Historiemenu  

   

Erindringer er muligvis noget, man har, tiest er det dog nok snarere, hvad man vælger at huske, og hermed også at lade gå i glemmebogen.

Formålet med disse erindringer er at give en partsbeskrivelse af den oplevede tid i Skanderup Sogn, hvor modsætningerne mellem Indre Mission og valgmenigheden stadig prægede livet. Men så da også en beskrivelse af den del af livets gang i sognet, der falder inden for den tidsmæssige ramme, som nu en gang er fortællerens - født 1943, forlod sognet i 1963.

Den her oplevede tid var retrospektiv betragtet faktisk en ganske central periode i Danmarkshistorien, hvor omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund for alvor fandt sted. Det skete fra slutningen af 1950’erne som en forlængelse af det første industrialiseringsspring i slutningen af 1800-tallet, hvor manifestationen lokalt især var jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866.

Alt dette ved jeg som fortæller, men det indgik ikke i min forståelse af livet dengang. Det bliver det dog ikke mindre sandt af. Men det siger måske noget om, at der kan være en betragtelig forskel mellem det levede liv og den måde, det bliver betragtet på efterfølgende. Vel både fordi det oplevende menneske kan blive gradvist mere indsigtsfuldt, men nok også fordi det fortællende perspektiv vanskeligt kan rumme lugten, smagen, det intense nu. Man må i fortællingen lade sig nøje med de perspektiverende refleksioner, hvor der pilles lidt ud hist og lidt her.

Partsbeskrivelsen bærer helt sikkert præg af opvæksten i et indre missionsk miljø, som socialt stratificeret var en del af de lidt større gårdmandsbrug i Skanderup. Her var det klart antallet af hektar, evnen til at drive et rentabelt landbrug og det religiøse tilhør, der var afgørende i social henseende.

Jeg blev som det første af 5 børn således født ind i et driftigt, jævnt velstående, hektarmæssigt et lidt større gårdbrug og altså med tilhør til Indre Mission. Mine forældre var ud af familier, som var blevet førstegangsvakte under C. J. Moes forkyndelse. Hele min forældregeneration var med et par enkelte, tydeligt markerede undtagelser, hvad man i de kredse kaldte troende.

Min farfar var som sognepolitiker højremand, senere konservativ, et vist nok forventeligt resultat af Moes forkyndelse. Min morfar var så meget yngre, at han igen helt naturligt blev Venstremand i sit sognepolitiske liv. Familiemæssigt vist egentlig en ganske repræsentativ fordeling af samspillet mellem religion og politik i perioden under og efter C. J. Moe. Alt det her postulerede med de forbehold, som kan og skal tages i forhold til Moes politiske indflydelse.

Rammerne var et gårdmandsbrug, hvor trækkraften i markarbejdet de første 5-10 år af min levetid var 3-4 spand heste og en hertil hørende hestestald, hvor der også var en foleboks, dvs. et rum hvor de fødende hopper kunne gå med deres føl i den første tid. En storslået begivenhed var engang o. 1950, hvor en gråskimlet belgierhoppe fik tvillinger.

Hesteholdet var belgier- og jyde-, store, bredryggede arbejdsheste. De blev på et tidspunkt afløst af mere slanke og elegante frederiksborgere og endelig de sidste hestehold, der var oldenborgere. Der var en jævn fordeling mellem hopper og vallakker, dvs. kastrerede hingste. Det var jo arbejdsheste, så der var ikke tid til og brug for fyrrige hingste.

Senere kom der først en, så et par traktorer til - et af resultaterne af den amerikanske Marshall-hjælp i 1950’ernes Danmark - medens hestene gradvist forsvandt. Det var et helt mærbart skred i udviklingen, da gamle kassevogne, produceret hos den lokale ”hjuler”, dvs. en karetmager, nu blev afløst af vogne med gummihjul og med en drejemekanisme, der blev tilpasset traktorens trækkraft. I erindringen står klart en ombygget, gammeldags kassevogn, som havde en meget ringe drejekapacitet i forhold til de nye, traktordrevne vogne. Det kunne man helt klart konstatere, når der blev manøvreret med den nytilkomne Ferguson traktor.

Indbegrebet af den tids gode liv på landet var en arbejdsdag, der i høsten og andre travle tider kunne være lang og anstrengende, hvor man gik bag hestene eller kørte i vogne, trukket af dem. I høstens tid blev der som regel bragt hjemmelavet øl, kaffe og vand ud til den i marken hårdtarbejdende arbejdskraft. Det var formentlig en arbejdsfremmende foranstaltning. Øllet havde en stærk smag af humle og var helt klart aldeles spiritusfri. Det stærkeste, vi i den tid på gården kunne finde var kirsebærvin. Kun når min far var forkølet desuden også snaps, hvoraf en flaske blev konsumeret på forkølelsens første dag, så var helbredelsen en kendsgerning.

Når arbejdsdagen så var forbi, skulle hestene lige en tur ned i den nærtliggende branddam for at blive svalet af. Herefter blev de striglet hjemme i stalden. Det var karlenes arbejde. Med mekaniseringen blev det hele mere effektivt og ikke så slidsomt, men noget af charmen i arbejdsfællesskabet forsvandt vel også.

I min allertidligste erindring var gårdens folkehold på 2-3 karle til markarbejdet, 1-2 piger til husholdning samt børnepasning. Senere blev det færre med den tiltagende mekanisering og behovet for arbejdskraft i byerhvervene. Desuden en fodermester, der boede i et lille hus, der hørte til gården.

Folkeholdet i øvrigt var placeret i værelser på gården med fælles vaskerum ved ”bryggerset” og en ”borgerstue”, hvor man bl.a. spiste sammen med familien og i øvrigt kunne opholde sig, hvis man da ikke sad i daglidstuen og deltog i kort-, damspil o.l. Når man betænker tyendelovgivning og forhold for tyendet på landet bare nogle årtier tidligere, var det ganske anstændige forhold, der her blev budt folkeholdet.

De ”bedste” karle var efter min fars udsagn andre bønders sønner, som skulle ud og afprøve og lære erhvervet. Skiftedag for både karle og piger var her som andre steder 1. maj og 1. november, lønnen var dengang, i 1950’erne nogle få hundrede kroner i måneden, med en betydeligt bedre købekraft end i dag, men dog stadig ikke et godt opsparingspotentiale.

Maden på mine forældres gård var god og tilpasset, at der blev arbejdet hårdt i stald og på mark. Det var såmænd ikke alle gårde, heller ikke hvor ejerne var holdne, økonomisk vel aflagte, hvor dette var tilfældet, kunne man blive oplyst om fra tyende hos madmødre, hvor der blev sparet på alt det, som gav god mad.

Alle måltider, undtaget morgenmaden, så vidt jeg husker, blev begyndt og afsluttet med en bordbøn, ved middagsmåltidet kl. 12 også ledsaget af oplæsning af et kortere skriftsted.

Religionens udslag i sognets sociale liv

Hvis det var muligt - det var det dog slet ikke altid - foretrak mine forældre at hverve karle og piger, som kom i det lokale KFUM og KFUK[1]. Det blev vi børn også anbefalet at deltage i, og det må nok have været noget af en prøvelse for mine forældre, at jeg konsekvent nægtede at deltage i den slags. Forventningen til deltagelsen var der fra konfirmationen og i den efterfølgende ungdomstid. Et enkelt år i det lokale FDF blev det dog til. Kristeligheden var her krydret med en ”smart” uniform og forskellige aktiviteter, som kunne fastholde interessen, hos mig dog kun i et enkelt år.

Man kunne også komme i søndagsskole. Det lå ret fast, at blive sendt hertil, når forældrene var i kirke - jeg husker ikke den præcise fordeling mellem kirkegang og søndagsskolen, men det var under alle omstændigheder en del af opdragelsen at komme i kirken også. Der blev i søndagsskolen sunget, bedt bønner og holdt opbyggelige taler af lokale troende. Jeg erindrer endnu den opbyggelige beretning om en trekant, lavet af pilefletpinde, ophængt over indgangsdøren i søndagsskolen. Den malende historie var, at den symboliserede samvittigheden. Og hvis man ikke rettede sig efter dens advarsler mod et syndigt levned, så ville den efterhånden blive slidt kuglerund og derfor blive helt virkningsløs som advarsel mod det syndige, tvi og skam.

Det syndige var simpelt og veldefineret. Ingen bandeord, et tugtigt levned, dvs. afholdenhed, både seksuelt og mht. spiritus, ingen kortspil og dans. Derimod var det sært nok ikke syndigt at deltage i sanglege, som berøringsmæssigt i forhold til det andet køn var meget lig den utugtige dans.

I min barndoms naivitet bad jeg en gang, hvor mine legekammerater skulle i danseskole, om også at kunne få lov til at deltage. Det blev lodret afvist og betød, at alle mine senere forsøg på dansegulvet blev en sær forestilling af hjemmelavede kompositioner og regulære krumspring til ikke udelt fornøjelse for mine dansepartnere.

Til et ordentligt og ikke syndigt levned hørte også, at man ikke spillede kort. Forbuddet gjaldt dog kun ”rigtige” spillekort med spar, klør, hjerter og ruder. Derimod kunne man udmærket spille ”pirat”, en slags whist med kort, der overhovedet ikke lignede de nævnte, men som havde fire farver og samme kortværdier.

I modsætning til den almindelige, mildt berettet lidt kedsommelige søndagsskole, var det overkommeligt og ikke helt uinteressant at skulle deltage i en i sommerferien afholdt søndagsskolelejr. Det af sognet benyttede opholdssted var placeret ved Lillebælt, tæt på Fredericia, kaldet Lyngsbo.

Opholdet var noget, man kunne deltage i aldersmæssigt et sted fra præpuberteten, hvor det andet køn var begyndt at blive interessant, og det kunne man så godt få til at ligne en interessant aktivitet, selv om der blev sunget, bedt og fortalt opbyggelige historie. Der blev faktisk også appelleret til det kreative med opførelse af sketcher og mindre dialoger, som de kære børn så underholdt forældrene med, når de et par dage ind i lejrugen kom på besøg.

Selv sportsaktiviteter var inddelt i tilhør til KFUM og K eller ”de andre”. Så vidt jeg husker, spillede de største talenter i både fod- og håndbold for KFUM og K. Der var slet ikke problemer for sportsinteresserede her. Det religiøse betød ikke, at man så mindre konsekvent og alvorligt på de sportslige udøvelser. Var man ikke god nok, var der heller ikke en plads på holdet. Her hjalp hverken tilgivelse, næstekærlighed eller nogen form for Helligånd. Kunne man spille, var man med, hvis ikke var man ude.

En anden ganske heldig kombination af sport og religiøst tilhør var de ugentlige bordtennis aftener i det daværende Menighedshus, barakken mellem det daværende kommunekontor og bager Jac. Nielsen og købmand Mogensen i Lunderskov. Her blev der i lidt mere end vinterhalvåret spillet bordtennis på livet løs. Der kom også mange, som missionen ikke sagde noget, men som kunne lide at spille bordtennis. Det var til det yderste velfungerende, en god reklame for Menighedshuset, hvis det også har været hensigten.

Der var kirkegang hver søndag med den ovennævnte variation med søndagsskolen. Der var altid et betydeligt fremmøde, i det mindste som jeg erindrer det. Skulle der komme nye ansigter, blev det bemærket. Man vidste også ret præcist, hvem der sammen med organisten lagde tonen for salmesangen. Nye kærestepar deklarerede velsagtens uformelt her i kirken deres forhold, og sognebørn, indkaldt til militæret viste her til almindelig beundring de evt. erhvervede vinkler og stjerner på uniformen. Organisten, en ugift frøken, velsagens også af indre missionsk tilsnit, fungerede også som lærer i klaverspil. Hun har i sit lille hus nok været et tålmodigt vidne til adskillige, der som jeg ikke havde fået øvet etuder og andet gebrækkeligt som grundlag for den korrekte nodelæsning.

En væsentlig del af det religiøse liv i Skanderup, også i dette tidsrum, var møder mellem menighederne i Harboøre og Skanderup. Selvfølgelig et resultat af C. J. Moes virksomhed i de to sognes menigheder.

Betragtet i et overordnet perspektiv var det et umage møde mellem bønder og fiskere, men de var knyttet sammen af religionen. Der var årligt to møder, et i Skanderup og et i Harboøre. De deltagende familier blev indlogeret hos hinanden, og der var møder i Missionshuset, når værterne var menigheden i Skanderup.

I erindringen står stærkt et møde, hvor en jættestor fisker med fuldskæg stod op og nærmest talte i tunger, sådan opfattede jeg det i det mindste. Han råbte op om Helligånden og lignende religiøse begreber. Sognepræsten var dengang Johs. Danielsen, en formentlig på alle måder god missionsmand. Men jeg erindrer helt tydeligt fra dette møde, at han nok har fornemmet, at det religiøse overdrev her var nået til en grænse, han mente ikke burde overskrides, og han sagde en række helt begribelige ting om evangelierne, det kristne budskab m.v., og han afsluttede så med stille og roligt at bede Fadervor. I min erindring tog det brodden af det religiøse overdrevs værste udskejelser, resten af mødet forløb i god ro og orden.

Her besluttede jeg så, at den slags lå uden for min begrebsverden, og at jeg ikke mere ville deltage i den slags møder. Det har jeg overholdt uden større besvær siden. Det var mig f. eks. langt vanskeligere at holde op med at ryge.

Til det missionske liv hørte også samtalemøder. Jeg husker ikke hvor hyppigt, og jeg deltog af gode grunde aldrig, det var ikke for børn. Men jeg husker tydeligt fra iagttagelsespositionen min fars langvarige forberedelser, når mine forældre var værtspar. Det var værtens opdrag at finde passende skriftsteder og indlede med en ligeledes passende fortolkning, fremsat med den usikkerhed ved at tale i offentlige forsamlinger, som hele livet prægede min far. Jeg tror ikke, det har været nogen udelt fornøjelse for ham, men det hørte jo med. Værtinden, min mor, var mere i sit es, hun skulle sørge for kaffe og kringle, og det var jo helt som det plejede. Kønsrollefordelingen var ikke til debat i de tider.

Og så var der skolegangen. Skanderup Skole var en almindelig landsbyskole 1.-7. klasse, de første 3 klasser hos forskolelærerinden, herefter førstelæreren i 1908 skolens østlige afdeling med læskur. Lærerne var helt op i 1950’erne stadig helt naturligt en del af Indre Mission.

Skolegangen var en skueplads for de sociale skel i Skanderup. Der skulle en i særdeleshed dygtig mønsterbryder til for at bryde den helt iagttagelige rangorden blandt skolens elever. Bagest i klassen blev fra dag et placeret de elever, som kom fra småkårshjem, daglejere, fodermestre m.v. De skulle være endog særdeles dygtige for at kunne overstige lærerens forhåndsforventninger. Det skete vist nok, men det er kun noget, jeg har hørt om.

De første 3 år blev vi undervist i forskolen af forskolelærerinden, ansat siden 1919, dvs. fra tiden med krav i sognerådet om tilknytning til Indre Mission. Hun var ved min skolestart slemt plaget af leddegigt. Vi fik lært at læse, skrive og regne. Bibels historie- og historietimerne var ganske udmærkede, godt tilsat nordiske gudesagn o.l. Skulle der afstraffes, skete det ved ophold i ”det sorte hul” under trappen op til den private bolig ovenpå. Det var faktisk lidt af en fornøjelse at være anbragt her, hullets beholdning af frugt og syltetøj taget i betragtning.

Førstelæreren, som kun blev oplevet i de 3 måneder, der gik inden realskolen, var en da ny afløser for den mangeårigt ansatte lærer Frederiksen, om hvem der gik mange historier om hidsighed og afstraffelsesmetoder. Men også om god og kompetent undervisning, når der var elever, som kunne eller gad tage fra.

Skulle man have lidt mere boglig uddannelse, så forlod man Skanderup Skole i starten af 5. klasse, hvor man havde gået fra marts til sommerferien for at komme i real- eller mellemskole, hvor man lagde 5 klasser oveni for at erhverve en real- eller en præliminæreksamen, dvs. 9 års skolegang. Den dengang nærmest beliggende realskole var Vamdrup Private Realskole, bestyret af en missionsmand. Det forhindrede dog ikke, at også ikke-missionske familier satte elever i denne skole. Ville man hurtigere gennem systemet og videre i gymnasiet, var det helt klart mere effektivt at tage turen omkring Kolding og gå direkte ind på Kolding Gymnasium. Den private realskole i Vamdrup sigtede på det sikre, en præliminæreksamen, som skolen og de fleste forældre tilrådede. Det var jo ikke sikkert, at de boglige evner rakte til gymnasiet, som dengang var for de ganske få.

Hvor det var trygt og under kendte rammer at gå i Skanderup Skole, i det mindste når man kom fra en lidt større gård, så var det nyt og lidt betænkeligt at komme ind i realskolens ukendte omgivelser. Pædagogikken bar præg af, at pryglestraffen langt fra var afskaffet. Min sanglærer, som det kaldtes dengang, vidste, at jeg kom fra en lidt større gård i oplandet, og da vi engang en times tid havde sunget Aakjær og talt om husmænds usle vilkår, spurgte han, om der var nogen, der ikke var begejstret for Jeppe Aakjær. Det havde jeg faktisk ingen kvalificeret mening om, men for at være lidt med i undervisningen erklærede jeg, at jeg ikke brød mig så meget om samme Aakjær. Det medførte prygl med violinbuen, indtil der kun var nogle ynkelige stumper tilbage, som næppe kunne få meget mere ud af de tarme fra smedens kat, som var violinens melodiske fundament.

Realskolebestyreren var et iltert gemyt, som uden betænkningstid brugte sin krogede egestok til korporlig afstraffelse. Men samtidig holdt han helt uforlignelige timer i dansk og historie, hvor han gjorde det hele levende og begribeligt ved f. eks. at anbringe sin korte, kuglerunde krop, liggende på et bord, om det skulle være nødvendigt for at forklare eller illustrere noget i dagens lektie. Der blev kun undtagelsesvist hørt i lektien. Til gengæld blev der hørt ivrigt efter. Når der blev afholdt prøver i aritmetik og geometri i skolens store fællesrum, skulle man bare iagttage, om der var fråde omkring skolebestyrerens mund for at vide, om man havde løst opgaven korrekt.

Et spændende og godt kapitel i livet på landet på den fædrene gård var alle de mange lege- og beskæftigelsesmuligheder.

Et var at hjælpe i marken, det kunne være spændende, når man fik lov til at styre hestene eller traktoren foran et eller andet redskab, som regel en vogn, en hø vender, -rive eller andet, som ikke krævede særlig ekspertise eller omhu.

Knap så muntert var det at hakke eller læsse roer, for ikke at tale om al bøvlet med roetoppen. Eller blive placeret i møddingen og læsse tilkommende vogne, som kørte møget ud på marken.

Det allerværste var faktisk at blive sat til at hjælpe med tærskningen. Det var som regel min far og en karl, der passede selve tærskeværket. Vi med talenter til dette mindre bemidlede kunne så få lov til at tage halm fra eller læsse kornneg over på tærskeværket. Det var hårdt arbejde, det støvede betydeligt og var ganske ubehageligt.

Men der, hvor det var rigtig sjovt, var de næsten ubegrænsede legemuligheder. Laderne indeholdt til opbevaring for tærskning, kreaturfoder m.v. kornneg, hø og halm. Selv om det støvede og faktisk kunne være ret farligt, med risiko for sammenstyrtning af halm og hø, så var det jo helt fantastisk her at kunne grave gange og lege skjul. Eller hoppe ud i det uendelige halmhav fra overliggende bjælker.

Man kunne gå på opdagelse i naturen, dvs. de dyrkede marker og skov med tilhørende kilder, bække, mergelgrave og damme. I bækken kunne man fange hundestejler og ørreder, eller vandrotter, hvis man var uheldig. På markerne kunne man finde diger og områder med ræve- og grævlingehuler, jage harer op, finde fuglereder - eller bare gå rundt og nyde naturen. Hvis man skulle have været så heldig at få lov til at overtage et vækkeur, glemt i et af karle- eller pigekamrene ved skiftedag, så kunne det forekomme, at det blev sat til at ringe lidt før fodermesteren begyndte sin dont ved 5-tiden. Og så kunne man uden at blive forstyrret undersøge alt det, man kendte fra en helt anden side i dagtimerne.

Ud over den slags helt accepterede aktiviteter, var der jo også diverse gale streger. Man vidste godt, at den var helt gal, når mor skreg op om, at nu skulle man se til at komme ned fra den tagryg. I det hele taget var der ikke tvivl om, hvad der var inden for, henholdsvis en overskridelse af grænsen til det tilladelige. Blot var det som regel sjovest at overskride grænsen.

I valget af legekammerater var det helt uden betydning, om der var tilhør til missionen, valgmenigheden, eller de blot befandt sig uden for disse to stridende parter. Min bedste legekammerat og senere ven og medsvirebroder var naboens søn, som på ingen måde havde tilhør til hverken missionen eller gårdmændenes kreds. Faderen var cykelsmed, arbejdsmand, tørvegraver og meget andet, der krævede godt håndelag.

En anden god ven og kammerat var valgmenighedspræstens eneste søn. Den rummelige præstegård havde bordtennis på loftet, hvor vi kunne finde på at spille i store dele af døgnets og ugens timer, hvor der ikke var skolegang. Vi omgikkes så meget, at faderen ville drikke en øl samme med min far en dag, hvor han så ham i en til præstegården tilgrænsende mark. Her gik der dog en grænse, som min far ikke ville overskride. Den øl blev vist desværre aldrig drukket.

Landsbyens smed havde 2 svende og som regel en lærling. Næsten halvdelen af smedjen var afdeling for skoning af landbrugets arbejdsheste. I selve smedjen var der blæsebælg og ambolt samt andet naturligt smedjetilbehør. Smedesvendene var også spændende for drengene i den forstand, at de ind imellem havde store, fine motorcykler. En gang var der en svend med en ”gammel” Nimbus fra før 2. verdenskrig med en art kakkelovnsrør som benzintank. De bandeord, der kunne fyge i smedjen sammen med gnisterne fra det rødglødende jern var heller ikke at foragte. Det var jo ikke hverdagskost hjemme på gården.

Ved siden af smeden lå bageren og brugsen. Bagerens hjemmebagte, ”sønderjyske” rugbrød bar som regel mærker af børnetænder, når det rygende varmt blev hjembragt. Det blev der ikke sagt noget til, det var vel ikke værre end en harket hosteklat ved middagsbordet i borgerstuen.

Desuden var der en ”hjuler” dvs. en karetmager, en tømrer og en tømrer uden egen forretning, som blev kaldt ”flasketømreren”, en flink mand som lønningsdagen nok har givet tilnavnet.

Nabo til fødegården var den lokale vognmand, hvis eneste bandeord var ”filen i’et do”, det blev til gengæld brugt en del. Han var berømt for at insistere på at køre lastbilerne i højeste gear op ad selv de største bakker. Til gengæld forlangte hans chauffører, at det var dem, der skulle køre de gode og mest driftssikre af lastbilerne. Som regel stod der her også motorcykler og ældre biler af flere forskellige slags. Og der var ikke megen kontrol med hvem, der kørte i hvad.

Det var et rigtig godt legeeldorado supplement til gårdens aktivitetsmuligheder.

Et særligt kapitel i barneårene var indkøbsturene i Kolding, som kunne blive foretaget i familiens bil, såfremt far kunne afsætte tid fra gårdens dont. Ellers foregik turen med mor, ind imellem i følgeskab med en anden gårdkone. Og det foregik så med bus, eftersom kvinder den gang sjældent havde kørekort. Bussen var en Brændekilde bus fra Jels, der gik i rute til Skanderup over Lunderskov og Gjelballe til Kolding.

