i 1761 den nuværende hovedbygning opføre, kan man se på en indskrift over hovedfløjens dør.

Det hedder om Mads Ha­strups bygningsværk, at det "... danner en smuk arkitektonisk helhed, idet borg- og ladegård hver for sig er trefløjet og åbner sig mod hinanden... De tre fløje har alle et stokværk, men midt gennem hovedfløjen går en toetages frontispice, der ligesom, sidefløjens gavle er ført op i en høj segmentfronton. Soklen er sat af granitkvadre, mens murene er hvidkalkede, og det hele danner et sobert, enkelt bygningsanlæg med et vist borgerligt og solidt tilsnit. Under hovedfløjen findes i kælderen endnu rester af en sengotisk bygning med tykke mure, der er sat i munkeskifte. Kælder­rummet er dækket af otte små krydshvælvinger på tre svære, murede midterpiller. I ydermuren er en række små nicher. Efter et sagn på stedet var disse kælderrum opholdssted for de kendte hekse »Thise trolde«, indtil de efter domfældelsen blev kastet på bålet." 

Efter Mads Hastrups død 1767 blev Eskjær igen ret stærkt forgældet. 1781 solgtes Eskjær til senere ju­stitsråd og generalkrigskommissær Christian Lange for 49.000 rdl. Lange blev ejer o. landboreformerne, og som den driftige landmand, han var, skred han til udskiftning af godset m.h.p. at reetablere det økonomisk. Herunder skulle forholdet til andre større jordejere og hans bønder være blevet så anstrengt, at der stadig verserer historier om ham, hvor han både spøger på gården, og om hans oprettelse af ladegården Langesgaard, der skulle være oprettet som et resultat af bøndernes chikane med at aflæsse deres tiendekorn på en af Langes marker, hvor han så lod laden bygge omkring kornet.  

Ved Langes afhændelse i 1797 af Eskjær og Langesgaard fik de to gårde hver sin ejer. I 1869 solgtes Eskjær til cand. jur. Ludvig Th. Schütte, hvis søn dr. phil. Gudmund Schütte restaurerede hovedbygningen gennemgribende, og han lod desuden opføre en ny avlsgård. Der blev også tilkøbt jord, og løvskoven blev genoprettet efter en periode med ret voldsom hugst.