Som hovedregel blev sådan en dag i Kolding suppleret med et besøg på et konditori. Der var to muligheder for os i Kolding den gang. Den ene, Saxildhus var stort set udelukket p. gr. af prisen. Den anden - og reglen - var Klaaborg Konditori.

Skaberen af Saxildhus, Bertram Knudsen er født 14. juni 1881, søn af toldassistent C. L. Knudsen. Han døde barnløs i 1954, adoptivsønnen var død ved en færdselsulykke.

Bygningen, Bertram Knudsen gjorde kendt og berømt, var oprindeligt 4 ejendomme i herredsfoged Saxilds have. G. C. Saxild (1811-85) var herredsfoged for Anst, Slavs, Jerlev og en del af Brusk Herred. 1865 blev han tillige herredsskriver. Ved sin afsked udnævntes han marts 1885 til etatsråd.

Bertram Knudsen blev udlært som bager. Allerede som mestersvend i København blev han berømt for sin markante kvalitetsholdning, og han er ophavsmand til det i 1953 varemærkeregistrerede slogan: Det er smørret, der gør’t. BK ville hellere dø en naturlig død end bruge margarine.

Han lejede lokaler i det nybyggede Saxildhus 3. nov. 1905. Købte og omdannede til Hotel Saxildhus i 1942 efter gennemgribende renovering.

Der blev startet med bageri og konditori i kælderen, herefter restaurations- og selskabslokaler samt tesalon. Konditorudsalget flyttede fra kælderen til 1. sal. Morgenbrød, konditorkager, othellolagkage, kransekager, hjemmelavet chokolade, påskeæg, marcipangrise.

Spies og Kristian X hørte til de mest kendte kunder. Ulastelige selskabslokaler med tykke tæpper, kgl. porcelæn, jacket klædte inspektører, picoloer var firmaets profil. Og priserne var selvfølgelig herefter

I 1950 omdannedes virksomheden til et aktieselskab. Efter Bertram Knudsens død gik det langsomt ned ad bakke for virksomheden. En turbulent periode sluttede med, at bygmester Per Glerup i 1976 købte bygningen. Han fortsatte selv hoteldriften, mens bageriet blev forpagtet ud. Det lukkede i 1988 og erstattedes af en pub, der lukkede i 2012. Der er to restauranter i bygningen, som begge er forpagtet ud. Og bygningen er i 2004 blevet hvid vandskuret.

Nærmeste konkurrent var vel Klaaborg Konditori i Østergade, oprettet 1914, udvidet 1928, lukket som konditori 1972. Og det var hovedsageligt her de indkøbende damer fra Skanderup, ind imellem ledsaget af ægtefæller, og altså med børnene på slæb, indtog kaffe og kager.



Skanderup var i denne overgang mellem landbrugs- og industrisamfund et fantastisk sted, hvor en svunden tid i 1950’erne svandt ganske langsomt, dog ubønhørligt, medens tiden så til gengæld accelererede i 1960’erne. Men da tabte jeg så tilknytningen, var rejst bort i uddannelsesøjemed.

I denne levnedsbeskrivelse er undladt beskrivelsen af teenageårene for en i forhold til missionen noget frafalden.

Der kunne gives begivenhedsrige skildringer af det liv, der udspillede sig på efterfølgeren for Lassens Hotel, Hotel Lunderskov - i en tid, hvor spiritusbevillingen var kommet i hus.

Mere fredeligt kunne man gå hen på den senere borgmester Holger Skrydstrups bageri og cafeteria, hvor man også kunne komme og få wienerbrød efter en nat med tant og fjas på hotellet, eller hvor man blot tog hen, drak en tår kaffe og drøftede verdenssituationen med jævnaldrende.

Når det var tiltrængt med variation til forlystelseslivet i Lunderskov, hvor der også var biograf, dog ikke af avantgardistisk tilsnit, så kunne man tage til Kolding, hvor jeg havde en hel del fornøjelse af at gå til jazzkoncerter på Slotshotellet, ikke så langt fra det dengang helt forfaldne Koldinghus.

Alternativt kunne man gå på Trocadero, også kaldet Palmehaven eller på Casino i Låsbygade. Trocadero var for de pæne slipsedrenge med piger. Det var Casino ikke.




[1] Kristelige foreninger for unge mænd eller kvinder. Kristelig betød her tilknyttet Indre Mission.

1600-tallets for Danmark katastrofale svenskekrige indledtes med Christian 4.'s mislykkede udenrigsolitik over for Sverrige, den tidligere lillebror i Kalmarunionen 1397-1523. 
Danmark blev kastet ud i svenskekrigene, der efterlod en svækket meget tidligere Østersømagt og en befolkning, der blev udsat for krig pest og kolera-
Afslutningen herpå var Store Nordiske Krig 1700-1721, hvor Sverrige ikke kunne trække sig sejrrigt ud. Herefter forøgede Frederik 4. antllet af rytterdistrikter fra 10 til 12.
Rytterdistrikterne var et resultat af en hærreform under Christian 5. i 1670 som en konsekvens af de mange tabte krige mod svenskerne siden Christian 4. 
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[2]. De oprettedes på krongodserne.
Rytterskoler er betegnelsen for de oprindeligt 240, i alt 241 skoler, som Frederik 4. som godsejer 1721-27 oprettede i rytterdistrikterne med 10-25 skoler i hvert distrikt. Til hver skole opførtes en anselig grundmuret bygning med skolestue og lærerbolig, og 28. marts 1721 udstedtes instrukser for amtmænd, kirkeinspektører, præster og skolemestre i rytterdistrikterne, som indholdt bestemmelser om skolepligt og skolegang, om undervisningen og om lærernes ansættelse og aflønning. Selv om rytterskolerne ikke kom til at svare til det, der var tilstræbt, kan de betegnes som en af de vigtige milepæle i dansk skolehistorie. 
En ´ekstra´ skole blev efterfølgende, i juni 1727 opført på Bogø, Fyn, så der i alt blev opført 241 rytterskoler.
Rytterdistriktistrikt
Skolebyer i rytterdistriktet
Antal skoler
1. København
Gentofte, Hvidøre, Valby, Hvidovre, Brønshøj, Gladsaxe, Lyngby, Farum, L. Værløse, Slagslunde, Gandløse, Maaløv, Ballerup, Ledøje, Herstedøster, Herstedvester, Hvissinge, Brøndbyøster, Brøndbyvester.
19
2. Frederiksborg
Herlev, Kollerød, Uggeløse, Gørløse, Skævinge, Alsønderup (Tulstrup), Meløse, Brederød, Ølsted, Sigerslev-Øster, Uddesundby, Snodstrup, Hjørlunde, Ølstykke, Stenløse, Hørup, Uvelse, Søsum.
18
3. Kronborg
Borsholm, Tikøb, Esbønderup, Søborg, Valby, Ramløse, Vejby, Melby, Torupmagle, Avdered, Dageløkke, Veksebo, Grønholt, Sjælsmark,Ravnsnæs, Græsted, Maarum, Ammindrup, Blidstrup. 
19
4. Antvortskov
Vedbysønder, Sorterup, Nordrup, Sønderup, St. Valby, Kirkestillinge, Næsby, Holmstrup, Slots Bjergby, Vemmelev, Lundforlund, Faardrup, Skørpinge, Flakkebjerg, Gimlinge, Hyllested, Tjustrup, Sørbymagle, Haldagerlille, Haldagermagle.
 20
5. Tryggevælde,
Møn (oprettet 1726)
Magleby, Holtug, St. Heddinge, Ll. Heddinge, Hellested, Karise, Kjæderup, Arneje, Frerslev, Haslev, Terslev, Strøby, Hølerup, Skrosbjerg, Dalby, Haarlev, Værløse, Alslev.
 
Tjørnemarke, Ebbelnæs, Svendsmark, Kjeldbymagle, Hjertebjerg (Elmelunde), Borre, Magleby, Mandemark, Dame, Haarbølle, Bogø (1727).

 18

11

6. Vordingborg
Hammer, Lundby, Bakkebølle, Kjøng, Sværdborg, V. Egesborg, Mern, Viemose, Stensby, ø. Egesborg, Udby, Ørslev, Baarse, Dyrlev, Snesere, Skibbinge, Allerslev, Vindinge, Stenstrup.
 19
7. Lolland (nedl. 1724)
Flaarup, Herridslev, Raagelunde, Frejlev, V. Ulslev, Hjelm, Vantore, Errindlev, Thoreby, Flintinge, Assenbølle.
 11
8. Falster
Gedesby, Stavrby, Højet, Væggerløse, Idestrup, Elkenøre, S. Kirkeby, Horreby, Moseby, Horbelev, Vejringe, Falkerslev, Hulebæk, Maglebrænde, Torkildstrup, Gundslev, Skovby, Øverup, Klodskov, Eskildstrup, Sundby, Brarup, Vaalse, V. Kippinge, Egelev, Nr. Vedby, Nr. Alslev
27 
9. Fyn
Aasum, Hunderup, Hjallese, Fangel, Bellinge, Brendekilde, Sanderum, Tommerup, Brylle, Verninge, Orte, Skalbjerg, Kolbjerg, Hindevad, Paarup, Korup, Ubberud, Broby, Alleso, Lumby.
20
10. Dronningborg
Spentrup, Borup, Gimming, Harridslev, Ødum, Voldum, Raasted, Hallendrup, Kristrup, Mejlby. 
 10
11. Skanderborg Skanderup (Skanderborg), Stilling, Hørning, Virring, Yding, Hylke, Taaning, Tønning, Sdr. Vissing, Harlev, Storring, Sjelle, Linaa, Svejstrup, Venge, Svendstrup, Grumstrup, Aastrup, Faarvang, Gjern, Toustrup, Overby, Hørslevbole, Skovsrod. 24
12. Koldinghus Seest, Skanderup, V. Vamdrup, St. Andst, Ø. Gjesten, Veerst, Vraa, Egtved, Ammitsbøl, Højen, Aagaard, Harte, Eltang, N. Bjært, Almind, Herslev, Smidstrup, Skærup, Andkjær, Pjedsted, Gaarslev, Bredstrup, Taulov, Erritsø, Vejlby. 25
    241 rytterskoler
 
Til etablering af rytterskolerne blev der nedsat en komite, og under ledelse af biskop Worm og Chr. Gabel, viceadmiral, overkrigssekretær og stiftamtmand indhentede komiteen kirke- og hartkornsoplysninger fra de 12 rytterdistrikter.  7. februar 1721 meddeltes det, at kongen nu havde besluttet i hvert rytterdistrikt at lade oprette 20 skoler, der økonomisk hver skulle have et underlag af 280 tdr. hartkorn.
28. marts 1721 blev herefter den skelsættende dato, idet "... Hans Mayestæt paa denne Dag lod publicere sit gudelige Forsæt, de 240 Skolers Oprettelse".
Der er ikke kilder til den endelige beslutning.
Heller ikk om det næste par måneders forhandlinger foreligger der noget oplyst. Men 23. august 1721 kommer den endelige beslutning. I kongeligt brev (Rytterdistrikt kontor nr. 171, 1721) forordnes det, at der i hvert af de 12 rytterdistrikter skal opføres 5 nye skolebygninger årlig i 4 år - i alt 20 - at disse skal være grundmurede, og "at således ingen andre Huuse dertil skal tages".
Betegnelsen "Rytterskole", er muligvis opstået ad mundtlig vej omkring 1740, da rytterinstitutionen allerede var under delvis afvikling. Det vil være en misforståelse, hvis man tror, at skolerne oprindelig kun var beregnet for ryttersoldaternes børn og en slags belønning for ryttertjenesten.
Skolerne skulle tværtimod søges af alle skolepligtige børn i rytterdistrikterne, og udgifterne til driften pålignedes både hartkornsejerne og de jordløse beboere, der havde børn i skolepligtig alder.
Selve opførelsen af de 240-41 skolebygninger betaltes af de pågældende kongelige kirkers formuer, og kun hvor disse ikke var tilstrækkelige, udlagdes summen af distriktets regimentskasse.
Skoletilsynet udøvedes af biskop, provst, amtmand, kirkeinspektør og præst.
 
 
Hvordan rytterskolerne har set ud, kan man i nogen udstrækning se af de bevarede. Dog har ombygninger, vedligehold og direkte nedrivninger sat deres spor.
 
En skitse, der viser, hvordan man forestiller sig, rytterskolerne principielt har set ud. Herunder aktuelt udseende. Rytterskolen i Skanderup, som den så ud o. 1900. Og som illustration af forskellighede, Valby Rytterskole herunder.
 
Rytterskolen i Skanderup skulle iflg. en desværre ret upålidelig kilde, Aug. F. Schmidt være opført i 1725. Selv om AFS i påfaldende grad ofte gætter sig frem, er 1725 et rimelig samdsynligt opførelsesår.
Rytterskole i Lille Heddinge, Stevns Kommune. Tilhørte Tryggevælde Rytterdistrikt. Denne rytterskole skulle være en af de mest velbevarede. Bortset fra ændringer ved skorsten, vestgavl og indgangsparti skulle denne rytterskolebygning stå med originalt ydre.
 
Alle rytterskoler fik denne inskription, der som det sig hør og bør (også den gang) i højstemte vendinger priste grundlæggeren, Frederik 4. Rytterskolens inskriptionstavle i Skanderup er dateret 1721, og den befinder sig nu på forbundsskolen, Hjarupvej. 
Disse sandstenstavler blev placeret på alle rytterskolerne. Den latinske tekst i oversættelse lyder: Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE... i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.
Ved bygning af ny skole i 1842 blev mindestenen lagt i Nagbøl Præstegård (med inskriptionen nedad!). Ved tilbageførsel til 1908 skolen var toppen forsvundet, og derfor erstattet med en vellignende efterligning.
 Rytterskolen i Seest, anvendes i dag som kirkekontor.
 
Med Christian 6. s skolelove af 23. januar 1739 og 29. april 1740 for hele landet, gik han i faderens spor, og bl.a. forhøjede han her den kontante skolemester løn i Koldinghus-distriktet. Det har givetvis været til glæde og tilfredshed hos de lokale skolemestre.


[1] Hans Knudsen op. cit., s. 322.
[2] Koldinghus, Dronningborg og Skanderborg.
[3]Danske Atlas I s. 353.
[4] Det er her, man skal holde tungen lige i munden. Rytterdistrikternes formål var at "underholde (de) 12 ryttreskadroner", men rytterskolernes formål var oplæring af den stedlige almue i at læse og skrive. Ganske vist Bibelen og tilhørende Katekismus, men det bliver den konkrete læse- og skrivefærdighed velsagtens ikke ringere af.
 
Benyttet kilder og litteratur, bl. a.: Pontoppidan: Danske Atlas Bind 1. Holger Munk Rytterbonden 1955. Thøger Jensen: Kong Frederik den Fjerdes skoler (Rytterskolerne) 1921.
K. Rockstroh: Frederik IVs Godspolitik 1925. A. Hojer: Friederich des Vierten glorwiirdigstes Leben 1729 og 1829. J. P. Trap: Danmark I, II, udgave 1859. Vor Ungdom årg.1908, 1910 og 1915. J. S. Fruergaard: Ahnueundervisningen i Gauerslund Sogn 1721-1935.
Et kig ned ad Storegade i Lunderskov, muligvis o. 1920, hvis Lunderskov Lokalhistoriske Arkivs tidsangivelse er korrekt. Træskohandelen t.h. på fotoet - husrækken med elmaster - er Storegade 14. Bygningen over for - husrækken med telefonmaster - kunne godt være Storegade 11 med en nok næsten nybygget Lunderskov Brugsforening, i så fald er fotoet taget i eller omkring 1914.
Se et lidt senere foto af brugsforeningsbygningen, set fra modsat retning. Man bemærker ved sammenligning med et andet foto fra Storegade, hvor Landbohjemmet stadig eksisterer, d.v.s. i eller før 1905, at de tidligere telefonmaster har skiftet side, og at der er kommet elmaster til. Elmasterne er naturligt nok kommet lidt senere til Storegade end telefonmasterne.
 
Beskrivelsen af stationsbyen Lunderskov starter med landsbyen, koncentrerer sig om stationsbyen fra 1866 og de aktiviteter, der udspandt sig omkring jernbanedriften, d.v.s. gæstgiveri, kro- og hoteldrift samt postvæsen.
Forskellige former for handel og service er kun medtaget i begrænset omfang, tilsvarende enkeltbygninger og personalhistoriske iagttagelser. Bortset fra virksomheder, bygninger og enkeltpersoner, der har spillet en rolle i de her medtagne aktiviteter. 
 
Landsbyen Lunderskov, oversigt Jernbanen 1866 Jernbanestationen 1874 og annonceringen heraf Den nye jernbanestation, beboelse og nu nedrevne dele Sundblad og jernbanerestaurationen
Jernbane, postekspedition Gjæstgiveri og post Nis Juhl og Gjæstgiveri Krohold, Lunderskov Kro, Hotel
Gjæstgiveri og Lunderskov Kro, Hotel     
Landbohjemmet                                                                                                               Fra Landbohjem til Lassens Hotel
Fra Lassens Hotel til Lunderskov Missionshotel til Hotel Lunderskov       
Andelsvirksomheder, Brugsforening, mejerier
 
Lad os starte med en tids- og forløbsmæssig samtidig præsentation af stationsbyen. Der er desværre ingen fotografiske gengivelser af landsbyen Lunderskov ved jernbanens ankomst i 1866. 
Men i den præsenterede rækkefølge: 1. omtale af en nybygget jernbanestation 7. maj 1866 i en salgsannonce fra proprietær Hviid fra Dollerup, som nok samtidig køber det, der fra 1868 kan konstateres som Lnderskov Gjæstgiveri, 2. et matrikelkort over Lunderskov, der dækker 1904-27, d.v.s. en periode hvor stationsbyen udvikles, 3. fire fotografiske præsentationer af Lunderskov Station og banegården, alle efter 1900, 4. Landbohjemmet, der efterfølges af Lassens Hotel, 5. Lunderskov Gjæstgiveri, der bliver til købmands- og manufakturhandel og Lunderskov Kro, Hotel, der i 1934 bliver til Alderdomshjemmet.
Lunderskov Jernbanestation i 1866 Lunderskov o 1904, matrikelkort, klik for forstørrelse
Transport ved Lunderskov Station o. 1900 Lunderskov Station i 1911
Lunderskov jernbanestation med vandtårn, udateret postkort, formentlig o. 1920-30'erne. Opløsningen er for dårlig til en præcis bestemmelse af bygningerne t. h., men det kunne se ud som manufakturhandelen og Lunderskov Hotel før opførelsen af Alderdomshjemmet i 1934

Lunderskov jernbanestation, måske o. 1930-50

Landbohjemmet før det blev Lassens Hotel, postkort dateret 29.09.1906, hvor efterfølgren Lassens Hotel har været opført.
Det er formentlig en misforståelse - og en nu almindeligt fremført vandrehistorie - at Lunderskov Landbohjem skulle være nedbrændt før opførelsen af Lassens Hotel, der startede i august 1905. Bemærk, at der kun er telefon-, ingen elmaster i byen på tidspunktet for fotografiet.
Lassens Hotel under opførelse som afløser for Landbohjemmet, 1905-06. Man må formode, at de nye hotelbygninger har været klar i starten af febr. 1906, hvor annonceringen for Lasens Hotel i stedet for Landbohjemmet starter.
Lunderskov Gjæstgiveri, som bygningen så ud som manufakturhandel i 1950'erne, Jernbanegade 1. Lunderskov Kro, Stationskro, senere Lunderskov Hotel, Finnemanns afløser for Lunderskov Gjæstgiveri, Jernbanegade 3.
Og Jernbanegade 1-3 i dag, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri og senere manufakturhandel samt afløseren for Lunderskov Kro eller Hotel fra 1934, det tidligere alderdomshjem.
 
 

Jernbanen kommer til Lunderskov

Ved anlægget af jernbane i 1866 - og før anlægget af den sydjyske tværbane i 1874 - var Lunderskov kun en meget ubetydelig station med et krydsningsspor og et kort læssespor. Jernbanestationen var oprindeligt en træbygning, formentlig o. 50 m. nord for den nuværende jernbanestation, over for det lidt senere i 1866 opførte Lunderskov Gjæstgiveri, det nuværende Jernbanegade 1. Lunderskov Gjæstgiveri ser ud til at være etableret eller opført af propritær Hviid ved salget i 1866 af gården i Dollerup.
I 1868 bortforpagter Enkemadam Hviid siit Gjæstgiveri til N. Juhl, faderen til Chr. Juhl, der viderefører det tidligere Gjæstgiveri som købmands- og manufakturhandel. 
Den oprindelige stationsbygning må formodes at være blevet opført kort før før den måske af proprietær Hviid opførte bygning, der inden 1868 er blevet til det af enken bortforpagtede Gjæstgiveri. Det må således formodes, at jernbanestation og Gjæstgiveri er kommet næsten samtidigt til Lunderskov, og at det af Enkemadame Hviid til Juhl bortforpagtede Gjæstgiveri i 1868 nok kun har eksisteret siden 1866, hvor ægtefællen "Proprietær Hviid" solgte gården i Dollerup kort før sin død. 
Retræten er formentlig også valgt i bevidstheden om den gode placering med jernbanens ankomst til Lunderskov, således som det også fremgår af den annoncerede salgsmeddelelse for Propiretær Hviids gård.
 
Det centrale omdrejningspunkt for Lunderskov med jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 blev den stationsbygning, der blev bygget i 1874, hvor Lunderskov blev knudepunkt for jernbaneforbindelsen til Esbjerg, placeringen af traktørsteder (gjæstgiveri, kro, hotel) og postomdelingen i forbindelse med jernbanen.
Her vil derfor specielt blive behandlet 
  1. bygningen af den nu fredede Lunderskov Jernbanestation i forbindelse med etableringen af tværbanen i 1874,
  2. postomdeling og posthus, der blev etableret med jernbanens ankomst,
  3. Landbohjem, gæstgiveri, kro, hotel, restauration, som alt opstår i forbindelse med jernbanens ankomst. Og som for de fleste etablissementers vedkommende gik svære tider i møde i konkurrence med hinanden og sat i verden et sted, hvor udskænkning af spiritus i vid udstrækning blev en del af den lokalpolitiske kamp mellem Indre Mission og de andre i kølvandet på ansættelsen af den indremissionske præst C. J. Moe ved Skanderup Sognekirke i 1885.
  

Beslutning om jernbaneknudepunkt i Lunderskov

Det primære kildemateriale til beslutningsprocessen omkring både det første, jyske jernbanenet, der 1866 førtes til Lunderskov, og den sydbane, som blev besluttet trukket fra Lunderskov til Esbjerg, er Rigsdagstidende, som er gennemset[2]. Her fremgår det, at daværende indenrigsminister J. B. S. Estrup som konsekvens af, at det jyske hovednet i 1866 var etableret, 6. januar 1868 fremsatte to lovforslag, 1) om bygning af en havn i Esbjerg, og 2) i tilknytning hertil ”en passende baneforbindelse” til resten af landet, dvs. det etablerede jyske jernbanenet.
24. april 1868 kom så ”Lov om Udvidelse af det jyske Banenet”.[3]
Det blev besluttet, at det nye banenet skulle udgå fra Lunderskov, men hvor også Vamdrup havde været i spil.
Ind i overvejelserne gik den fra 1864 gældende grænse ved Kongeåen, som man planlagde ændret. Hvad den jo også blev i 1920. Problemet med Vamdrup var, at en linjeføring herfra til Esbjerg ville komme til at strække sig gennem den gang og siden 1864 tysk område.
Lov om den endelige linjeføring Esbjerg-Gørding-Vejen-Lunderskov blev vedtaget 11. maj 1870, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”.[4]
Samme år, i 1870 blev der til det kommende jernbanebyggeri sluttet kontrakt med et konsortium bestående af firmaet Baron Gedalia & Co., justitsråd E. C. Møller og muremester Lauritz Petersen København)[5].
 

Opførelsen af den nu fredede stationsbygning

Som det fremgår af den samtidige pressedækning begynder byggeriet af den nye stationsbygning i Lunderskov i sommeren 1874, første gang annonceret 20. april 1874. Byggeriet var i september 1874 stort set færdigt, og ”den 9,7 Mil lange sydjydske Tværbane (Lunderskov-Esbjerg-Varde) aabnedes d. 3dje 0kt. 1874”. Her - må man formode - har den nye stationsbygning i Lunderskov så nok været færdigopført. Okt. 1874 som tid for åbningen af den sydjyske banestrækning bekræftes af forskellige indslag i den dagsaktuelle presse. 
Man kan af det samtidige avismateriale se, at Bygningsarbejdet på Lunderskov Station med etableringen af den sydjyske tværbane til Esbjerg blev udbudt i Licitation 20. april og 6. juli 1874, og at tilbuddene skulle være overbaneingeniør C. Bayer i hænde inden 17. juli 1874.[6] I entreprisen lå foruden en ny hovedbygning en ny lokomotivremise. På den nye stations østside blev der så anlagt en tosporet lokomotiv- langremise. Projekt med tværbane og jernbanestation var som anført færdigt 3.okt. 1874.
 
I Slots- og Kulturstyrelsens fredningsbeskrivelse af Lunderskov Jernbanestation fra 1992 anføres fredningsomfanget som hovedbygning og pakhus, opført af N. P. Holsøe som arkitekt. Hovedbygningen anførtes oprindeligt opført 1887, pakhuset i 1888 i den videre beskrivelse af de to fredede bygninger, hvor der angives BBR, matrikelnummer o. a. praktiske oplysninger. Disse misvisende dateringer er nu rettet til det korrekte opførelsesår, som er 1874.
Det her benyttede avismateriale kan dog ikke benyttes til hverken at godtgøre særskilte opførelsesår for hoved- og lagerbygning, eller om disse to, fredede bygninger er opført samme eller forskellige år. Da DSB’s strækningsregistrant og BBR oplysninger heller ikke er pålidelige, er det på det foreliggende grundlag vanskeligt at komme det nærmere, end at hovedbygningen til Lunderskov Jernbanestation må have været opført i eller omkring oktober 1874, hvor tværbanen til Esbjerg blev taget i brug. Lagerbygningen muligvis lidt senere, hvis vi tager de nu rettede fredningsoplysningerne til efterretning.  
 
Den i oktober 1874 nyopførte stationsbygning fik en passende, måske endda overdreven størrelse i forhold til Lunderskov som jernbaneknudepunkt. Det toetages midterparti flankeres af enetages partier. Alt i alt en stor og harmonisk bygning, også i sammenligning med tilsvarende stationsbygninger.
Linjen mod Esbjerg blev i første omgang trukket uden hensyn til de byer, som banen løb forbi. Først senere har disse byer, f. eks. Andst, Vejen, Brørup mv. etableret sig som stationsbyer.

Stationsbygningen og dens brug de første år 

Fra folketællingen for 1880 kan man få sparsomme men ret gode supplerende oplysninger omkring jernbanens stationsbygning i Lunderskov.
Her boede to husstande, begge ansat ved jernbanen og med familie. Samt tilhørende disse to husstande midlertidige beboere i sognet, også ansat ved banen.
Hertil kom i stationsbygningen fra 1874, at den tidligere træstations brevsamlingssted nu også blev postekspedition. Som husfader er der angivet to, Niels Hansen, stationsinspektør, med kone og 2 plejebørn. Desuden Niels Peter Sundblad, restauratør, med kone, 2 børn og 2 tjenestepiger .
Ud over disse husfædre med familier, er der på stationsbygningens matrikel og dets løbe nr. registreret flg. som ansatte ved banen, men også helt klart uden bosiddende familier på matriklen, dvs. på tillægsliste som midlertidigt bosat i sognet og altså på stationens matrikel: Kristian F. Sunds, fyrbøder, A. P. Hansen, togfører, A. Lorens, konduktør, Jakob Kjærulf, lokomotivfører. De kommer alle fra henholdsvis Esbjerg og Varde iflg. Tillægsliste A. Lokomotivføreren førte (oprindeligt) lokomotivet, togføreren kontrollerede togets sammensætning, bremser og (i dag) især billettering mv.
I den daværende stationsbygning har der således i 1880 boet 14 mennesker, heraf 4 børn. Pladsmæssigt kunne det nok have været et problem. Ikke mindst, da der også skulle være plads til de øvrige funktioner, tilhørende stationsbygningen.  
 
Alle den tids stationsbygninger havde stort set samme arkitekt, N. P. C. Holsøe
Banegårdens vandtårn. Remisen med drejeskive
I debatten omkring det nu nedrevne vandtårn til Lunderskov Banegård kunne man iagttage f. eks. dette indlæg i Jyske Vestkysten 29. sept. 2008: ” Vandtårnet er et af de få DSB-vandtårne, der stadig eksisterer, også selv om det ikke har været benyttet til sit oprindelige formål i mange år.
Samtidig indgår det i en helhed på Lunderskov station, hvor både stationsbygning, pakhus, vandtårn, remise, drejeskive, kulgård og kolonnehus er bevaret. En sådan tilsvarende hel samling af jernbanerelaterede bygninger, som de brugtes på større knudepunkter, findes kun bevaret ganske få andre steder i Danmark. Andre steder er en eller flere bygninger for længst revet ned.” Ydermere hedder det i Kulturstyrelsens kommentarer til fredningen af stationsbygningen i 1992: "Det vil være et stort tab for stationsmiljøet, om dette markante vandtårn forsvandt."
Nu er altså desværre også vandtårnet i Lunderskov nedrevet.
Kort over danske jernbanestrækninger oprettet mellem 1847-1875."Historisk Atlas Danmark" (1987). Samt en Jernbane og Postliste fra 1877 (Kolding By og Omegn 1877).
 
 

Postekspedition og jernbane  

 
 
 
Et postkort med Hilsen fra Lunderskov. Der er motiv fra både jernbanen og fra det, der i 1898 blev udskilt fra stationsbygningen som posthus. Poststemplets dato er 21.10.1908.
Desuden er der motiver fra Storegade modsat stationsbygningen 1909 og 1912.
Et postkort fra 1912 med motiv fra Storegade 27, hvor mølleren Anton Boisen i 1907 startede et mølleri under navnet Lunderskov Stations Mølle. I 1946 blev stedet overtaget af Tove og H. K. Madsen, som startede cykel-, motorcykel, senere automobilforretning og -værksted. Forretningen blev afhændet til Thomsen Auto 2006.
På fotoet af Lunderskov Stationsmølle ses et bud for ”colonial isenkram”.
 
Som supplerende dokumentation for, at det nye posthus kommer til at ligge på Frederiksberggade 4 fra 1898, er der foretaget kontrolopslag i folketællingsmaterialet for 1890 og 1901 samt bekræftet i matrikelfortegnelsen for 1883, at postmester Bodholdt bor i det ”nye” posthus på matr. nr. 2 by og 2bz. Hvor Folkebladet Sydjylland blot meddeler, at ”Maltgjører Juhls Ejendom” er erhvervet som postkontor, så kan man i folketællingen for 1890 se, at der er registreret en Høker Nis Kristensen Juhl, 46 år, personløbenr, 128. I husstanden er der ægtefælle og 4-5 børn. I matrikelkort 1883 kan man se, at 2by og 2bz er posthusets matrikelnr.
Navnet Lunderskov Stations Mølle ses (omend utydeligt) på Storegade 27 fotoets husgavl.
 
 
 

Postekspedition Lunderskov Gjæstgivergaard

Sammen med stationsbygningen fra 1866 blev der indrettet brevsamlingssted og senere postekspedition i tilknytning til stationsbygningen. Vurderet ud fra det samtidige avismateriale, f. eks. Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897, ser det ud til, at der siden 1894 har været drøftelser om at adskille jernbane- og postfunktion, hvilket skete i 1898 med ibrugtagning af posthus og -ekspedition Frederiksberggade 4. Dette posthus blev erstattet af et nyt i Vestergade 2 i 1981 og nedrevet i 1985
 
Postomdelingen i Lunderskov blev formentlig varetaget som et brevsamlingssted i - eller i tilknytning til - stationsbygningen fra og med jernbanens ankomst i 1866. Så vidt, det har kunnet konstateres, skete der ikke nogen ændring heri med bygningen af den nuværende Lunderskov Station i 1874.
I udliciteringen af byggeriet af den nye jernbanestation hed det i annonceringen i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874, at der ud over den nye jernbanebygning i Lunderskov skulle bygges en ”Postexpedition” i Kolding. Først i 1887 blev der ”Postexpedition” i Lunderskov iflg. Officielle Meddelelser 1887, s. 53. Og man kan f. eks. i Folkebladet Sydjylland 16. nov. 1893 se, at ”Postexpeditionen” midlertidigt er overdraget ”Postexpedient J. H. Jacobsen”. Og fra denne flytning af postexpeditionen forsvandt en postfunktion fra Lunderskov Gjæstgivergaard, som ellers havde ligget her fra næsten jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866 indtil 1888, så vidt man kan konstatere ud fra annoncering af ”Landposten” og ”Dagvogne” fra Lunderskov Gjæstgivergaard..
Af Folkebladet Sydjylland 6. okt. 1897 fremgår det, at man siden 1894 havde drøftet, at jernbanebestyreren havde fuldt nok at gøre med opgaverne på ”Krydsningsstationen”, hvor der efterhånden var et ”Brevantal på 122.000”. Tre gange så stort et aktivitetsniveau som Vamdrup Station var man oppe på i 1911 med et tilsvarende større personale på 29 mand.
Problemet i Lunderskov var, at et ”Postexpeditionslokale” ikke kunne tilvejebringes inden for rammerne af den eksisterende jernbanebygning. Da det bygningsmæssige problem var løst, udnævnte man så 5. nov. 1898 ”Postexpedient” J. R. Bodholdt, Horsens til ”Postmester” i Lunderskov. 1. dec. 1898 kunne Folkebladet Sydjylland ydermere meddele, at ”Lunderskov Postkontor … flyttes fra Jærnbanestationen hen til Maltgjører Juhls Ejendom …”, hvor den nye postmester så tiltrådte postmesterembedet.
 
Desuden ses en jernbanerestauration registreret fra 1877. Den oprindelige stationsbygning fra 1866 var af træ, og som i de fleste tidens stationsbyer blev der ud over stationsbygningens restaurant også taget en kro, en Gjæstgivergaard over for jernbanen i brug, den af Nis C. Juhl i 1868 forpagtede Gjæstgivergaard.
I Lunderskov kom der desuden til at ligge - lidt forskudt i forhold til jernbanestationen og som nabo til det tidligere Gjæstgiveri - Lunderskov Kro / Hotel, senere kaldet Finnemanns Kro.
Her blev der senere, da stedet ophørte, i 1934 bygget et alderdomshjem.
Som kro eller hotel har dette sted fra o. 1905 og fra 1909 som Finnemanns Lunderskov Hotel afløst det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri samtidig med, at det oprindelige Gjæstgiveri er blevet købmands- og manufakturforretning.
Det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri ligger stadig Jernbanegade 1 som tidligere købmands- og manufakturforretning.
 
 
Sammenfattende kan det således konstateres, at postekspeditionen i Lunderskov med jernbanens ankomst i 1866 startede med ekspedition og postvogn fra det formentlig lige over for den nyopførte jernbanestation i træ, Lunderskov Gjæstgivergaard, beliggende på det nuværende Jernbanegade 1, medens stedet ejedes af Gæstgiver Juhl.
Høker Nis Christensen Juhl var i 1890 registreret som ejer af det hus i Lunderskov, som i 1898 blev solgt som Posthus. Den samme Nis Christensen Juhl  var i 1870 folketællingen registreret som ”Gjæstgiver” Juhl, der må antages at være ophørt med at være Gjæstgiver i 1888-90 hvor postekspeditionen er ophørt fra Lunderskov Gjæstgivergaard. Man kan af folketællingsmaterialet se, at Nis C. Juhl i 1890 har været 46 år gammel, og han har således i en moden alder skiftet fra Gjæstgiver til at være Høker i det, der senere blev posthus. Meget apropos må man sige, det tidligere postomdelingssted taget i betragtning. 

Lunderskovs første krohold, Gjæstgiveri og hoteldrift

Der kan ikke herske tvivl om, at der før jernbanens ankomst til den lille landsby ikke eksisterede nogen form for gæstgiveri eller krohold i den lille landsby.
Fra 1866 har der i umiddelbar forlængelse af jernbanen og formentlig over for den oprindelige stationsbygning været et Gjæstgiveri, der på matriklen ved siden af er blevet efterfulgt af forskellige etablissementer på det samme sted, som er blevet kaldt Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Lunderskov Hotel. Endeligt i 1934 ved skæbnens ironi med et alderdomshjem på matriklen.
Også placeret i tilknytning til jernbanestationen, i det nuværende Storegade eksisterede først Lunderskov Landbohjem, senere Lassens Hotel, der i 1918 sælges og bliver til Lunderskov Missionshotel, der så senere og endeligt i 1943 bliver til Hoter Lunderskov med spiritusbevilling.
I særklasse blandt gjæstgiverier, kroer og hoteller var fra start Lunderskov Jernbanerestauration, som med Sundblad fik den første og i lang tid eneste spiritusbevilling.
 
De samtidige omtaler af de over for den oprindelige jernbanestation fra 1866 liggende bygninger varierer en hel del og kan gøre en præcis identifikation vanskelig. 
Det utvivlsom tidligste er Lunderskov Gjæstgiveri eller Lunderskov Gjæstgivergaard.  Vi støder først på navnet i 1868 ved Enkemadam Hviids bortforpagtning af sit Gjæsiveri 4. nov. 1868. Stedet omtales under det ene eller det andet navn ved en dedikeret, præcis søging i 26 hits i perioden 1868, indtil det i 1905 iflg Jyllandsposten 26. februar bortbyttes, mageskiftes med en ejendom på Vejen Østermark, her vurderet til 60.000 kr. Denne dato, 26. februar 1905 er sidste omtale af Lunderskov Gjæstgiveri eller -gaard.
Der, hvor det for alvor bliver uoverskueligt, og hvor der opstår de mest urigtige antagelser, er omkring et etablissement, der på et tidspunkt ser ud til at have været bygget sammen med, senere helt sikkert senere udskilt fra Lunderskov Gjæstgiveri under en række i samtiden varierende betegnelser: Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro, Lunderskov Hotel, Hotel Lunderskov
Under disse betegnelser er de præcise, dedikerede hits i samtidens aviser: 327 for Lunderskov Kro, som starter 13. maj 1872 med et omtalt skolemøde på stedet. Der er hits på denne betegnelse, også efter et konstateret navneskifte til Hotel Lunderskov 20. april 1909, hvor L. C. Finnemann sælger møbler m.v. fra det overtagne hotel.
Der er 76 hits for Lunderskov Stationskro, det første 28. november 1873, hvor Ribe Amtsraad har stedet på sin dagsorden. 30. maj 1907 er sidste omtale, hvor stedet mageskiftes af H. P. Hansen for 50.000 kr.
Lunderskov Hotel har 27 hits mod Hotel Lunderskovs 313 hits. Begge disse navne sammenblandes helt åbenbart med det fra 1906 eksisterende Lassens Hotel. Og fra april 1909 begynder L. C. Finnemann at annoncer under navnet Hotel Lunderskov
For Finnemann blev det en ganske kort karriere som hotelejer i Lunderskov. Han gidk fallit, kom på tvangsauktion med sit hotel, som blev lukket af politiet i juli 1909.
Der er absolut intet, der tyder på, at nogen del af hverken Gjæstgiveri eller Kro, Hotel skulle have været brændt. 
Men der kan næppe herske tvivl om, at Lunderskov Gjæstgiveri og Lunderskov Kro oprindeligt eller ret hurtigt har været sambygget. Ud fra det benyttede og formentlig eneste eksisterende materiale er det umuligt at sige det helt præcist og dokumenteret. Men man kunne måske forestille sig - hvis der ikke slet og ret har været tale om en for ikke lokale regulær navneforbistring - at Gjæstgiveriet mest har koncentreret sig om postfunktionen, at den sammenbyggede Lunderskov Kro ret tidligt, fra 1972, har overtaget mere og mere kro- og hoteldrift, endeligt overtaget i 1905, hvor Gjæstgiveriet ser ud til at blive købmands-, senere manufakturhandel.
 
Ved Folketællingen i 1870 var Nis Christensen Juhl Gjæstgiver og 25 år. Det fremgår af folketællingen 1850, at han er søn af gårdejer Christen Hansen Juhl, og at han i 1850 er 6 år. Det ligger således fast, at Nis C. Juhl i 1868 forpagter et Gjæstgiveri over for stationen, og at han i 1870 erhvervsmæssigt tituleres som Gjæstgiver. I 1870 er matrikelnummeret på Gjæstgiveriet "et Huus". Der er ikke i folketællingsmaterialet registreret nogen Gjæstgiver før Nis C. Juhl.
Den Enkemadame Hviid, som Nis C. Juhl forpagter Gjæstgiveriet af, kan man i en annoncering i Flyveposten 7. maj 1866 se, må være hustru til "Proprietær Hviid", som sælger en gård i Dollerup for 29.000 Rd.
Man kan forestille sig, at Hviid og hustru har købt eller bygget ejendommen i Lunderskov, som i 1868 er "enkemadam Hviids Gjæstgiveri". Og at Nis C. Juhl som født og opvokset i Dollerup er blevet (gjort) opmærksom på de muligheder, der kunne ligge i et Gjæstgiveri så tæt på jernbanestationen i Lunderskov.
Bevidstheden herom kan man se i salgsformuleringen, at den solgte gård i Dollerup blev solgt til "Stamhusbesidder Møller ... med en god Beliggenhed, kun 10 Minutters Vei fra den nye Jernbanestation i Lunderskov ..." .
Især efter anlægget af den sydlige tværbane og opførelsen af den nye jernbanestation i 1874 har flere haft lyst til at etablere Gjæstgiveri - som man kan se på (afviste) ansøgninger herom til Ribe Amtsråd
 
Mindehøjtidelighed april 1874 på Lunderskov Gjæstgiveri for faldne i 1849. Der er vidnesbyrd om Lunderskov Gjæstgiveri fra 1866-68.
 
Lunderskov Kro og Lunderskov Hotel var svingende betegnelser for den virksomhed, der blev opført ved siden af det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri, senere manufakturhandel, Jernbanegade 1. Betegnelsen Lunderskov Hotel vedvarer, også efter tvangsauktionen over Finnemann i 1913.
Lassens Hotel, der efterfulgte Landbohjemmet nåede også at blive hotel med biograf, før det i 1918 blev købt som Lunderskov Missionshotel. Det mest bemærkelsesværdige ved Lunderskov Missionshotel kunne hævdes at være, at Henrik Pontoppidan, litterær nobelpristager, forfatter til bl. a. Lykke Per d. 9. juli 1920 opholdt sig på hotellet.
Pontoppidan meddeler herfra, at "Der skal efter Sigende ikke være en Seng at opdrive i nogen sønderjysk By, saa jeg tror nok, jeg gjorde klogt i at holde mig paa denne Side Grænsen. Her har jeg et udmærket Værelse (for 3 Kr. pr. Døgn), og jeg kan herfra nogenlunde let komme til alle de Steder, hvor der i disse Dage festes.. 
 
 
Gjæstgiveriet og jernbanen
Jernbanegade 1 i Lunderskov som manufakturhandel i 1950'erne.
Formentlig bygget i 1866, og efterfølgende var her Lunderskov Gjæstgiveri og postomdeling.
Det fremgår af annonceringen i Aalborg Stiftstidende 4. nov. 1868, at et eksisterende Gjæstgiveri ved Lunderskov Station bortforpagtes til N. Juhl.
Gaardejer Simon Nielsen, Lunderskov forsøger flere gange efterfølgende med ansøgninger til Ribe Amtsråd også at få lov til at drive Gjæstgiveri, hvilket dog hver gang bliver afslået. 
 
Det kunne af denne detalje i postkort med Lunderskov Jernbanestation se ud til, at Lunderskov Kro, senere Hotel har været sammenbygget med det oprindelige Lunderskov Gjæstgiveri, senere manufakturhandel. Se foto oven for.
Med opførelsen af Alderdomshjemmet i 1934 har man så sikkert slet og ret fjernet denne bygning, der nok mildest talt ikke har været en succes som kro- og hoteldrift.
 

Værtshuse, kro(er), hotel

   
Lunderskov Kro, som stedet nok har set ud før Finnemanns overtagelse. Det blev formentlig restaureret ved L. C. Finnemanns overtagelse i 1909. Som Lunderskov Stationskro annonceres der auktion på stedet i Folkebladet Sydjylland 3. april 1894.
Sidste annoncering fra Finnemann er registreret i 1911. Hotel Lunderskov sælges iflg. Folkebladet Sydjyllend 3. maj 1919 til "hotelejer Niels Chr. Nielsen", og stedet optræder ikke mere, før der i 1934 besluttes at bygge et alderdomshjem på den matrikel, som Hotel Lunderskov lå på. Der er ingen omtale af, at der også her som ved Landbohjemmet 1905-06 skulle have været en brand.
I annonceringer kalder Finnemann sit etablissement Lunderskov Hotel.
 
I Vejviser for Kolding og Omegn 1894 anføres under ”Kroer og Gjæstgiverier. Lunderskov Kro, »Landbohjem« Lunderskov, Lunderskov Stationsrestauration.”
Lunderskov Gjæstgivergaard, Kro, Hotel, Afholdshotel, også kaldet Lunderskov Hotel har været to etablissementer.
Det ene, Lunderskov Gjæstgivergaard kan være etableret i forbindelse med opførelsen af jernbanen gennem Lunderskov. Der er ikke omtale af kro eller beværtning i Lunderskov før dette tidspunkt, og man kan ved at sammenholde forskellige oplysninger i adresselister for Kolding Omegn og sogneprotokollerne ret sikkert slutte, at Lunderskov Gjæstgivergaard er opført ca. samtidig, muligvis umiddelbart efter etablering af jernbanen gennem Lunderskov.
I 1870 folketællingen er den på dette tidspunkt kun 25 år gamle Nis Christensen Juhl anført som Gjæstgiver på matriklen. Han var opvokset på et par af egnens større gårde, Nagbølgaard og Dollerupgaard, som faderen Christen Hansen Juhl på skift var ejer af. I 1840 folketællingen: ” Matr.nr: en Gaard, Nagbøllegaard Stednavn: Nagbølle Bye”. I 1850 folketællingen: ” Matr.nr: 2, en Gaard Stednavn: Lunderskov”.
 
Første gang, vi hører om arrangementer på stedet, er ved en sammenkomst omkring en mindesten, sat ved Skanderup Kirke til minde om slaget ved Ejstrup 23. april 1849, hvor der var tre fra sognet faldne (men navnemæssigt ukendte) soldater. Sammenkomsten i denne anledning er refereret i Kolding Folkeblad 26. april 1874, og den blev afholdt på ”Lunderskov Gjæstgiveri”. Desuden kan man i Kolding Folkeblad 15. sept. 1876 se annoncering af en præmieuddeling i Kolding Omegns Landboforening, afholdt på ”Lunderskov Gjæstgivergaard”.
 
Fra 1878-79 og frem til 1888 nævnes Gjæstgiver Juhl som station for dagpostvogne i Kolding Folkeblad . I folketællingen for 1890 er der kommet en ny gjæstgiver, Hans Jepsen Damgaard, og herefter kunne dagpostvogne fra Gjæstgivergaarden se ud til at være ophørt. I avisomtale er der et spring frem til 1899, hvor der annonceres med ”Dans 2. juledag”. I 1901 folketællingen er der på Lunderskov Gjæstgivergaard en ”staldforpagter”, Hans Lauridsen og en ”Gjæstgiver” Laurids Poulsen Lauridsen. Dette viser, at der har været kørestald til Gjæstgivergaarden på dette tidspunkt.
     
Lunderskov Gjæstgivergaard over postudbringning til mageskifte i 1905, hvor stedet ophører som Gjæstgiveri.
 
I 1906 folketællingen er Gjæstgiveren på Gjæstgivergaarden Peter Boysen. I dennes husstand er der hustru, 1 barn, 1 moder på aftægt, 3 ”besøgende” og 2 ”tyende”.
Hvis matr.nr. skal aflæses som 2aq, så kan der ikke være tale om den af Gjæstgiver Laursen i 1905 ombyttede ejendom, så må det være naboejendommen, der nu er blevet Gjæstgiveri, altså forud for Finnemanns overtagelse af den her beliggende ejendom.
Denne ejendom har tidligere, f. eks. i 1890''erne annonceret som Lunderskov Kro eller Lunderskov Stationskro.  Denne kro mageskiftes af ejeren L. Petersen med en gård i Ødis-Bramdrup iflg. Folkebladet Sydjylland 9. jan. 1906.
Som Hotel Lunderskov annonceres i Jyllandsposten 12. juli 1909 ”Mine nymonterede Værelser og 1. Kl. Køkken anbefales Dhrr. Rejsende. Ærb. L. C. Finnemann”. Også i Jyllandsposten, 21. nov. 1911 søges ”ældre, erfaren Kogejomfru eller Kokkepige” til Hotel Lunderskov, L. C. Finnemann.
Finnemanns Lunderskov Hotel gik i 1913 på tvangsauktion
 
Man kan af avisannonceringer se L. C. Finnemann optræde som gårdejer, -forpagter og sælger af forskellige landbrugsartikler i Ødis Bramdrup i 1902 og 1903. I folketællingen 1911 er Finnemann registreret som bosat i Lunderskov fra 1909, tilflyttet fra Vamdrup, står der. I denne oplysningsmæssigt ret detaljerede folketælling kan man konstatere, at L. C. Finnemann med familie boede på matr. 2aq, medens matr. 2g og 2dk, det tidligere Lunderskov Gjæstgiveri beboedes af købmand Juhl og familie.
De to matrikelnumre dækker over det, der nu er Jernbanegade 1 og 3. Ud fra tidligere folketællinger kan man se, at Lunderskov Gjæstgivergaard lå på matr. 2g, altså det nuværende Jernbanegade 1. Ved at sammenholde med 1911 folketællingens oplysninger, så var Christen Juhl bestyrer (for faderen Nis Christensen Juhl) af den tidligere Gjæstgivergaard, der nu er blevet manufakturhandel. Hvor ejeren, faderen var købmand / høker på matr.nr. 2gi m. fl. Hvis rigtigt aflæst, har der været købmandsbutik i Nørregade op mod Møllegade, ejet sammen med den af sønnen Chr. Juhl bestyrede manufakturhandel på Jernbanegade 1. 
 
Hvordan denne bygning oprindeligt har set ud, da den blev opført af proprietær Hviid i 1866 og herefter som Gjæstgiveri, er det umuligt at sige noget om, men på et fotografi af Jernbanegade 1, matr. nr. 2g, dateret 1954, kan man se, at der har været en bygning tilknyttet, som vist nok forkert hævdes at være forsvundet ved en brand. Det har formentlig været den på et tidspunkt udskilte matrikel 2aq, som har eksisteret under betegnelserne Lunderskov Kro, Lunderskov Stationskro og Lunderskov Hotel. Det mest sandsynlige er, at denne bygning efter en omtumlet tilværelse fra L. C. Finnemann, der gik fallit i 1913 nok i 1934 er blevet nedrevet for at give plads til opførelsen af Alderdomshjemmet på den hertil hørende to matrikel.  
 
Her et foto, dateret til o. 1930 af lokalarkivet, med Christian og hustru Karen Juhl i baghaven til Jernbanegade 1. Bygningen i baggrunden ligner på besnærende vis et parti fra Lunderskov Hotel, som udokumenteret og mindre sandsynligt hævdes at skulle være brændt i 1929!!
Juhls matrikler lå ved siden af, matr.nr. 2aq, hvor kro-, hotelbygningen kunne se ud til atvære ombygget eller nyopført mellem 1905 og 1909, hvor L. C. Finnemann overtager matr. 2aq. 
 
 
Det anførte betyder med altovervejende sandsynlighed, at det nuværende Jernbanegade 1, matr. 2g, er den gamle Lunderskov Gjæstgivergaard - således som den gamle bygning er kommet til at se ud i dag. Det må være den bygning, som oprindeligt blev opført omkring 1866, med Gjæstgiver Nis Christensen Juhl i 1870 folketællingen registreret som Gjæstgiver.
I 1909 erhvervede L. C. Finnemann matr. nr. 2aq, det nuværende Jernbanegade 3, hvor den bygning lå, som blev indrettet som Lunderskov Hotel i 1913 kom på tvangauktion.
Man kan måske formode, at konkurrencen fra Lassens hotel, fra 1918 Lunderskov Missionshotel har gjort hoteldriften vanskelig for Lunderskov Hotel, der ophører med at eksistere fra omkring 1929.
Efter nogen debat i sognerådet omkring placering af et nyt alderdomshjem - hvor bl.a. Fattiggården var i spil - blev det nye alderdomshjem i 1934 placeret, hvor Lunderskov Hotel havde ligget. Fattiggården solgtes samme år til en lokal gårdejer, M. Kjær.
På Hotel Lunderskovs nuværende placering lå Landbohjemmet fra 1889-90, der blev efterfulgt af Lassens Hotel i 1906. Fra 1918 hed det Lunderskov Missionshotel, indtil det blev til Hotel Lunderskov i 1943.
Oskar Lassen var i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært på Lunderskov Landbohjem. Denne titel dækker over, at Landbohjemmet var et opholdssted, drevet af foreningen Lunderskov Landbohjem. Personalet på Landbohjemmet kan man iagttage ud fra folketællingen i 1901. Her er Oskar Lassen registreret som husfader, foreningsvært og agerbruger. Altså helt forventelige prædikater, når han var vært i den forening, han formentlig også har været medlem af, Lunderskov Landbohjem.  
    

Fra Landbohjem til Hotel Lunderskov

 
Placeret lidt mod syd, også over for jernbanestationen, den nye fra 1874, har vi Landbohjemmet, der bliver til Lassens Hotel i 1906, der bliver til Lunderskov Missionshotel i 1918, der senere bliver til Hotel Lunderskov 1943.
Starten som Lunderskov Landbohjem ser ud til at have været 1889, og stedet eksisterer indtil 1906, hvor det ombygget bliver til Lassens Hotel, navngivet efter den tidligere forpagter af Landbohjemmet og fra 1905 ejer, hvor han så ombygger.
Landbohjemmet har oprindeligt været en klub eller en forening, bestående af landbrugere, fremgår det af de samtidige annonceringer. Der har eksisteret tilsvarende foreninger i dele af Danmark tilbage fra 1800-tallets start, og de må formodes at være forløbere for de senere landbo- og, endnu senere, husmandsforeninger. Lokalt Kolding Herreds Landboforening, KHL, der er stiftet 26. februar 1869
Lunderskov Landbohjem var med pensionat, mødelokaler m.v. Det første vi hører om foreningen - og dermed bygningen med Landbohjemmet er i en annonce i Folkebladet Sydjylland 4. okt. 1889, hvor der annonceres med et møde på Lunderskov Landbohjem i "Skanderup Hesteassuranceforening". Annoncen er underskrevet (Carl Adolph Frederik) Schlegel, ejern af Wissingsminde i Skanderup, se folketælling 1890. 6. dec. 1889 annonceres der om generalforsamling i "Lunderskov og Omegns Landbohjem". Det kan med rimelighed antages, at både forening og bygning indtyræder i funktionen som Lunderskov Landbohjem i 1889.
Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen er i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling er registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen er Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde.
I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr.nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
Udviklingen fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel ser ud til at være foregået i tiden mellem 12. aug. 1905 - hvor O. Lassen på vegne af Landbohjemmet udskriver "Licitation over Byggearbejde" på sal og hestestald til Landbohjemmet - indtil starten af 1906, hvor der i februar kan konstateres navneskifte til Lassens Hotel. 
Som anført var Oskar Lassen oprindeligt foreningsvært for Landbohjemmet. Det har ikke været muligt at klarlægge, hvad der gjorde, at Oskar Lassen i 1905 udbød til licitation over "en Sal og en Hestestald ved Landbohjemmet ...", men det er til vished grænsende sandsynligt, at Oskar Lassen på dette tidspunkt har erhvervet Landbohjemmet. Kort tid herefter, ved annoncering af en aktivitet i de nu tidligere Landbohjem-lokaler, hedder det i februar i  avisannoncer Lassens Hotel.
 
Det hævdes - helt uden dokumentation - i den lokale historieskrivning, at Landbohjemmet skulle være brændt i forbindelse med den nye bygning, som kom til at hedde Lassens Hotel fra begyndelsen af 1906. Der har ikke i nogen del af de lokale eller landsdækkende aviser været nogen omtale af ildebrand i forbindelse med Landbohjemmets forsvinden til fordel for Lassens Hotel. Der kan muligvis findes eksempler på større ildebrande, som ikke er omtalt i samtidens aviser. Det må dog i dette tilfælde være postulatets frembærere, der dokumenterer antagelsen om, at Landbohjemmet skulle være brændt i stedet for slet og ret revet ned af Oskar Lassen for at skaffe plads til den imponerende bygning, som fra 1906 er Lassens Hotel. Den forkerte antagelse om, at en brand skulle have været Landbohjemmets endeligt kan muligvis skyldes den ret voldsomme brand, som flere aviser omtaler 31. okt. 1904 i en naboejendom til Landbohjemmet.  
Lassens Hotel i 1914.
Bygningsmæssigt er Lassen Hotel så afgjort den mest imposante af byens kroer, værtshuse, hoteller o. århundredskiftet.
Med hestestalden og den til Landbohjemmet i 1905 tilbyggede sal, var Lassens Hotel byens største og i princippet en hjørnesten i foreningsliv m.v. i stationsbyen Lunderskov.
Men afholdsbevægelsen og missionen sørgede for, at der ikke var nogen spiritusbevilling før 1943. Og det har givet været et driftsmæssigt handicap.
 
Lassens Hotel måtte med manglende spiritusbevilling så klare sig på anden vis. Her en annonce i Kolding Omegn fra 1914. Lunderskov Landbohjem fortsatte som forening, også efter at det nye hotel var opført på foreningens pensionats beliggenhed, hvor Landohjemmet havde ligget. 
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter i febr. 1906. Lassens hotelbyggeri startede i 1905 med byggeri af sal og hestestald.
 
Søsteren til ejeren af det nyopførte Lassens Hotel, Dora Lassen er husbestyrerinde. Der er yderligere en søster, Marie Lassen, 2 stk. tyende og 2 mandlige logerende. Det har været et absolut mindre etablissement, også når man sammenligner med personalet iflg. 1911 folketællingen. Her er Oskar Lassen og Dora Lassen henholdsvis gæstgiver og husbestyrerinde. Der er desuden 3 pensionærer, 6 logerende, 1 ”tjenestetyende”, 1 hotelkarl, 1 serveringsjomfru, 1 kogejomfru, 1 stuepige, 2 køkkenpiger. Desuden bor der en staldforpagter, Jens C. Laustsen med kone og børn.
 
Lassens Hotel var flere gange til debat i sognerådet mht. spiritusbevilling og gæstgiveri. Allerede før det indremissionske flertal i sognerådet fra 1913 blev det nedstemt at give denne bevilling. Ud fra annonceringer i den samtidige presse, Folkebladet Sydjylland, kunne det se ud til, at Oskar Lassen nok har erhvervet Landbohjemmet i 1905. Og i febr. 1906 dukker de første annonceringer fra Lassens Hotel op. Foreninger af samme type som Lunderskov Landbohjem findes også i omegnens mindre byer. Der høres sporadisk om foreningsarrangementer i 1906. Men herefter hører vi ikke mere til den forening. Sammenligner man med andre Landbohjem, så kunne et fællestræk være, at de som forsamlingshuse syd for Kongeåen blev bygget og dannet for at kunne mødes på egne (danske) betingelser uden de tyske myndigheders indblanding.
Da Lunderskov Landbohjem er en forening med lokaler nord for Kongeåen, skal der dog nok søges andre begrundelser for denne forenings dannelse. Forudsætningen for at belyse dette er, at der er bevaret foreningsarkivalier.
De første annonceringer fra Lassens Hotel starter 21. febr. 1906. Hotelbyggeriet må således nok formodes at være startet i 1905. Efter opførelsen af "hestestald og en sal", d.v.s. den del af hotellet, som senere blev hotellets forsamlings- og balsal. Denne del af hotellet blev udbudt i licitation af Oskar Lassen som forretningsfører for Landbohjemmet. 
Lassens Hotel bliver til Lunderskov Missionshotel ved salg til et konsortium i marts 1918. Det er en del af købet, at dette hotel ikke skal have udskænikning af "stærke Drikke", spiritus.
I tiden o. 1. verdenskrig toppede Dansk Afholdsforening med o. 69.000 medlemmer. Man kan i Kraks Vejviser se, at det tidligere missionshotel mellem 1942 og 1944 er blevet til Hotel Lunderskov. Navneændringen kan muligvis skyldes en nu opnået spiritusbevilling. Navneændringen fra Lunderskov Missionshotel til Hotel Lunderskov mellem 1942 og 1944 er uomtvistelig, hvis man tager Kraks Vejviser for at være retvisende. Og det kan man som regel være rimeligt tryg ved.
Men allerede fra 1934 synes hotellet at være ophørt med driften som missionshotel, hvor det blev købt af købmand Marius Andersen, der havde butik Storegade 3, nabo til hotellet. I folketælling 1940 ses som hotelejer i Storegade en kun 28 år gammel K. P. Andersen. Herefter Valdemar Kjær Gydesen, der havde hotellet 1949 - 1961.
Familien Thrane havde hotellet 1961 til 2001, hvor der i Jyske Vestkysten 9. sept. 2001 er et "vemodigt" afskedsinterview med hotelejer Kirsten Thrane Madsen, datter af Andreas Thrane, der overtog hotellet i 1961.
Hotellet gik konkurs i 2012.
 
Derimod har der tilsyneladende ikke været forsøg på at hindre spiritusudskænkning på Lunderskov Stationsrestauration, som fra 1877 i adskillige år havde den samme restauratør, N. P. Sundblad. I de tilgængelige sogneprotokoller figurerer stedet simpelthen ikke som diskussionsemne mht. spiritusbevilling.  
Ud over at være restauratør i en menneskealder i Lunderskov, var N. P. Sundblad også et par år 1881-82 agent i den massive udvandring, der foregik fra Danmark i et omfang af 172.073 udvandrede 1868-1900 . Der annonceredes med Sundblad som agent i pressen. Men hvor mange, der er udvandret fra sognet under indflydelse heraf, kan der ikke siges noget om ud fra det gennemsete kildemateriale. Det har nok ikke været alverden. Netop i 1880’erne gik det rigtig godt for landbrugslandet Danmark. Så der har ikke været den umiddelbare tilskyndelse, begrundet i nød, som ellers har været drivkraften i store dele af udvandringsbølgen fra Europa i disse år. Iflg. det hovedværk, som grundigst har undersøgt udvandringen fra Danmark , var der en markant forøgelse af udvandringen i 1880-84, men et markant fald fra 1895-99. Det relevante materiale, hvis Sundblads rolle i udvandringen skulle undersøges, ville være registreringer i Vejle Byfogedarkiv 1879-85. Samt materiale fra politiets årsberetninger og forskellige statistiske sammendrag, der i givet fald skulle sammenholdes.
O. 1910 kunne det se ud til, at N. P. Sundblad disponerede over en eller flere ejendomme omkring Jernbanestationen, hvor butikker, værelser kunne fås til leje. Den tidligere Gjæstgivergaard har måske været her imellem. I 1911 folketællingen ejede den tidligere ejer, Nis Christensen Juhl tilsyneladende igen stedet, udlejet til sønnen, købmand og manufakturhandler Christen Juhl. Den gamle Gjæstgivergaard blev som anført solgt af N. C. Juhl o. 1890, og den kunne så være generhvervet efter mageskiftet i 1905, hvor den fra velsagtens 1906 er ophørt som Gjæstgivergaard, indtil den fra 1909 blev erstattet af Finnemanns Lunderskov Hotel.  
Hotel- og restaurationsvæsen i Lunderskov afspejler temmeligt nøje det herskende religiøse og - afspejlet i sognerådet - politiske magtforhold, suppleret med den o. århundredskiftet ganske stærke afholdsbevægelse med en spiritusbevilling, der tidligst i 1943 bliver givet til Hotel Lunderskov, som Lunderskov Missionshotel på dette tidspunkt har taget navneforandring til. Medens spiritusudskænkning uden problemer har kunnet foretages på jernbanerestaurationen siden 1877.
 
Stationsbyens centrale færdselsåre var Storegade, hvor det tidlige byggeri startede omkring stationsbygningen. Her var Landbohjemmet, senere erstattet af Lassens Hotel, sagførervirksomhed, købmands- og bagerbutik og flere andre, forskellige forretninger. Over for den ny anlagte bane lå Lunderskov Gjæstgivergaard, Afholdshotellet, Lunderskov Kro m. fl. navne. I kronologisk rækkefølge har der været Lunderskov Gjæstgivergaard eller Kro, senere Afholdshotellet, som i 1909 afløstes af Finnemanns Lunderskov Hotel. Fra 1877 Jernbanerestaurationen, fra 1890 Landbohjemmet, der i 1906 erstattedes af Lassens Hotel, 1918 Lunderskov Missionshotel, 1934 Hotel Lunderskov.  
 

 Lunderskov brugsforening. 

Iflg. de historiske stamdata, der kan findes om Lunderskov Brugsforening, nuværende adresse Iver DahlsVej 4, 6640 Lunderskov, så er oprettelsen som brugsforening sket i dec. 1895. Den første annoncerede generalforsamling blev afholdt på Lunderskov Kro 22. okt. 1896.
I Kraks Vejviser 1896 kan man finde nys vedtage vedtægter for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Man kan her iagttage et pænt lokalt islæt fra henholdsvis Vester Nebel og Gjesten.
 
 

 
Bygningen, der husede Lunderskov Gjæstgivergaard, eksisterer stadig som Jernbanegade 1 i Lunderskov.
 
Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
 
Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
 
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
 
G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870. I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877. F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866. Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992. Se flg. note. 
 
Fredningsoplysningen om, at Lunderskov Station skulle være opført 1866, stammer (bl.a.) fra DSB’s strækningsregistrant. Af samme fremgår det, at stationsbygningen skulle være opmålt 1881, hvilket ikke harmonerer med hverken 1887 eller 1888 som opførelses år. I så fald skulle man have opmålt endnu ikke opførte bygninger. Alle disse modstridende og forkerte dateringsoplysninger er nu rettet til det korrekte opførelsesår 1874. 
Stationsbygningen af træ fra 1866 fik ved ombygningen i sten fra 1874 i 1877 spiritusbevilling som det eneste sted i Lunderskov, før Hotel Lunderskov også med navneændringen i 1943 fik bevillingen.
 
   
 
Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, Aarhus 1971, s. 539. tabeller s. 541. Det udvandringsrelaterede materiale er ikke gennemset. Heller ikke diverse statistiske publikationer omkring befolkningstællinger, se f- eks. Kr. Hvidt, s. 68.  
 
Sundblads ejendomme: F. eks. annoncering i Folkebladet Sydjylland 2. nov. 1910
 
I Kraks Vejviser 1942 figurerede hotellet stadig som Lunderskov Missionshotel, i Kraks Vejviser 1944 er navnet ændret til Hotel Lunderskov. Af protokoller for Lunderskov og Omegns Grundejerforening fremgår det, at man 3.2.1943 afholdt møde på Hotel Lunderskov (gennemset af Anna Jespersen, meddelt herfra). Navneændringen (og evt. også spiritusbevilling) i forbindelse hermed må således være sket senest 3.2.1943, formentlig en gang i 1942. 
 
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus
(samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri.
Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til. Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri. I det nærliggende Hjarup var der Hjarup Andelsmejeri, og 1897 blev Bastrup Mejeri grundlagt som et søndagshvilende mejeri ligesom Lunderskov Andelsmejeri.  
 
 
 
Niels Peter Sundblad. Niels Peter Sundblad er iflg. Folketællingen født i 1851. Han var stadig restauratør på Jernbanerestaurationen i 1920’erne, hvorefter der kom et par problematiske kvinder iflg. Niels Lings’ erindringer, ikke udgivet, det her anførte er skrevet i 1980.
 


 
[2] Byggeplaner mv. er kun set refereret af Jens Bruun-Petersen i Jernbanehistorisk årbog ’99. Det forekommer til gengæld at være en veldokumenteret og -researchet beskrivelse.
[3] Departementstidende 1868 hæfte 22 – 23.
[4] Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 9, Første række (1877), Danmarks Statistik. De danske Jærnbaner. Samt annonceret i adskillige aviser, f. eks. Thisted Amtsavis 29. sept. 1874.
[5] G. A. Gedalia var vekselerer, der tjente rigtig godt på entrepriser med jernbanebyggeri.. Titlen ”baron” fik han af den italienske stat i 1870.  I april 1875 gik Gedalia fallit. Justitsråd E. C. Møller figurerer i en skibsliste fra 1873, som måske forklarer hans engagement i projektet. Oplysninger her også fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1877.
[6] F. eks. annonceret i Fyens Stiftstidende 9. juli 1874. Fhv. museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou hævder i en artikel i Kolding Senior (http://www.koldingsenior.dk/senior151145.pdf), at stationsbygningen først blev opført i 1887-88 efter tegninger af Holsøe fra 1866.  Denne fejlagtige datering skyldes formentlig en tilsvarende fejlagtig datering ved fredningen af stationsbygningerne i 1992.
 
Landbohjemmet.
Det hævdes lokalt i forskellige sammenhænge, at Lassens Hotel blev opført efter en brand i Landbohjemmet.
Forkerte oplysninger bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget. Det kunne fiorekomme at være tilfældet med historien om, at Landbohjemmet skulle være brændt, oven i købet nedbrændt.
Man kan se denne oplysning i Thomas Christensens Skanderup Sogns Historie, s. 182 og s. 188 - muligvis viderebragt i  eller foranlediget af - Historisk Atlas om Hotel Lunderskov og i Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv.  Lokalarkivet hævder oven i købet, at den af O. Lassen i 1905 for Landbohjemmet opførte hestestald blev bygget sammen med det nye Lassens Hotel.
Hvem der først har bragt historien om Landbohjemmets brand på bane er ikke så vigtig. Branden må formentlig karakteriseres som en ubefæstet løbehistorie, måske foranlediget af en temmelig voldsom brand i nabobygningen ved siden af i 1904.
Desværre har det ikke været muligt at finde dokumentation for, om Landbohjemmet blev nedrevet for at skaffe plads til den ambitiøse nyopførelse, som Lassens Hotel vitterligt udgjorde. Eller om bygningen skulle være nedbrændt - i så fald uden at branden blev registreret i pressen .
Men det mest sandsynlige er nok, at den postulerede brand har været en ildebrand i 1904 i naboejendommen til Landbohjemmet, som så er blevet til en ikke-eksisterende brand i Landbohjemmet.
Historisk Atlas om Lunderskov Hotel. 
"Hotel Lunderskov blev opført i 1905 på brandtomten hvor Landbohjemmet havde ligget. Hotellet ligger i Storegade og er en bygning som der bliver lagt mærke til, når man kommer til Lunderskov. Da hotellet blev opført var bygherren Lassen og de første år hed hotellet Lassens hotel. I tilknytning til hotellet blev der bygget en stor staldbygning, som i mange år var forpagtet af Jens Laustsen der tog sig ag heste og køretøjer, når gæsterne kom til hotellet." 
Kort fortalt hævdes det i Historisk Atlas formentlig fejlagtig og under alle omstændigheder uden dokumentation, at Lassens Hotel blev bygget, på brandtomten af Lunderskov Landbohjem. Og for det andet, at hestestalden, der jo blev bygget af Landbohjemmet i 1905 blev bygget i tilknytning til det nye hotel. 
 
Salget af Hviids gård i Dollerup 1866. Bortforpagtning af Lunderskov Gjæstgivergaard til Nis Juhl.
 
 
Propritær Hviid sælger sin gård i Dollerup - og køber, opfører muligvis den ejendom over for "Lunderskov Station", som enkemadam Hviid i nov. 1868 bortforpagter til "hr. N. Juhl" 
 
 Enkemadam Hviids bortforpagtning af sit over for "Lunderskov Station" beliggende Gjæstgiveri.
Og en anden gårdhandel i Dollerup
 
 
Fra Landbohjemmet til Lassens Hotel.
 
 
Skiftet fra Lunderskov Landbohjem til Lassens Hotel sker i begyndelsen af 1906. Den tidligst konstaterede annoncering for Lassen Hotel er 6. febr. 1906. Den seneste annoncering for Lunderskov Landbohjem er 29. dec. 1905.
Man må nok forestille sig, at Lassen i august 1905 har startet omlægningen med den da udbudte licitation over hestestald og en ny sal til Landbohjemmet.
Ydermere forholder det sig nok sådan, at den i 1905 i licitation udbudte - og vel samme år opførte - sal er den endnu eksisterende baggårdstilbygning til Hotel Lunder. 
Og at O. Lassen har nedrevet de gamle bygninger til Lunderskov Landbohjem og opført sit nye Lassens Hotel med den i 1905 opførte sal som tilbygning til det herefter nyopførte hotel
Baggården til hotellet. Formentlig den af Lassen i 1905 opførte sal. I generationer brugt som fest- og balsal. Lassens Hotel kort tid efter opførelsen 1905-06. Man kunne godt forestille sig, at det er den gamle kælder fra Landbohjemmet, det nye Lassens Hotel er bygget oven på.
Landbohjemmet på postkort, dateret 29.09.1906, hvor det uomtvisteligt har været fjernet af Lassen for at skabe plads til hans nye Lassens Hotel. - Som kunne se ud til at være bygget på fundament og kælder til Landbohjemmet
.
 1849 mindehøjtidelighed på Lunderskov Gjæstgiveri april 1874
Mindehøjtidelighed på Skanderup kirkegård og i Lunderskov Gjæstgiveri for faldne fra sognet under treårskrigen, i 1849.
 
Lunderskov Biograf på Lassens Hotel i 1909. Lassen sælger sit hotel som Lunderskov Missionshotel i 1918
 
 
Lunderskov Missionshotel
 
 
Folketælling 1940.
Navnet på hotelejeren i 1940 kan være vanskeligt at tyde. Det er sikkert, at han er født i 1912, altså 28 år gammel. Efternavnet Andersen og tituleringen som hotelejer i Storegade ligger også fast. Museklik for at få en forstørrelse.
 
 Marinus Andersen er registreret som købmand i Kraks Vejviser 1934. I samme registrant finder vi Lunderskov Missionshotel. I Kraks Vejviser 1935 finder vi som købmand i Lunderskov Hans Mogensen, der her helt tydeligt har overtaget Marius Andersens købmandsbutik Storegade 3 i Lunderskov. Desuden optræder Lunderskov Missionshotel løbende, indtil navneskiftet til Hotel Lunderskov 1942-43.
Første generalforsamlinger i Lunderskov Brugsforening og Skanderup Brugsforening.
 
 
 Finnemann.
 
 
Landbohjemmet 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fra møbelfabrik til LM Camping, LM Glasfiber, LM Wind Power - og General Electric

- Fra træ til glasfiber, fra børnemøbler til møllevinger.

Johan Nielsen

[1]

 

 

 

   
   

 

Indholdsfortegnelse

Fra møbelfabrik til LM Camping, LM Glasfiber, LM Wind Power - og General Electric. 1

Indledning. 3

Starten som møbelfabrik, personer og udviklingsperspektiver i LM.. 5

LM stifterne. 8

Møbelfabrikken. 10

Glasfiber og firmaopsplitning. 12

Campingvogne. 15

Arbejdspladsen LM Camping. 20

Bådproduktionen. 23

Overgangen til produktion af vindmøllevinger, medarbejderne. 25

Vindmøller og vindmølleindustrien, nye markedsudfordringer for LM.. 27

Det amerikanske marked, skatteregler, konkurser, vindere og tabere i vindmølleindustrien. 28

LM som vinder i produktionen af vinger til vindmøller 30

Omlægning af arbejdspladsen LM Glasfiber 31

Arbejdsmiljø og glasfiberproduktion. 36

Sammenfatning. 41

Appendiks, vindmøller 43

Appendiks, stiftelsen af LM.. 46

Bibliografi 48

Sag- og personindeks. 53

 


 

Indledning

I beskrivelsen af landets - måske verdens - betydeligste firma i produktionen af vindmøllevinger, et firma, vokset op i stationsbyen Lunderskov, kan der indledningsvis refereres fra Kolding Kommunes Kommuneplan 2013-25, i skrivende stund den nyeste: ” … LM Windpower er en af de største virksomheder i Lunderskov. Den har været i Lunderskov siden 1940[2]. I de første år som møbelproducent, Lunderskov Møbelfabrik og fra 1978 som vindmøllevingeproducent med distribution til og produktion i hele verden. I 2008 flyttede LM Glasfiber sin administration og dermed ca. 300 af sine medarbejdere til Kolding.
Der vil dog stadig være fremstillings- og testvirksomhed i Lunderskov.”

Med LM Wind Power, der fra 2017 er en del af General Electric, har vi et på flere måder typisk dansk fænomen, en mindre håndværksvirksomhed, der vokser sig ind i nutiden som en global virksomhed af et betydeligt internationalt format.

Vi har her nogle individuelle virksomhedsspecifikke træk kombineret med mere generelle virksomhedskarakteristika, og en tidsspecifik historisk ramme, hvor der skal træffes valg, som kan blive afgørende for virksomhedens eksistens. Tilbage står, om der kan peges på elementer og udviklingspotentialer, der kan generaliseres som bærende for Danmarks hovedsageligt små og mellemstore virksomheder, når de som LM skal vokse ud over rammerne og opnå global succes.[3] Og om der i LM udviklingen har været helt enestående træk, der er tids- og personbetinget.

Det er her ikke hensigten at sammenligne med andre virksomheder i Danmark, langt mindre sammenligne på globalt plan. Men derimod er der forsøgt blotlagt en virksomhed så detaljeret, som det foreliggende kildemateriale muliggør. Og få udviklingens komponenter lagt i en ramme, hvor der så forhåbentlig vil vise sig mulighed for konkluderende karakteristikker.

 

 

Virksomheden startede i Lunderskov med to lokale snedkere, som begge kan regnes som stiftere af det, der som LM Glasfiber blev til LM Wind Power i 2001[4], og som i 2017 er opkøbt af General Electric for 11,2 mia. kr.[5] Det er Ejnar Anholm Lorentzen, født 1914 i Janderup vest for Varde, udlært som snedker i Gredstedbro. Og Aage Hilmar Skouboe, født 1918 i Sneum syd for Varde (nu Tømmerby), udlært som snedker i Skads.

De to snedkere kan muligvis godt have kendt hinanden fra denne del af Vestjylland, hvor der er en afstand på mellem 30 og 40 km, afhængigt af ruten, mellem de to byer. Med afstanden og datidens transportmuligheder er det dog mindre sandsynligt, også selv om de begge er blevet uddannet inden for snedkerhåndværket. Men de har konstaterbart været nært forbundet personligt og som samarbejdspartnere fra begyndelsen af 1940’erne i Lunderskov.

De har formentlig lært hinanden at kende ved en samtidig ansættelse hos snedkermester Roldsgaard, Storegade 19 i Lunderskov. Og de forblev livslangt venner og samarbejdspartnere i det, der i 1941 blev stiftet af Ejnar Lorentzen som Lunderskov Møbelfabrik, LM, indtil Lorentzen i 1977 afhændede sin halvdel af aktierne i det LM Glasfiber, som Skouboe i 1965 fik medejerskab af, først som I/S, fra 1972 som A/S.

Sammen skabte de to snedkere i Lunderskov en udviklingsorienteret virksomhed, der har nået et betydeligt og internationalt format, som for firmaet ikke mindst er slået fast med General Electric’s opkøb fra 2017. Virksomheden er nu placeret i en globaliseret sammenhæng, hvor tilhøret til den lille stationsby næsten er kappet.

Springet frem mod en status som global aktør skete først og fremmest under Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe som direktør fra 1979 og eneejer siden 1988.

Hele udviklingen er foregået med en passende kombination af håndværksmæssig dygtighed, opfindsomhed, et godt blik for udviklingspotentialer og med de rigtige beslutninger i situationer, hvor det ikke har været så let som i bagklogskabens klare lys. Skal man fordele komponenterne i den virksomhedsmæssige succes på de involverede, kan man måske sige, at Aage Skouboe var den opfindsomme og pertentlige håndværker, som startede i en god, velfungerende kombination med Ejnar Lorentzen som den mere forretningsmæssige del af samarbejdet. Med opsplitningen af LM og Lorentzens salg af aktieandele blev det efterfølgende Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, der forretningsmæssigt bragte firmaet ind i den industrielle sværvægtsklasse. Men i en klar videreførelse fra det gode håndværk, som var skabt af faderen, Lorentzen og en lang række medarbejdere, som mere anonymt også har været bærende for succesen.

De store spring for LM har været inddragelsen af glasfiber som produktionsmateriale, og efterfølgende valget af et produkt til den alternative energi, vindmøllevinger, da energikriserne ramte Danmark i 1970’erne i to omgange, i 1973-74 og i 1978-79.

De to energikriser lagde rammerne for Danmarks økonomi fra 1970’erne og 1980’erne igennem. Med stagflation, et økonomisk set indtil da uhørt begreb, med stigende priser og inflation samt et betalingsbalanceunderskud, der afspejlede konsekvenserne af energikriserne. Et problem, der især ramte Danmark i en tid, hvor der endnu ikke var igangsat olieproduktion i Nordsøen. Endelig var stagnationsdelen en vedvarende, høj arbejdsløshed som et resultat af især de med energikrisen forbundne olieprisstigninger, og hermed stigende produktionsomkostninger.

Det var her et godt valg blandt de afstukne muligheder, der fik LM Glasfiber til at neddrosle produktionen af lystbåde og gå over til produktionen af vindmøllevinger. Den rigtige beslutning i den rigtige situation med et måske heldigt valg blandt de langsigtede muligheder. Den gang var det ikke så indlysende, at den alternative energi skulle overtage så store dele af energiforsyningen, som vi i dag ved, den har.

Eller som Storm P. skulle have sagt det: ”Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden.”

Kildematerialet til firmahistorien er både noget sparsomt og på sin vis ganske udmærket. Der er skrevet ganske lidt om hovedtrækkene i virksomhedshistorien ud fra det begrænsede kildemateriale, d.v.s. uden adgang til virksomhedsarkiver. Også sidstnævnte, sekundære fremstillinger benyttes[6] her sammen med det arkivmateriale, det har været muligt at fremskaffe.

Der er inddraget beretninger fra nulevende, virksomhedstilknyttede personer, som på centrale punkter har haft et godt indblik i virksomhedernes udvikling og problemer. Det er helt afgørende for den ønskede validitet i fremstillingen.

I karakteristikken af den virksomhedsmæssige ledelse er benyttet karakteristikker fra virksomhedstilknyttede personer, herunder de to sønner af grundlæggerne. Disse karakteristikker kan kun benyttes autoritativt sammenholdt med andet virksomhedsspecifikt materiale. Det historiske virksomhedsmateriale, hvoraf noget er offentligt tilgængeligt, gennemses og registreres i det omfang, der bliver givet adgang[7]. Her skal virksomhedsspecifikke detaljer afdækkes.

Det har ikke været muligt at få alle fagforeningstilknyttede medarbejdere til at udtale sig omkring konfliktsituationer i især LM Glasfiber. Her har det været nødvendigt at få mundtlige informationer fra medarbejdere ”på gulvet”, som så har kunnet sammenholdes med de indhentede ledelsessynspunkter.[8]

Desuden er samtidige avisannonceringer og -artikler benyttet. Dagens aviser kan ofte i deres beskrivelse af virkeligheden være forbavsende tendentiøse og selektive i deres fremstilling, såmænd også upræcise og fejlagtige. Men avismaterialet kan alligevel ofte være en god hjælp, især som ledetråd til ting, der så skal undersøges nærmere.

 

Starten som møbelfabrik, personer og udviklingsperspektiver i LM

LM er forkortelsen for Lunderskov Møbelfabrik, der blev grundlagt i 1941 af Ejnar A. Lorentzen[9]. Senere kom den fire år yngre Aage H. Skouboe til. I første omgang skulle der produceres træmøbler.

Aage H. Skouboe er under besættelsen som modstandsmand registreret i Modstandsdatabasen som snedkersvend, hvad han så i princippet må have været indtil 1945, som er slutåret for de registrerede i Modstandsdatabasen.

Aage Hilmar Skouboe er iflg. kirkebøgerne (Andst og Skanderup Sogn) i november 1947 ugift snedkermester, født i Sneum Sogn (Tømmerby), Ribe Amt 26. juni 1918, gift i Andst Kirke 6. dec. 1947.

Også i kirkebogen i 1949 anføres Aage H. Skouboe som snedkermester ved sønnen, Flemming Skouboes fødsel og dåb. Her optræder E. Lorentzen og hustru som faddere til Flemming Skouboe. Ved barnedåb for Ejnar Lorentzens første søn, Erik Lorentzen 27. febr. 1944, var Aage Skouboe, tituleret som snedkersvend, fadder sammen med en anden snedkersvend.[10]

Titulært må det således anses for godtgjort, at Aage Skouboe mellem 1945 og 1947 har fået en funktion, der gjorde, at han officielt er blevet anført som snedkermester. Det har ydermere været Ejnar A. Lorentzen, der en gang i 1941 - efter en ansættelse som bestyrer siden 1937 hos snedkermester Roldsgaard i Lunderskov - har startet produktionen af træmøbler i de lejede lokaler bag hotellet, hvorefter Aage Skouboe nok er blevet inddraget som en slags kompagnon eller ”driftsleder”, vel senest i 1947, hvor han har betegnelsen snedkermester. Men allerede i 1944 personligt nært tilknyttet Ejnar Lorentzen, som det fremgår af de to familiers gensidige brug af hinanden som faddere for de førstefødte.[11]

Sammenfattende var Ejnar Lorentzen ved starten af LM i 1941 ejer. Medens Aage Skouboe givet har været ansat fra start, senest fra 1947 som en uformel ”driftsleder”,[12] indtil han i 1965 blev medejer sammen med Lorentzen i det den gang etablerede LM Glasfiber I/S.

Den væsentlige og fremadrettede virksomhedsudvikling kom til at foregå i glasfiberafdelingen, som Aage Skouboe hele tiden har stået for, nu også som formel medejer fra 1965. Og med E. Lorentzen ude af billedet i 1977, da han her solgte sin 50 % aktieandel i LM Glasfiber.

Der skete så fra slutningen af 1970’erne en videre transformation fra et mindre firma, drevet efter håndværksmæssige principper, til et industrielt kompleks i globalt format, som firmaet var ved salget til LM Wind Power i 2001, og som det ikke mindst er blevet ved at blive opkøbt af det multinationale General Electric.

Der har her været nogle overgangsproblemer, som ikke mindst udspillede sig i tiden, hvor både Aage Skouboe og sønnen, Flemming Skouboe drev firmaet sammen. Indtil Flemming Skouboe i 1988 købte sin fars aktieandel og blev eneejer.

Transformationen fra et traditionelt håndværkspræget firma til et rationelt drevet, industrielt kompleks skete i et spændingsfelt, hvor far og søn stod med et ben hver sit sted.

Man kan muligvis karakterisere det som en generationskonflikt. Men så også en konflikt, hvor generationen, der skulle give stafetten videre, Aage Skouboe helt tydeligt stod for resultater på et andet felt, end det, som sønnen, Flemming Skouboe kom til at efterlade sig. Det var et spring væk fra den nære kontakt mellem medarbejderne og en håndværker med den snilde og akkuratesse, der skulle til for at kunne se nye tekniske muligheder i glasfibermaterialet, og få det udformet, så den håndværksmæssige kvalitet var i orden.[13] Samarbejdet og kontakten ”på gulvet” var her vigtig, og den blev i udpræget grad sat i højsædet af Aage Skouboe.[14]

Her over for stod sønnen, næste generation, som kom ind på ledelsesplan i en økonomisk trængt tid, med problemer på markedet for den daværende bådproduktion som et resultat af 1970’ernes økonomiske kriser og problemer med at få afsat en bådproduktion i det omfang, den var gearet til den gang.

Det krævede ledelsesmæssig og økonomisk omstilling, som det var vanskeligt at nå til enighed om, generationerne imellem. At det lykkedes, og at resultatet blev en så iagttagelig succes skyldes et samspil af mange faktorer. Det iagttagelige resultat er transformationen af LM Glasfiber i efterspillet fra problemerne i bådproduktionen fra o. 1978 til den massive succes på møllevingemarkedet, der var en realitet o. 1990.

Overordnet om egen rolle i LM frem til salget i 2001 siger Flemming Skouboe: ” Set i bakspejlet havde en række tilfældigheder og en god portion held ført til, at det var muligt for mig at afhænde LM på fornuftig vis. Tilfældigheder, der kunne opstå helt uforskyldt og blot skulle udnyttes fornuftigt - og held, der til gengæld løbende skulle opsøges.” [15] Kort og rammende dækker denne beskrivelse ganske godt overgangsfasen med møllevingerne, som det vil fremgå i afsnittet herom.[16]

 

LM Wind Power

Kronen på værket var således for længst kommet ud over det håndværksmæssige, i virkeligheden også det driftsmæssige i et større firma. De finansielle transaktioner kunne og skulle på dette stadium spille den helt afgørende rolle.

 

LM stifterne

 

Postkort med motiv af Posthuset fra 1898 ved siden af hotellet. Kortets datering er 21.10.1908, hvor det er sendt fra Lunderskov. Det kunne være det af Lorentzen fra 1941 lejede lokale i hotellets baggård, der skimtes bag posthuset.

Før LM’s egentlige produktionshistorie kan det være på sin plads med en karakteristik af de to samarbejdspartnere, Ejnar A. Lorentzen og Aage H. Skouboe. Først formuleret af Skouboes søn, Flemming Skouboe: ” Forholdet mellem min far og Lorentzen var ret enestående. De

 Ejnar Lorentzen og hustru i 1963.

 

Fra Lokalarkivet foto fra o. 1940 - Svend Glindfeldt og Ejnar Lorentzen, begge snedkersvende hos Roldsgaard. Svend Aa. Glinfeldt fulgte med Ejnar Lorentzen fra Roldsgaard til baggården til hotellet i 1941. Senere, muligvis samtidigt fulgte også Aage Skouboe efter til det nystartede firma.

 

Og foto af Storegade 19 i Lunderskov, hvor Roldsgaard havde møbeludsalg og snedkeri. Det ældste foto, dateret af Lokalarkivet til 1910 viser snedkerværkstedet bag ved bygningen ud til Storegade. Næste foto er dateret af lokalarkivet til 1930 / 60. I dag er huset uigenkendeligt som Nærbutikken m.v.

havde jo været i lære sammen[17], men havde også sammen skabt LM Glasfiber, som Lorentzen først solgte sin halvdel af i januar 1977[18]. Lorentzen var forretningsmanden og min far ham med idéerne og designevnerne. Der var aldrig et ondt ord imellem dem, og andre skulle ikke stille spørgsmål ved, hvad de indbyrdes havde aftalt.”

Denne karakteristik bekræftes af Lorentzens søn, Erik Lorentzen med tilføjelsen, at de to partnere og venner altid betragtede hinanden som ligemænd, også selv om det i starten var Lorentzen, der stod som den formelle ejer af LM. Det økonomiske interesserede ikke Aage Skouboe, hvorimod udvikling og innovation var hans interessefelt og stærke side. Godt suppleret af Ejnar Lorentzen, der så skulle - og kunne - tage sig af det forretningsmæssige.

Hertil kommer så Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, født 5. januar 1949 som den ældste af Aage Skouboes og Anna Kristina Skouboes (født Fjordwalt) 5 børn. Flemming Skouboe blev den, der som først direktør og siden ejer omlagde LM til en industriel profil. Han tog realeksamen fra Lunderskov Skole i 1966, og han var fra januar 1967 i kontorlære hos byens ostegrosserer, Peter Michaelsen A/S, hvor Johan og hans yngre bror Niels Ove Michaelsen var direktører og ejere. Familierne Skouboe og Michaelsen kendte hinanden fra besættelsestiden hvor Aage Skouboe var blevet ansat hos Roldsgaard. Herom siger Flemming Skouboe, at hans mor var i huset hos ostegrosserer Peter og Margrethe Michaelsen den sidste del af krigen, hvor hans forældre lærte hinanden at kende. ”Tag ham Skouboe, havde den gamle grosserer sagt til min mor, han er en ordentlig mand”. Forældrene blev gift i Andst Kirke i 1947, og Flemming Skouboe er registreret født i Lunderskov, Nørregade 19 i 1949.[19]

Ud over realeksamen og en kontoruddannelse inden for ostebranchen, tog Flemming Skouboe senere en Højere Handelseksamen og yderligere 3 år i London på en købmandsskole, før han vendte hjem og gik ind i faderens firma. I første omgang for at betale den gæld af, som han var kommet i ved at låne penge af faderen, som han, Aage Skouboe uden videre havde givet ham efter de magre år i England. Hvis Flemming Skouboe havde forestillet sig, at det var en gave, så tog han fejl, han skulle arbejde pengene af i LM Glasfiber.[20] Og det blev først i formafdelingen, hvor der blev arbejdet med produktion af glasfiberemnerne. Dette arbejde brød Flemming Skouboe sig ikke om, eller - som han formulerede det - han ”duede” ikke til det. Langt bedre gik det i administrationen, hvor han fandt arbejdet ”spændende”.

Flemming Skouboe blev således ikke uddannet som håndværker. Det kan der jo være mange grunde til, men det har nok medvirket til, at hans perspektiv i firmaet har været anderledes end den håndværksuddannede fars. Men det er så også vigtigt at bemærke, at han har været rundt i firmaet, også de dele, hvor det praktiske arbejde blev gjort.

 

Møbelfabrikken

 

Et børnemøbel, indkøbt lokalt fra LM i 1950-54.[21]

 

Konstruktør, idemand - til stort set alt fra LM - var Aage Skouboe.

Møbelproduktionen startede i et lokale i baggården til Hotel Lunderskov.[22]

Initiativtager var Ejnar Lorentzen, som medbragte fra Roldsgaard Møbler, Storegade 19 i Lunderskov - hvor de bl.a. havde produceret ligkister - Svend Aa. Glindfeldt og senere Aage Skouboe, som blev førstemand. Svend Glindfeldlt var som Aage Skouboe aktiv i modstandsbevægelsen. Efter besættelsen ophørte han med at arbejde i det nystartede firma.[23]

I besættelsestiden skulle der have været gemt våben til modstandsbevægelsen på loftet af de benyttede produktionslokaler i baggården til hotellet iflg. Ejnar Lorentzens søn.[24] Det giver god mening, når vi ved, at Aage Skouboe var aktiv i modstandsbevægelsen, måske registreret bl.a. af denne grund.[25]

I den første tid havde LM succes med produktion af sofaborde med bemalede kakler nedlagt, som Selma Roldsgaard malede iflg. Flemming Skouboe. På denne tid producerede man også små boghylder.

Fra 1949 startede en produktion af små børnemøbler med hjerteformede stolerygge, som Aage Skouboe oprindeligt lavede til sønnen Flemming. Og her kunne Lorentzen se, at det kunne blive en god forretning. Produktionen af disse børnemøbler fortsatte de næste 25 år, hvor markedsføringen først og fremmest var, at førende fotoforretninger benyttede disse møbler, når børn skulle fotograferes.[26]

Det fremgår af Karen Schelde Larsens beretning om læretiden på LM Camping 1966-69, at møbelfabrikkens produktion af børnemøbler stadig foregik 1966-69, men nu fremstillet af Jørgen Jørgensen i Løjt Kirkeby. Bestillingen kunne foregå på LM Camping, der så videreformidlede til Løjt Kirkeby.

Den første fabrik, der blev bygget til afløsning for lokalerne bag Hotel Lunderskov blev opført i Møllegade. Denne fabriksbygning skulle være blevet opført mellem 1945 og 1950.[27]

Den fortsatte udvidelse af LM skete på det til Møllegade nærtliggende Drosselvej en gang i 1960’erne. Glasfiberproduktionen desuden i et frugtlager på Nørregade 9 og i en lejet bygning i Gl. Lunderskov, på den anden side af banen, før glasfiberproduktionen i 1965 blev flyttet til egne bygninger på Rolles Møllevej.[28]

Som møbelfabrik havde LM også en entreprise med at tætne fiskebassiner af træ, ”når de jernbanevogne, der transporterede levende ørreder fra Lunderskov Station til Sydeuropa, kom tilbage og træbassinerne skulle kalfatres, så de kunne klare nye rystelser ned gennem Europa.”[29] Her fik Aage Skouboe så den ide, at denne proces kunne klares med glasfiber, hvilket ikke fik noget heldigt udfald. Det gjorde derimod en ny og bedre ide, ”at bygge hele bassinet af glasfiber i stedet for træ. Og en produktion af fiskebassiner startede muligvis i den lejede stald omme i Gl. Lunderskov på den anden side af banen. En produktion, der siden blev flyttet til et tidligere frugtlager i Nørregade,[30] formentlig i 1957, og derfra i 1965 til den nye fabrik på Rolles Møllevej. Og da glasfiberbassinerne egnede sig til at blive transporteret på lastbiler, udkonkurrerede denne form for transport af levende fisk snart jernbanevognene fra Lunderskov Station. Og LM fik udviklet et komplet program - ikke bare af transportbassiner til levende ørreder og ål, men også al mulig andet udstyr til opdræt af fisk.”[31]


 

Glasfiber og firmaopsplitning

Produktionen af udstyr til fiskebassiner må således have startet arbejdet med glasfiber i LM.

Det skulle iflg. sekundærlitteraturen have været omkring 1952-1953, fabrikken begyndte at arbejde med dette materiale, som så har været forløberen til, at man begyndte at producere campingvogne, både og senere møllevinger af samme materiale. Så tidligt startede brugen af glasfiber dog ikke iflg. Flemming Skouboe, som født i 1949 mener at kunne huske ibrugtagningen af glasfiber i LM’s produktion. Der er ikke yderligere informationer herom i de samtidige aviser, som ganske vist i tiden omkring Korea-krigen, d.v.s. samtidigt med 1952-53, som er nævnt i sekundærlitteraturen, skrev en del om brugen af glasfiber, men først og fremmest om brug af ”skudsikre veste” for de amerikanske soldater i krigen.[32] På den anden side ligger det helt fast, at det var i 1955, produktionen af campingvogne i glasfiber blev startet.[33] 1953 er nok ikke et helt usandsynligt år for ibrugtagningen af glasfiber i LM’s produktion. Og her så med fiskebassiner i glasfiber.

I en avisartikel fra 1967[34] om LM’s dambrugsartikler nævnes det af ”salgschef Tage Knudsen”, at LM for 8 år siden, d.v.s. i 1959 stadig lavede fiskebassiner i træ, og at glasfiberproduktionen af varer til dambrug m.v. først omkring dette tidspunkt for alvor tog fart, produktion af fiskedamme først for 6 år siden, d.v.s. i 1961. Al usikkerhed taget i betragtning kan det m.h.t. glasfiberproduktionen slås fast, at campingvogne startede man med at lave i glasfiber i 1955, at man startede med at arbejde med glasfiber på gartnergrunden i Gl. Lunderskov før Nørregade i 1957. Dambrugsartikler i glasfiber må, uanset avisartiklen fra 1967, være startet før 1955 i Gl. Lunderskov, formentlig i 1953.

I 1953 blev Lunderskov Møbelfabrik iflg. sekundærlitteraturen splittet op i 2 virksomhedsdele,
1. LM
 Camping med Ejnar Lorentzen som direktør og den formelle ejer af begge virksomheder,
2. LM Glasfiber
[35] med Aage Skouboe som driftsleder.

Det fremgår af Kraks Vejviser for henholdsvis 1952 og 1953, at kun LM Camping i løbet af 1953 er registreret som virksomhed, og med E. Lorentzen som indehaver. Der er her intet om LM Glasfiber.[36] 

Ejerforholdet i de to i 1953 muligvis opsplittede firmaer kendes der intet til, men LM Glasfiber I/S blev først dannet i 1965, hvor Skouboe også først på dette tidspunkt gik fra at have været driftsleder til at blive egentlig medejer. Aage Skouboe havde her 49 % og Ejnar Lorentzen 51 % af virksomheden. Først med omdannelsen til aktieselskab i 1972 delte Lorentzen og Skouboe aktiekapitalen ligeligt.[37]

Dette bekræftes også af Ejnar Lorentzens søn, Erik Lorentzen, som anfører, at de to partnere altid betragtede hinanden som ligemænd, ”dog var det far, som stod i papirerne som den reelle ejer. Den side af sagen interesserede nemlig overhovedet ikke Aage. Da selskabet LM Glasfiber blev stiftet, syntes min far dog ikke, at det fortsat skulle være et uformelt ejerskab”, og Aage Skouboe blev ved stiftelsen af LM Glasfiber I/S medejer.[38]

 

LM Glasfiber I/S, foto fra før 1972, hvor firmaet blev et A/S. Yderst t.v. stående som nr. 2 og 3 Aage Skouboe og Sigfred Kiel. Siddende som nr. 3 foran Sigfred Kiel Kristian Bøge. Og stående som nr. 5 fra højre Peder Jørgensen, velsagtens Aage Skouboes favoritmedarbejder i udviklingsafdelingen. Nr. 1, stående fra venstre er Palle Mortensen, ingeniør og bådentusiast.

Da Ejnar Lorentzen solgte sin aktieandel i 1977 til Tranberg Holding i Kolding, udgjorde hans aktieandel 50 % af hele firmaet som et resultat af aktieselskabsdelingen i 1972.[39]
Også ud fra annonceringer ved vi, at LM
 Glasfiber var et interessentselskab, LM Glasfiber I/S, indtil det i 1972 blev omdannet til et A/S, aktieselskab.

Økonomisk har selskaberne i perioder kørt regulært på pumperne. Herom fortæller Ejnar Lorentzens søn fra situationen i starten af 1960’erne: ”…  jeg tror ikke selskabskapitalen har været særlig stor, for de manglede konstant kapital, da virksomhederne jo udviklede sig hurtigere end indtjeningen kunne følge med. Og fars første opgave var hele tiden at finde pengene til udvidelserne … Jeg husker far sige, at der var vi heldige, (med at få leverancen betalt straks),[40] for de havde virkeligt ikke penge til lønninger til næste lønudbetaling. Og sådan var det ofte. Jørgen Christiansen som havde kontor i stueetagen i bygningen på Møllegade, råbte ofte til min far når der var en lønudbetaling om hjørnet, at nu lukkede han altså op for vinduet, så de stegte duer kunne flyve ind. Og de kom altid. Helt vildt, når jeg sådan tænker tilbage på det.”

Vi har her også en illustration af den håndværksmæssigt baserede virksomhed uden egentlig strategisk og økonomisk planlægning. Under alle omstændigheder har det økonomiske lidt ligget på tilfældighedernes overdrev, ”de stegte duer”, der helst skulle komme flyvende og - som det følgende viser - manglende blik for, at egen produktion af campingvogne kunne blive udkonkurreret af en billigere import, som man oven i købet selv stod for. Og det var vel at mærke Ejnar Lorentzen, den mest forretningsorienterede, der stod for dette aspekt i makkerparrets samarbejde, som disponerede, måske som en god håndværker, men vel ikke efter egentligt bogholderimæssige principper.

 

Fiskedamme produceret på LM i 1963. Det er damme til klækning og opdræt iflg. avisartiklen.

Produktionsstedet er LM Camping iflg. Jyske Tidende 26.07.1963.

Arbejdsdelingen i glasfiberproduktionen mellem Møllegade, Nørregade og Gl. Lunderskov på dette tidspunkt, før den egentlige udskillelse med glasfiberfabrikken på Rolles Møllevej, er usikker.

Sideløbende med den produktion af campingvogne, som Lorentzen stod for, og som fra 1955 også skete i glasfiber, så stod Skouboe for produktionen af fiskebassiner i glasfiber.

I 1963 kunne det se ud til, at den o. 1961 startede produktion af fiskedamme i glasfiber nu var ved at nå et større format, også til eksportformål.[41] Daværende produktionschef Jørgen Christiansen oplyser, at der er interesse for disse fiskedamme, også i udlandet. Den i 1963 omtalte produktion blev solgt til et dambrug i Nordjylland og en fiskeeksportør i Esbjerg.

Produktionen af dambrugsudstyr i glasfiber har ligget sideløbende med produktionen af campingvogne i glasfiber fra 1955. Efterhånden har campingvognsproduktionen i løbet af 1960’erne mere og mere fortrængt dambrugsproduktionen.

 

Campingvogne

I 1948[42] begyndte fabrikken at producere campingvogne efter en ide, som Lorentzen og Skouboe fik fra USA.[43] Produktionen var i starten med krydsfiner. Fra 1955 blev det LM Glasfiber, der producerede de bunde og sider, som campingvognene bestod af, og leverede disse til LM Camping, der færdiggjorde vognene.[44]

LM i Møllegade med den senere udvidelse på Drosselvej. Privat foto.

 

Disse campingvogne skulle have været i en meget høj kvalitet. Folk med indsigt heri hævder, at det var tydeligt at der stod håndværkere fra møbelfabrikationen bag. At denne kvalitet så gjorde firmaet sårbart i konkurrencen med de billigere, især engelske vogne, er en anden sag.

Historien om ideen til produktionen af Campingvogne på LM lyder således[45]: ” Svend Hansen, som var (ansat på) Jyllands-Posten, havde været i Australien og set, at man derude kunne sætte en beboelig trailer efter en bil, og således som sneglen bevæge sig omkring med huset på ryggen. Svend Hansen havde en ugentlig rubrik, som hed ”Mellem Jyder”, hvortil han fartede Jylland rundt for at finde sjove og interessante historier, og en dag, han var i Lunderskov, kom han mere eller mindre tilfældigt i snak med Lorentzen og Skouboe om det, han havde oplevet i Australien, og enden blev, at de nok mente, at de kunne bygge ham en trailer/campingvogn, som han kunne spænde efter bilen og køre rundt i Jylland med. 

Den her afbildede model fra Fyn, indregistreret i 1953 kunne godt være den opklappelige model, Sesam. Vognen er af ”fineste fyrretræ”.

Kilde: Fyens Stiftstidende 12. juli 2008.

 

   

I 1955 blev den første campingvogn i glasfiber produceret på LM. Det var en Siesta, og det kunne godt have været en model i stil med de herover anførte, hvor modellen t.h. er annonceret som en Siesta 1957.

 

Som sagt så gjort. Danmarks første campingvogn blev bygget af lister beklædt med lærred og fik en aerodynamisk dråbeform. Og Svend Hansen kom med sin begejstring for projektet - og LM i det hele taget - til at betyde rigtig meget fremadrettet for markedsføringen af et større program af LM-campingvogne.”

Den første, dråbeformede campingvogn fra LM efterfulgtes af en opklappelig model, Sesam, herefter Senior, som var forholdsvis stor.[46]

Iflg. en artikel i Fyens Stiftstidende 12. juli 2008[47] eksisterer der stadig en LM campingvogn, indregistreret i 1953. Det skulle være en yderst solid vogn med ”… et typegodkendt Brenderup kornvognsunderstel, der må bære et ton”. Ejeren hentede selv denne model i Lunderskov. Hans beskrivelse iflg. avisen er, at ”vognen … efter hans mening nok (var) møbelfabrikkens første model - sammenklappelig med aluminiumsbeklædning, og træet var af fineste fyrretræssortering, totalvægten på 350 kilogram, og han fik den indregistreret med synsfri sammenkobling mange år senere, omkring 1975. De originale hynder findes fortsat i den.”  Vognen står iflg. avisen i en lade på Sydfyn.

Først med Siesta modellen blev glasfiberarmeret polyester anvendt som byggemateriale. ”Ja, faktisk var der på det tidspunkt ikke tidligere produceret så store emner i glasfiber uden for USA”.[48]

Produktionen af campingvognene i glasfiber i stedet for krydsfiner startede i 1955.[49] I 1959 blev LM Camping fusioneret med henblik på import af Sprite fra England, og blev til LM Caravans International I/S, som fremstillede ca. 300 vogne. Ca. 100 blev solgt i Danmark og resten gik til Sverige.[50] LM Caravan International I/S fortsatte med kontorer i Møllegade, da LM Camping flyttede til Drosselvej.

 

Denne LM Safir fra 1962 figurerer her foran Lunderskov Møbelfabrik. Og en efterfølger, Safir 1966.

 

 

Privat foto af LM Camping, hvor Sprite er blevet en del med fusionen til LM Caravans International I/S i 1959.

I 1959 begyndte LM for at klare efterspørgslen at importere engelske ”Sprite” campingvogne - som var meget billigere og lettere end de danskproducerede. Det gjorde det muligt for familier med mindre biler at trække disse, d.v.s. et større og bredere publikum.[51] Med modellerne Sprite, Eccles, Europe, Fairholme og Wilk (fra Tyskland) fik firmaet en meget stor markedsandel i Danmark (ca. 50 %)[52].

Efter Siesta kom LM Sport, og så Safir, der blev den sidste i rækken af glasfibercampingvogne fra LM.

Da Lorentzen og Skouboe ikke kunne engelsk, blev der ansat en sælger, Jørgen Christiansen, der kunne. ”Og det blev lynhurtigt en kæmpe succes, … han var en glimrende … sælger, og denne del af virksomheden voksede eksplosivt … Samtidig blev også Obi Teltfabrik i Odense opkøbt af virksomheden … Omsætningsmæssigt var det kæmpestort, og (der blev) tjent masser af penge.”[53]

Noget af caravanproduktionen flyttede fra Møllegade til Drosselvej i denne periode, hvor Caravans International forblev i Møllegade med Jørgen Christiansen som direktør. Samarbejdet med LM Glasfiber, som fra 1965 på Rolles Møllevej var et selvstændigt firma, ledet af Aage Skouboe i ejer fællesskab med Ejnar Lorentzen, betød, at glasfiberleverancen til LM Camping helt uden konkurrence foregik fra LM Glasfiber, hvis underskud de første år netop skulle være blevet finansieret gennem produktionen af campingvogne.[54]

Modellerne fra ca. 1966 var desuden med termovinduer og forskellige former for luksusudstyr, der nok gjorde, at firmaet udkonkurrerede sig selv ved at importere billige, udenlandske modeller.[55] 

I 1971 overtog den engelske koncern CI, Caravans International LM afdelingen, som kom til at hedde Caravans International Danmark A/S. Med de to oliekriser i 1970’erne blev firmaet i 1980 besluttet omdannet til Intercamp A/S som en også i dag eksisterende agenturvirksomhed i campingbranchen.[56]

Campingvogne udstillet i Møllegade. Privat foto.

 

 

LM Safir 1962 t.v. og en LM 900 HP 1963

 

I 1984 tog LM Camping med E. Lorenzen som direktør en ekstra produktionshal i brug i anledning af en millionordre fra det svenske bådeværft Comtex AB i Göteborg.[57]  Ikke til en genoptaget produktion af campingvogne i glasfiber, men til forarbejdning af træ til bådproduktion i bl.a. Comtex. Denne produktionsomlægning ligger næsten samtidig med LM Glasfibers start på produktionen af møllevinger. Men i LM Camping slet ikke med samme succes og vækstmuligheder, Lorentzen var på dette tidspunkt også blevet 70. Man hører ikke efterfølgende om denne produktionsomlægning.

Arbejdspladsen LM Camping.

Beskrivelse af dagligdag og administration på en virksomhed forudsætter, at der eksisterer en erindring om virksomheden som arbejdsplads. For LM Camping er her benyttet som kilde en elev på LM Campings kontorafdeling 1966-69, Karen Schelde Larsen og skriftlige oplysninger fra Ejnar Lorentzens søn, Erik Lorentzen, Tidsmæssigt et mindre, men dog ganske centralt nedslag i virksomhedshistorien. Der er tale om erindringer på betragtelig tidsmæssig afstand. Og det er desuden erindringer, der ikke har rod i deltagelse i selve produktionsprocessen.

Fra ansættelsen som elev på LM Camping 1966-69 har Karen Schelde Larsen en temmelig omfattende beskrivelse af forholdene i administrationen, hvor eleven først blev anbragt ved et telefonisk omstillingsbord, bag en luge med udsigt til udstillingen af campingvogne og med henvendelse fra kunder. Bag skranken var der adgang til salgschefens kontor. Desuden havde bogholderen (Børge Hartmann iflg. Karen Schelde Larsen) og Lorentzen kontorer i samme område på nu Drosselvej. Samt en frokoststue for værkstedspersonalet, og et rum til rengøringspersonalet med rengøringsmidler[58].

Det var kontorelevens job at hente rundstykker hos byens bager, Jacob Nielsen til formiddagskaffen. Formiddagskaffe og rundstykker gav firmaet. Kagerne til eftermiddagskaffen, hentede kontoreleven i middagspausen, og dem skulle personalet selv betale.

Salgsbreve blev skrevet på en stencil, som så duplikeredes til kunderne. Bogholderen tillod ikke slåfejl, lærte kontoreleven!

Det var også kontorelevens opgave at medvirke til uddeling af løn til personalet.  Fra læretiden 1966-69 erindrer Karen Schelde Larsen Giovanni Mautone[59], en dygtig møbelsnedker fra Italien, Olav Christensen i malerværkstedet, William Olsen, Sigvald Jensen, Hans Nielsen, Jacob Frederiksen og Regner Holm i ”det store værksted”. Og Marie Madsen, som gjorde rent i campingvognene og vist nok også sommetider syede gardiner til dem, Jeppe Olsen, som lavede alt forefaldende arbejde, gjorde bl.a. rent i rabatterne. Rengøringsdamen i bygningerne på Drosselvej var fru Jørgensen. Desuden var der ansat ”en ung maler, Ulla”, der skulle vedligeholde bygninger og kontoret. Hun havde desuden også opgaver i Lorentzens sommerhuse, når de skulle males til udlejning.[60]

Hvis de foreliggende oplysninger omkring Giovanni Mautone holder, har der i slutningen af 1960’erne været et samarbejde mellem LM Glasfiber, der producerede bådene i glasfiber og LM Camping, der også betød udveksling af medarbejdere. Måske specielt o. Giovanni Mautone, der havde specielle kvalifikationer m.h.t. træarbejdet i både campingvognene og bådene.

Karen Schelde Larsen har i sine erindringer om læretiden på LM Camping 1966-69 også en beskrivelse omkring salg til kunderne, det mere generelle billede, må man formode: ” Når der blev solgt en campingvogn, blev der først på salgschefens / sælgerens kontor lavet en slutseddel med alle aftaler. De fleste kunder betalte ikke kontant, og så skulle der laves en købekontrakt, med karbonpapir, så vi havde en kopi til os selv, og med renteberegning og serieveksler med afdragene. Det blev min opgave. Jeg havde en tabel til renteberegningen…”

 

Efter at have arbejdet med kontorarbejde i Kolding i fem år kom Karen Schelde Larsen midlertidigt tilbage til LM Camping. Det må så have været o. 1974. Det hedder her om LM Camping, at ” … det var nok her, de dårligere tider begyndte,” eksemplificeret med, at sønnen Erik Lorentzen startede egen virksomhed, Kolding Ship Shop.

Hvor 1970’erne blev slutpunktet for campingafdelingens vækst, har starten været præget af succes’en med at bruge glasfiber fra 1955, starten i 1959 med importen af engelske ”Sprite” campingvogne, billigere konkurrenter til de danske kvalitetsprodukter. Det var her, det var værdifuldt med en sælger, der kunne engelsk, Jørgen Christiansen, hvor virksomheden iflg. Erik Lorentzen … voksede eksplosivt … Omsætningsmæssigt var det kæmpestort, og (der blev) tjent masser af penge.” Dette lidt i modsætning til situationen, hvor Jørgen Christiansen havde sit kontor i Møllegade, før udvidelsen til Drosselvej, hvor han iflg. Erik Lorentzen gav udtryk for, at firmaet o. lønningsdag ofte var i problemer.[61]

Med oliekriserne i 1970’erne og konkurrencen fra den billige udenlandske import, blev det som anført i 1980 nødvendigt at omdanne firmaet til Intercamp A/S, som nok må kaldes slutstenen på LM Camping tiden.


 

Bådproduktionen

 

LM reklame fra o. 1970, her fra mysigma.dk

- med logoer:

 

 

 

Bemærk de fine dekorative detaljer. Det er jo også markedsføring!

I 1954 startedes i LM Glasfiber en produktion af speedbåde, som udviklede sig til en produktion af mindre fritidsbåde, damjoller i 1967 og endelig i 1969 produktion af egentlige, større sejlbåde. Starten på denne produktion skete iflg. Flemming Skouboe i et udviklingssamarbejde med Diesella i Kolding.[62]

Serien kom til at bestå af LM Speed, Surf, Safe og Safety.[63]

I 1953 kunne man i danske aviser læse om ”Baade af Plastic og Glasfiber”.[64] Det blev hurtigt fulgt op på LM, som tidligt i 1950’erne havde fået blik for dette produkts muligheder.

Starten på en større produktion af fritidsbåde var iflg. Flemming Skouboe lidt af en tilfældighed. ”Da LM var flyttet til Rolles Møllevej (i 1965) blev en ung maskiningeniør, Palle Mortensen, fra Strandby ved Frederikshavn ansat til at styre produktionen af dambrugsudstyr. Problemet var blot, at Palle Mortensens store lidenskab var damjoller, og han havde faktisk selv konstrueret en 21 fods damjolle, som han gik mere op i end at styre produktionen af fiskebassiner.” Lorentzen og Skouboe blev så i 1967 (mener Flemming Skouboe[65]) enige om, at man kunne ”… bygge en søens campingvogn…” Og videre iflg. Flemming Skouboe: ”Min far tog derfor den 21 fods damjolle og savede den igennem på langs og på tværs. Forlængede den med 2 fod og gjorde den lidt bredere, hvorpå ham kom en campingvognsindretning ned i båden. Og det blev til den første LM-motorsejler, en LM 23. Det blev også til LM 16, LM 23 Comfort, LM 24, LM 27, LM 28, LM 29, LM 30, LM 32, en serie Mermaid’er og en serie Vitesser.”

LM 23 var starten på en motorsejlerproduktion af anseelig størrelse og med op til 220 mand beskæftiget på fabrikken i Lunderskov. – ”Kan huske at jeg i forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen regnede ud, at hvis man lagde alle de LM-både, der var bygget, i forlængelse af hinanden, så kunne de nå tværs over Storebælt - i to spor…”[66]

LM-produktionen af motorsejlbådtyper var i starten primært en produktion af bådskrog til selvbyggere - efter ide af en medarbejder, P. Møller Hansen - udvendigt færdige både, hvor køberne selv monterede det af LM Camping leverede træbyggesæt med en nøje byggevejledning. ”Det var især LM 23, LM 24 og LM 27, der blev solgt på den måde.” Herefter var det mest færdigbyggede både, som LM Glasfiber leverede.[67]

”Men fra start leverede LM også glasfiberskrog til andre danske værfter - f.eks. Drage og Knarr til Børresen i Vejle og hele Flipper Scows program af populære sejlbåde, hvilket i 70’erne gjorde LM til Danmarks største bådværft med en produktion af flere hundrede enheder om året.[68]

Udviklingen i bådproduktionen i glasfiber var således speedbåde, damjoller, der blev videreudviklet til egentlige sejlbåde, også en slags ”søens campingvogn”, herunder selvbyggerkonceptet.

Fra 1978 har LM Glasfiber i stigende grad været tvunget til at omlægge fra bådproduktionen. I okt. 1982 annonceredes LM28, en den gang relativt dyr båd. Men omlægningen til at producere vinger til vindmøller var i gang. Omkring 1990 havde vingemølleproduktionen stort set fortrængt bådproduktionen, som bådproduktionen i 1960’erne fortrængte campingvognproduktionen.

 

 

Efter speedbådene indledtes i 1967 med Palle Mortensen som konstruktør produktionen af damjoller.

Damjolle, konstrueret i 1967 af Palle Mortensen, annoncering i Båd-revyen 1972 og 1974. Bemærk, at man kunne reducere prisen med 1/3 som selvbygger. Annonce fra o. 1970.

 

Overgangen til produktion af vindmøllevinger, medarbejderne

En tidligere ansat på LM 1969-70 giver virksomheden et godt skudsmål, både som arbejdsplads og - ikke mindst - Aage Skouboe som leder. [69] Det hedder om Skouboe, at han var på virksomheden fra start til slut (”kom først, gik sidst hjem”). Han var overalt på virksomheden, men især i udviklingsafdelingen.

Udviklingsafdelingen var for Aage Skouboe det helt naturlige sted. Her kunne han afprøve ideer sammen med medarbejdere, der som han selv dyrkede perfektionisme og håndværksmæssig kunnen. Et samspil, hvor nye ideer kunne afprøves uden at spørge, chefen var der jo selv, sammen med i princippet ufaglærte, men med en selvlært håndværksmæssig kunnen, som gjorde både Skouboe og medarbejderne glade.[70] Det betød et tæt og godt forhold mellem Aage Skouboe og de medarbejdere, som han især satte pris på at arbejde sammen med. F. eks. Kristian Bøge, senere stifter af glasfiberproducerede både fra 1976 på Bøges Både. Og Peder Jørgensen, der var vokset op på en gård i Klebæk. Han var som Kristian Bøge ufaglært. Efter 7 års skolegang og et ophold på en efterskole arbejdede han på den arbejdsplads, som for ham nærmest var livets mening, LM Glasfiber.

I en reportage i Folkebladet Sydjylland 05. nov. 1976 er personerne ud over Aage Skouboe angivet som salgsdirektør P. E. Staal-Nielsen og produktionschef Knud E. Hansen.[71]

 

LM Glasfiber, Rolles Møllevej 1, Lunderskov under tilbygning af kantine og omklædningsfaciliteter i 1976. Fabrikken blev opført i 1965[72].  Herover som fabrikken ser ud efter en yderligere tilbygning af overetage til kontorlandskab i 90’erne - med tegnestuer til de ingeniører, det blev nødvendigt at ansætte med produktionsudvidelserne.

Kristian Bøge og Peder Jørgensen var eksponenter for håndværksmæssige kvaliteter, som Aage Skouboe satte særdeles højt. Da Kristian Bøge startede egen produktion af glasfiberbåde, fik han helt kontant støtte fra Aage Skouboe med f. eks. frie lån af støbeforme o.l. fra LM Glasfiber. Og der kunne her ikke blive tale om at inddrage disse lån, fordi LM Glasfiber i en periode fra 1978 var i økonomiske og produktionsmæssige problemer. LM medarbejderes forsøg på at forbedre situationen for LM på denne måde fik direkte ordre fra Aage Skouboe om, at det kunne der ikke være tale om.[73]

Han var ”et dannet menneske”, der mødte arbejdsstyrken med forståelse og lydhørhed, som det også hedder fra en tidligere arbejder på gulvet. Med Skouboe som forbillede blev der ”arbejdet flittigt” og engageret i virksomheden. Og det er jo en ledelsesstil, som til alle tider nok kan karakteriseres som gavnlig for enhver virksomhed.

Med sønnens, Flemming Skouboes, ord var Aage Skouboe ”medarbejdernes mand” i forhold til ledelsen, hvilket kunne få den lidt bizarre konsekvens, at Aage Skouboe som ejer sad sammen med ledelsen og hørte, hvad den drøftede i forhold til medarbejderne. Herefter lod han sin viden som det for ham mest naturlige i verden gå videre til arbejderne. Det kunne f. eks. være til tillidsmanden gennem flere år, Jens Madsen[74]. Som så kunne bruge sin viden i forhandlingerne med ledelsen.[75]

Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe, efterfulgte faderen som leder af LM Glasfiber i et ikke helt uproblematisk far-søn samarbejde (iflg. Flemming Skouboe i Politiken 30. juli 2004). Flemming Skouboe blev optaget i firmaet i 1974. I 1979 overtog han ledelsen og i 1988 købte han faderens aktieandel for ca. det dobbelte af det, han i 1986 erhvervede det konkursramte Vestas’ aktieandel for.[76]

Om problemerne omkring firmaets udviklingsstrategi startede, da Flemming Skouboe blev direktør i 1979, er ikke direkte konstaterbart. Men generationsforskellen har vel ligget latent siden hans start i firmaet i 1974. Og da de med bådproduktionen forbundne problemer spidsede til fra 1978, har der naturligvis her ligget en direkte anstødssten i bekymringen, forbundet med firmaets fremtidsudsigter. I Flemming Skouboes optik så situationen således ud: I hvert fald fra 1979 og frem til Aksels[77] regeringstid var det for mig et 24/7/365-job, hvor det meste af tiden gik med udvikling, markedsføring og salg af LM-både – men også med at holde organisatorisk og økonomisk sammen på den forvoksede håndværksvirksomhed, der helst ikke ville transformeres til noget tidssvarende.”

Denne transformation fandt alligevel sted. I fugleperspektiv med et endog særdeles godt resultat. Aage Skouboe gav meget fornuftigt - muligvis også modstræbende - plads til en ny og meget mere professionel ledelsesform under Flemming Skouboe og Aksel Skovgaard. Resultaterne blev gode, kan vi i tilbageblik nu konstatere.

 

Vindmøller og vindmølleindustrien, nye markedsudfordringer for LM[78]

Overgangen fra produktionen af sejlbåde i LM Glasfiber til produktion af vinger til vindmøller skete i en situation, hvor brugen af vindmøller fik en historisk renæssance, hvor funktionen nu blev produktion af energi som et alternativ til den fossile energiproduktion.

Energikriserne i 1970’erne betød på det helt overordnede plan, at man i regering og folketing blev opmærksom på ulemperne ved afhængigheden af de fossile energiformer. For det første markedsafhængigheden af et så ustabilt område som Mellemøsten. For det andet de stærkt sigende energiprisers betydning for betalingsbalancen og produktionsomkostningerne i Danmark. Desuden blev man i stigende omfang opmærksom på de miljømæssige problemer med de fossile brændsler, samt knapheden, den begrænsede mængde i forhold til den vedvarende energiform. Det satte den vedvarende energi, ikke mindst vindmøller i fokus.

Historisk havde man i Danmark siden 11-1200-tallet benyttet vind- og vandmøller til især formaling af korn. De ældste møller er stub-møllen, der drejer for vindretningen på ”stubben”, d.v.s. et fundament ved jorden. Disse tidlige møller afløstes i Danmark i 1700-tallet af den hollandske mølle, der drejer efter vindretningen med ”hatten”, d.v.s. det øverste af møllen. Disse kornmalende møller fik en kort genkomst med 2. verdenskrig, men forsvandt stort set fra 1950’erne og frem. Men vandt så en ny og dominerende plads i den samfundsmæssige produktion med den el-producerende vindmølle fra 1970’erne og frem til i dag.[79]

Delingen af LM med 50 % af aktiekapitalen til henholdsvis Skouboe og til Lorenzen i 1972 endte med Lorentzens aktiesalg til Tranberg Holding i Kolding i januar 1977[80], der efterfølgende i 1984 solgte til vindmølleproducenten Vestas. Flemming Skouboe havde på dette tidspunkt ikke råd til at købe aktieposten, der blev ham tilbudt. Og han troede ikke rigtigt på firmaets fremtid på dette tidspunkt[81], selv om det californiske vindmølleeventyr var i opstartsfasen i 1983. Aktieposten blev så solgt ved Flemming Skouboes mellemkomst til Vestas.[82] Hermed blev LM i 1984 en slags ”buffer-producent” til de møllevinger, Vestas selv producerede.

 

Det amerikanske marked, skatteregler, konkurser, vindere og tabere i vindmølleindustrien

 

LM Glasfiber Rolles Møllevej. Og LM Wind Power produktionshal, med verdens længste møllevinge i 2016.

 

 

 Men mellemspillet til LM’s kurs mod en vindmøllevingesucces var fyldt med farlige skær og uforudsete hændelser, især med ændrede skatteregler på først det amerikanske og efterfølgende det danske marked.

Indledningen til vindmølleindustriens optur havde været præget af ”industrivirksomheder, som ikke havde andet at lave - og hvis kunder var selvforsynende økoflippere, venstreorienterede skolelærere, kystbanesocialistiske overlæger og andre politiske skrålhalse”.[83] Denne noget negative karakteristik viser med al tydelighed, hvor kompliceret det var at navigere inden for dette område. Tiden for den lille håndværksvirksomhed var ved at være definitivt slut. Planlægning, virksomhedsstrategi og effektiv, moderne virksomhedsledelse måtte nu tages i brug. Syntes den næste generation i virksomhedsledelsen på LM Glasfiber. Og sådan blev det.

Danmarks første vindmølleproducent, Vestas opstod i 1898 som smedje i Lem. I 1978 produceredes de første vindmøller på vindmøllefabrikken i Lem. I 1980 etableredes der samarbejde med Zond Systems, der var med, da de første vindmølleparker blev etableret i USA i 1981. Zond Systems skulle i samarbejdet med Vestas sørge for driften af vindmøllerne i Tehacapi passet, 160 km nordøst for Los Angeles. [84]

De californiske vindmølleparker startede i 1981 med 150, i 1982 oppe på 1150, i 1983 på 2400 og i 1985 på 4989 vindturbiner, hvor størrelsen udviklede sig fra gennembrudsstørrelsen 55 kW til 100 kW i 1985. De blev installeret i 3 områder i Californien, hvor det nordligste var Tehacapi passet. Ud over amerikanske og andre modeller, opførtes især møller fra Danmark: fra Vestas, Bonus, Wind Magic, Micon og Nordtank. De danske møller erobrede snart det amerikanske marked, og de danske producenter leverede tusinder af vindmøller hertil, ca. halvdelen af de møller, der blev leveret til området1981-85. Gennembrudsåret var 1983.[85]

De skattemæssige fordele for investorer i vindenergi i Californien ophørte i dec. 1985. Det gav arbejde i næsten døgndrift til de leverandører, der skulle nå at opstille møllerne og have dem i drift, før de gunstige skatteregler bortfald. Vestas måtte i oktober 1986 gå i betalingsstandsning som en konsekvens af det reducerede amerikanske marked, og ved udgangen af 1986 dannedes så Vestas Wind Systems A/S, der udelukkende beskæftiger sig med vindenergi, og med Johannes Poulsen som ny, administrerende direktør.[86]

Det tvang LM til at finde en alternativ produktion dette år, og det blev især fiskebassiner af glasfiber til norsk lakseproduktion. På den positive side for LM kunne Flemming Skouboe ved betalingsstandsningen i Vestas i oktober så købe den 50 % andel tilbage, som Vestas havde erhvervet hos Tranberg i 1984. Formedelst et stort banklån, men til en meget favorabel pris, ca. det halve af den pris, han betalte faderen, Aage Skouboe for dennes aktieandel senere, i 1988.[87] Det fælles køb af Vestas aktierne sker gennem LM Boats International, hvor Aage og Flemming Skouboe ejer hver sin halvdel.

Man kan sige, at situationen i 1986 i høj grad var stormens øje, hvor det fordelagtige køb af Vestas aktierne var en ganske væsentlig komponent.

Den næste var spillet om markedet for vindmøllevinger.

 

LM som vinder i produktionen af vinger til vindmøller

LM havde i 1983 problemer med de møllevinger, de havde produceres til producenten Bonus. LM’s bådkonstruktør havde meddelt firmaet og Flemming Skouboe, at sådan en mølle kunne LM godt producere. Han havde forudgående kigget på en vindmølle på Kolding Højskole, der således blev forbilledet for den første vingeproduktion på LM. Desværre havde højskole- og Tvind møllerne omvendt omløbsretning af urets, hvilket LM møllevingerne så også fik. Bonus i Brande aftog nogle af disse første vinger, som ”fik deres testmølle til at … rasle fra hinanden”, fordi deres gearkasser ikke var tilpasset denne omvendte omløbsretning.[88]

LM’s i 1986 reelt eneste tilbageværende konkurrent i vingeproduktionen til vindmøller, Alternergy[89] fik i løbet af 1986 stigende problemer med deres vinger,[90] og i november 1986 gik firmaet konkurs, medens der fra især det amerikanske marked indløb stribevis af reklamationer over haverier, forårsaget af fejl og dysfunktioner i møllevingerne.[91]

   

På trods af de tidligere dårlige erfaringer med LM vinger, konstrueret efter Tvind princippet, blev Bonus nu kunde hos LM Glasfiber med en stor ordre på vinger til 100 møller. Blot havde man på fabrikken i Lunderskov opdaget, at der var fejl i vingerne, de flækkede ved belastninger, de burde kunne tåle. Den norske leverandør af polyesterlimen indvilgede efter nogen diskussion i, at problemet kunne ligge i firmaets lim. Der blev etableret en ordning hvor det norske firmas forsikringsselskab betalte for omkostningerne ved en erstatning for produktionen af de defekte vinger. Det var formentlig en af flere situationer i opstartsfasen til vindmøllevingeproduktionen, hvor det ligesom med problemerne med omløbsretningen kunne være endt med en økonomisk katastrofe for LM Glasfiber.

 

Omlægning af arbejdspladsen LM Glasfiber

I 1981 var der på LM Glasfiber startet en fyringsrunde, hvor 21 medarbejdere i februar fik en fyreseddel i, hvad der blev kaldt en rationalisering i forbindelse med krisen i bådindustrien. Iflg. Folkebladet Sydjylland var LM Glasfiber nu på 130 medarbejdere mod 209 det foregående år.[92]

I april 1983 var der igen en fyringsrunde, hvor 1/3 af firmaets nu 150 medarbejdere blev afskediget i en situation med udenlandsk statsstøtte til bådbyggeri og en skærpet konkurrence på bådmarkedet, som gjorde, at lønningerne på LM begyndte at blive et problem for ledelsen.[93] Blandt de afskedigede var en metal-tillidsmand og en sikkerhedsrepræsentant, hvis afskedigelse via det fagretlige system i maj samme år blev kendt uberettiget.[94]

I juli 1990 fyredes der 4 medarbejdere, fordi der blev set fodbold i arbejdstiden. Der var uenighed mellem sagens parter, om det var TV eller radio. Men det kan i den her behandlede sammenhæng være ligegyldigt, det væsentlige er, at ledelsen på LM her slog fast, at de overenskomstmæssige regler skulle følges, og at man ikke ville affinde sig med en ikke tilstrækkeligt effektiv arbejdspræstation, som der i ledelsens optik var tale om her.[95]

Om den tids gennemførte fyringer siger Flemming Skouboe ”… at LM i bådtiden var underlagt nogle ret voldsomme sæson- og konjunkturudsving - og i vingetiden underlagt, at finansieringen af store projekter kunne trække ud. Og en hurtig tilpasning af arbejdsstyrken var derfor virksomhedens eneste mulighed for overlevelse på det korte sigt.” Kort formuleret har vi jo her essensen i den danske ”fleksicurity model”, at det fleksible arbejdsmarked (fyringer og ansættelser efter behov) skete med det element af indkomstsikkerhed, som en af regeringen ført aktiv beskæftigelsespolitik skulle sikre sammen med arbejdsløshedsunderstøttelsen. Et væsentligt element i denne ansættelses- og fyringspolitik efter behov blev iflg. Flemming Skouboe altid drøftet grundigt med tillidsmand og produktionschef. ”Den daværende ledelses fornemmelse for omsætningsudviklingen samt evne til prompte at reagere på samme var …” blandt de relativt få ting, som Aage Skouboe også kunne rose ledelsen under sin søn for.[96] Ud over den nødvendige effektivisering med konjunkturbestemte fyringer og ansættelser gennemførte Flemming Skouboe også i slutningen af 1986 en omlægning, hvor timeløn erstattede akkordaflønningen, der var blevet alt for dyr for firmaet.[97]

Aksel Skovgaard[98] var i 1987 blevet ansat som teknisk, senere ledende direktør, i en periode, hvor der i nogen tid havde været problemer med firmaets indtjeningsevne, både bestemt af vingemarkedet, men også en lønstruktur i LM, hvor en arbejder kunne tjene næsten det dobbelte af indtjeningen på Karl Møllers Maskinfabrik.[99]

Aksel Skovgaard var helt klart Flemming Skouboes initiativ i en trængt situation i virksomheden. At netop Aksel Skovgaard blev ”headhuntet” af Flemming Skouboe skyldtes også, at han (FS) interesserede sig for sport, og Aksel Skovgaard havde som divisionsspiller i håndbold derfor en høj status.[100]

Altså i realiteten lidt tilfældighedernes spil, hvor Aksel Skovgaard, der kom som teknisk direktør fra Pasilac koncernen i Kolding, ganske vist havde de formelle kvalifikationer, også i og med, at han kendte en arbejdsplads fra gulvet - han var udlært maskinarbejder på Karl Møllers Maskinfabrik, Nagbøl. Men det i sig selv var i princippet ikke tilstrækkelig til at besidde de egenskaber, som Flemming Skouboe ønskede sig.

Det viste sig, at de ønskede kvalifikationer havde Aksel Skovgaard. Med ham ved roret kunne Flemming Skouboe ”fyre sig selv”.[101] Aksel Skovgaard havde ingen lønkrav, men som han formulerer det (givet også til Flemming Skouboe under ansættelsessamtalen), så kunne han jo bare rejse igen, hvis han ikke blev tilfreds med lønnen.[102] Det blev han jo så nok efterfølgende.

I 1987 kunne der meldes om udvidelse af medarbejderstaben.[103] Men der var også iflg. Aksel Skovgaard en del ”trælse”, d.v.s. overenskomststridige strejker. Som Aksel Skovgaard formulerer det: ” Da jeg kom til LM i 87, var det fra en jernindustriel virksomhed med ca. 1.000 timelønnede, hvor man samarbejdede indenfor det regelsæt, der var aftalt mellem Georg Poulsens tropper og Jernindustrien. Derfor svarede jeg (til LM) tillidsmanden, at jeg forhandler ikke med de timelønnede så længe de strejker, (og at) INFO-møder i kantinen (kunne man se bort fra), da jeg var vant til, at denne form for INFO foregik på SU-møder.”

Aksel Skovgaard indførte således helt konsekvent de forhold på en større arbejdsplads, som han var vant til fra Pasilac Therm i Kolding[104]. Også på det lønmæssige område blev der ”normaliseret”, forstået på den måde, at ”urimeligt gode” akkorder nu blev erstattet af almindelig timeløn.[105] Man kan sige, at den foregående tids eksempler på fyringer og arbejdskampe nu helt konsekvent blev lagt under den kontrol, som havde været under udvikling fra tiden under Flemming Skouboe, i hvert fald siden 1979, og kun fodslæbende accepteret af den gamle ledelse under Aage Skouboe. Det var måske netop ganske udmærket, at det var Aksel Skovgaard, der førte Flemming Skouboes retningslinjer igennem i overgangstiden. Aage Skouboe fik straks respekt for Aksel Skovgaards kunnen og effektivitet, og hvis de af ham (AS) udstukne retningslinjer ikke blev fulgt, kunne konsekvensen tydeligt markeret blive, at firmaet mistede et værdifuldt ledelsespotentiale. Og dette spil var nok lettere i forholdet mellem en ejer og en direktør, end mellem far og søn. 

Med disse justeringer og i samspil med en også nyansat økonomichef, Lars Mikkelsen[106], blev LM Glasfibers usikre situation i overgangen mellem båd- og møllevingeproduktion vendt, så firmaet de følgende år tjente så mange penge, at virksomhedskonstruktionen måtte laves om for at forhindre indblik i, hvor god indtjeningen var (iflg. Aksel Skovgaard, bekræftet i Mænd i modvind).  Flemming Skouboe uddyber herom: ”Jeg kunne mærke, at jeg var kommet i gode hænder, og jeg lærte noget om, hvor stor en forskel det kan gøre for en virksomhed at have rigtig dygtige folk i stedet for bare dygtige folk,”[107]

[108]

I den favorable konkurrencesituation, hvor LM Glasfiber stort set kun havde dyrere og dårligere konkurrenter uden for landets grænser, f. eks. det hollandske Airpac, det tidligere Stork, hævede man priserne på økonomichefens anbefaling. Det kom til at gå så godt, at Flemming Skouboe i 1988 kunne købe faderen, Aage Skouboe ud. Over for handelspartnerne holdt firmaet efter økonomichefens anbefaling lav profil og lykkedes med at lade som om, indtjeningen slet ikke var så stor, som den i virkeligheden var. Flemming Skouboe undlod at køre ud til kunderne i sin nye, store, dyre BMW, lånte i stedet konens gulpladebil, som var brugt og meget lidt pralende, selv om det var en udmærket bil. Dette gav på den anden side problemer i forhold til at få finansieret fabriks-, produktionsudvidelser. Her måtte man så også købe brugt i Rudkøbing.[109]  

I 1996 var årsresultatet før skat i virksomheden 33.803.397, meddelt ved direktion, bestyrelse og med revisionspåtegning.[110]

I årsrapporten for 2000, fremlagt 14.05.2001 var årsresultatet med overførsel kr. 224.830 210, heraf selve årsresultatet på kr. 28.824.291. Det foregående årsresultat var kr. 25.438.827. Kapitalbalancen, aktiver og passiver var kr. 963.866.126, hensættelser kr. 248.566.729. På dette tidspunkt, hen mod salget i 2001, var der på LM Glasfiber ”worldwide” ansat o. 2500 personer efter beregning, lavet af Aksel Skovgaard ved salget.[111]

Flemming Skouboe havde efter overtagelsen af virksomheden fra sin far valgt at koncentrere produktionen på to steder i Danmark: den nye fabrik på Vingen i Lunderskov[112] og i Hammelev. I stedet blev produktionsstederne i Vejen, Gesten, Kolding, Hårup, Kirkeby på Fyn, Engesvang og Rudkøbing lukket, mens værkstedet i Vamdrup fik lov til at overleve.[113]

LM Glasfiber begyndte også at vokse uden for landets grænser. I 1993 åbner en fabrik i Indien og året efter en fabrik i Spanien, og i 1999 åbner en LM-fabrik i North Dakota i USA.

På denne baggrund blev LM Glasfiber 8. maj 2001 solgt til den engelske investeringsfond Doughty Hanson for 2,25 mia. kr.[114]

Året efter forsøgte fonden at børsnotere LM Glasfiber til det dobbelte, hvilket ikke lykkedes. Det blev også et problem, at de store vindmøllekoncerner havde insourcet en stadigt stigende del af vingeproduktionen. LM Glasfiber måtte i denne situation afskedige over 1.000 mand. Omsætningen faldt i 2003 fra lidt over 2 mia. til 922.689.000 kr., og resulterede i et underskud på 58.867.000 kr.[115] I 2004 beskæftigede LM Glasfiber omkring 2.000 medarbejdere.

I 2009 var der iflg. Ingeniøren o. 7000 medarbejdere på verdensplan, i Danmark o. 2200. LM Glasfiber fik i 2007 et underskud på 292 millioner, skrev Berlingske Tidende.

Iflg. hjemmesiden for LM Wind Power bevægede det tidligere lokale firma sig nu internationalt: 2010 - LM Wind Power Group opdeles i 3 sektioner, LM Wind Power Blades, LM Wind Power Service & Logistics og Svendborg Brakes
2011 - LM Wind Power Service & Logistics ekspanderede i Nord Amerika med erhvervelsen af Encore Power Services (EPS)
2013 - Svendborg Brakes solgtes til Altra Holdings Inc. Efter sigende med et betydeligt underskud.

I 2015 forsøgte Doughty Hanson at afhænde LM Wind Power og overvejede herunder en børsnotering af selskabet. Dette var dog problematisk p. gr. af de store underskud i perioden op til 2014.[116]

I 2015 havde LM Wind Power dog haft et betragteligt overskud, hvilket skulle kunne fremme salget på det amerikanske marked.[117] Hvilket da så også er sket, LM Wind Power er iflg. pressen 11. okt. 2016 solgt til amerikanske General Electric for 11,2 mia. kr.[118]

Med dette salg er LM nu blevet en del af et vindmarked, hvor rollen formentlig vil være en oparbejdet ekspertise, som General Electric kan bruge på både det amerikanske og det globale marked.

Ringen er sluttet i den forstand, at det var konkurserne i den danske vindmølleindustri i forbindelse med ændringen af de amerikanske skatteregler i 1985 og de efterfølgende ændringer i de danske skatteregler, 1996,der lagde det solide fundament til LM’s erobring af møllevingeproduktionen.

De nyeste nøgletal for virksomheden:

RESULTATREGNSKAB i hele 1000

2015

2014

2013

2012

2011

Valutakode

DKK

DKK

DKK

DKK

DKK

Omsætning

675.767

476.461

312.615

618.967

613.818

Bruttofortjeneste

424.416

346.022

301.100

588.534

167.179

Afskrivninger

-93.674

-173.692

-95.117

-109.270

-87.971

Kapacitetsomkostninger i alt

306.026

365.011

458.891

789.549

474.617

Resultat før skat

389.376

102.719

-106.524

-43.360

-94.951

Årets resultat

266.320

44.891

-158.357

6.759

-40.589

Beskæftigelse

Beskæftigelse på LM Wind Power

 

2015

2014

2013

2012

2011

Antal ansatte

366

404

399

553

661

 I tiden op til salget af LM Glasfiber til LM Wind Power var antallet af beskæftigede på virksomheden lokalt 20-49 medarbejdere, et enkelt år i 1990’erne var der f. eks. 33 medarbejdere. Efter salget var antallet af medarbejdere i den nu globale og mere omfattende virksomhed på 1000+ medarbejdere i Danmark indtil 2010. Herfra og indtil 2012 lå antallet af medarbejdere på 500-999. Siden da har antallet af medarbejdere ligget på 200-499.[119]Eller de helt præcise tal 2011-15[120]: 

Globalt var der 6.332 ansatte i LM Wind Power ved udgangen af 2015.[121]

 

Arbejdsmiljø og glasfiberproduktion

I produktionen af vindmøllevinger er der aktuelt hos LM Wind Power - som i resten af vindmøllebranchen - konstateret betydelige arbejdsmiljøproblemer[122] i forbindelse med arbejdet med glasfiber, især styren, som indgår i produktionen af vindmøllevinger, både m.v.

I glasfiberproduktionens første tid har man ikke kendt noget til disse problemer, som ikke desto mindre altid har været glasfiberproduktionens følgesvend, også den, der er foregået hos LM siden 1950’erne. Statistisk set og til en ædruelig vurdering af miljøproblemernes omfang nytter det ikke noget, at man kender en eller flere, der aldrig har fået konstateret gener, alternativt en eller flere, der har fået lungebesvær, fået konstateret kræft m.v. under kortere eller længere tid med de arbejdsforhold, som glasfiberproduktionen byder.

Det er her ikke ambitionen at dække alle aspekter ved de miljømæssige problemer, som kan variere med de berørte personers helbredstilstand, modstandskraft og omhu med at iagttage givne sikkerhedsforanstaltninger på den ene side. På den anden side virksomhedens omhu med at følge lovmæssigt fastsatte sikkerhedsregler og vurdering af produktionsmæssige omkostninger, forbundet med en højere eller mindre ambitiøs opfølgning på givne sikkerhedsregler.

Endelig kan det være en diskussion i sig selv, hvorledes arbejdsmiljø og sikkerhed dækkes af pressen. Alligevel her først den trykte presses dækning af arbejdsmiljøproblemer på LM Glasfiber. Der er formodentlig fundet alt, som er kommet til udtryk i den trykte presse. Det har under alle omstændigheder været hensigten. Der har også, specielt under den indledningsvis nævnte styren sag, været TV dækning. Det medie er ikke undersøgt nærmere.  

Og endelig her kun en skitsering af problemet, som det ser ud med ret tilfældigt valgte eksempler samt set ud fra tilsynsmyndighedernes vinkel. Hvor godt funderet og undersøgt, tilsynsmyndighedernes viden om problemet er, kan der ikke siges noget om i denne skitseagtige præsentation af problemet.

Den første svage antydning i pressen af miljøproblemer i forbindelse med brugen af glasfiber på LM Glasfiber afdelingerne finder man i 1983, hvor man i en konjunkturbestemt fyringsrunde også finder en tillidsmand og sikkerhedsrepræsentanten.[123] På et møde mellem firmaet, repræsenteret ved Flemming Skouboe og SID tillidsmanden, Jens Madsen, var der enighed om, at pressen havde givet et ”forvrænget” billede af situationen. SID tillidsmanden var på mødet forbavsende spagfærdig i betragtning af, at arbejdersiden efterfølgende fik fyringen af sikkerhedsrepræsentanten og tillidsmanden kendt uberettiget, begge skulle

 

 

 tilbydes genansættelse.[124] Uden nærmere præcisering nævnes det i avisomtalen, at det var ”… fyringen af sikkerhedsrepræsentanten … , der satte sindene i bevægelse og siden udviklede sig til en ”miljøsag”. Denne noget kryptiske omtale må henvise til, at i og med at sikkerhedsrepræsentanten var blevet fyret, var der også tale om en miljøsag. Dette omtales dog ikke i mødet mellem Flemming Skouboe og Jens Madsen, ej heller i omtalen af kendelsen fra mødet mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Dansk Metal om sagen.

Herefter høres der ikke noget i pressen om miljømæssige aspekter ved brugen af glasfiber før september 1989, hvor Folkebladet Sydjylland omtaler, at LM Glasfiber selv har søgt om en miljøgodkendelse i Teknisk Udvalg. Den relativt nyansatte direktør, Aksel Skovgaard siger i denne forbindelse, at han synes, ”… det er fornuftigt at få orden i miljøet”, både internt og i forhold til naboerne.[125] Kort tid herefter om konkurrencevilkår og miljø i forbindelse med produktionen af både i glasfiber siger Flemming Skouboe, at ”… firmaet har de seneste år investeret mere end seks millioner kroner i miljøforanstaltninger for at kunne opretholde produktionen.” Det nævnes i samme forbindelse, at det er billigere at producere i Øst- og Sydeuropa, men at ”den håndværksmæssige kvalitet også er derefter”.[126]

En måned herefter er der en længere artikel, hvor en ansat på LM Glasfiber, Iver Vedstesen, sikkerhedsrepræsentant, erklærer sig tryg ved firmaets udluftningsanlæg Han har på dette tidspunkt været ansat i 27 år i arbejdet med glasfiber, d.v.s. siden 1963. Han kan også huske, at det først var midt i 60’erne, der blev installeret udsugning, hvilket så nok må have været ved udflytningen til den nye fabrik på Rolles Møllevej fra Nørregade. Før den tid skældte hans kone ud over, at han ”lugtede af polyester ud af munden.”[127] I samme artikel erklærer Flemming Skouboe sig som tilhænger af de danske arbejdsmiljøregler, men at EF[128] burde sikre ens konkurrencevilkår ved at kræve samme bestemmelser i alle ”EF-lande”. Konsekvensen for LM Glasfiber i kampen om markedet med f. eks. hollandske konkurrenter er, at ”vore konkurrenter i Holland kan spare en million kroner …” ved besparelser på udsugningsanlæg, som LM Glasfiber har afholdt omkostningerne ved.[129]

Et strejkeforløb i 1994-95 på Gesten afdelingen kunne ud fra avisartiklerne muligvis vurderes som afledt af en i tiden stigende opmærksomhed omkring de miljømæssige forhold, som man så måske blandt de ansatte har følt sig foranlediget til at bruge til at få presset lidt mere igennem i forhold til arbejdsgiveren m.h.t. det arbejdsmiljømæssige. Starten på strejkerne i 1994 begrundes med, at acetone ikke står i skabe med udsugning, samt at der også har været problemer af tilsvarende karakter på ”Sønderborg Yachtværft”. LM Glasfiber får her et miljøpåbud om brug af masker, indtil udluftningen er i orden. I øvrigt med henvisning til ”Sønderborg Yachtværft”. Ca. ½ år efter strejker man igen i Gesten, her fordi 3 arbejdere er blevet syge p. gr. af fejl i udsugningsanlægget. Som LM meddeler straks at være gået i gang med at udbedre.[130]

Eventuelle problemer med arbejdsmiljøet ophører jo ikke med at eksistere, fordi aviserne ikke skriver om dem. I 2011 tages der så fat igen med de indledningsvis nævnte artikler, d.v.s. en artikel af J. P. Kildevang i avisen.dk, overtaget af Berlingske Tidende, Business. Der nævnes her en række skrækindjagende eksempler på helbredsproblemer, kræft og dødsfald. Men konstaterbart mere med appel til følelser, den hellige forargelse og den overfladiske erkendelse end egentlig research, hvor årsag, virkning og forskellige samspilsfaktorer kunne have spillet ind.

Flemming Skouboe nævner som kommentar til artiklen og flere fra samme journalist en patient med diagnosen markante hjerneskader, der har arbejdet på LM Glasfiber. Diagnosen er konfirmeret af en kendt professor, overlæge, senere rektor på Københavns Universitet, Erik Skinhøj. Det drejer sig om en arbejdsskadeerstatning, som en ansat på LM i 1974 fik tilkendt efter en anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen, foretaget af datteren.

Problemet med den pågældende patient er blot, at han også har været ansat i et malerfirma med brug af betydelige mængder af skadevoldende cellulose-lak - uden nogen form for beskyttelse, at han har været ”døvstum fra fødslen”, hvorfor professoren selvfølgelig ikke har kunnet få ham på talefod, men har brugt dette som indikation på en hjerneskade, forårsaget af arbejdet på LM Glasfiber. Hvor der i øvrigt ud over det nævnte også kunne være tale om en udtalt demens.[131]

Alt her blot nævnt for at illustrere, at problemer med helbredet hos en person, der er miljømæssigt hårdt ramt meget vel kan skyldes en flerhed og faktorer. Dette selvfølgelig ikke for at benægte, at det kan være sundhedsskadeligt at arbejde med styren. Især uden beskyttelsesmæssige foranstaltninger.

Det kan måske også være på sin plads at tage et par eksempler, som ligger uden for pressens mere eller mindre velbegrundede opfattelse af vigtigt og mindre væsentligt. Og uden de involveredes, fagforeningers og arbejdsgiversidens, interesser sat i front.[132]

Hertil så først ejer og stifter af firmaet, Aage Skouboe, der døde som 81 årig efter at have arbejdet knapt halvdelen af sit erhvervsaktive liv i daglig kontakt med miljøproblemerne. Vel ikke ved arbejdet med støbeformene - men hovedsageligt i udviklingsafdelingen. Dog i nær kontakt og med og mulighed for både at indånde og på anden vis få kontakt med styren og glasfiber. Også Kristian Bøge, grundlæggeren af Bøges Både, kan nævnes. Han startede som arbejdsmand med glasfiberproduktion i det tidligere frugtlager i Nørregade, hvor han velsagtens som alle andre har arbejdet under ganske elendige udluftningsforhold, indtil han blev værkfører på Rolles Møllevej og senere ejer i eget firma, hvor der også er arbejdet med glasfiber. Kristian Bøge er født i 1935 og lever fint endnu (2016).

Der kan også gives eksempler på arbejde med glasfiber, hvor der har kunnet konstateres betydelige helbredsproblemer, folk, som er døde i en alt for tidlig alder m.v. Den her i anden forbindelse nævnte Peder Jørgensen, der har arbejdet sammen med Kristian Bøge og tæt sammen med Aage Skouboe i udviklingsafdelingen, døde i en relativt ung alder. Om det skyldtes arbejdet med glasfiber eller, at det på anden vis var skrevet ind i kortene for hans liv, kan der her ikke siges noget fornuftigt om. I den indledende henvisning til avisen.dk, der f. eks. repræsenterer LO synspunkter, er de givne eksempler på arbejdsmiljøproblemerne i arbejdet med glasfiber skåret efter den læst, at problemerne entydigt tilskrives arbejdsmiljøet på LM Glasfiber.

Der er yderligere udvalgt to repræsentanter med kendskab til forholdene ”på gulvet”, Iver Vedstesen, tidligere sikkerhedsrepræsentant, ansat med glasfiberarbejde i over 38 år, siden 1963, hvor han startede på det daværende LM Glasfiber i Nørregade. Han har her kun haft ”6 sygedage”. Iver Vedstesen har arbejdet på LM Glasfiber hele sit erhvervsaktive liv, fordi han synes, det ”er en fantastisk arbejdsplads”.

Desuden Jeff Holst, der siden 1998 har arbejdet for LM, både LM Glasfiber og LM Wind Power, ”… har været i næsten samtlige afdelinger i forskellige positioner, uddannet plastmager … værkfører i Hammelev … en stilling i Udviklingen …” samt tillidsmand 2009 til 2016.

Ikke overraskende kan Iver Vedstesen berette om de helt og aldeles manglende sikkerhedsforholdsregler, der var under arbejdet på afdelingen i Nørregade fra 1963. Allerede ved udflytningen til Rolles Møllevej i 1965 blev der iflg. ham foretaget arbejdsmiljømæssige foranstaltninger med gulvudsugning, som løbende blev suppleret med udsugning i loftet og mange flere miljømæssige forbedringer.[133] I dag kan man ikke arbejde med glasfiber uden maske og beskyttelsesdragt, fortæller Iver Vedstesen. Efter hans mening skyldes langt de fleste, om ikke alle, miljømæssige problemer, som gør folk syge, enten manglende hensyntagen til beskyttelsesforanstaltninger, eller hang til ”for meget alkohol”, som i kombination med alkoholindholdet i den polyester, der arbejdes med, ”kan give problemer.” Adspurgt om forholdene i Gesten, hvor der har været en del uro, er karakteristikken af de her ansatte ikke så positiv, de var ”nogle svin” i deres forhold til sikkerhedsbestemmelserne, hævder Iver Vedstesen som kommentar til den her refererede uro i Gesten afdelingen.

Iflg. Jeff Holst har firmaet haft ”en rivende udvikling på alle fronter, en af de største … nok på sikkerheden”. Og videre om det, Jeff Holst kalder ”styrenskandalen”, at det her blev ”… lagt ud som om at vi ikke havde masker og der absolut ingen beskyttelse var, dette har altid – i hvert fald i mine 18 år - været til rådighed, og reglen om at bruge det har aldrig været ændret.” Tilfredsheden med LM som arbejdsplads udtrykkes således: ” Personligt skal jeg bæres herfra, og jeg ved at samtlige kollegaer i min afdeling på Rolles Møllevej, har samme holdning. LM er under huden på en, det er ikke bare en arbejdsplads, det er hele den måde man er medarbejder på hvor man ikke bare er et hjul i et større dikkeværk. Det er ikke mange steder man har det så godt som her på faktisk alle måder.

Der er i forhold til de her refererede tillids- og sikkerhedsrepræsentanter forsøgt indhentet en kommentar fra tillidsrepræsentanten i 1980’erne, som dog ikke har ønsket at udtale sig. Skal der siges noget (derfor også usikkert) om hans situation, kunne det måske være, at han løbende fik sin indflydelse beskåret, endeligt konfirmeret under Aksel Skovgaard, hvor han på måske passende vis blev flyttet op, måske skulle man sige hen, i hierarkiet til en post som værkfører. De to øvrige er særdeles positive i deres vurdering af deres henholdsvis nuværende og tidligere arbejdsplads, også hvad angår det miljømæssige. Og de er i øvrigt adspurgt uafhængigt af hinanden samstemmende enige om, at brugen af sikkerhedsstyr har været et ”must” på virksomheden. Når vi ser på de to adspurgtes ansættelsesforløb fra 1963 og fra 1998 til i dag, så er der ingen tvivl om, siger begge, at det i den sidste del af perioden er blevet obligatorisk at bruge sikkerhedsudstyret. I tiden før 1998 er der gradvist blevet strammet op. Men sikkerhedsudstyret har ”hele tiden ligget der” iflg. Iver Vedstesen. Problemet kunne blot være at få det brugt.

De to her behandlede kilder til udsagn ”fra gulvet” kan tages med to typer forbehold. Jeff Holst er ansat og har tydeligt en loyal ansats profil i forhold til ansættelsesperioden 1998 til 2016. Iver Vedstesen er værdifuld på den lidt længere bane, loyal og tydeligt glad for sin arbejdsplads gennem en rigtigt lang periode 1963 til 2001-02. Det kunne måske have været på sin plads med en mere officiel OL holdning som kontrast. På den anden side er det ikke skønnet umagen værd. Det afgørende må være udsagn om den konkrete arbejdsplads historisk og aktuelt.

Hvis der ikke skal foretages en nøjere statistisk undersøgelse, hvor der også tages højde for anden helbredspåvirkning, arvelige dispositioner m.v., må man nok nøjes med at konstatere, at der er betydelig forskel på det arbejdsmiljø, som forskellige erhverv og forskellige tider byder på. Derfor her kun afsluttende en kort skitsering af de konstateringer, som forskellige myndigheder har gjort om arbejdet med styren, glasfiber og i vindmølleindustrien.

Miljøstyrelsen anfører om styren, at ”styren er optaget på EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer i kategori 1, og er harmoniseret (og blevet) klassificeret under CLP forordningen[134]…” Hvis det forekommer kringlet udtrykt, så her, hvad der anføres i de af Miljøstyrelsen refererede risikovurderinger - at sundhedsfaren opstår ved inhalation af dampene, hvor hudkontakten med styrendampe ikke er ”signifikant”. Styren udledt til atmosfæren nedbrydes ret hurtigt, hvorfor der ikke skulle være iagttagelige, eksterne miljøeffekter ved glasfiberproduktionen.

Arbejdstilsynet[135] har lavet en rapport over problemet 2001-11, d.v.s. i LM Wind Power tiden. Det hedder i konklusionen: ” Som opgørelsen af antallet og arten af arbejdsskader viser, har der været problemer med såvel ulykkesrisici, ergonomiske og kemiske arbejdsmiljøforhold over årene. Problemerne med arbejdsmiljøet er også afspejlet i typen af anmeldelser af erhvervsbetingede sygdomme i perioden, hvoraf en del er blevet anerkendt som arbejdsskader. Samtidig viser redegørelsen, at der løbende er ført tilsyn, og at der også løbende er blevet anmeldt og behandlet anmeldelser om erhvervsbetingede sygdomme. Trods antallet af anmeldelser må det dog på det foreliggende grundlag konkluderes, at hovedproblemet omkring arbejdsmiljøet primært har været ulykker og ergonomiske belastninger. Der kan endvidere ikke på baggrund af de indtil nu anmeldte skader ses et markant antal af skader med langtidsvirkninger såsom kræft og hjerneskader knyttet til udsættelse for styren. Dette billede kan eventuelt ændre sig såfremt det viser sig, at disse sager ikke er blevet anmeldt…”

 

Sammenfatning

Små og mellemstore virksomheder - med op til 249 ansatte - er typisk dansk. Eftersom de er flest, rummer de naturligvis også flest gode succeshistorier. Heriblandt Lunderskov Møbelfabrik, LM, som to snedkere i 1941 igangsatte i lejede lokaler i den lille stationsby. Den er som LM Wind Power i 2017 formedelst 11,2 mia. kr. solgt til General Electric.

 

De rimeligt iøjnefaldende succeskriterier for LM har i første række været solid håndværksmæssig kunnen sammen med en god portion opfindsomhed. Og nok især fremsynetheden i valget af glasfiber. Det gælder både til fiskebassiner, campingvogne, både og vindmøllevinger. Desuden rettidige omlægninger, hvor det kunne være gået som med LM Camping, der udkonkurrerede sig selv med kvalitetsvogne, der blev for dyre i forhold til vogne, firmaet ikke selv producerede, men importerede.

 

LM Glasfiber har i forhold hertil et mere velsmurt forløb. De første år, hvor produktionen med glasfiber var i støbeskeen, og hvor den håndværksmæssige ekspertise i arbejdet med dette materiale blev grundlagt, har det formentlig været så heldigt, at underskud og lærepenge er blevet kanaliseret fra LM Camping til LM Glasfiber, der jo var samarbejdspartnere, medejere og personlige interessenter hos hinanden. I det mindste indtil Lorentzen i 1977 solgte sin aktieandel i LM Glasfiber.

I LM Glasfiber blev der fra firmaets stiftelse truffet de rigtige valg i bådproduktionen med produktionen af speedbåde som supplement til fiskedammene i 1960’erne. Damjollen, helårsbåden som afløser for den sæsonprægede sommer-speedbåd. Og endelig omkring 1978 det i eftertiden indlysende valg af vindmøllevinger i produktionen, hvor oliekrisen havde skabt nye energimæssige behov.

 

Endelig i de første, ind imellem noget kaotiske år med møllevinger nogle heldige sammentræf med andres konkurs og egne produkter, der fik fodfæste på markedet.

Der har været tale om en god symbiose af oparbejdede, håndværksmæssige færdigheder i en medarbejderstab, som er vokset op med en Ole Opfinder som leder og samarbejdspartner på gulvet. Men som så i 1980’erne, da produktionen af møllevinger var i en succesfuld opstartsfase, nærmere bestemt i 1987, måtte tænke nyt.

<